søndag den 16. november 2014

Holdkamp Evans/Vejle 4 - Horsens 1-7

Storsejr på 7-1 over Evans/Vejle 4.
 
1.Helge Nielsen-Kurt Schlott Hansen           2
2.Jens Ove Vedel - Morten Beuchert            2
3.Frederik Borg - Morten Jensby                  2
4.John Jessen - Anders Munch                      2
5.Carl Mortensen - Peter Berg                       1
6.Knud Kristensen - Ole Nørregaard             2
7.Torben Simonsen - Søren Sørensen            2
8.Eldis Mahnutovic - Erik Pedersen              2

I dag gæstede vi vores gode naboer fra Evans/Vejle på Hældagerskolen i Bredballe. Vi var storfavoritter over hele linjen, og vi endte med en fin storsejr på 7-1. Det gik således til:
Allerede efter lidt under en times spil vandt Morten Beuchert over Jens Ove Vedel. Morten kom fint ud af åbningen. I midtspillet fik han gang i et angreb mod Vedels kongestilling. Et pludseligt Lxg2! fra Mortens hånd dræbte partiet på stedet. Vedel kunne ikke slå løberen med kongen, fordi Morten sad parat med en giftig afdækkerskak med tårnet, der havde kostet Vedels dronning livet. Hvis han ikke havde slået løberen, var tårnet kommet under på g6, hvorefter der havde været dækket op til en mindst lige så giftig afdækkerskak. Det var pest eller kolera for Vedel og 1-0 til os!

Tre kvarter senere, helt nøjagtigt kl. 14.36, gav Knud Kristensen op, og Ole Nørregaard kunne dermed notere sig for en fin og stilren gevinst i sin første holdkamp siden 2008(!) Ole fik tidligt i midtspillet en behagelig stilling. Begge parter havde alt det tunge skyts, og Ole havde desuden en løber mod en springer. Vejlenserens kongestilling havde visse svagheder, hvilket Ole elegant udnyttede. Vi hopper ind til de sidste 10 træk!
Hvid: Knud Kristensen, Evans/Vejle.
Sort: Ole Nørregaard, Horsens.

22.                 c6-c5!
Dronningeafbytning? Nej, tak!
23.Db4-a3    b7-b6
24.Sf3-h4      Ld5xg2+
25.Sh4xg2    g6-g5
26.Da3-a2+ Kg8-h7
27.f2-f3         h6-h5
Oles brikker marcherer fremad på kongefløjen, mens alle vejlenserens officerer står passivt pakket ned bag bønderne.
28.Kf1–f2     h5-h4
29.Da2-d2    Lg7-h6
30.f3-f4         g5xf4
30...Te7-e3! allerede her ser også forrygende ud, men nu vinder det ret glat for Ole, fordi der er så mange svagheder at trykke på rundt om den hvide majestæt.
31.Sg2xf4     Te7-e3!
32.Kf2-g2
Hvid kan naturligvis heller ikke indlade sig på 32.Sf4-g2 h4xg3+ 33.h2xg3 Dd6xg3+ 34.Kf2-f1 Te8-g8.
32.                 Lh6xf4
33.Opgivet,   0-1.
Hvid bliver sat mat i to træk via 33.g3xf4 Te8-g8+ 34.Kg2-f1 (eller 34.Kg2-h1 Dd6-d5#) 34...Dd6xf4#. Dermed 2-0 til os.

Nørregaards gevinst skulle vise sig at blive startskuddet på 20 gyldne minutter, hvor vi fik hele fire gevinster bogført på resultatkortet. Den næste gevinst tegnede Anders Munch sig for, blot fem minutter efter Ole havde vundet. Anders havde en lige stilling langt hen ad vejen, men i slutfasen fik han et afgørende overtag. En springerskak på f4 var særdeles dødbringende, fordi John Jessens konge hang fast i et matnet på baglinjen. Desuden stod en vejlensisk springer på c6 også i slag, og da Jessen ikke kunne afværge begge trusler på én gang, valgte han forståeligt nok at kaste håndklædet i ringen. 3-0.

