fredag den 7. marts 2014

GIBRALTAR 2014, En gang vil jeg sikkert kunne grine af det her...

En gang vil jeg sikkert kunne grine af det her...

Jeg kender ikke diagnosen, men hvis jeg har for god tid om morgenen, risikerer jeg altså ret nemt at falde i staver...

Således også på afrejsedagen til turneringen i Gibraltar. Op kl. 4.10 for at kunne være i lufthavnen kl. 5.50 burde de fleste kunne klare. Også mig… Et par minutter troede jeg faktisk, at jeg havde tid til at lave en større rengøring på badeværelset. OK, jeg strammede heldigvis op og så var det ellers – nogenlunde rettidigt – ud af klappen.

Imidlertid blev jeg svigtet på det grusomste af bus 4A. Jeg kom til stoppestedet, hvor elektronikken viste, at bussen ville komme om tre minutter. Nej to… Så et minut, men alligevel var der ingen bus i syne, så langt øjet rakte ned af Nordre Fasanvej. UPS. Nu viste piktogrammet 20 minutter, nej 19 minutter… etc.

 Jeg tog derfor en (forkert) beslutning og gik hen til Fuglebakken Station for at tage toget derfra videre til Flintholm. [En taxa til Fasanvej Station havde været den rigtige beslutning…] Fra Flintholm Station var jeg meget heldig og kunne skifte til lufthavnsmetroen med det samme. Imidlertid var klokken mange, da jeg nåede frem til lufthavnen. Flyet ville afgå om 50 minutter. Og værre… Jeg befandt mig i Terminal 3, hvor jeg burde have befundet mig i Terminal 2… De færreste forestiller sig nok den fart, hvormed jeg fløj af sted med en pink kuffert flyvende efter mig. Da jeg nåede frem til skranken, fik jeg at vide, at der var lukket for det varme vand, men den søde, unge dame indvilligede i at ringe rundt i systemet. Mirakuløst fik jeg lov til at komme med, hvis jeg lovede at skynde mig, men sikkerhedskontroller er jo sjældent hastværk, så…

Da jeg endelig spurtede ind i Finger A, hørte jeg i højtaleren: ”Final Call for passenger Henrik Mortensen”. Jeg nåede det…

I flyveren befandt sig også de danske skakspillere Esben Silas Lund, Miriam Olsen og Nikolaj Mikkelsen. Senere, mens vi ventede ved bagageudleveringen, jokede vi lidt, om Miriams kuffert nu også ville dukke op. Det gjorde den.

 Mit grin og mine jokes blev efterhånden mere og mere halvhjertede, for min kuffert var altså ikke med.

Omstændighederne omkring min afrejse taget i betragtning, var det måske ikke så voldsomt overraskende.

Disse linjer blev stort set skrevet på dagen, hvor jeg nu sad i solen på en café med en cola og en kop kaffe, mens pulsen langsomt nærmede sig normalt leje.

En gang vil jeg sikkert kunne grine af det her...

Kufferten dukkede op små 30 timer senere, men min vært, den tidligere skakspiller FM Steen Skovlund Larsen, var ikke afsindigt tilfreds. Han blev således tvunget til at møde 2½ timer senere på sit arbejde end normalt, hvilket er mere end blot mildt uheldigt med tanke på det store økonomiske ansvar, han har.

Det eneste, der manglede i kufferten, var i øvrigt det nyeste nummer af Euroman, som jeg havde lovet at købe med til Steen…

I modsætning til de tre foregående gange jeg har spillet i Gibraltar (2008, 2010 og 2012), skulle jeg denne gang deltage i de to Challengers turneringer, der begge er på fem runder og som begynder kl. 9.45. Normalt spiller jeg med i Masters og snuser til verdenseliten, men i år havde jeg været for sent ude og som man risikerer ved for sen tilmelding til Horsens DEN LANGE, så var der altså ”udsolgt”.

Dagen før ”dagen” mødte jeg atter Esben Silas Lund, Miriam Olsen Nikolaj Mikkelsen. Vi sad udenfor og nød solen. På bordet stod der en meget stor kage, en light cola, en stor fadøl og en alkoholfri øl. Hvem, der nød hvilket produkt, forbliver en hemmelighed, men mit umiddelbare bud vil være, at absolut INGEN rammer fire rigtige.

Betænkningstiden i Challengers var en time og 50 minutter til hele partiet med et tidstillæg på 10 sekunder pr. træk startende fra det første træk. Så hurtigt er jeg bestemt ikke vant til at spille, men… Og lige en vigtig detalje, hvis man bare en gang havde haft mindre end 5 minutter tilbage til resten af partiet, havde man ikke længere noteringspligt. Derfor er der i flere af mine partier adskillige træk, der er gået tabt for eftertiden.

I 1. runde skulle jeg have sort mod Jörgen Karlsson (S – 2140) og han indledte med 1.Sc3!?, der allerede med det samme ”stjal” nogle dyrebare sekunder fra mig. Vi fortsatte med d5 2.d4,Sf6 3.Lg5,Sb8-d7 4.e3,g6!? Midt i 80’erne vandt jeg nogle K-skak partier med 4.-,h6, men her og nu – på dagen – havde jeg mere lyst til teksttrækket. Efterfølgende fik jeg godt gang i et angreb i midtspillet, men – presset af tiden – afviklede jeg til et relativt lige slutspil. Ved træk 34 afslog han mit remistilbud. Belønningen følger her…

Jeg skal trække og tiden er knap. Jeg vakler mellem 37.-,Lc8! og 37.-,Ke6. Pointen med Lc8 er, at jeg med det efterfølgende Lb7 truer på e4 og således kan holde hvid beskæftiget med dækningen af bonden. Imidlertid spillede jeg den håbløse hybrid 37.-,Le6? og tabte efter et ukendt, men relativt højt antal træk. Min notering stoppede efter 38 træk, mens Karlssons endte efter 45 træk. Partiet varede nok mellem 75 og 80 træk.

I 2. runde skulle jeg have hvid imod Freek Schouten (NL – 2069). Jeg havde inden partiet lige nået at bemærke, at han havde spillet både Pirc og Philidor og det plejer altså ikke at skræmme mig. Imidlertid blev det Caro-Kann og jeg spillede så min favoritvariant mod denne åbning. Jeg trak endda også markant hurtigere, end jeg gjorde dagen før. Desværre missede jeg så i skyndingen fuldstændigt hans meget stærke træk 14.-,b5!. Herefter måtte jeg så til at løbe efter hans bolde. Vi kommer ind i partiet på det tidspunkt, hvor min notering slutter. Jeg har netop spillet 38.Dc2-d2 og har 3 minutter og 36 sekunder tilbage. Sort har stor fordel med både en fed merbonde og den sikreste kongestilling.)

 
 Dh5+ 39.Kf1 (Og her sluttede så min modstanders notering… Jeg rekonstruerede dog af forfængelighedsårsager de væsentligste træk, kort efter partiet var sluttet.) d4 (Ingen remis ved trækgentagelse…) 40.a4 (Dækker en meget vigtig bonde.) Dd5 41.Kg1,e3? 42.fxe3,Db3! (Han havde helt tydeligt overset, at dronningen på d5 var udækket. Beklageligvis var hans stilling så god, at det åbenbart ikke gjorde alverden…) 43.Sxd4,Db1+! 44.Kf2,Lh4 45.Sf3,Lxg3+ 46.Kxg3,De4 47.a5! (Begynder et desperat modangreb. Min modstander tænker nu helt vildt. Han har 23 sekunder tilbage… 13 sekunder… 8 sekunder… Han går så (omsider) i panik og spiller…) Dxe3? 48.Dxe3,Txe3 49.a6!,Ta3 50.Kf4 etc. 1-0.

(Jeg spillede efterfølgende Sd4 og sendte kongen over til dronningefløjen, hvor den først hjalp a-bonden i mål og senere såmænd også b-bonden. En heldig sejr.)

I 3. Runde skulle jeg have sort mod Svetoslav Mihajlov (N – 2112). Han rejser rundt til skakturneringer med sin talentfulde søn Sebastian. Ved turneringen for to år siden oplevede jeg ham på slap line i forbindelse med en pinlig episode, så på forhånd var han en type, som jeg slet ikke vil have noget med at gøre. Og ved at tabe i bare 29 træk formåede jeg da også at tilbringe mindst mulig tid sammen med ham… Jeg var ellers kommet rigtig godt fra åbningen, men blev da for (angrebs)ivrig og ville straffe ham på stedet. Med mit 21. træk satte jeg en kvalitet rent i slag, men selv efter mine bedste muligheder i denne stilling ville jeg nok kun have haft en vag kompensation for det ofrede materiale, så…

I 4. runde skulle jeg have hvid mod Maisa Nejanki (ARG 2040) og jeg spillede ganske iderigt i åbningen. Desværre blot for senere at sætte en bonde i slag omkring træk 16.

(Vi kommer ind i partiet, efter at jeg netop har spillet 27.Le3-c1. Samtlige sorte officerer er markant mere værd, end deres hvide modparter. Mit bedste håb for redning er, at hun blot har tre minutter tilbage og således i allerhøjeste grad er i ”evig” tidnød. Selv havde jeg 18 minutter og 21 sekunder.)

d5 (Hun skal naturligvis foretage sig noget, men min første tanke var altså ”hul på c5” og den næste var nok ”springer mod c5”.) 28.exd5,exd5 29.Sf4!,Td6 30.Sd3,e5 31.Sc5,Tc6 (Og nu havde hun kun to minutter tilbage… Jeg har fortsat 16 minutter.) 32.Ke2,a5?! 33.Sb7,a4 34.Sd8+ (Hopla.) Ke8 35.Sxc6,axb3 36.axb3,Sd6 37.Lb2 (Nu er stillingen nok remis, men da hun er nede på et minut, kan jeg jo lige så godt forsøge at trykke hende lidt på maven…) d4 38.f4,exf4 39.Lxd4,Lxd4 40.Sxd4,Kf7 41.Kf3,g5 42.h4,h6 43.hxg5,hxg5 44.g3,fxg3 45.Kxg3,Kf6 46.Kg4,Ke5 47.Sxb5,Sxb5 48.Kxg5,Kd4 49.Kf6(=). ½-½ (Og altså igen et svineheldigt supplement til pointtavlen.)

 Partiet fra 5. runde blev som følger. Den skal bemærkes, at partiet nok ikke er helt så godt, som jeg i første omgang huskede det, men I slipper s’gu ikke…

Hvid: Urszula Krokay (POL – 1926)
Sort: HM

1.e4,d5 2.exd5,Dxd5 3.Sc3,Da5 4.d4,c6 5.Sf3,Sf6 6.Lc4,Lf5 7.Se5,e6 8.0-0?! (Dette og det foregående træk passer ikke sammen, som vi snart skal se. Hun burde have fortsat med 8.g4!) Le7 9.Se2,Sb8-d7 10.Sf3?!,Lg4 11.Sg3

h5! (Bochum-skolen angriber! Og den angriber hårdt!) 12.h3,h4 13.Sh1,Lh5 14.Dd3,0-0-0!
15.Sxh4? (Efter 20 minutters tænkepause…) Se5! (Hvid sidder nu med uløselige problemer på c4 og d4…) 16.Lxe6+ (Sikkert tænkt som et kækt skinoffer, men Bochum-skolen sørger for, at det bliver til et rigtigt offer!) fxe6 17.De3,Sf6-d7! (Husk den gamle regel om, at der trods alt er grænser for, hvor mange brikker man kan slå og/eller flytte ad gangen. Ulykkeskrampen på h4 kommer til at hænge til sidst.) 18.dxe5,Lxh4 19.De4,Le7 20.f4,Dd5! 21.Da4,Lc5+ 22.Kh2

Le2! 23.Te1,Lf3! (Bochum-skolen med høj cigarføring. Hvis løberen slås har sort mange flashy muligheder, bl.a. noget med Txh3+ fulgt af Dxf3+ og Th8+.) 24.c4,Dd3 25.b4? (Sjældent hjælpeløst…) Lxg2 26.Sg3,Txh3+ 27.opgivet. 0-1.

Endelig fik jeg vist, at jeg kunne andet end at bare fuske i yderste tidnød. Således sluttede jeg turneringen af med 2½ af 5. Jeg var seedet som nr. 68 ud af 83, men endte på en ganske tilfredsstillende 41. plads.

Om aftenen var der så et fremragende foredrag af Vassili Ivanchuk. Han brænder virkelig for skakken. Foredraget handlede om hans match i hine tider mod Yudashin, som han vandt med 4½ - ½. Matchen var nu langt mere spændende, at cifrene antyder. Efterfølgende kunne man så spørge ham om alt muligt og jeg fik hevet en sjov anekdote om Bent Larsen ud af ham. Hele foredraget ligger sandsynligvis på nettet og hvis man vil høre spørgerunden, skal man nok 90 minutter hen i programmet.

Dagen efter begyndte jeg så på Challengers B.

Jeg skulle i 1. runde have hvid mod – hold hellere godt fast – Ravdanlkhumbuu Amgalanbaator (MON – 2139). Jeg åbnede med 1.f4 for at undgå hans eventuelle hjemmeforberedelser. Det blev et topsyturvy parti af værste skuffe, hvor jeg gerne viser højdepunkterne, mens jeg helst vil tage nedturene med mig i graven… Vi kommer ind i partiet, hvor jeg skal udføre mit 17. træk.
(Jeg spillede her…) 17.La3 (Og må have lignet en evigt smilende idiot, da jeg så svartrækket) Sg4! (Som vinder materiale.) 18.Db2 (Efter en (al for) lang tænkepause får jeg samlet mig og satser hele butikken på at skabe ”et eller andet” på damefløjen.) Sxe3 19.Te1,Sg4 20.b4.Se4 21.c5,bxc5 22.bxc5,Lc7! (Ellers sprinter c-bonden ned til c7 med omfattende sorte skader.) 23.Tb1,Ta7 (23.-,Lc8 24.Dc2,Da7 25.Sc6 med et stort hvidt plus.) 24.c6,La8 25.Dc2,Dc8 26.Te1-c1,Ld6 27.Lxd6,Txd6 28.Se5,Sg4-f6 29.Db2.Td8 30.Db6,Dc7 31.Lxa6,Se8 32.Lb7 (32.a4!?) Ta5 (32.-,Txa2!) 33.a4,Se4-d6 34.Dxc7,Sxc7 35.Sb5,Sd6-e8 36.Sd7!,Txa4 37.Sxc7!,Sxc7 38.Sb6,Ta5 39.Sxa8,Sxa8 40.c7! (Det burde vel have været afgørelsen…) Sxc7 41.Txc7,Ta7 42.Tc8,Txc8 43.Lxc8 etc. Jeg tabte(!), så et meget skuffende 0-1.

Jeg oplevede det som en vildt stressende tidnød, så selvom jeg i de seneste mange år har fået tillært mig en meget aktiv spillespil, faldt jeg straks tilbage til mine gamle uvaner med at spille så passivt som muligt. Nøjagtig som en tennisspiller, der har lært en ny og bedre måde at holde ketsjeren på, men som så under pres falder tilbage til det gamle greb.

Hele partiet findes i øvrigt ikke, selvom min modstander konstant havde mere end en time tilbage på klokken. Han forsøgte faktisk at tilkalde en TL, da han havde skrevet sin noteringsliste helt ud, men de reagerede ikke. Man kan så argumentere for at han burde have rejst sig for at hente en ny liste, men det er vist bare efterrationaliseringer.

Sammenfattende blev mit fine midtspil på ulykkeligvis vis omkranset af et tamt og langsommeligt åbningsspil og et chokerende elendigt slutspil.

Efterfølgende tog jeg bussen til Algeciras, hvor jeg der gik ned på havnen for at fotografere nogle stærkt underbenyttede jernbanespor. Der blev jeg – nærmest iført sommertøj – ”overfaldet” af de ondeste regnbyger. Det holdt mit helbred ikke til og resten af turneringen blev gennemført i nærmest febril tilstand. Da jeg samtidig spillede rigtig godt i disse fire resterende partier, vil jeg næppe i de nærmest kommende år kunne bruge sygdom som en valid undskyldning for et tabsparti.

I 7. runde skulle jeg have sort mod Raj Bhopal (SCO – 2093). To år tidligere havde jeg siddet til bords med ham og hans både kønne og særdeles rare kone ved banketten. Endvidere havde jeg nået at bemærke, at han ofte kom i tidnød, men det var åbenbart kun, når han blev sat under pres… Vi spillede 3.-,Dd6-varianten i Skandinavisk og den variant spiller min modstander også selv, så jeg fik aldrig helt udlignet. Da jeg endelig kom tæt på i det tidlige midtspil, fumlede jeg og måtte ”starte forfra”. Vi endte i et dronningslutspil, hvor han havde en bonde mere – potentielt af de farlige – mens min dronning var mere aktiv. Det blev remis ved trækgentagelse efter 46 træk. Vi så bagefter på partiet sammen og det var i øvrigt den eneste gang i turneringen, at jeg gjorde dette. Det er meget længe siden, jeg på nogen måde har presset på for at analysere bagefter – gider ikke… - men adskillige af mine modstandere spillede både med turneringerne om formiddagen og i den ”rigtige” om eftermiddagen, hvorfor tiden mellem runderne formentlig skulle bruges til at spise i.

I 8. runde skulle jeg igen have hvid mod Freek Schouten (NL – 2068). Hans ELO-tal er ikke fejl. Han havde fra januar- til februar-listen mistede et enkelt point. Selv havde jeg i samme tidsrum vundet otte points (Øbro Nytår).

Ved det forrige møde havde han spillet Caro-Kann, så for at undgå eventuelle smarte forberedelser spillede jeg 1.Sf3!?. Partiet blev via trækomstilling Colle Åbning og den spillede han sandelig ikke særlig godt. Vi kommer ind i partiet efter, at han netop har spillet 18. Lc8-b7.

19.Sxg6!,Dc6 20.f3 (Der truede jo en mat på g2.) fxg6 21.Dxg6+,Lg7 22.Le5? (Måske oversmart, men jeg overså noget stort… Meget stærkt havde 22.Lxh6!,Te7 23.Lxg7,Txg7 24.Dxf6,Tf8 25.Dxe6+,Dxe6 26.Txe6 været, hvor hvid ender med temmelig mange bønder i overvægt.) Tf8 23.Te4,De8!! (Overseelsen... Hvid har det svært nu, men jeg fik dog masser af chancer.)

Vi tog remis efter et antal træk, der er markant højere, end de 52 jeg nåede at notere. Slutstillingen blev følgende, hvor jeg efter Ke4-d5 kunne ”kræve remis” ved trækgentagelse. Igen havde jeg lidt mere tid, end Freek havde, men stillingen på brættet er sandsynligvis ret ulden for hvid, hvis sort ellers havde tid til at lægge en plan. Bochum-skolen ER en fighterskole.
Vi ser hele partiet fra 9. runde, hvor jeg var mere syg end nogensinde tidligere i turneringen. Samtidig havde jeg fået smittet mine værter Steen og Veronica, hvilket bragte mig ufattelig langt ned på samtlige popularitetsskalaer.

