torsdag den 18. august 2022

INVITATION! Vi har forsat plads til dig i vores Sensommerturnering i Horsens Skakforening.


Vi har forsat plads til dig i vores Sensommerturnering i Horsens Skakforening.
Så har du lyst og tid til at få flyttet lidt træ så er muligheden her for at starte ud med en 5. rd. EMT turnering med start d, 23. august.
Spillested: Horsens Skakforenings lokaler i, Nørrebrogade 38A , 8700 Horsens.
Turneringsform: Alle-mod-alle 5 runder med 6-mandsgrupper, nederste evt. Monrad.
Tidspunkt: Følgende fem tirsdage i 2022 med start kl. 18:30; den 23/8, 30/8, 6/9, 13/9 og den 20/9.
Afbud: Skal meddeles turneringsledelsen via HorsensSF@gmail.com. En spiller, der har meldt afbud til en runde, er ansvarlig for at få arrangeret et alternativt spilletidspunkt med sin modstander. Der vil være mulighed for at afvikle udsatte partier den 27/9.
Betænkningstid: 90 min. til de første 40 træk og derefter 15 min. plus opsparet tid til resten af partiet + tillægstid 30 sek. pr. træk fra træk 1. Juniorer kan ved tilmeldelse til turneringen angive at ville spille med nedsat betænkningstid: 50min til hele partiet + tillægstid 30 sek. pr. træk fra træk 1. Mødes en junior, der har ønsket nedsat betænkningstid, med en anden spiller vil den korte betænkningstid være gældende for begge spillere. Der spilles efter FIDE’s regler. Det er tilladt at komme op til 40 minutter for sent til partiet ift. rundens officielle starttidspunkt.
Noteringspligt: Der er noteringspligt til hele partiet.
Indskud: Kr. 150-, pensionister og juniorer dog kr. 100-. Medlemmer af Horsens Skakforening får reduceret indskuddet med 50 %. Bemærk, at dette ikke påvirker præmiesummen, der modsvarer det fulde indskud pr. deltager.
Præmier: 100% af indskuddet går til præmier. Præmierne vil blive offentliggjort inden tredje runde. Præmieoverrækkelse vil finde sted tirsdag d. 4/10 klokken 18:30. Ved ligestilling deles pengepræmier.
Forplejning: Kaffe, sodavand og øl kan købes.
Rygning: Der må IKKE ryges i bygningen eller på matriklen!
Tilmelding: Tilmelding via Dansk Skak Unions turneringssystem på http://turnering.skak.dk, hvor klub og navn skal indtastes, hvorefter systemet selv indhenter dine data eller via klubbens e-mail: HorsensSF@gmail.com. Seneste tilmelding den 21/8-2022.

fredag den 12. august 2022

Sommerskak på Djursland

Ingen sommer uden skak!

Nu spilles der jo ikke Horsens Lang for tiden. Men der er andre gode turneringer rundt omkring.

Den bedste har altid været Syddjurs Sommer EMT. Tidligere hed den Skødstrup sommer emt. Men da skødstrup skakklub måtte skifte domicil til Hornslet, måtte man jo også ændre klubnavnet. Før i tiden var der adskillige velfungerende klubber i området, så Syddjurs skakklub var et passende og favnende navn for klubben.

5 runder på 5 dage. Det tiltaler mig. Man sidder godt nok ikke i bygning med diverse titelholdere. Til gengæld for man god og passende modstand! Spilleforholdene er helt i top. Dejlige og hyggelige mennesker, det er der heldigvis mange steder😊. God og billig kantine. Og en kompetent turneringsledelse, anført af Willy Møller Nielsen, for øvrigt gammel horsens-dreng.

 I år var der 28 deltagere. Fordelt i 2 14-mands monrad-grupper. Jeg var da favorit, men heller ikke mere end det. Og det er da heldigvis ikke altid favoritten der vinder!

 I 1.runde havde jeg sort mod den lokale Jørgen Esberg. En god spiller, der lige er startet op igen efter mange års pause. Jeg var lidt presset, men kunne holde sammen på stillingen. Et velanbragt ( viste det sig) remistilbud fik Esberg til at gå amok med Henry. Og så var der plads til et kontrahug. En lidt heldig gevinst.

2.runde ingen slinger i valsen, hvid mod yderst sympatiske Kurt Simonsen, SK68. jeg var bedre kendt med stillingstypen end han var. Sikker sejr.

I 3.runde startede topkampene så. Sort mod altid giftigt Dennis Hemdorff, Nordre. Vi har krydste klinger en del gange efterhånden. Som regel i nogle vilde partier. Så jeg var indstillet på en lang dyst. Denne aften var han dog meget fredelig indstillet. Så en nem hurtig halv. Ikke dårligt!

I 4.runde rent topopgør mod veteranen Benny Grønhøj fra års. Vi havde 2,5 p efterfulgt af 3 mand med 2 p.

Her ville mange nok synes at remis ville være ok. Så er man stadig med på en delt 1.plads. og kan gå all-in i sidste runde. Men krigeren fra Års kender ikke ordet remis. Respekt for det! Jeg skulle have nok en sort, og vidste det ville blive en lang aften. Jeg havde dog helt styr på hans Larsens åbning. Kom ud i et gunstigt springerslutspil. Fik først etableret en fribonde på den ene fløj, og noget senere også på den anden fløj. Det var mere en den stakkels springer kunne gabe over. Det lyder jo nemt når man skriver det, men det var det ikke!! En tæt, lang og hård match, der bestemt var et topopgør værdigt.

Dermed var jeg alene i spidsen inden sidste runde. Og med en god korrektion vidste jeg at remis ville være nok til 1.pladsen. og når jeg har en 1. præmie i sigte så betyder lidt rating ikke så meget😊

Hvid mod den lokale Rasmus Lundberg, der heldigvis også var fredeligt indstillet. En hurtig sikker remis… ikke specielt publikumsvenligt… men så kom vi begge på præmieskamlen!!

At vinde turneringer er altid dejligt, men kræver som regel også lidt held og medvind.

Jeg vandt altså med 4 p foran 4 mand med 3,5 p: Dennis Hemdorff, Rasmus Lundberg, Benny Grønhøj og Benny Lauridsen fra viby.

Hermed slut på 41. udgave af syddjurs emt, der er landets ældste sommerturnering. En turnering der kun kan anbefales på det varmeste.

Henrik svane