mandag den 25. april 2016

Bededagstunering hos Nordre

Anders, Alex, Søren og undertegende drog til Aarhus på Storbededag for at deltage i Nordres traditionsrige 7-rundes hurtigskaktunering på Brobjergskolen. Det er en relativ stor tunering som i år bestod af 76 tilmeldte fordelt på 18 firemandshold, enkelte hold havde en reserve med.

Det stod hurtigt klart at vi med et ratingsnit på blot 1681 ikke var storfavoritter. Ja der var hold med snit på op til 2326 og otte af holdene havde over 2000 i snit, så vi måtte med gru konstatere at vi var det tredie svageste hold!

Der blev spillet efter schweitzersystemet med tidskontrollen 25 + 0 / G og trepointssystemet.
Vi valgte at stille op efter DSUs ratingliste, så Anders med 1894 var naturligvis førstebræt. Alex og jeg lå meget tæt men jeg havde 3 point mere så Alex tog 3. brættet og Søren tog 4.

1.      Runde 1 – Remikongerne (2049)

Vi mødte 4 stærke spillere, alle fire var mellem 2000 og 2100 i rating. Vi vidste det blev op ad bakke men håbede på måske især Anders kunne overraske.

Anders spillede en spændende sicilianer og kæmpede til det sidste men kunne ikke hive point hjem.

Jeg røg ind i en overraskende farlig siciliansk Smith-Morra gambit som jeg glædeligt tog imod, for derefter at blive totalt udspillet og sat mat i 11 træk! Min modstander fortalte mig i efteranalysen at det var ukorrekt at spille Sf6 i 5. træk, jeg skulle have spillet e6 for at have en chance! Min modstander, Aage Olsen (2035), diskede op med et par skarpe angrebstemaer og en længere teorivariant som ifølge ham ville være eneste korrekte forsvar for sort.

Alex var rundens overraskelse. Han spillede London systemet imod en konge indisk. Det blev et ret lukket parti hvor modstanderen rullede bønderne frem og fik lidt terræn og en dominerende springer på 3. række. Alex stod solidt, han havde løberparet og god kontrol over de to tårnlinjer. Modstanderen havde ganske vist en svækket kongeside efter at have spillet både f5 og g6 samt afbyttet sin sortfeltede løbet. Hvis Alex skulle have forsøgt at angribe skulle der have været brugt en del træk på at rykke rundt om den irriterende springer. Sort ville i mellemtiden kunne få hapset noget bønder på dronningesiden og få farligt modspil med sin b-c bønder. De blev enige om en remis da ingen rigtigt kunne forbedre deres stilling uden at tage meget store chancer.

Søren var presset og måtte kæmpe til sidste sekund. Det endte med vingen desværre faldt.

2.       Runde 2 – AROS forever (1603)

Et hold der var til at tale med. På papiret var vi 100 point stærkere på 1. og 3. brættet mens det var mere lige på 2. og 4.

Anders fik lagt pres på en isoleret bonde hos sin modstander. Modstanderen fik vundet i en kvalitet men Anders vandt den tilbage i en længere variant. Presset på tid og stilling kom modstanderen til at løfte en af Anderses brikker hvorefter han fortrød og satte den ned. Reglerne siger den skal tages men den var dækket og den kunne kun tages med dronningen, det kostede matriel. Modstanderen opgav få træk efter i en håbløs stilling.

Jeg røg som hvid ind i en Nimzo-indisk hvor min modstander spillede meget aggressivt. Jeg var tvunget til at slå springeren på f6 og gav derved sort en dobbeltbonde med åben g-linje. Sort prøver dog ikke at udnytte g-linjen men spiller i stedet sine tårne i d-linjen. Vi overser heromkring begge en ”computervariant” hvor hvid kan slå på b7 med fordel, computeren siger +3½. Herefter er spillet lige indtil sort lader sit tårn fange på d2 og må give en kvalitet for en bonde. Derfra bytter jeg af, centraliserer kongen og vinder uden større problemer slutspillet med tårn mod springer.

Alex fik spillet en slags Hollænder med dobbelt fianchetto. Modstanderen rokerer langt men farligt bliver det aldrig. Officerne bliver byttet af hvorefter modstanderen laver et par upræcise træk der koster en bonde i et ellers meget remislignende tårnslutspil. Derfra kører Alex pointet sikkert hjem.

