søndag den 25. september 2011

Peter Heine Nielsen: ”Det er vidt forskelligt at være sekundant for Anand og Carlsen!”

Af Eigil Straarup.

Under Horsens Lang Weekend lavede jeg et interview med stormester Peter Heine Nielsen lørdag 23. juli, da han var i Horsens for at kommentere de to runders live-partier. Interviewet bringes her på Horsens Skakforenings hjemmeside i fire dele, og i løbet af interviewet kommer stormesteren vidt omkring, blandt andet om Horsens Lang Weekend, Viswanathan Anand, Magnus Carlsen, holdskak, DM og tiden for dansk skak efter Bent Larsen.

Her i 2. del fortæller Peter blandt andet om, hvorfor det var to vidt forskellige opgaver at være sekundant for verdensmesteren Viswanathan Anand og det norske vidunderbarn Magnus Carlsen.


Hvilke ligheder og forskelle er der på at være sekundant for Viswanathan Anand og Magnus Carlsen? Og hvordan synes du, det har udviklet dig som skakspiller, at du gennem de seneste cirka ti år har været sekundant for både verdensmester Viswanathan Anand og det norske vidunderbarn Magnus Carlsen?

”Sidst jeg var sekundant for Magnus Carlsen var i 2007. Dengang var han 16 år. Jeg var sekundant for Carlsen fra han var 13 til han var 16 år. Der er selvfølgelig kæmpestor forskel på at være sekundant for en norsk teenager i forhold til at være sekundant for en verdensstjerne og verdensmester som Anand. Selvfølgelig var der også mange ligheder.
Jeg har ikke hjulpet Carlsen siden han blev nummer to efter netop Anand i Linares i 2007. Når jeg er sekundant for Anand, så handler det primært om det rent skaklige. Da jeg var sekundant for Carlsen, var det i lige så høj grad min opgave at forberede ham på, at møde nogle af verdens bedste skakspillere, fordi han var så ung. Jeg spillede både tennis og computerspil med Carlsen for at han følte, han trivedes godt.
Da Carlsen var 13-14 år slog han jo igennem ved World Cup i Khanty-Mansiysk, og dengang var jeg ved hans side. Det var da en ret surrealistisk oplevelse, at jeg på den ene side skulle opmuntre ham og samtidig give faglig sparring på et højt niveau med en dengang relativt ung teenager. Det ene øjeblik spillede vi bordtennis eller barnlige computerspil. Øjeblikket efter havde vi diskussioner om skakåbninger på et meget højt niveau. Det var en unik oplevelse.

Det har også været helt unikt at være med Anand til VM-matcher. Han har prøvet så meget og har så meget erfaring, at der er min opgave næsten udelukkende af faglig karakter og ikke af pædagogisk karakter, som den var med Carlsen.
I den periode, jeg har været sekundant for Anand, er jeg blevet dårligere til nogle ting. Samtidig er min forståelse for skak vokset enormt. Man kan ikke arbejde intenst sammen med så stærk en spiller som Anand uden at lære utroligt meget.

Når jeg giver udtryk for en holdning, så giver han den meget ofte et kvalificeret modspil. Og det tvinger selvfølgelig mig til at nuancere min holdning, og det skærper naturligvis mit niveau. Hvad angår mit eget spil, så har samarbejdet med Anand også betydet kolossalt meget. I og med at Anand spiller 1.e4 og jeg spiller 1.d4, så har jeg selvfølgelig lært meget om åbningerne efter 1.e4. Under en VM-match har jeg et ansvar sammen med andre sekundanter, og det er helt klart, at det ansvar også har hævet mit niveau.

Hvad angår mit eget skakmæssige niveau, så er det ikke sikkert, det er så positivt, hvordan min rolle som sekundant har spillet ind. Når vi sidder i lejren under en træningslejr eller VM-match og har en stilling, som vi skal regne igennem, så har vi en meget kraftig computer, der lynhurtigt regner stillingen igennem. Min evne til lynhurtigt at beregne varianter er derfor blevet sløvet kolossalt gennem årene. Eksempelvis var jeg på grænsen til at sætte brikker i slag under EM eller i partierne i den græske liga i sidste sæson.

På bundlinjen står tilbage, at jeg har lært utroligt meget af at være sekundant for Anand. Men samtidig har jeg altså også mistet skarpheden i at beregne varianter. Da jeg var yngre kunne jeg så let som ingenting gange eller lægge tal sammen i hovedet. Nu om dage bruger jeg konsekvent calculator på min smartphone! Den menneskelige hjerne tilpasser sig hurtigt den teknologiske udvikling, og det er både godt og skidet. Jeg skal gerne indrømme, at netop min langsommelighed i variantberegning bekymrer mig lidt forud for World Cup i Khanty-Mansiysk. (som bekendt gik det Peter Heine glimrende i World Cup i Khanty-Mansiysk. Han blev slået ud i ottendedelsfinalen af Vugar Gashimov fra Aserbajdsjan, der ligger nr. 11 på verdensranglisten, Red.)

Alt i alt er det også meget enkelt at forklare, hvorfor jeg ikke længere er sekundant for Magnus Carlsen. Dels har han nu andre folk omkring sig. Men den væsentligste grund til, at jeg ikke længere også er sekundant for Carlsen er, at jeg ikke kan være sekundant for dem begge. Hvis jeg var det, så var jeg jo ikke loyal over for Anand, fordi de nu er blevet så store konkurrenter”.

3. del følger i morgen mandag.

Ingen kommentarer: