søndag den 15. december 2013

Sejr mod Springeren II - med en mand i underskud

Søndag d. 8. december skulle vi spille holdskak i Kolding. Da vi skulle køre fra Tordenskjoldsgade fik vi at vide, at vi på grund en misforståelse, måtte undvære en mand. Et skidt udgangspunkt, men vi blev i bilen enige om, at vi måtte få det bedste ud af det. Og det må man sige, vi fik. Kampen endte 5-3 i vores favør, hvor vi havde en forventet score på blot 2,11.

Bent Samuelsen - Kurt Schlott Hansen        2                                      
Joachim Knudsen - Anders J. Munch      2                                           
Brian Lundgaard - Erik Pedersen              1/2                                                               
Aage Søndergaard Nielsen - Peter Berg     2                                   
Poul Erik Jørgensen - Mihai Alexandru Scutaru    1/2                             
Karsten Foli - Lars Friis             1             
Simun Petur Anthoniussen - Morten Fyhn Beuchert        2
Hans Nørgård Paulsen - Ingen modstander           1                                                  
Samlet score: 3-5                                    
Forventet score (Dansk rating): 5,89-2,11                                                                                      

Detaljer: http://www.holdskaksyd.dk/holdarkiv/hld1314/vis_enkeltres.asp?kamp=M1-11

Med en mand i underskud startede vi urene. Jeg (Morten Beuchert) var selv først færdig og vandt partiet (som er vist nedenfor), og så var vi lige! Jeg fik ikke set alle de andre partier i detaljer, men her følger det, som jeg fik set.

Mihai var næste mand færdig og fik remis. Han var undervejs i partiet foran med en bonde, men det var ikke let at konvertere den til gevinst.
Så det endte med remis.

Erik fik remis i et parti, som jeg ikke så meget af. Men det som jeg så, så forholdsvist lige ud.

Peter var som altid rigtig solidt spillende, og med de sorte brikker endte han i et slutspil, hvor han tematisk havde en "god springer mod en dårlig løber". Han fik det omsat til sejr. Stærkt spillet af Peter.

Lars fik et godt angreb mod sin modstander. Han var en del foran på tiden. Men ligepludselig havde han brugt en del tid på at analysere. På et tidspunkt ”faldt hans vinge”, i en stilling var han vist stod til gevinst. Så det var drønærgeligt. Men Lars skal nok komme stærkt igen.

Kurt vandt et parti, hvor han et par steder undervejs stod næstbedst. Men hans modstander spillede ikke de bedste træk, og det udnyttede Kurt og endte til sidst med at sætte sin modstander skakmat. Kurt var som altig rigtig godt spillende.

På det sidste bræt sad Anders med de sorte brikker. Han stod i løbet af åbningen og midtspillet lidt dårligt. Men i slutspillet fik han udlignet. Han endte ud i et tårnslutspil, hvor han havde en ekstra bonde (fribonde) på a-linjen. Med korrekt spil kunne hans modstander have holdt remis. Anders fandt et træk, som det skulle svares præcist på. Det gjorde hans modstander ikke. Det betød i praksis at Anders kunne give bonden på a2 væk, og dernæst give et skak på d2 (eller var det e2), som tvang tårnene af brættet. Bondeslutspillet var tabt for modstanderen, fordi hans konge ikke kunne dække bønderne (Anders konge "triangulerede" modstanderens). Flot af Anders at finde de ressourcer i en lige stilling.

På turen hjem sad vi med en ret fed fornemmelse. Vi snakkede om, at vi nok havde regnet med at få måske 2-2,5 point. Så det var en rigtig stor succes for holdet.

 Vi ligger nu på 3. pladsen i tabellen 3  brætpoint efter Varde 1, som vi skal møde hjemme i næste runde.

Hvid: Morten Beuchert, Horsens.
Sort:  Simun Petur Anthoniussen, Fredericia.
Dato: 8. december 2013.
Åbning (ECO): B00.
1. e4 b6
2. d4 Lb7
3. Sc3 Sf6
4. Ld3 e6
5. a3 Andre muligheder var (5. Sge2 ) (5. Df3) (5. Sf3) 5... c5
6. Sf3 c4 (6... cxd4 7. Sxd4 d6 =)
7. Lxc4 Sxe4
8. Sxe4 Lxe4
9. De2 Kort rokade var lidt bedre 9... Lg6 9... Lb7 var lidt bedre.
10. Se5 Le7?
11. Df3 Jeg havde et stærkere træk her, som måske ikke er så let at se. 11. h4! Hvid står til gevinst i alle varianter ifølge Houdini
. Fx:
1) 11... d6 12. h5 Lf5 13. Lb5+ Kf8 14. Df3 dxe5 15. Dxa8 +-
2) 11... Dc7 12. h5 Lf5 13. g4 Db7 14. f3 Lxc2 15. Dxc2 +-
11... d5
12.  Lb5+! Sort mister rokademuligheden 12... Kf8
13 Ld3? Bedre var 13 c4! Lf6 14 cxd5 Dxd5 15 Sxg6+  hxg6 16. Dxd5 exd5 17. Le3 a6 18. Tc1! +/-
13... Lf6
14. Sxg6+  hxg6
15. c3 Sc6
16. Lf4 e5
17. dxe5 Sxe5
18. Lxe5 Lxe5
19. Lxg6 (19. O-O-O). Det er bedre at få kongen af banen, og lægge pres på d-linjen end at tage g6-bonden.
19... De7
20.  Kf1 Der røg rokaden. Stillingen er næsten lige.
20... Th6
21. Ld3

21.... Td8
(21... Tf6 22. De2 Te6 =)
(21... Dc5 22. Te1 Tf6 23. De2 Te8 24. g3 Tfe6 +=)
22. Te1  Dd6 Te8 eller Tf6 var bedre.
23. g3 d4
24. c4 De6 (24... Tf6 25. Dg4
Te8 26. Kg2 Dc6+ [+/- 1.14 Houdini])
25. h4 Te8
26. Kg2 b5? Giver en bonde væk.
27. cxb5 Db3
28. De2 The6? Den afgørende fejl og sort opgav efter næste træk.
29. Lc4,  1-0         
 
Af Morten Beuchert
                            
 

 

søndag den 3. november 2013

Horsens fik en ordentlig røvfuld af Bov II!

Horsens-Bov II 2½-5½
 

1.Anders Munch-Jens Wolter                                        X
2.Henrik Mortensen-Svend Erik Kramer                       X
3.Morten Jensby-Jan Hendrik Lorenzen                        X
4.Erik Pedersen-Marthe Benzen                                    X
5.Peter Berg-Malte Ibs                                                   2
6.Tim Bjerre-Guido Heinemann                                    2
7.Mihai Alexandru-Scutaru-Dennis Schwarz                2
8.Morten Beuchert-Claus Nielsen                                  X

I dag var næsten alle de gode skakspillere i Danmark i aktion! I XtraCon-Skakligaen åbnede man sæsonen her i weekenden, og ….. nå ja, så spillede vi en fremrykket kamp i Mesterrækken mod Bov II! Kampen skulle egentlig være spillet næste søndag, men Bov ønskede at få kampen rykket frem til i dag, fordi de også er med i den tyske holdturnering. Der skal de i kamp næste søndag, og derfor ønskede de at spille mod os i dag, så de kunne stille stærkere op mod os. Den gestus kom vi nok til at betale en pris for i dag. I hvert fald endte matchen med et klart og fuldt fortjent nederlag på 5½-2½. Vi må være ærlige og sige, at vi fik en ordentlig røvfuld i dag. Længere er den ikke!
Undertegnede Eigil Straarup kan ikke mindes, at vi nogensinde har tabt en holdkamp uden at én eneste af os formåede at vinde, men det skete altså i dag. Efter den dårlige indsats i søndags i Vejle, satte jeg mig selv af holdet til i dag. Så kunne jeg til gengæld være kampleder, lave kaffe, smøre franskbrødsmadder og følge grundigt med i de otte partier.