Søren fik en tilspillet sig en merbonde og formentlig et vundet slutspil, men var bagud på tid. Da modstanderen tilbød remis tog Søren imod.
En yderst tilfredsstillende runde. Nu er vi i gang for alvor!

3.       Runde 3 – Matzen Bjerghold (1968)

Nu et af de stærkere hold, det er jo takken når man vinder i et schweitzersystem.

Anders havde fornøjelsen af Flemming Hundebøll på 2147. Anders kom godt fra åbningen og fik en god løber med tryk i lang tid. Anders ofrede en officer for to farlige fribønder og fik pointet hjem.

Jeg spillede en ret lukket stilling mod Torben Bødskov på 1993. Torben bondestormede kongesiden med alle sine lette officierer bagved. Det så umiddelbart farligt ud men rendte ud i sandet da jeg fik låst bondekæden. Torben skifter side og nu slås vi på dronningfløjen. Jeg tilbyder remis i en ret lige stilling, men Torben enten hører det ikke eller vil spille videre. Med få minutter på uret til os begge åbnes stillingen op. Torbens stilling kollapser efter tabet af en officier og et par bønder. Det ender med at min modstander udfører et ulovligt træk, dermed er jeg berettiget til 2 min mere og han må strække hånd.

Alex spiller en god åbning, igen sit bundsolide Londonsystem fulgt op med e3 og c3. Hvid ender dog med at blive ret presset grundet for passivt spil samtidig med at sort lader en bondekæde rulle fremad godt understøttet af officererne. Sort ender med en tyk gevinststilling med både mattrusler og matriel fordel  men taber på tid! Alex gør det igen, lidt heldig denne gang, men stadig ubesejret.

Søren er oppe imod en gut på 1741, på papiret altså underrated med 300 point. Søren formår dog at hive en remis hjem.

En kanon runde for os. Underratet på alle brædder og ender alligevel 3½ af 4! Vi var nærmest euforiske og følte at allerede nu var tuneringen reddet.

4.       Runde 4 – Aalborg skakforening (1898)

En solid gruppe ratet fra 1790 til 2029 så vi var undertippet men ikke uden chancer.

Som hvid mødte jeg Peter Lysbjerg på 1971. Et vildt parti hvor jeg satsede på kongeangreb og han fik total kontrol over dronningfløjen. Jeg var tvunget til at efterlade en officer udækket men Peter tog den ikke. Alex mente bagefter angrebet kunne være gået igennem med et tårnoffer, men jeg satsede i stedet på et f5-bondebrud. Det virkede som om jeg lige netop var et tempo bagud og min modstander hele tiden kunne finde distraherende træk. I tidsnøden fik sort byttet mit angreb af og jeg endte bagud på matriel og et fuldkommen tabt slutspil. 

Alex mødte Kurt Pedersen på 1851 som spillede en mystisk b4-tempotabende åbning: 1.b4 Sf6 2.Lb2 e6 3.b5? e6! 4. a4?. Alex fik hentet pointet.

5.       Runde 5 – Amatørnisserne (2278)

Helt amatøragtige var de nu ikke. De var det næststærkeste hold og deres rating lå fra 2204 til 2434 og bestod af en IM og to FM’er. Anders fik førnøjelsen af IM Igor Teplyi. Jeg rendte ind i FM Johnni Veng, Søren fik FM Carsten Bank Friis og Alex mødte Kim Henrik Skaaning-Pedersen.

Udfaldet var næsten givet, vi måtte alle ned. Alex som stadig var i strålende humør sagde trøstende: ”hey it was a free round”. Det havde han helt ret i, vi kunne kun have overrasket positivt. Jeg må nu også tilføje det er en ære at få lov at møde så stærk modstand, det er ikke hver dag man får en lektion på det niveau.

6.       Runde 6 – Varylerne (1499)

Holdet bestod af en gruppe juniorer. På papiret var vi favoritter og gik ind til kampen med klar forventning om en sejr. Med kun to hold lavere ratet end os var det naturligvis her der skulle hentes point.

Anders fik godt fat i sin unge modstander, en frisk knægt på respektable 1805 og formentlig underratet som mange af de unge jo er. Anders som sort fik en solid stilling med kontrol over f-linjen og en springer i centrum. Anders forcerede ikke men tog stille og roligt kontrol over de afgørende felter. Det blev til sidst taktisk afgørende. Modstanderens officerer var simpelthen fejlplaceret på den forkerte banehalvdel og dermed afskåret fra at forsvare sig imod diverse mattrusler.

