onsdag den 5. august 2015

HORSENS DEN LANGE VERSION 2015

Det er tidlig søndag aften og jeg sidder godt svedig – og jeg ved godt, at et kønt syn ser noget anderledes ud… - i toget på vej hjem til Frederiksberg efter med held at have gennemført en fin skakturnering.

Jeg har kort tid inden givet mit bitte lille positive bidrag til turneringen, nemlig ved at blive bagefter og hjælpe arrangørteamet med bl.a. at tage borde ned, sætte stole på plads og rydde op.

Lad denne lille ouverture blive indledningen til at videreføre en STOR tak til ALLE de både små og store hjul i det fine maskineri, det skal til at få en sådan stor turnering til at fungere så godt og vellykket, som den rent faktisk gjorde.

TAK

Nu skal der følge lidt spredt fægtning, som jeg går i gang med egne private ”derfor ikke” og dårlige undskyldninger. Alle upopulære og populære synspunkter er helt og aldeles mine egne og de er i øvrigt konstruktivt ment.

  •  IM Mikkel Antonsen vandt turneringen. Et eller andet sted rart, at det trods alt var en titelholder, der gjorde det. Jeg mødte Mikkel en time før første runde, hvor han stod med ryggen til Langmarkskolen og spurgte mig, om jeg vidste, hvor den lå… Never mind, han havde nok fundet den uden min hjælp.

  • Dansk Skak Unions formand Poul Jacobsen besøgte turneringen to dage. GOD STIL.

  • I år var der ikke noget ”kampprogram”. Ret ærgerligt, da de seneste års programmer har haft et særdeles højt niveau. Her er der efter min mening plads til forbedring.

  • Kommentatordagen? Man kan godt gøre sig sine overvejelser, om den har overlevet sig selv eller ej. Jeg har vist ikke nogensinde benyttet mig af tilbuddet.

  • Undervejs i turneringen bemærkede jeg en spændende fornyelse, nemlig at man i de senere runder af turneringen satte folk fra "organisationsteamet" til at spille en form for et erstatningsparti mod nogle af de spillere, som ellers ville have vundet deres parti uden kamp. De fik naturligvis pointet, men blev så alligevel ikke snydt for oplevelsen af at spille et ordentligt parti, hvilket jeg tror, har betydet en del for dem. [Tommelfinger op]. Ikke alle er ligesom jeg, der gladelig snupper en ”skrivebordssejr”, hvis det er det, der skal til… Jeg har kendskab til, at man gør det samme ved den store spændende turnering i Gibraltar, der typisk afvikles i månederne januar/februar. Der bliver der typisk hevet nogle spillere op nede fra kælderen, hvor de ellers normalt sidder og taster partier ind, laver nødvendigt computerarbejde etc... Under disse omstændigheder oplevede jeg en gang at tabe til en helt bleg, engelsk FM'er. Som altså desværre ikke var spor bleg ved skakbrættet og som afklapsede mig fuldstændigt...

  • Den ultimative turneringsoplevelse får man utvivlsomt som deltager, der overnatter på spillestedet. Deres sammenhold og oplevelser overtrumfer uden tvivl alle vores andres oplevelser af turneringen. På grund af tandsmerter og træthed pakkede jeg hver dag bøgerne ned kort efter afslutningen af dagens andet parti og tog hjem på hotellet. Dog, på Hotel Opus, oplevede jeg om morgenen inden 5. runde, at se en af deltagerne i turneringen stå nede foyeren og skylle morgenmaden efter med en fadbamse…

  • Evalueringsskemaet var væk i år. Måske har virkeligheden også overhalet den slags. Der dukker fx masser af ris og ros op på turneringens Facebookside.

  • Omkring en 1/16 af deltagerne var af hunkøn. Endnu flere af deltagerne var enten juniores eller af seniorsegmentet. Endelig var der også nørder og topspillere med. Skak er en af de få sportsgrene, hvor man på smuk vis kan få den slags til at gå op i en højere enhed.

  • Med 126 unikke deltagere var der en lille slat op til deltagerloftet på 150. Det, kan man mene, er skuffende, men jeg synes, det er et flot tal. Skulle jeg komme med et ”forbedringsforslag”, ville det være noget i retning af, at man skulle forsøge at reklamere for turneringen på nogle svenske, norske og tyske skakhjemmesider. Så skal ventelisten nok også påregne at blive gravet op igen…

  • Min gode skakven fra Holstebro Kim Schmidt fortæller mig ofte, at han er rigtig glad for at læse mine skakcitater i Skakbladet. I år sagde han, at han var ked af, at de nu åbenbart var blevet færre og færre. Det er jeg naturligvis helt og aldeles enig med ham i. Imidlertid er det åbenbart kun de færreste, der er blevet klar over, at Skakbladets redaktør Thorbjørn Rosenlund nu har fået langt hårdere arbejdsvilkår i form af en langt strammere sidetals begrænsning, end han har haft tidligere.