Fire minutter senere, helt nøjagtigt kl. 14.47, kom Morten Jensby også i mål med sin gevinst over Frederik Borg. Morten var efter eget udsagn lidt på spanden i åbningen, men i midtspillet fik han hurtigt bedre greb om begivenhederne. Da han entrede syvende række med et tårn, begyndte det for alvor at se godt ud. Så vandt han en bonde i centrum, hvorefter det så knusende godt ud. Til sidst røg der også en officer, og så var der ikke meget mere end et håndtryk tilbage i det parti. 4-0.
De 20 gyldne minutter sluttede kl. 14.58, hvor Søren Sørensens gevinst over Torben Simonsen bragte os i front med 5-0. I åbningen var der heller ikke i dette parti meget på færde, men som i flere af de andre partier kom der også her et horsensiansk overtag i midtspillet. Det er der, vi kommer ind i partiet!

Hvid: Søren Sørensen, Horsens.
Sort: Torben Simonsen, Evans/Vejle.

25.Tf1–d1
Søren tager fornuftigt nok det andet tårn med. Der er ingenting at hente i 25.La3xc5.
25.                 Lf8-d6?
Selvfølgelig en fejl fordi Søren nu får mulighed til at afvikle til et godt slutspil, hvor han har to lette mod et tårn.
26.Td5xd6    Tc6xd6
27.Td1xd6    Db6xd6
28.La3xc5    Dd6-a6
29.Sc3-d5     Te8-d8
30.De3-h6     Kg8-h8
Det træk giver ikke ret meget mening, men den sorte kongestilling er hullet som en si, og nu går det stærkt.
31.Lc5-f8      Da6-f6!?
En kreativ måde at dække matten på g7 på. Hvid kan jo ikke slå på f6, fordi der er mat i bunden. Desværre for vejlenseren har Søren andre stærke fortsættelser.
32.h2-h4!      Td8xd5
33.e4xd5       Kh8-g8
34.d5-d6       Opgivet, 1–0.
Mattruslen på g7 binder sorts dronning på hænder og fødder, og bonden vader lige i mål, f.eks. 34...e5-e4 35.Dh6-g7+ Df6xg7 36.Lf8xg7 Kg8xg7 37.d6-d7, og dermed var vi foran 5–0.

En halv time senere måtte Peter Berg hejse det hvide flag, efter han i lang tid havde kæmpet i en svær stilling mod Carl Mortensen. Efter åbningen opstod et teknisk midtspil med alle tårnene, dronningerne og seks bønder til hver. I det midtspil mistede Peter en bonde, og derfra stod det klart, at han kæmpede for remis. Peter fik en svag bonde på e3, som Carl trykkede på. Desuden fik Carl aktivt spil med sit tunge skyts på dronningefløjen. Peter kunne måske godt have forsvaret stillingen på én eller anden måde, men det lykkedes desværre ikke for ham. Til gengæld er jeg helt sikker på, at han kommer stærkt tilbage næste gang! 5-1.
Yderligere 20 minutter senere, kl. 15.49, vandt Kurt Schlott sit parti over Helge Nielsen. Også her kom der ud af et midtspil en lige stilling og derefter et godt slutspil, hvor Kurt havde et ganske dominerende løberpar. Langsomt men sikkert fik han bedre og bedre fat, og til sidst brød Helges stilling sammen. Et rigtig fint parti af Kurt, der i dag sæsondebuterede med en fin gevinst i den tekniske afdeling. 6-1.

Tilbage sad Erik Pedersen, som hele dagen havde en behagelig stilling. Langsomt men sikkert voksede hans fordel på alle parametre. Han havde en svagt fordelagtig stilling på brættet, og han førte også på uret. Sidst på eftermiddagen vandt han en bonde og fik et godt slutspil i kraft af især et stærkt løberpar. Da tiden blev knap, mistede vejlenseren endnu en bonde. I samme moment fik Erik byttet en officer af, og så opgav vejlenseren, da Erik var klar til at rulle fremad med sine centrumsbønder. Dermed blev det altså til en klar storsejr til os på 7-1.
Hovedkredsens hjemmeside er desværre stadigvæk ikke kommet op at køre, så vi aner i skrivende stund ingenting om, hvordan det er gået de andre hold i Mesterrækken. Men storsejren i dag på 7-1 i Vejle er naturligvis et skridt fremad for os, og der kan ikke være nogen tvivl om, at vi nu ligger godt til i tabellen. Om tre uger søndag 14. december tager vi imod Haderslev II på ASV i vores første hjemmekamp i denne sæson.

Af Eigil Straarup