Min modstander blitzede trækkene ud og jeg kom hurtigt langt bagud på uret. Kvaliteten af hans træk var der dog ikke noget i vejen med, så stillingen var lige da jeg besluttede mig for at forsøge at fuske. Først et usundt bondeoffer og derefter et endnu mere usundt springeroffer. Min modstander fandt de korrekte forsvarstræk og jeg måtte kapitulere.

Alex var flyvende endnu en gang, denne gang i en Pirc. Alex spillede en dobbelt fianchetto og fik løberparet mod de to springere. Alex havde styr på det hele vejen i en meget solid stilling hvor modstanderen aldrig rigtigt fandt en plan. Først hentede Alex en bonde og dernæst en officer. Alex satte mat med tårn og dronning.

Søren spillede et rodet parti mod en lavere rated spiller. Balancen skiftede flere gange både positionelt og matrielt. Søren tabte slutspillet med tårn og konge mod løber og en del bønder.

7.       Runde 7 – De rutinerede (1783)

Sidste runde så folk var ved at være lidt trætte. Vi var undertippede men ikke uden chancer.

Anders spillede en fianchetto i et stille og roligt parti. Anders fik en tårnlinje og fik kørt partiet hjem.

Jeg kom ind i en presset stilling, hvor hvid hele tiden havde forskellige trusler om at ofre på h6 eller f6 og rive min kongestilling op. Det rigtige offer syntes ikke rigtigt at være der, ingen af os kunne i alt fald se det. Min modstander brugte dog så meget tid på at lede det korrekte offer, at da der endelig blev byttet af til et slutspil havde han ikke mere tid tilbage. I et remisagtigt slutspil taber han på tid.  

Alex spillede en ”boring opening”. De lette officerer blev byttet af og Alex infiltrerede med de tunge officierer og hentede pointet.

Søren stod godt. Brugte lang tid på at lægge pres på en svag bonde som modstanderen havde fået. Det lykkedes dog modstanderen at få byttet en del officierer af hvorefter presset på bonden var minimalt. Det resulterede i et helt lige slutspil med en uundgåelig remis.

Således endte vi med en samlet score på 40 point og fik præmie for bedst under 1850, dermed slog vi faktik hele tre hold med højere rating. Vores topscorer Alex fik 5½ af 7 med en performance rating på 2016. Ikke dårligt over 7 runder når man officielt er 1695.

Links

-Af Sune Fischer

tirsdag den 12. april 2016

Hold DM for skoleskakspillere i Vridsted


Fredag den 8. - søndag den 10. april blev der afholdt hold DM for skoleskakspillere i Vridsted. Horsens Skakforening var repræsenteret ved to spillere i B-gruppen (0-6. klasse), Asger Haargaard og Ricardt Riis. Med sig havde de to andre spillere fra Stensballeskolen i Horsens, Anders Bach Lauridsen og Simon Gram Jensen. Med en 7. plads ud af ti var resultatet godkendt; topscorer på holdet blev Ricardt Riis med 6/9 på andet-brættet.
Nedenfor et parti af Asger på førstebrættet, hvor modstanderen bliver sat mat efter 18 træk.
Hvid: Asger Haargaard
Sort: William Aagaard
Hold-DM 2016, 1.bræt, runde 5 den 9/4-2016
1.e4 d6 2.d4 Nf6 3.Nc3 g6 4.Bf4 Bg7 5.Nf3 O-O 6.Qd2 Qe8?
svært at få øje på sorts plan med dette træk
7.Bh6 Bxh6?
Nu får hvid tryk mod den sorte kongestilling
8.Qxh6 Ng4 9.Qh4
forærer hvid en bonde efter
9...Qc6? 10.Ng5 ( 10.Qxe7)
10...h5 11.h3 Nf6 12.e5
meget aggressivt spillet af Asger.
12...dxe5 13.dxe5 Ne8
passivt, Sd5 må være bedre
14.g4
Hvid frister med et tårn, der er farligt at tage
14...Qxh1 15.gxh5 f6 16.hxg6! Rf7 17.gxf7+ Kf8 18.Qh8#
1 - 0
 
 
 
 
 
 
 
Holdet klar til kamp, fra venstre: Simon, Anders, Ricardt og Asger.
 
 
 
 
 
 
Der analyseres imellem runderne.
For yderligere information om eventet, se: http://holddm.dk
/Peter Riis