Hvid: Sandu Ungureanu (ROM - 2014)
Sort: HM

1.c4,c5 2.Sc3,Sf6 3.Sf3 (Han spiller alle åbninger og han spiller dem mildt sagt ikke særligt godt, hvorfor jeg allerede dagen før håbede på, at han ville spille 3.g3,e6 4.Lg2,d5! Det gør naturligvis ondt at skrive det, men det er et gammelt fif, som jeg har fået af Steen Skovlund for mere end 25 år siden, inden et parti mod Aksel Ros.) e6 4.e4,d6 5.Le2,b6 6.d4,cxd4 7.Sxd4,Lb7 8.f3,a6 9.Le3,Dc7 10.Tc1,Sb8-d7 11.0-0,Le7 12.b4 (I en lignende stilling skrev Bent Larsen en gang, "Sådan ville Ulf Andersson aldrig spillet...") 0-0 13.Db3,Ta8-c8 14.a4,Se5 15.Tf1-d1
Sxc4 (Spillet efter 20 minutters overvejelser.) 16.Lxc4 (Spillet a tempo, men jeg havde altså brugt mest tid på at regne med/på, at han ville sætte en springer på b5, altså 16.S(x)b5,axb5 17.Sxb5,Db8.) Dxc4 17.Sd5,Lxd5! 18.Txc4,Lxc4 (Jeg givet dronningen og fået en passende pris for den. Stillingen er vel nogenlunde lige.) 19.Db2,b5 20.axb5,axb5 21.Ta1 (Hvid sikrer sig a-linien.) Tf8-e8 22.Ta6,d5 23.e5,Sd7 24.Sc6,Lf8 25.f4,Sb8 (Med remistilbud. Jeg var altså MEGET syg…) 26.Sxb8,Txb8 27.Da3
d4!! (Først gav jeg dronningen, nu giver jeg så yderligere en bonde. Det sker ikke ret tit. Objektivt set er trækket et af de bedste træk, jeg nogensinde har spillet. Og der er utvivlsomt mere på vej fra samme skuffe i de kommende turneringer.) 28.Lxd4,Te8-d8 29.Lb6? (29.Lc5 er nok noget bedre, men dog næppe tilstrækkeligt til at kunne holde partiet.) Td1! 30.Kf2,Td2 31.Ke1,Ta2 (Med stor materialegevinst...) 32.Ta8?,Txa8 33.opgivet. Der er mat i få træk.

I sidste runde skulle jeg med hvid atter møde Maisa Nejanki (ARG – 2040). Jeg spillede åbningen – tydeligt sygdomsramt – langsomt og umådeligt ringe. Jeg vågnede i denne stilling op til følgende store chok.
12.-,Sg4! 13.Sa4 (Sikkert det eneste træk, der yder meningsfuld modstand. 13.b4 strander på De5!) Sxe3 14.Sxe3,De5 15.Ld3,Lh6! 16.0-0,Dd4 17.f4,e5! 18.g3,exf4 19.gxf4,Se5! 20.Tb1-d1,Lxa4? (Den unge dame har nu fyret den ene fine træk af efter det andet og så kommer hun op med dette fuldkommen håbløse træk. Hun angiver frivilligt løberparret til fordel for en springer, der bare er en tilskuer LANGT væk fra begivenhederne. Optimisten siger i øvrigt, fordoblingen af a-bønderne bare betyder en åben b-linie, så...) 21.bxa4,d5! 22.Le2!,Dxd2 23.Txd2,dxe4 24.Sd5!,Kg7 (Der truede 25.Se7+.) 25.Td4,Sc6 26.Txe4 (Hvid har tydeligvis forbedret sin stilling ganske markant.) Te8 27.Ld3,Txe4 28.Lxe4,Te8 29.Ld3,f5?! 30.Kf2,Sd8 31.Tb1,Te6 32.a5,Tc6 33.Kf3,Se6? (En fejl i begyndende tidnød. Hun havde bare 6 minutter tilbage, mens jeg havde sensationelle 33 minutter.) 34.Txb7+,Kf8 35.Txa7,Lg7 36.a6! (Hvem ville have gættet, at denne bonde skulle ende sin karriere som et stort hvidt ES?) Sc5 (Al organiseret modstand er ophørt.) 37.Ta8+,Kf7 38.a7,Ta6 39.Tc8!,Txa7 40.Txc5,Txa2 41.Tc7,Kf8 42.c5!,opgivet. (Hun havde blot 5 sekunder tilbage…). 1-0.

Således endte jeg på 3 af 5 og med endnu en pæn ratinggevinst. Sort uheld – en FORKERT tændt telefon – kostede mig en delt præmie.

Jeg var seedet som nr. 66 af 83, men endte imidlertid på 24. pladsen, hvilket jeg vil betegne som overordentligt tilfredsstillende. Med tanke på, at betænkningstiden var mig fuldstændig fremmed, er jeg trods alt ganske tilfreds med kvaliteten af hovedparten af mine partier.

Turneringen er sandsynligvis den bedste skaklige totaloplevelse i Europa i disse år, så den kan anbefales til absolut alle.

Med venlig hilsen

BOCHUMMANDEN

 

 

søndag den 2. marts 2014

The dream is over!

Drømmen om oprykning til 2. Division levede frem til sidste runde, men som John Lennon i sin tid sang i melodien ”God”, så lever drømmen ikke længere – The dream is over! Vi vandt godt nok en flot storsejr på 7-1 over Gråsten, men da Fredericia samtidig slog Varde 6-2, rakte storsejren ikke til oprykning.

Enkeltresultaterne i dag:

1.Anders Munch-Rasmus L. Petersen                            1
2.Henrik Mortensen-Jørgen Clausen                              1
3.Morten Jensby-Bent Bojsen                                        1
4.Erik Pedersen-John Kristoffersen                               2
5.Peter Berg-Hans Jørgen Clausen                                1
6.Bjarne Frederiksen-Ernst Jessen                                 1
7.Mihai Alexandru-Scutaru-Sebastian Gråbæk             1
8.Morten Beuchert-Henrik Feldborg                             1

Først færdig i dag var vores rumænske islæt Mihai Alexandru-Scutaru. Efter en hollandsk åbning røg han ind i et midtspil, der så temmelig suspekt ud. Heldigvis holdt han hovedet koldt og kæmpede videre. På et tidspunkt i midtspillet vandt han en officer, og derfra svigtede han ikke. Stillingen blev konverteret til et slutspil, hvor Mihai havde dronning tårn og løber. Det kunne sønderjyden ikke dæmme op for.
Et kvarters tid senere, hvilket vil sige cirka kl. 14.15 kunne Peter Berg også notere sig for en gevinst. Hans Jørgen Clausen valgte med de hvide brikker en ret passiv opstilling, og derfor fik Peter hurtigt udlignet. I midtspillet vandt han en kvalitet og en bonde på en ret simpel taktisk finesse, og derfra var det en ren ekspeditionssag. Peter byttede det hele af, så han fik et slutspil med tårn mod løber, hvor han endda også havde en fjern fribonde. Det nærmede sig voksenmobning, idet Peter blev ved med at rykke sit tårn frem og tilbage i linjen, i stedet for bare at slå løberen og få et nemt vundet bondeslutspil. Da Hans Jørgen endelig rykkede kongen ud af løberens binding, slog Peter løberen, og så var det forbi.

En halv time senere var Morten Jensby også i mål. Bent Bojsen mødte Mortens franskmand med en opstilling med b2-b3 og lang rokade. Som svar på det katapulterede Morten sin a-bonde frem og byttede den af med Bojsens b-bonde, så han fik en åben a-linje at angribe i. Morten udskød rokaden, vandt en bonde, og senere vandt han altså også partiet!

Med de hvide brikker fik Bjarne Frederiksen hurtigt godt fat mod Ernst Jessens Alekhine-åbning. I det tidlige midtspil vandt Bjarne en officer, og derfra var det ren kørsel helt frem til ved 15-tiden, hvor sønderjyden omsider opgav den håbløse kamp.
Et kvarters tid senere var der tre partier, der sluttede inden for få minutter – og de gik alle sammen vores vej! Først vandt Anders Munch! Han havde hele eftermiddagen haft en meget lige stilling, hvor der dog kunne spilles, men det så i lang tid ikke ud til, at han ville vinde. Heldigvis for ham og os fik han pludselig et initiativ, der førte frem til en kombination, som kostede Rasmus Lund Petersen en officer. Det gad sønderjyden forståeligt nok ikke bruge mere tid på.

Vores supermand(!) Morten Beuchert vandt igen i dag på 8. bræt, men i dag var han for måske første og eneste gang i sæsonen i alvorlig fare for at tabe en holdkamp? I midtspillet mistede Morten på et tidspunkt en kvalitet for en bonde. Han var ikke i kontrol, og her var han som nævnt i fare for at tabe. Men Morten skal have kredit for at opsøge modspil! Morten fik mobiliseret to farlige centrumsbønder, og da de uimodståeligt spadserede fremad, blev Henrik Feldborg tvunget til at ofre materiale, hvorefter hans stilling endeligt kollapsede.
I dag havde vi for anden gang i denne sæson Henrik Mortensen med, og nøjagtigt som de seks førnævnte horsensianere, så leverede han også varen med en flot gevinst i dag. Efter en Maroczy-variant i Siciliansk var stillingen ret lige hen gennem midtspillet. På et tidspunkt fik Henrik stablet nogle fine trusler på benene, som endte med at koste hans modstander en løber. Vi skal se partiet, som er spillet helt i den ånd, Henrik sværger til – Bochum-skolen!

Hvid: Henrik Mortensen, Horsens.
Sort: Jørgen Clausen, Gråsten.

1.e2-e4 c7-c5
2.Sg1–e2 d7-d6
3.c2-c4 Sg8-f6
4.Sb1–c3 Sb8-c6
5.d2-d4 c5xd4
6.Se2xd4 g7-g6
Åbningen er gået fra Engelsk og er nu ovre i Maroczy-varianten i Siciliansk.
7.f2-f3 Lf8-g7
8.Lc1–e3 0–0
9.Dd1–d2 Sf6-d7
10.Sd4-c2 Sd7-e5
11.Lf1–e2 Lc8-e6
12.Sc3-d5 Tf8-e8
13.Ta1–b1 f7-f5
14.f3-f4 Se5-d7
15.e4xf5 Le6xf5
16.0–0 e7-e6
17.Sd5-c3 Sd7-c5
18.Le2-f3 e6-e5
19.Tf1–d1 Sc6-d4!
20.Le3xd4 e5xd4
21.Sc3-d5 d4-d3
22.Sc2-e3 Lg7-d4
23.b2-b4 Sc5-e4?
Ligner den afgørende fejl. Bedre var 23...Sc5-e6.
24.Dd2xd3 Ld4xe3+
25.Sd5xe3
Ikke 25.Dd3xe3? Så havde hvid mistet materiale efter 25...Se4-f6 26.Sd5xf6+ Dd8xf6.
25...Se4-f2
Et træk, der ved første øjekast ser godt ud. Men Mortensen er på forkant, og her får sønderjyden lov til at stifte bekendtskab med Mortensens berygtede Bochum-skole!
26.Lf3-d5+! Kg8-f8
27.Dd3-d4! Dd8-h4
Taber glat, men sønderjyden undgik dog at blive sat mat, f.eks. A) 27...Sf2xd1 28.Dd4-h8+ Kf8-e7 29.Dh8-g7#; eller B) 27...Sf2-g4 28.Se3xf5 g6xf5 29.Dd4-h8+ Kf8-e7 30.Dh8-g7#.
28.Se3xf5 g6xf5
29.Dd4xf2 Opgivet, 1–0.

Dermed altså hele 7-0 til os, og lige på det tidspunkt så det ud til, at vi stadig kunne rykke op. Desværre måtte Erik Pedersen kapitulere lige omkring kl. 15.30, hvilket altså konfirmerede sejren på 7-1. Erik kom ellers fint fra land, og hans stilling så også behagelig ud langt hen ad vejen. I midtspillet blev han snydt, da John Kristoffersen slog en bonde, hvilket var elegant lavet, fordi han samtidig skabte nogle trusler med mat i bunden. Erik havde ikke mange minutter at agere i, og i det morads af trusler, hans konge stod i, fandt Erik ikke nogen redning.

Inden holdkampen havde vi aftalt, at alle skulle spille på gevinst, og så måtte vi se, hvad det rakte til. Med sejren på 7-1 på plads allerede kl. 15.30 vidste Fredericia, at de så ”bare” skulle vinde med mindst 5-3 over Varde. På det tidspunkt førte de 1½-½, og vi havde stadig chancen for at rykke op. Men i løbet af blot tyve minutter blev de forhåbninger knust. Tre gevinster kom i hus til Fredericia, og med 4½ points på kontoen og et par gode stillinger mere i spil, var det til at se, at løbet var kørt for os. Med sejren på 6-2 til Fredericia havde det altså ikke engang været nok, hvis vi havde vundet 8-0 i dag!

Jeg vil gerne på holdets vegne ønske Fredericia tillykke med oprykningen til 2. Division! Når man scorer flest brætpoints i løbet af en sæson, så har man også været det bedste hold. Længere er den ikke! Held og lykke i næste sæson i 2. Division!

Hvad angår os selv, så kan vi se frem til endnu en sæson i Mester 1. Og der vil vi igen gå efter at blande os i toppen af tabellen!

Af Eigil Straarup.

lørdag den 1. marts 2014

Bent Larsens sidste hvilested i Buenos Aires.

Judy & jeg var på rundtur i Argentina og Brasilien her i januar/februar som det er nogle bekendt.  I Argentina var vi i bl.a. Buenos  Aires og her ville jeg aflægge Bent Larsens sidste hvilested et besøg.

www.skak.dk er det oplyst, at Bent Larsens var stedt til hvile på The British Cemetery, samt henvisning til en hjemmeside http://www.cementeriobritanico.org og når Peter Heine Nielsen havde bekræftet dette….. ja så kunne der jo ikke være det store problem i at finde det og dog…..
Jeg fik vores rejsebureau´s  (www.cctravel.dk ) mand (Nico) i Buenos Aires til undersøge det på forhånd og første tilbagemelding var, at Bent Larsen ikke var stedt til hvile der og samtidigt havde Nico undersøgt de nærliggende kirkegårde uden held. Samtidigt fik jeg fortalt, at http://www.cementeriobritanico.org ikke er en officiel hjemmeside for kirkegården, men bliver drevet på frivillig basis.

Nu var gode råd dyre så jeg kontaktede Peter for, at høre om han evt. havde noget mere uddybende om kirkegården. Peter vendte hurtigt tilbage med det, der viste sig at være nøglen ”Pablo Nogués”! I øvrigt fortalte Peter mig, at han kunne huske det var noget med, at fra indgangen på kirkegården var de gået til venstre… og det er helt rigtigt!
Det forholder sig således, at der er 2 afdelinger af The British Cemetery, eén i Buenos Aires by (Chacarita) og eén udenfor byen (Pablo Nogués).  Pablo Nogués ligger ca. 35 - 40 minutters (bemærk; BA er en storby så det kan meget hurtigt blive til 1 ½ time! Learning by doing!!) kørsel fra centrum af Buenos Aires, regnet fra 9. juli pladsen.

The British Cemetery Pablo Nogués er privat drevet og hvor Chacarita kirkegården har mange kendte begravet, har Pablo Nogués kun en, gæt selv! De var utrolige hjælpsomme på kirkegården, vise hen, hente vase, etc.
En rigtig stor tak til Peter for, at undersøge og vende super hurtig tilbage!

Skulle nogen ønske den eksakte adresse er du/I meget velkommen til at kontakte mig.
Nedenfor er nogle billeder




Af Tim Bjerre




søndag den 16. februar 2014

Drømmen om oprykning blev forvandlet til ren teori i dag!

I dag spillede vi uafgjort 4-4 mod Esbjerg II, og med det resultat kan man vist roligt sige, at vores ellers hidtil realistiske drømme om oprykning til 2. Division nu er forvandlet til ren teori. Dagens referat starter med et blik på de enkelte resultater.

1.Anders Munch-Torben Jensen                                    X
2.Morten Jensby-Ingolf Nikolajsen                               2
3.Erik Pedersen-Damir Desevac                                    2
4.Peter Berg-Jesper Lahn Rasmussen                            X
5.Bjarne Frederiksen-Hans Viborg                                X
6.Søren Grymer-Hansen-Lars Husum                            1
7.Mihai Alexandru-Scutaru-Steven Jessen                    X
8.Morten Beuchert-Sven Michelsen                              1

I dag fik vi besøg af Esbjerg II på vores hjemmebane, ASV i Tordenskjoldsgade. Vi ligger og kæmper med blandt andre Esbjerg men især Fredericia om en billet til næste sæsons 2. Division, og set i det lys var matchen meget vigtig.
Først færdig var vores supermand(!) på 8. bræt, Morten Beuchert! Jeg kan godt afsløre allerede nu, at han er sæsonens spiller på vores hold! Han vandt (igen!) i dag, og foreløbig har han scoret 5/6 og næsten 300 ratingpoints! I dag fik han med de hvide brikker i en Najdorf godt fat i Sven Michelsen, der blev sendt i gulvet med et effektivt officersoffer, da han forfejlet spillede fremstødet b7-b5??

Hvid: Morten Beuchert, Horsens.
Sort: Sven Michelsen, Esbjerg.

1.e2-e4 c7-c5
2.Sg1–f3 d7-d6
3.d2-d4 c5xd4
4.Sf3xd4 Sg8-f6
5.Sb1–c3 a7-a6
6.Lc1–g5 e7-e6
7.f2-f4 Lf8-e7
Najdorf-varianten i Siciliansk. Ikke den mest spillede åbning i Mester 1, men på højeste niveau nyder Najdorf-varianten stor respekt og anseelse, og det har den gjort i mange år. 
8.Dd1–f3 Sb8-c6
9.0–0–0 Dd8-c7
10.h2-h3
Forbereder fremstødet g2-g4. 10.g2-g4? nu strander på 10...e6-e5!
10...b7-b5??
En katastrofal fejl, som i praksis afgør partiet på stedet. 
11.e4-e5! Lc8-b7
12.Sd4xb5! a6xb5
13.Sc3xb5
Endnu stærkere var 13.e5xd6! f.eks. 13...Le7xd6 14.Sc3xb5 og løberen på d6 ryger, endda med en skak.
13...Dc7-a5
14.e5xf6 Sc6-d8
Esbjergenseren troede, at han med det træk havde overlevet de værste trængsler, men han havde ikke taget højde for Mortens næste træk!
15.f6xg7!
15.f6xe7 vinder også, men Mortens 15.fxg7! er klart nemmere at beregne. Nu kunne partiet fortsætte med 15...Lb7xf3 16.Sb5xd6+ Ke8-d7 17.Sd6-b7+ Lf3xd1 18.Sb7xa5 Ta8xa5 19.e7xd8 (D)+ Th8xd8 20.Lg5xd8 Kd7xd8 21.Kc1xd1. Flashy! – men det er selvfølgelig alt for risikabelt at kaste sig ud i sådan et eventyr, når man "bare" har 15.fxg7!
15...Th8-g8
16.Df3-d3!
Her skærer Morten stillingen op med kirurgisk præcision! Dobbelttruslen på d6 og h7 er umulig at dække.
16...Tg8xg7
17.Lg5xe7! Ke8xe7
18.Dd3xd6+ Ke7-f6
19.Dd6-e5+ Kf6-e7
Eller 19...Kf6-g6, men efter 20.Lf1–d3+ Kg6-h6 21.g2-g4! bliver den sorte konge hurtigt sat mat.
20.De5xg7 Lb7-d5
21.c2-c4 Ta8-c8
22.Dg7-c3 Da5xa2
23.Dc3-a3+ Opgivet, 1–0.
Sven tog fat i tårnet på c8, fordi han ikke havde set, at han stod i skak. Han valgte derfor at opgive den i forvejen håbløse stilling, fordi han nu var tvunget til 23...Tc5?? på grund af reglen om rørt brik. Flot spillet af Morten, der endda var lettere plaget af sygdom i dag. Det bar hans spil på ingen måde præg af, og han var ikke engang to timer om at komme i mål!

Efter 3½ times spil kapitulerede Morten Jensby. Tidligt på eftermiddagen ofrede Ingolf Nikolajsen en officer. Vist nok et temmelig tvivlsomt offer. Og desværre for os fik Morten byttet rundt på et par træk, så han ikke bare inden Ingolfs tvivlsomme offer vandt en officer uden skyggen af kompensation. I stedet for fik Ingolf et godt angreb ind på Mortens konge, og Morten var nødt til at ofre officeren tilbage for at undgå at blive sat mat. I stedet for havnede han i et håbløst slutspil, som Ingolf uden problemer konverterede til gevinst.
Vores rumænske islæt Mihai Alexandru-Scutaru tog remis omkring kl. 15.40. Stillingen var med garanti aldrig ret langt væk fra remisgrænsen, selv om Alex med stor energi forsøgte at få noget til at ske. Han prøvede også at lukrere på, at Steven Jessen var lidt presset på klokken op til tidskontrollen, men Alex blev ikke belønnet for sine anstrengelser i dag.

Kort før de fire timers spil sluttede to partier næsten på samme tid. Erik Pedersen var presset på tiden, og det var medvirkende til, at han mistede grebet omkring en ellers ret lige stilling. Damir Desevac udnyttede det elegant ved at finde en fin kombination, der kostede Erik et helt tårn.
I cirka samme øjeblik blev der taget remis på førstebræt. Anders Munch prøvede at udnytte Torben Jensens tidnød, men esbjergenseren klarede frisag, og der blev taget remis lige omkring træk 40.

Få minutter efter blev der også taget remis på fjerdebræt. Peter Berg ærgrede sig efter partiet over, at han ikke fandt en vindende fortsættelse, og for mig at se lod det også til, at der må have været noget, der vandt. Jesper Lahn Rasmussen var i heftig tidnød, men man må også give ham kredit for, at han fandt mange gode træk i sin tidnød og dermed fik afviklet til et helt lige slutspil.
Desværre manglede vi Kurt Schlott i dag, men set i bakspejlet var det en god disposition at hente Søren Grymer-Hansen ind som reserve! Efter cirka 4½ times spil vandt han over Lars Husum. Hvis man kan sige, at vi manglede lidt held og marginaler i Morten Jensbys og Peter Bergs partier, så må vi til gengæld også medgive, at den her burde være endt remis! Stillingen var lige hele eftermiddagen, og efter tidskontrollen kom Grymer og Lars Husum ud i et tårnslutspil, hvor alle fire tårne var med. Det var også remis, selv om Grymer nok stod en anelse i overkanten. Hvordan han vandt det, aner jeg ikke! Men mit bud er, at han på én eller anden måde må have snydt Lars!

Kl. 16.45 sluttede matchen da Bjarne Frederiksen og Hans Viborg enedes om remis i dagens længste parti på Tordenskjoldsgade. Også her var der tale om et parti, hvor stillingen aldrig var ret langt væk fra remisgrænsen. I en gensidig tidnød gik det over stok og sten i de sidste 15-20 træk, og der var spillet 45 træk, da røgen lettede i et lige slutspil med dronning og løber plus bønder til hver. Det gav de så et skud i yderligere tre kvarter, men det var og blev remis.
Dermed altså 4-4 mod Esbjerg! Samtidig vandt Fredericia 5½-2½ over Gråsten, hvilket var meget lig deres forventede score i den match. I sidste runde skal Fredericia møde Varde, mens vi har Gråsten. Hvis Fredericia vinder over Varde, så skal vi have 2½ brætpoints mere end Fredericia for at rykke op i 2. Division. Derfor mener jeg som nævnt i indledningen, at vores chancer for at rykke op er forvandlet til ren teori. Hvis det skal lykkes, så skal vi i hvert fald kollektivt ramme en helt eventyrlig dag, og samtidig kræver det også, at vi får en hjælpende hånd fra Varde.

Afgørelsen falder om to uger søndag 2. marts, når alle otte hold i Mester 1 samles på Springerens hjemmebane, Munkevængets Skole i Kolding.
Af Eigil Straarup.

søndag den 19. januar 2014

ØBRO NYTÅR 2013

Denne traditionelle turnering, afviklet på Østerbro i Skakforeningen Øbros mildt slidte lokaler, vil næppe blive husket for den svenske stormester Jonny Hectors turneringssejr med 6½ points af 7 mulige.

Dels har han vundet turneringen så mange gange før, dels oplevede turneringsarrangørerne på den hårde måde, at de nyeste internationale strømninger desværre også er kommet til Danmark, da man måtte smide spiller nr. 42 ud af turneringen. Man fandt det bevist, at vedkommende under partierne havde gjort aktiv brug af en eller anden form for handy med et aktivt skak program kørende.

Den historie vil man utvivlsomt høre meget mere om. Jeg kender ikke spiller nr. 42 specielt godt, men kommer da langt bedre ud af med denne spiller, end jeg gør med vedkommende, der i første omgang ”meldte” nr. 42. Undervejs anbefalede nr. 42 mig – uden tvivl i den bedste mening – at spille nogle turneringer i udlandet(!) Og ellers fortalte denne spiller mig flere gange om, hvor lidt vedkommende brød sig om lugten i spillelokalet. Det er indiskutabelt, at der her er tale om en pointe, men de færreste forestiller nok, at duften på toiletterne skulle være meget bedre…

Skakforeningen Øbro trænger virkelig til at gøre noget ved deres indeklima, men det er naturligvis en ganske anden historie.

Bemærk i øvrigt, at Peter Heine Nielsen i Weekendavisen (18. oktober 2013) på udmærket vis har skrevet lidt om snyderproblematikker.

Først, denne artikel smutter ind foran en næsten færdig – og sikkert aldeles fremragende – artikel om den fine turnering i Kiel i sommer

Dernæst lidt kulturhistorie…

I 2003 afholdt Gladsaxe Skakklub en fin jubilæumsturnering. Jeg tabte højst overraskende med hvid i første runde til Jørgen Roed (Valby 1507). Han spillede bare godt og han har efterfølgende fortalt mig ved et foredrag i Valby Skakklub, at det var hans livs parti. Efterfølgende slog jeg Ohran Alic (Perlen 1602), Morten Agervig Helles (FS 1662), Jan Langkilde Nielsen (Odysseus 1811), før jeg i femte runde spillede remis mod Steen Petersen (BSF 2100/2061). I sjette runde slog jeg Jacob Aabling Thomsen (BSF 2158/2109), der ville vinde det parti så meget, at han til sidst røg ud over skrænten. Dermed skulle jeg spille finale med sort mod GM Carsten Høi (2385/2388). En stor oplevelse. Jeg spillede udmærket, men tabte og fik alligevel en flot ratingpræmie.

Hermed er vi klar til følgende parti fra denne turnerings tredje runde, der på seneste er blevet lidt mere interessant.

Hvid: HM
Sort: Morten Agervig Helles (FS 1662)

1.e4,e5 2.Sf3,Sc6 3.d4,exd4 4.Sxd4,Df6!? 5.Le3,Lc5 6.c3,d6 7.Le2,Sg8-e7 8.f4,h5 9.0-0,Lg4 10.Lxg4,hxg4 11.g3,Dh6 12.De2,0-0-0 13.Sd2,Dh5 14.h4,Td8-e8 15.Sd2-b3,Lb6 16.a4,Sg6 17.Sd2,Sc6-e7 18.a5,Lxd4 19.cxd4,d5 20.f5,Sxh4! 21.gxh4,Dxh4 22.Dg2,dxe4 23.Tf4,Dh5 24.Te1,Sxf5 25.Txg4,Sh4 26.Dg3,Sf3 27.Sxf3,exf3 28.Dxf3,Te6 29.Tf4,Tg6 30.Kf1,Db5 31.Te2,Dd3 32.Ld2,Db1 33.Le1,Tg6-h6 34.Kg1,Dg6 35.Dg4,Dxg4 36.Txg4,Th1 37.Kf2,Th1-h2 38.Tg2,Kd7 39.Tc2,Th8-h5 40.Lb4,Th5-h4 41.Te2,Txg2 42.Kxg2,Txd4 43.La3,Tf4 44.Kg3,Tf5 45.Lb4,Kc6 46.Kg4,g6 47.Lc3,b6 48.axb6,axb6 49.Te7,Kd6 50.Te2,c5 51.Td2 (Med remistilbud.) Kc6 52.b4,cxb4 53.Lxb4,Td5 54.Tc2 (…)
 
Her sluttede min notering. Vi havde to timer til hele partiet. Jeg havde nu kun lidt over 4 minutter tilbage til resten, mens min modstander havde omkring seks minutter tilbage. Sort står desuden klart bedst. Ikke desto mindre satte han nærmest alt i slag i de døende sekunder, således så jeg kunne sætte et ret ufortjent point ind på kontoen.
 