  • Turneringens yngste deltager var, så vidt jeg kunne bedømme 6-årige John Christoffer Christensen fra Silkeborg. Han strutter af skakglæde og jeg bemærkede ham allerede ved Kronborg-turneringen i Helsingør i foråret og anbefalede der familien, at de måske skulle overveje deltagelse i DEN LANGE. Ved Kronborg var der nogle lidt ældre svenske piger med i turneringen, som var vældig søde til at spille med ham i pauserne mellem runderne. Det syntes han tydeligvis, var rigtig sjovt. Under DEN LANGE bemærkede jeg også, at turneringens spanske deltager havde overskud til at spille nogle løse partier med ham. RESPEKT! Den attitude har dansk skak brug for.

 Unge John Christensen (helt til højre, kraftigt beskåret) spiller et hyggeparti mod en rar svensk pige under Kronborg-turneringen.

 DEN LANGE er vel også efterhånden kendt som værende lidt af et skakbogs eldorado. Ich bin immer da… Jes Knudsen har været der… Claus Andersen var der… Trine er der. I år godt nok ved en komisk tilfældighed. Jakob Kjær – det rare menneske – havde lovet at tage en pose med nogle af mine bøger med for mig, men kom så ved en fejl til at tage en papkasse med Trines bøger med i stedet for(!). Og nu Trine alligevel var der, kunne hun jo lige så godt sælge dem… Det lykkedes til fulde. I år var Dansk Skaksalg atter i Horsens med den nye bestyrer Ole Knudsen på banen. Jeg håber, at han kom flyvende fra start. I hvert fald købte jeg selv PYTHON STRATEGY af Tigran Petrosian og POSITIONAL DECISION MAKING IN CHESS af Boris Gelfand og Jacob Aagaard og det ved jeg, at der også var andre, der gjorde. Jeg håber, at Dansk Skaksalg også er der igen til næste år. Med skam må jeg melde – så vidt jeg kunne se – at der var to fælles produkter mellem skaksalget og mig og at det i begge tilfælde var mig, der lå i den dyre ende!

 
Ovenstående billede er lånt fra skakbloggen ”Christopher Skakhjørne” af Christopher Pedersen, hvor der i øvrigt ligger flere interessante indlæg om turneringen.

Her er, hvad han skrev om mig. Andre må bedømme, om det nu også passer. Jeg er lidt stolt over at læse det og jeg er tilbøjelig til at mene, at han har ret.

For ude i lobbyen, der står Henrik Mortensen og sælger gamle ’næsten antikke’ skakbøger. Der er noget for enhver skaksjæl og man bliver en smule nostalgisk, når man holder en skrøbelig udgave af ”Kunsten at vinde i skak” i hånden. Det bliver ikke mindre interessant af, at hver bog kommer med en historie fra Henrik, der fortælles med det største fodboldsmil på læberne. Hans citater, anekdoter og alle historier der imellem, bliver fortalt med så stor en indlevelse, at man næsten føler man selv har været der. Hans passion for gamle skakbøger, kan bedst sammenlignes med ’barnet i slikbutikken’ og har man ikke været forbi hans stand endnu, så er man gået glip af noget 

Off topic: ”KUNSTEN AT VINDE I SKAK” er den bedste skakbog, der er udkommet på dansk og den er igen udsolgt på denne kanal.

Jeg har spillet omkring tyve turneringer i Horsens og den her vil jeg primært huske, fordi jeg konstant led under mine tandsmerter eller den medfølgende sløvhed forsøget på bedøvelse af smerterne medførte. I det lys betragter jeg min 4. præmie i rating gruppe 4 som værende en særdeles behagelig overraskelse. Navnlig i betragtning af, at jeg mistede 10 danske rating points.

Min stort set eneste forberedelse op til turneringen var Exercise 5 – 10 i en af Jacob Aagaards bestsellere EXCELLING AT CHESS. Jeg havde nr. 6 rigtig…

Søren Sørensen fik 3. præmie i præmiegruppe 5, mens Vagn Skov Andersen og især Erik Pedersen nok vil betragte det som en vennetjeneste, hvis jeg undlader at skrive mere om deres resultater fra turneringen.

I første runde skulle jeg have hvid mod 15-årige FM Jesper Thybo (Jetsmark 2255/2209). Han skulle angiveligt være ”rusten” efter en længere turneringspause. Altså sandsynligvis min sidste realistiske chance for nogensinde at få point imod ham(!?)