Tidligt på dagen kunne man godt fornemme, at det næppe ville blive en fantastisk dag for os.  Inden den første time var gået, var der flere, der stod mistænkeligt, og allerede klokken 12.47 blev Mihai Alexandru-Scutaru sat mat efter en helt igennem rædselsfuld offday. Efter partiet fortalte Mihai, at han én gang om året plejer at spille et parti, hvor han sætter alt i slag – og det var så beklageligvis i dag, han valgte at have sin årlige offday. Beskrivelsen passer meget fint. Mihai spillede, som om han var med i en lynturnering. Først mistede han en kvalitet, hvorefter han blev sat mat, da han i farten overså den. Han kommer helt sikkert stærkt igen næste gang! 1-0 til Bov.
Vi skulle ikke længere frem end til klokken 14.12, før der igen skulle skrives på resultatkortet. Tim Bjerre tabte til Guido Heinemann, og han kunne roligt have opgivet noget før. Tim gik galt i byen i en spansk åbning. Derfra blev han fragtet direkte ud i et slutspil med en kvalitet og en bonde under. Guido gav intet væk og omsatte sikkert fordelen til gevinst. 2-0 til Bov.

Et kvarter senere tog Henrik Mortensen remis med Svend Erik Kramer. Henrik var på gæstevisit i dag, hvilket han ofte er én eller enkelte gange om per sæson, selv om han bor på Frederiksberg. Henrik gør det altid godt for os i holdkampe, og det er altid hyggeligt at have ham med. Håber, vi ses mindst én gang mere i år, Henrik! Med de hvide brikker testede Henrik sin modstander i en siciliansk Maroczy-opstilling. Kramer spillede nok lidt hårdt og lige til grænsen af, hvad hans stilling kunne bære. Men ifølge Henrik fik han lukket det meget godt ned, og kl. 14.27 blev der vekslet håndtryk. 2½-½ til Bov.
Et lille kvarters tid senere måtte en hovedrystende Peter Berg desværre kapitulere klokken 14.40. Peter fik ellers en fin stilling med de sorte brikker, og han fik en lille men klar fordel i midtspillet, sådan som jeg så det. Efter en skak med dronningen på g5 kunne han have vundet en bonde ved at slå to gange på c3. Det gik aldrig op for mig, hvorfor han undlod at gøre det, men der er som nævnt en grund til, at jeg var kampleder og stod i kantinen i dag! I stedet for fik Peters modstander bedre fat, og pludselig var Peters dronning uhjælpeligt fanget på dronningefløjen. 3½-½ til Bov.

Minuttet efter tog Morten Beuchert remis mod Claus Nielsen. Morten ofrede en bonde i åbningen og fik en masse initiativ og terræn som kompensation. Han trykkede sin modstander i bund, og det så meget lovende ud. Desværre gik noget galt i midtspillet, hvor han ret pludseligt mistede et par bønder. Til gengæld valgte Claus Nielsen helt sikkert en forkert afvikling til et tårnslutspil, hvor Morten med et aktivt tårn i syvende række mod et passivt tårn på b8 stod bedst. Om det var nok til at vinde, ved jeg ikke, men der var en stilling at spille på. 4-1 til Bov.
Efter knapt fire timers spil blev Morten Jensby også spist af med en remis, der kom på tavlen klokken 15.58. Morten kom efter eget udsagn katastrofalt ud af åbningen, men i midtspillet kom han ind i partiet. Jeg mener helt klart, at han overså en vindende fortsættelse i midtspillet, men helt sikker er jeg da ikke. Det er igen det med køkkentjansen og kamplederposten! Morten fik en klar fordel i et tårnslutspil med fire bønder mod tre på samme fløj, men givetvis ikke noget, der rækker ud over teknisk remis. Stillingen blev spillet helt til bunds, og dermed 4½-1½ til Bov.

Erik Pedersen var tæt på at vinde sit parti i dag, men klokken 16.58 måtte han desværre også tage til takke med remis. Det var åbenbart bare én af de dage, hvor vi ikke kunne få bolden i kassen! Lige som AC Horsens i øvrigt, der helt uforståeligt tabte 2-0 i CASA Arena til Hvidovre i eftermiddags! Nå, tilbage til skakken! Erik spillede Skotsk og rokerede langt. Så blev der blæst til angreb på kongefløjen, hvor Marthes konge var rokeret hen. Eriks angreb blev aldrig for alvor potent på den fede måde, Marthe var meget god til at tage brodden af det. På et tidspunkt op mod tidskontrollen, hvor Erik modsat hende var i tidnød, fik hun snydt ham. Erik kom en bonde under i et slutspil med dronning, springer og fire bønder mod tre. Her valgte Marthe at bytte dronningerne af. I springerslutspillet fik Erik fat, og der blev afviklet til de havde en bonde og en springer hver. Eriks bonde var i a-linjen, mens Marthes var i g-linjen. Erik overså en smart taktisk finesse, som enten havde vundet springeren eller sendt a-bonden i mål på en klassisk overbelastning. Ærgerligt for Erik og os, men omvendt må vi jo også retfærdigvis medgive, at Marthe må have overset nogle gode chancer. 5-2 til Bov.
Tilbage var Anders Munch, som efter næsten seks timers spil kom i hus med en remis på førstebræt. Anders var virkelig under hårdt pres næsten hele dagen, og om ikke andet så fortjener han helt klart kredit for at være dagens horsensianske fighter! I midtspillet kom han bagud med en bonde, og det så meget kritisk ud undervejs. Efter tidskontrollen opstod et slutspil, hvor Anders med et smart Td5 banede vejen for, at hans fremskudte bonde på h2 kunne gå i mål og blive til en dronning, uden at Jens Wolter kunne få fat i den. Partiet var på cirka 100 træk, så der er meget at kommentere på. Men kort efter Td5-trækket så det helt klart ud til, at Anders missede en mat. Wolters konge svævede rundt i rum sø, men om der var en forceret mat, er jeg heller ikke sikker på. Derefter opstod et slutspil, hvor begge havde en dronning. Anders havde en kvalitet, men Wolter havde tre bønder mod én, og de to af dem var farlige fremskudte fribønder. Det så helt klart ud til, at Wolter burde have vundet på én af de bønder. Han fik kongen fint med frem, og han må have overset ét eller andet afgørende. Derfor endte det i stedet med, at dronningerne blev byttet af, to af Wolters bønder røg, og Anders ofrede på den sidste, så der opstod en teknisk remis på et tidspunkt, hvor begge spillere havde cirka et minut tilbage. Således gik det til, at kampen endte 5½-2½ til Bov.

Næste gang holdet skal i aktion er søndag den 8. december, hvor vi gæster Springeren i Kolding. Med otte brætpoints og to matchpoints er vi fifty fifty lige nu, og det skulle vi også som minimum meget gerne være, når vi har været en tur nede på Munkevængets Skole i Kolding anden søndag i advent.
Af Eigil Straarup.

mandag den 28. oktober 2013

I morgen er det store oprydningsdag i klubben!

Vi har mange spil som igennem årerne er blevet rodet godt og grundigt sammen. Nu skal vi have styr på disse spil så kom ned i klubben i morgen og giv en hånd med. Jo flere vi er jo hurtigere går det!

søndag den 27. oktober 2013

Smal sejr over Evans/Vejle 4 i sæsonpremieren

Her referat fra dagens kamp mod Evans og vi starter med resultaterne:

1. Zijad Campara-Kurt Schlott                                         2
2. Anders Andersen-Erik Pedersen                                1
3. Christian Matico Jepsen-Eigil Straarup                     1
4. Bjørn Laursen-Peter Berg                                           2
5. Jens Ove Vedel-Mihai Alexandru Scutaru                 2
6. Carl Mortensen-Tim Bjerre                                         X
7. Erik Pontoppidan-Per Kappel                                     1
8. Thorkild Kristiansen-Morten Beuchert                       2

I dag gæstede vi vores gode naboer fra Evans/Vejle på Hældagerskolen i Bredballe. Vi endte med at trække os tilbage med en sejr på 4½-3½. Det gik således til:
Først færdig var undertegnede Eigil Straarup, som kom til Vejle i en meget uskarp udgave. Til alle jer på holdet kan jeg kun sige undskyld, undskyld og ja…. Undskyld! Allerede i træk 13 overså jeg en helt banal gaffel, som kostede en officer. Derfra gik det hastigt ned ad bakke, og unge Christian Matico Jepsen fortjener kredit for sikkert at omsætte fordelen til en sejr.

Så skulle man jo tro, at jeg havde et fint overblik over resten af partierne, når jeg selv kun spillede cirka 1½ time, men det er ikke tilfældet! Derfor ganske kort lidt om de andre partier. Næste mand færdig var Per Kappel, der egentlig havde fået en fin stilling mod Erik Pontoppidan. Han blev i øvrigt kastet ind i matchen kl. 12.30 som erstatning for Arunn Ananthan, der ikke dukkede op. Desværre kiksede Kappel et eller andet i beregningen af varianterne i partiets slutfase.
Herefter gik der ikke så lang tid, inden Tim Bjerre tog remis med Carl Mortensen, som han i øvrigt møder hvert år i gågadeskak. I år mødtes de så altså også i holdskak, og det endte remis. Tim havde muligvis en gevinstchance, som han ikke udnyttede, men det var nu uklart også efter analyserne. Da Tim så kom hjem og konsulterede sin gode ven Fritz viste det sig, at han faktisk havde en klar gevinst undervejs.

Da så Erik Pedersen måtte ned i et parti, hvor han længe stod presset, så det sort ud for os. Anders Andersen spillede partiet fint, holdt Eriks stilling i et jerngreb, og til sidst vekslede han fordelen til et let vundet bondeslutspil.
Heldigvis gik der ikke mange minutter, inden Morten Beuchert med succes afsluttede sit parti med gevinst. Morten førte med to bønder det meste af eftermiddagen. Stillingen var lidt utraditionel, men det håndterede han fint, og som jeg så det, var pointet aldrig i fare. Mon ikke Morten bliver et godt aktiv for os i denne sæson!

Få øjeblikke før eller efter den sejr kunne vi også glæde os over, at vores rumænske islæt Mihai Alexandru-Scutaru havde vundet sit parti. Nøjagtigt som Morten fik Mihai en fin stilling og stod godt hele eftermiddagen. Mihai førte med en bonde, og den fordel transporterede han fint i mål. Og igen nøjagtigt som med Mortens parti, virkede det som om, at Mihais sejr heller aldrig var i reel fare.
Bagud 2½-3½ med to partier tilbage i matchen lurede et nederlag i horisonten, men vi kan takke Kurt og Peter for, at de vendte det truende nederlag til en smal sejr. Kurt Schlott spillede et ganske langt parti mod Zijad Campara, hvor han aldrig stod dårligt. Det varede til gengæld længe, inden Kurt fik en konkret fordel og derfra fik teknikket Campara stille og roligt ud af brættet.

Tilbage sad Peter Berg, som hele dagen stod fordelagtigt mod Bjørn Laursen. Han havde en teknisk stilling med god løber mod dårlig løber, og han lurede på at tromle Bjørn ned med et minoritetsangreb. Langt hen ad vejen var det svært at se, hvordan Peter skulle trænge igennem stillingen og omsætte fordelen til gevinst, men efter næsten fem timers spil stak han hul på Bjørns fæstning. Bjørn kapitulerede lidt tidligt i en stilling, hvor han stod til at tabe en bonde, og dermed stod han selvfølgelig også ret beset til tab.
Således vandt vi altså sæsonpremieren anno 2013/14 med 4½-3½ over fjerdeholdet fra Evans/Vejle. Allerede næste søndag skal vi i aktion igen, når Bov II kommer på besøg i Tordenskjoldsgade i Horsens. Her kan vi med statsgaranti stille stærkere op, end vi gjorde i dag. Anders Munch meldte afbud til kampen mod Evans i går på grund af sygdom, og ham forventer vi at have fået på benene igen næste søndag. Det er også sandsynligt, at Morten Jensby træder ind i manegen næste søndag. Og jeg vil med den største fornøjelse trække mig og vige pladsen for nogle, der er bedre til at spille skak J

Og så lige et lille surt opstød her på falderebet; Når man går ind på 4. Hovedkreds’ hjemmeside for at se tabellerne i holdturneringen, går man forgæves. De er ganske enkelt ikke oprettet endnu. Det har jeg aldrig nogensinde oplevet før, og det er bare ikke godt nok. Jeg synes faktisk, det er en skandale, at man i Dansk Skak Union nu åbenbart er nået til et punkt, hvor man ikke engang magter at lede sin egen holdturnering. Får I ikke lige fikset det i en fart? Meget gerne inden næste runde – altså inden næste weekend!

tirsdag den 10. september 2013

Indbydelse til årets vinterturnering 2013

Horsens Skakforening inviterer for 11. gang alle til at deltage i årets vinterturnering.

Spillested: Horsens Skakforenings lokaler i ”ASV”,
Tordenskjoldsgade 23, 8700 Horsens.

Turneringsform: Monrad

Tidspunkt: Følgende syv tirsdage med start kl. 19:00;  17/9 – 24/9 - 1/10
 – 8/10 - 22/10 – 12/11 – 26/11.
Man må komme op til 1 time for sent.

Betænkningstid: 2 timer/40 træk + 30 min til resten af partiet og opsparet tid

Indskud: Kr. 120,- for alle deltagere.

Præmier: Ved f. eks. 12 deltager vil være følgende præmier;

1.præmie                            Kr. 600,-.
2.præmie                            Kr. 400,-.
3.præmie                    Kr.  200.-  Som vil tilfalde den spiller som får den største rating fremgang
Ved ligestilling deles pengepræmier, der kan kun vindes en præmie

Forplejning: Kaffe, sodavand og øl kan købes.

Rygning: Der må IKKE ryges i bygningen eller på matriklen.

Tilmelding: Enten per mail til tim@tjec.dk eller til Tim Bjerre på tlf. 75 65 65 49. Sidste frist for tilmelding er søndag den 15. september. Oplys navn, klub, rating og fødselsdato. Efter tilmeldingsfristen indhenter vi de eksakte ratingtal.

Online dækning af Vinterturneringen 2013! På Horsens Skakforenings hjemmeside www.horsensskakforening.dk bliver der løbende opdatering af resultatformidling og rundelægning fra turneringen. Her bliver der også senest mandag den 16. september udsendt en detaljeret oversigt over gruppens sammensætning.

 

 

Vel mødt i Horsens!

søndag den 1. september 2013

Så starter den nye sæson, nu på tirsdag d. 3. september kl. 19:00

Kære alle!
Så går sommeren i den grad på held og efteråret melder sig.. men så er det godt, at en ny skaksæson starter igen!

Første dag er tirsdag d. 3. september kl. 19:00 og det er som sædvanlig på ASV Tordenskjoldsgade 23.

Vi starter sæsonen op med en lille lynturnering så vi kan få banket den værste rust af for os som ikke har fået spillet i sommerens løb.

Vel mødt J

lørdag den 24. august 2013

Horsens fik bøllebank af Vejle i gågaden

Horsens Skakforening fik regulære bøllebank i den årlige venskabsmatch i gågadeskak i Horsens, som fandt sted på Søndergade lørdag formiddag. Gæsterne kunne rejse hjem med en fortjent storsejr på 5-1 i kufferten efter seks partier, hvoraf langt de fleste var mere spændende og jævnbyrdige langt hen ad vejen, end cifrene antyder.

Resultaterne tog sig således ud;

1.Kurt Schlott-Kim Skaanning, 0-1.
2.Anders Munch-Henrik Svane, 0-1.
3.Peter Berg-Farzam Firooznia, 0-1.
4.Tim Bjerre-Arunn Ananthan, remis.
5.Mogens Buch-Per Madsen, remis.
6.Jonas Thyssen-Frederik Borg Schweizer, 0-1.

Heldigvis er resultaterne ikke det vigtigste, når vi spiller gågadeskak! Det handler mere om at hygge sig sammen med gode skakvenner fra både Horsens og Vejle. Samtidig er det naturligvis også en oplagt mulighed for Horsens Skakforening til at vise flaget over for alle de af byens borgere, der passerer forbi skakbrættet på Søndergade sådan en lørdag formiddag. Og det var der heldigvis mange, der gjorde!

I mangel af horsensianske gevinster må vi i stedet vende blikket mod den mest stilrene vejlensiske gevinst. Det er nok ikke så overraskende, at Kim Skaanning, der er den stærkeste skakspiller i Skakklubben Evans, tegnede sig for den.
Hvid: Kim Skaanning, Evans/Vejle.
Sort: Kurt Schlott, Horsens Skakforening.

Gågadeskak på Søndergade i Horsens, 24.08.2013.

1.e2-e4          c7-c5
2.Sb1–c3       Sb8-c6
3.f2-f4
Grandprix-varianten i Siciliansk. Varianten blev for alvor populær i 80'erne, hvor flere engelske spillere anvendte den som et effektivt mordvåben ved de mange grandprix-turneringer, der dengang blev spillet i England. Derfor er varianten opkaldt efter det.

 
3.                   d7-d6
Normalt er trækfølgen i Grandprix-varianten 3...g7-g6 4.Sg1–f3 Lf8-g7 5.Lf1–b5. Sorts eneste gode træk her er 5...Sc6-d4! Så er hvid nødt til at spille 6.0–0 for at bevare chancen for at få fordel. Efter næsten alt andet end 5...Sc6-d4, slår hvid springeren på c6. I fortsættelsen har han to klare strategiske planer at spille efter, alt afhængigt af hvordan sort stiller sig op. I den ene af dem spiller hvid benhårdt på dronningefløjen, og sort får oftest en positionel ruin, fordi bonden på c5 er svag. Den anden plan er anderledes hårdtslående, og den skal vi her se Kim praktisere!

4.Sg1–f3       Lc8-g4
5.Lf1–b5      a7-a6
6.Lb5xc6+    b7xc6
7.0–0             g7-g6
8.d2-d3         Lf8-g7
9.Dd1–e1      Sg8-f6
10.Lc1–d2    0–0
11.De1–h4
Hvids anden strategiske plan i Grandprix-varianten er et brutalt kongeangreb! Dronningen kommer til h4 via e1, som det skete her. Hvid er klar til at spille f4-f5, fulgt af træk som Lc1–h6, Sf3-g5, Tf1–f3, Ta1–f1 og Tf3-h3. Alt vælter ned over sorts kongestilling! Det var især denne strategiske plan, der førte til mange korte hvide gevinster i de engelske grandprix-turneringer i 80'erne. 
11.                 Lg4xf3
12.Tf1xf3     e7-e6
13.f4-f5         Sf6-h5
14.Dh4-h3
Kim er naturligvis slet ikke interesseret i, at dronningerne forlader brættet nu!
14.                 Sh5-f6
15.Ta1–f1     e6xf5
16.Ld2-g5
I praksis er det et mareridt for Kurt at forsvare den sorte stilling, fordi hvid truer med alverdens ulykker omkring den sorte majestæt.
16.                 Dd8-b6
17.e4xf5        Sf6-d5

18.f5-f6!
Et oplagt men effektivt træk, som lægger den sorte majestæt i benlås.
18.                 Lg7-h8
19.Dh3-h6    c5-c4+
Her kan man i den grad tale om en hævnskak!
20.Kg1–h1   Tf8-e8
21.Tf3-h3     Sd5xf6
22.Lg5xf6     Lh8xf6
23.Dh6xh7+
Naturligvis ikke 23.Tf1xf6?? Te8-e1+, og hvid bliver sat mat i bunden. Nu mangler vi kun selve henrettelsen af den sorte konge.
23.                 Kg8-f8
24.Th3-f3     Db6-d8
25.Sc3-e4
Så kom springeren også med i angrebet! Kim var helt opmærksom på, at 25.Tf3xf6?? også strander på temaet med mat i bunden, som Kurt har etableret med tårnet i e-linjen, f.eks. 25...Dd8xf6 26.Tf1xf6 Te8-e1+. Sort undgår ikke at miste en hel officer, og derfor lod Kurt sig her sætte mat, hvilket var meget tilskuervenligt.
25.                 Lf6-g7
26.Tf3xf7#   1–0.

Da matchen var forbi omkring kl. 13.00, pakkede vi sammen og nød traditionen tro en dejlig frokost på Corfitz. Her havde vi også et par hyggelige timer sammen, inden vi brød op midt på eftermiddagen. Årets match i gågadeskak i Vejle for to uger siden blev desværre aflyst på grund af regnvejr. Det var ærgerligt, men der er selvfølgelig ikke noget at gøre ved det. Næste år er vi forhåbentlig tilbage med to matcher i gågadeskak i august.

Af Eigil Straarup.