I første runde af Øbro Nytår opstod følgende stilling.

Hvid: Sandi Stojanovski (K41 2296/2280)
Sort: HM

For mange, mange år siden spillede jeg faktisk remis i en Kronborg-turnering mod Stojanovski – et udfald, der i øvrigt i den grad overraskede GM Jacob Aagaard, der spillede med i den øverste gruppe det år og som jeg ofte fulgtes med i toget – men ellers har jeg ikke spillet mod Stojanovski. Der var næppe mange i Øbro, der tiltroede mig ret mange chancer for at få noget med hjem. Selvom jeg kom godt fra åbningen, stod jeg i det meste af partiet i grænselandet mellem det stærkt ufordelagtige og det regulært ”tabte”. Bochum-skolen er imidlertid en stærk fighter-skole, så…

Vi kommer ind i partiet, hvor hvid har under tre minutter tilbage til resten, men jeg efter teksttrækket har 6 minutter og 36 sekunder tilbage. Det går selvsagt over stok og sten. 
Sort trækker.

64.-,Ke5!? (Trækket blev kritiseret på turneringens livechat-side, men deres – sofaeksperternes – computerprogrammer angav åbenbart ikke noget bedre for sort. Jeg vurderede, at aktivt modspil var min bedste chance.) 65.Kg5,e3 66.Te8,Kd4 67.h6,Kd3 68.g4,e2 69.Kg6,e1(D) 70.Txe1,Txe1 71.h7,Th1 72.Kg7,Ke4 73.g5,Kf5 74.g6,Th2?! (74.-Kg5!? er vel mere principielt…) 75.h8(D),Txh8 76.Kxh8,Kxg6 (Remis – Kongerne tilbage).

I anden runde skulle jeg møde Steen Petersen (BSF 2083/2023), som jeg i gamle dage ”altid” slog, uanset om der var tale om lyn, hurtig eller almindelig skak. I en enkel Hørsholm-turnering – vores seneste eller næstseneste parti – fik han dog omsider smadret mig noget så eftertrykkeligt. Det er så den fare en ”computerfri” spiller, som jeg løber, nemlig at rende ind i en god hjemmeforberedelse i ny og næ.

Hvid: HM
Sort: Steen Petersen (BSF 2083/2023)

1.e4,c5 2.Sf3,Sc6 3.d4(!) (Åben Siciliansk. En sjælden gæst på mit åbningsrepertoire.) cxd4 4.Sxd4,Sf6(!) (Han har oftest spillet 4.-,Db6) 5.Sc3,d6(!) (Det er 800 år siden, at jeg har spillet 6.Lg5, men omkring 1980/81 vandt jeg en del K-partier med åbningen.) 6.Le2,e5 7.Sb3,Le6 8.0-0,d5!? (Meget energisk, men jeg tog en dyb indånding og forsøgte at spille konsekvent.) 9.exd5,Sxd5 10.Sxd5,Lxd5 11.f4!?,Db6 12.Kh1,0-0-0 (Han vil så gerne vinde...) 13.De1,Kb8 14.fxe5,Sb4? (Alt for hårdt. Jeg står nu også udmærket efter 14.-,Sxe5) 15.Lg5!,Tc8 16.Dg3,Ka8 17.c3,h6?? (Taber en officer.) 18.Le3,opgivet.

Måske skulle jeg spille åben Siciliansk noget oftere. Det er fedt at vinde i 18 træk.

Jeg fik i tredje runde sort mod IM John Arni Nilssen ((FAI) K41 2366/2366) og spillede Nimzo-indisk(!) Så vidt jeg husker, var det fjerde gang nogensinde, at jeg valgte den åbning. Tidligere har jeg tabt til GM Nick de Firmian (ikke åbningens skyld…), Andi Aerni (CH 21XX og heller ikke her var det åbningens skyld) og så ellers i første runde mod Stojanovski. Vi spillede en lang teorivariant og selvom jeg havde mine chancer undervejs, tabte jeg efter 53 træk.

I fjerde runde skulle jeg have hvid mod Frode Nielsen (FS 2047/2021), men fik ikke særligt meget ud af det, så det blev remis efter 15 træk.

I femte runde måtte jeg ned efter 43 træk mod den i og omkring Horsens-området så (fortjent) populære Martin Reib Petersen (Øbro 2036/2013). Nydeligt spillet af Martin, men jeg havde absolut ingen grunde til at være tilfreds med mit eget spil. Gassen VAR gået af ballonen.

Det var under denne runde, at afsløringen af det angivelige snyderi fandt sted. Min stilling på brættet var imidlertid så interessant og spændende, at al min opmærksom var rettet mod den, hvorfor jeg først, da sjette runde – MEGET SENT – blev lagt op, opdagede, at der var noget helt rivende galt.

I sjette runde skulle jeg med hvid møde 12-årige Arthur Berg (Odysseus 1455). I en af de tidligere runder havde jeg bemærket, at han spillede umådeligt passivt, så jeg valgte en åbning, hvor sort nemt kan blive trykket flad. Han spillede imidlertid hurtigt og korrekt 6.-,c5! og havde så ellers efterfølgende ingen problemer. Jeg snuppede en stærkt betændt bonde og med den spredte betændelsen sig godt og grundigt ud over resten af min stilling. Han afslog med rette mit remistilbud efter 27 træk. Herefter spillede han dog mere og mere usikkert og tilbød så selv remis efter 33 træk. Jeg tog imod, da han fortsat havde klar fordel.

I sidste runde skulle jeg have sort mod unge Alexander Torp Jørgensen (Næstved 1705/1638), der indtil da havde haft en rigtig flot turnering. Vi spillede en lang og relativt lige teorivariant af Dronninggambit. Stillingen var da også fortsat ret lige, da jeg afslog hans remistilbud både i trækkene 33 og 41. Anyway efter 45 træk havde jeg vist forsøgt alle muligheder, så remis.

De tre sidste runder ødelagde ellers et udmærket billede. 1938 blev til 1934 i stedet for fx 1980. Eller tre points af syv mulige.

Min næste turnering bliver i Gibraltar. Og forhåbentlig bliver Kiel-artiklen snart afsluttet…

Cheers
Machoman

Af Henrik Mortensen