søndag den 26. juni 2011

Vejlemesterskabet 2011

I Vejlemesterskabet anno 2011 var Horsens også indirekte repræsenteret i skikkelse af den gamle Horsens-dreng Lars Hansen, der i mange år har spillet for SK1968 i Aarhus.

Lars har været med i Vejlemesterskabet utallige gange, og han har også vundet den en del gange. Men sådan skulle det ikke gå i år. Lars scorede 5/7 i Mester 1, nøjagtigt lige med Ivan Sørensen, Evans/Vejle. Men Ivans korrektion var bedre, og derfor hjemtog han titlen.

Det har næppe spoleret glæden for Lars Hansen, især ikke over dette flotte dronningeoffer i 5. runde;

Hvid: Lars Hansen, SK1968/Aarhus.
Sort: Kim Fuglsang, Evans/Vejle.
1.e2-e4 e7-e5
2.Sb1–c3 Lf8-c5
3.Lf1–c4 d7-d6
4.d2-d3 Sg8-f6
5.f2-f4 Sb8-c6

Afslået Kongegambit. Almindelig Kongegambit opstår efter 1.e4,e5 2.f4,exf4.
6.Sg1–f3 Lc8-g4
7.Sc3-a4 Lc5-b6
8.Sa4xb6 a7xb6
9.c2-c3

Lars vil ikke miste sin hvidfeltede løber for springeren på c6. Derfor var han nødt til at indskyde c2-c3 for at undgå den afbytning. Desuden tager trækket feltet d4 fra sort.
9. - , 0–0
10.0–0 d6-d5
11.e4xd5 Sf6xd5
12.h2-h3 Lg4xf3
13.Dd1xf3

Allerede nu har Lars en lille men klar fordel. Løberparret er noget mere værd end springerparret i så åben en stilling som her. Desuden har hvid også terrænovervægten og initiativet på sin side.
13. - , Sd5-f6
Eller 13...Sxf4 14.Lxf4,exf4 15.Dxf4, der fører til nøjagtig den samme stilling, som opstår efter 17.Dxf4 i partiet.
14.Lc4-b5 e5xf4
15.Lc1xf4 Sf6-d5
16.Lb5-c4 Sd5xf4
17.Df3xf4

Hvid har godt nok mistet løberparret, men den tilbageværende løber er klart stærkere end sorts springer. Hvid har også stadig masser af terræn og initiativ.
17. - , Dd8-d7
18.d3-d4 Ta8-e8
19.Ta1–d1 Dd7-e7
20.Tf1–f2

Forhindrer Fuglsang i at bytte dronningerne af med 20...De3+, hvilket han helt klart havde gjort, hvis han havde fået tid til det.
20. - , Kg8-h8
21.Tf2-e2 De7-d8
22.Te2xe8 Tf8xe8
23.Df4xf7 Sc6-e5

Fuglsang får tilsyneladende taget brodden af det hvide initiativ, men nu hiver Lars splinten ud af håndgranaten.

24.Df7xe8+!
En ordentlig mavepuster for Fuglsang, der enten må have overset eller undervurderet dette originale og stærke offer? Måske ventede han 24.Dd5,Dxd5 25.Lxd5,Sc6, hvor han godt nok havde været bagud med en bonde, men til gengæld havde han fået et slutspil, der ikke var helt umuligt at holde remis? Nu går det derimod hurtigt ned ad bakke på grund af Hansens uimodståelige fribonde i e-linjen.
24. - , Dd8xe8
25.d4xe5 h7-h6

Fuglsang tvinges til at lave et lufthul til kongen, fordi han jo var blevet sat mat i bunden efter 25...Dxe5?? 26.Td8+,De8 27.Txe8#.
26.Td1–e1 b6-b5
27.Lc4-d3 De8-e6
28.Ld3-c2 c7-c5

Fuglsang prøver desperat at skabe modspil, men uheldigvis for ham, så er hans dronning tvunget til at blive stående på e6 for at blokere e-bondens videre fremfærd. Sort har slet ikke tid til svinkeærinder som 28...Dxa2? Efter f.eks. 29.e6,Da8 30.e7,De8 31.Lg6!,Dxg6 32.e8(D)+,Dxe8 33.Txe8+ er resten paradekørsel for hvid.
29.Lc2-d1 c5-c4
30.Ld1–g4 De6-e7
31.e5-e6 g7-g6
32.Te1–d1 h6-h5
33.Td1–d7 De7-c5+
34.Kg1–h1 Kh8-g8

Fuglsang kan heller ikke nå at slå løberen nu. Efter f.eks. 34...hxg4 35.e7,De3 36.Td8+,Kg7 37.e8(D),Dc1+ 38.Kh2,Df4+ 39.Kg1,Dc1+ 40.Kf2,Df4+ 41.Ke2 har sort ikke flere gode skakker, og dermed er sorts konge prisgivet.
35.Td7-d8+ Kg8-g7
36.e6-e7 Opgivet, 1–0.

Hansen får en ny dronning eller det ofrede materiale tilbage med renters rente, f.eks. 36...Dxe7 37.Td7. Derfor er det meget naturligt, at Fuglsang hejste det hvide flag nu.

AF Eigil Straarup

torsdag den 23. juni 2011

Horsens Lang Weekend 2011

Tilmeldingerne til Den Lange har været over alt forventning!

I 2009 havde vi 43 delt. til Den Lange og dette blev fordoblet til 86 delt. sidste år.
Vores vildeste forventninger i år gik på om vi kunne nå 100 delt. i år!..... men aldrig (jo måske når vi drømte..) at vi skulle nå 120 delt. (som er vores max.)og at de 120 delt. samtidigt ville blive nået 4 uger før kick-off...Nej aldrig.

Tak til alle jer der har tilmeldt sig og vi lover at vi vil gøre vores absolut bedste for at indfri forventninger til at Den Lange igen bliver Danmarks hyggeligste sommer skakturnering.

Vi har oprettet en venteliste som man kan melde sig til. Der sker nogen gange, viser vores erfaring, at et par enkelte må melde sig fra pga. sygdom el. lign. uforudsete ting. Hvis der kommer afbud vil vi så kontakte jer og høre om I forsat er interessede i at deltage.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer allesammen I Horsens!!

tirsdag den 21. juni 2011

Yderligere 22 tilmeldinger til Horsens Lang Weekend 2011

Det går rigtig stærkt med tilmeldinger lige nu!

På 48 timer er der kommet yderligere 22 tilmeldinger hvilket bringer det samlede deltager antal op på 102.
Det vil sige at vi har 18 pladser tilbage, så.....

lørdag den 18. juni 2011

Horsens Lang Weekend 2011, opdatering

80 delt. tilmeldte allerede nu, sammenlignet med 30 tilmeldte på sammen tid sidste år er helt fantastisk og overgår vores ellers mest positive forventninger!

Hvis vi kigger på prognosen giver det et forventet deltagerantal på 150+, men vi må kan kun være 120 ifølge brandmyndighederne.

Vi vil gøre vores bedste for at Den Lange bliver årets bedste & hyggeligste skakturnering!