Hvid: HM
Sort: FM Jesper Thybo
1.e4,c5 2.Sf3!?,d6 3.d4,Sf6! 4.Sc3,cxd4 5.Sxd4,g6 6.f3,Lg7 7.Le3,Sc6 8.Dd2,0-0 9.0-0-0,d5 10.exd5,Sxd5 11.Sxc6,bxc6 12.Sxd5,cxd5 13.Lh6 (Et sjældent træk, som jeg dog har spillet tidligere – så meget tidligere, at de partier sandsynligvis ikke er registreret i diverse databaser. Lidt hjælp. Min score med varianten har aldrig været overvældende… Efter stort set at have trukket a tempo tænker Jesper nu i 28 minutter.) Lxh6 14.Dxh6,Dc7 (Mere kendt er 14.-,Da5!? 15.Kb1,e5! med godt spil for sort.) 15.Ld3,e5 16.h4,f6 (Efter partiet mente Jesper, at jeg burde have spillet 17.g4!?. Han har sikkert ret.)


 
17.Lxg6!? (Et offer med henblik på at gå ud i et interessant og spilleligt slutspil. Jeg tog desværre fejl...) hxg6 18.Dxg6+,Dg7 19.Dxg7+,Kxg7 20.Txd5,Le6 21.Td6?! (Senere i partiet kommer jeg til at ærgre jeg mig over, at jeg ikke spillede 21.Td2.) Kf7 22.b3,f5 23.c4,Tg8! 24.Td2,Kf6 25.Te1,f4! 26.Td2-e2,Lf5 27.Kb2,Ta8-d8 28.a4,Td3! (Festen er slut. Sort står til gevinst. Resten af trækkene kommer kun med for fuldstændighedens skyld.) 29.Tc1,Tg8-d8 30.b4,Td2+ 31.Txd2,Txd2+ 32.Kb3,Txg2 33.b5,Tg3 34.a5,Le4! 35.b6,axb6 36.axb6,Lxf3 37.Kb4,Kf5 38.c5,Lc6 39.Td1,f3 40.opgivet. 0-1.

Senere samme dag skulle jeg have sort mod Michael Christensen (Thy – 1654/1675). Han blandede på uheldig vis nogle planer sammen og jeg overtog hurtigt taktstokken. Og trods en bedøvende træthed holdt jeg fast og vandt nogenlunde sikkert efter 36 træk.

For at gøre en lang historie kort, så tabte jeg morgenrunden fredag med hvid i 3. runde til Alexander Torp Jørgensen (Næstved – 1842/1741) efter 38 træk og efter at have spillet som en ulykkelig mellemting mellem en paranoid papegøje og en defekt 70ér flippermaskine.

I 4. runde skulle jeg have sort mod min tidligere klubkammerat fra Helsingør Erik Hedegaard Hansen (1720/1616). Vi har tidligere spillet mod hinanden en 3-4 gange i både Esbjerg og Horsens. Samt naturligvis et hav af gange i det nordsjællandske…

Hvid: Erik Hedegaard
Sort: HM
(Jeg er så afgjort kommet bedst gennem åbningen og det tidlige midtspil og vi kommer ind i partiet lige efter, at jeg har slået en bonde med 23.-,exf4.)
 
(Sort har nu en håndtaske fyldt med trusler, fx 24.-,Lxb2, 24.-,Te5 etc. Erik reagerer konsekvent med) 24.Sg5!,Tf8 25.Sxf7!,Txf7 26.Te7,Se5! 27.d7 (Det hvide trumfkort smides på bordet.) Td8 28.Te8+,Lf8 29.Ta8,Txa8 30.Dxa8,Sxd7! (Og jeg kunne ånde lettet op. Festen er slut. Der fulgte) 31.Tc8,De3 32.h3,f3 33.opgivet. 0-1.

I 5. runde skulle jeg have hvid mod juniortalentet Samuel Heine May (ØBRO – 1774/1686). Via trækomstilling gik han frivilligt over i en Maroczy-opstilling, som han så efterfølgende fumlede lidt rundt i. Han tilbød ”på værste Erling Mortensen vis” remis efter 13 træk, i betydningen så (næsten) lydløst, at jeg faktisk måtte tjekke hans noteringsliste for at være sikker på, at han rent havde tilbudt. Visse skakkrigere har åbenbart svært ved at få det ord over deres læber… Og ifølge Bent Larsen – en gammel artikel fra Ekstra Bladet – forhindrede en talefejl Viktor Korchnoi i at blive skuespiller. Han skulle angiveligt ikke kunne udtale den russiske glose for ”remis”…

Hvid: HM
Sort: Samuel Heine May

(Jeg står utvivlsomt bedst, men har begyndende hovedpine og begynder at tænke rigtig længe her. Efter 27.Sxg7,Kxg7 28.Ld4+,Kg8 kan jeg ikke se, hvordan jeg kan komme HURTIGT videre. Med den valgte spillemåde overser/glemmer jeg, at sort truer Lc3. Hastværk har sjældent været et plusord i skak…) 27.Ld3!?,Sxe6?! (27.-,Lc3!?) 28.Lxf5,Db5 29.Lxe6,Lc3! 30.De2,Dxe2 (I må selv tjekke efter med jeres computere, men jeg fornemmede, at 30.-,Lxe1 31.Dg4+,Kh8 (31.-,Kf8? 32.Df5!) 32.Ld4+,Se5 33.fxe5 ville vinde for hvid, da sort så ikke længere havde nogle farlige skakker. Samuel må have tænkt det samme.) 31.Txe2,Tb8 32.Lb6! (For at få den sorte stilling til at ligne en fladkørt hundehvalp…) Kf8 33.Tc1,Lf6 34.Te2-c2,opgivet. 1-0.

I 6. runde fik jeg store TÆSK af 12-årige FM Filip Boe Olsen (Nordre – 2342/2210). Jeg var der ikke og havde det været boksekamp, havde jeg stået til mindst tre måneders karantæne.

Min gode ven gennem mange, mange år FM Mads Boe fortalte mig dagen efter, at 13.Ke2 var en mindre fejl og at Filip burde have spillet 13.0-0. Samt at mit 18.-,g6?? var så umådeligt ringe…

Udover at være sendt live har partiet foreløbig været bragt i Politiken, Jyllands-Posten og Nordvestnyt.

Scanningen af artiklen fra JP er for stor til dette format, men, hvor ondt det end gør, får I partiet alligevel.

Hvid: FM Filip Boe Olsen
Sort: HM
1.d4,d5 2.c4,e6 3.Sc3,f5 4.Sf3,Sf6 5.Lf4,c6 6.e3,Le7 7.h3,Se4 8.Ld3,Sd7 9.Dc2,Sxc3 10.bxc3,Sf6 11.Se5,Se4 12.cxd5,exd5 13.Ke2,0-0 14.f3,Sd6 15.g4,Le6 16.Ta1-g1,Kh8 17.Tg2,De8 18.Th1-g1,g6?? 19.gxf5,Lxf5 20.Lxf5,Sxf5 21.Sxg6! (Og al organiseret modstand ophører…) hxg6 22.Txg6,Tf6 23.Le5,opgivet. 1-0.

I sidste runde skulle jeg have hvid mod Lasse Nielsen (Fredericia – 1843/1783). Han har så flink at fortælle mig, at han godt kunne lide at læse mine artikler på klubbens hjemmeside. Måske han skifter mening efter dette parti…

Hvid: HM
Sort: Lasse Nielsen
1.Sf3,Sf6 2.c4,b6 3.g3,Lb7 4.Lg2,e6 5.0-0,Le7 6.d4,0-0 7.Sc3,c5!? (Mere almindeligt er nok enten 7.-,Se4 eller 7.-,d5.) 8.b3,d6 9.Lb2,Sb8-d7 10.Te1?! (Meget naivt.) Se4 11.Dc2,Sxc3 12.Lxc3,cxd4 13.Lxd4,e5!? (Sort vil slås, mens jeg helst vil hævde, at der er ved at gå betændelse i d6.) 14.Lb2,f5 (Sådan kan jeg egentlig også godt selv lide at spille som sort… Nu var spørgsmålet, om jeg nogensinde har lært noget af de talrige afklapsninger, jeg har været ude for…) 15.Ta1-d1,Dc7 16.Dd2,h6 17.Lh3!?,Sc5 (Lasse ærgrede sig bag efter over, at han ikke havde spillet 17.-,g5!?, bl.a. med truslen 18.-,g4.) 18.Dc2,f4 19.Sd2,Dc6 20.f3 (Truslen var tydelig nok…) fxg3 21.hxg3,Lg5 (Jeg forcerer nu spillet og følte mig under partiet overbevist om, at de forskellige sorte ofre på fx f3 ikke ville holde vand.)

22.b4!,Le3+ (22.-,Lxd4 23.Le6+,Kh8 24.Dxd2 fulgt 25.Ld5 er vist ret godt for hvid.) 23.Kh2,Sd7 24.Le6+,Kh8 25.Se4,Sf6 (25.-,d5 26.Lxd5) 26.Sxd6,Ta8-d8?? (En kæmpebuk i begyndende tidnød.) 27.Sf7+,Txf7 28.Txd8+,opgivet. 1-0.

En god turnering er slut. De hårdeste skakkrigere har for længst styret karavanen mod Helsingør og Politiken Cup. Disse linjers forfatter er bare glad, hvis der er nogle, der har holdt ud og læst med så længe.

Cheers
MachoMortensen

Ingen kommentarer: