Frem
til starten på turneringen, der begyndte d. 2. januar, dyrkede jeg så
forskellige behagelige gøremål – mens jeg forsøgte at overkomme mit evindelige
jetlag – så som at besøge byerne Newcastle, Gosford, Woy Woy, Umina Beach
(spild af tid, nærmest en slags Marielyst…) Wyong samt Richmond, hvor jeg
fulgte op på en gammel aftale og spiste frokost med nogle rigtig gode
skakvenner. Endvidere rendte jeg lidt rundt og fotograferede i det slidte
industriområde omkring Lilyfield og Leichardt.
Normalt
er jeg ret jetlagged, når jeg rejser så langt. En brandalarm på Newtown Space
anden aften/nat havde absolut ingen gavnlig effekt. Heldigvis var det falsk
alarm, så jeg formoder, at det blot var en ryger, der havde tændt en smøg på et
højst upassende sted.
Efter
1. rundes start skulle jeg bo privat hos min gode ven Gary Bekkers storebror –
som var bortrejst – i en lækker villa, i det lettere fashionable kvarter
Northbridge. Villaen indeholdt bl.a. en nydelig swimming pool. Her boede også
Gary selv, Margit Brokko fra Estland og hendes talentfulde niårige søn Karl
Erik Olde. Midt under turneringen flyttede den forholdsvist unge ”skakpolitiker”
Phillip Drew også ind i nogle dage… Jeg boede der under hele turneringen.
Selve
Australian Open blev afholdt i området Castle Hill, der først får jernbane-forbindelse
i 2017. Der kørte dog forholdsvist hyppigt hurtigbusser fra det centrale Sydney
og så ud til Castle Hill, men alligevel med en transporttid på typisk omkring
45 – 50 minutter. Dertil kunne man så lægge en gåtur på en 12 – 15 minutter
frem til selve spillestedet, der som sædvanlig var en af de berømte australske
”klubber” med masser af spillemaskiner, halvdyre spisesteder etc. På vej derud
på førstedagen lykkedes det mig at ødelægge et par af hjulene på min kuffert,
så jeg få dage efter måtte købe en ny og meget dyrere version.
Fra
Northbridge – med bil – til Castle Hill tog det oftest en lille times tid at nå
frem, så Sydney er skam en ret stor by. Da jeg normalt står meget tidligt op,
tog jeg altid alene ind til det centrale Sydney for at spise morgenmad og mødte
så først mine flatmates ude på spillestedet.
De
to unge turneringsarrangører Kevin Tan og Peter Yang var gode til nogle ting og
så var der andre ting, som de desværre slet ikke havde styr på.
På
plussiden tæller, at de var rigtig gode til at skaffe turneringen avisomtale og
tv-dækning. I løbet af de første to dage var der to store tv-stationer, der
både filmede og interviewede flittigt. Arrangørerne havde fået min gode ven
Gary Bekker til at lave nogle fine youtube programmer, mens turneringen var i
gang. Jeg hjalp til med udarbejdelsen af nogle af de sidste af dem, men blev –
ØV… - ikke krediteret for det. Endvidere havde de strengt taget også fået lavet
en ret fin hjemmeside, men… Det kneb vist med betalingen, så den findes ikke
længere.
På
minussiden dukker næsten al det lavpraktiske op. 90 minutter før starten på 1.
runde var der næsten ikke blevet sat brikker, brætter og skakure op. Efter 4.
runde var der ikke flere noteringslister med gennemslag tilbage. Herefter
skulle alle listerne så affotograferes med en handy(!) Topspillerne fik nogle
andre og billigere hoteller, end de oprindelig var blevet lovet, hvilket bl.a.
skabte nogle dybt irriterende situationer for de, der skulle køre dem ud til
deres hoteller og ikke var blevet orienteret om ændringerne. Endelig blev de
lovede præmier reduceret med 25 %. Af de 13 lovede stormestre dukkede kun de 7
af dem op. Det er ret oplagt, at arrangørerne godt vidste det i forvejen, men…
Deres problem var, at en af de store sponsorer åbenbart fortrød eller i sidste
øjeblik sprang fra og dermed efterlod arrangørerne med et stort økonomisk hul.
Rygtevis – men fra hvad jeg vil betegne som særdeles pålidelige kilder –
forlyder det, at de to arrangører står tilbage med et økonomisk tab på omkring
10.000 $. Trist.
1.
runde d. 2. januar
På bræt 47 skulle jeg have hvid mod Chris Brieger (AUS – 1625). Han var den eneste af mine modstandere på touren, der ikke havde noget ELO-tal. Han var endvidere utvivlsomt feltets svageste spiller, så selvom jeg følte mig halvrusten og han egentlig nok spillede et af sine bedre partier på dagen, blev der ikke den store spænding om udfaldet. Han for vild i en Maroczy-jungle og kom ikke levende hjem. 1-0 efter 43 træk.
Nu
starter jeg lidt bagvendt. En af stormestrene, der trods alle genvordigheder, blev
i turneringen, var Ni Hua (Kina – 2689). Han er en absolut verdensstjerne og han
vandt turneringen med scoren 10½ af 11, hvilket betød et 2½ points forspring
til de nærmeste forfølgere.
Jeg
vil tillade mig at vise hans parti fra første runde mod en solid mesterspiller,
der under normale omstændigheder ville kunne forstærke HSF’s førstehold.
Hvid:
Ni Hua (2689)
Sort:
Kinto Wan (1948)
1.e4,c6 2.d4,d5 3.e5,Lf5 4.h4,h6 5.g4,Le4?! 6.f3,Lh7 7.e6!,fxe6
8.Ld3,g6 (Umådelig grimt…) 9.g5,hxg5? 10.hxg5,Lg7 11.Txh7!,Txh7 12.Lxg6+,Kd7
13.Lxh7,Dc7 14.f4!,opgivet. 1-0. (Ikke et øjeblik for tidligt. Sort mangler en
officer.)
At
skak i Kina er en absolut topsport, kunne ses på Ni Huas flotte kæreste(!) Der
giver begrebet overscoring virkelig mening.
Runden
var i øvrigt ikke ret mange minutter gammel, før der opstod en stor og
forstyrrende ”ballade” i et parti i undergruppen mellem Michael Khamatgaleev og
min gode ven Elliott Renzies. Michael er syv år og søn af to russiske
titelholdere, der i øvrigt er bosat under luksuriøse forhold i Qatar. Den unge
mand er endvidere, rent socialt, særdeles udfordret, hvilket nemt kan hænge
sammen med den umiddelbart ovenstående kendsgerning.
Hvad
gik al balladen så ud på?? Jo, Michael begyndte grædende at skrige: ”Jeg vil
have min løber tilbage…” Han havde nemlig allerede i åbningsfasen mistet sin
løber. TL Gary Bekker var henne og (forgæves) forsøge at dæmpe ham ned. Lille
Michael fortsatte dog ufortrødent: ”Jeg vil vinde det her parti… Jeg vil vinde
alle partierne i turneringen…” Hans mor kom på et tidspunkt over til ham for
både at trøste ham og forsøge at dæmpe ham ned. På det tidspunkt havde han –
sikkert i en form for protest – sat sig under bordet(!) Efterhånden fik moderen
da også forklaret ham, at han hellere måtte opgive, så han ikke forstyrrede
yderligere.
Om
aftenen – hjemme i Northbridge – havde jeg sagt til de andre, at han var min
nye mentale træner. Det gav, senere i turneringen, anledning til en komisk
misforståelse, da Gary Bekker interviewede hans far Alexej – samme efternavn –
og bl.a. nævnte, at ”du er jo Henrik Mortensens mentale træner…” Desorienteret
svarede han, at han da ”meget gerne ville træne andre skakspillere…”
Ellers
sluttede aftenen af med, at jeg i aftenvarmen hoppede en tur i swimmingpoolen
med Karl Erik Olde, hvor jeg samtidig forsøgte at lære ham – der altså ikke var
engelsktalende, men på den anden side lærte mere og mere af sproget under sit
ophold i Australien – at råbe BOCHUM-BOMBER, når man spang i poolen samt, at
man ved stort set alle andre lejligheder kunne (og skulle) råbe OZZIE OZZIE OI
OI OI. Og des højere, des bedre… På spillestedet imponerede han senere sin mor
ved selv at kunne købe is og mig ved de store mængder af chokolade, han ofte vandt
ved chokolademaskinerne.
Endelig
er miraklernes tid ikke forbi. Jeg lod mig sørme overtale til at spille nogle
lynpartier – hvem har sidst set det?? – med ham. Jeg vandt 3-0…
2.
og 3. runde 3. januar
Jeg
skulle have sort mod 17årige FM Li Luke Zuhau (NZL – 2337), der i New in Chess
nr. 4 årgang 2014 blev meget kritisk omtalt af Loek van Wely. Det var stort set
også alt, hvad jeg vidste om ham. Dog, han havde også spillet på New Zealands OL-hold
i Tromsø, men det blev jeg først klar over senere.
Normalt
plejer jeg at mene, at mine partier mod stærkere spillere kan have en vis
interesse – det mener jeg fortsat – men denne artikel er allerede godt på vej
til overskride alle grænser for en anstændig længde, så…
Hvid:
FM Li Luke Zuhau (NZL - 2337)
Sort:
HM
Jeg
har tilsyneladende forvekslet solidt spil med et glas sovepiller og nu falder
hammeren. Faktisk behøver man sikkert ikke en gang at være skakspiller, for at
se at sort er helt væk.
Hvid
trækker og vinder!
22.Sxg7!,Kxg7
23.f5!,Sxe5 (Jeg tilbyder lidt småkager, men han vil have hele bageriet.) 24.f6+,Kg8
25.Dh6!,opgivet. (Jeg kan ikke dække både matten på g7 og matten på h7…)
Til
dagens runder var jeg iført en dansk landsholdstrøje, som jeg kort før afrejsen
havde fået af damernes landstræner. Der var ikke megen ære og værdighed over
dette parti, men i det mindste fyldte jeg da trøjen godt ud…
Der
var vist ingen cry-babies i 2. runde…
I
3. runde skulle jeg have hvid mod unge Patrick Gong, der har en særdeles køn
moder. Hun fotograferede mig ret ofte og klynkede såmænd også over, at hun ikke
kunne finde mig på Facebook. Det sidste havde jeg nu ikke noget stort problem
med at hjælpe hende med.
Patrick
Gong og MachoM efter partiet. Billedet er taget af Shirley Sun, der er Patricks
mor.
Jeg
fik absolut ingenting ud af åbningen, men afslog alligevel rutinemæssigt hans
remistilbud efter 16 træk. Jeg syntes, at landsholdstrøjen ”forpligtede”, så
jeg spillede videre i håb om, at ”noget” ville op.
Hvid: HM
Sort: Patrick Gong (1718 – 15 år)
Sort
trækker.
(Patrick
mistede tålmodigheden og spillede…) 26.-,c5? (Hermed var ”noget” dukket op, men
jeg trak al for hurtigt og forpassede dermed chancen. Ikke afsindigt genialt…
Partiet fortsatte med) 27.bxc5,Kxc5 28.b4+,Kc6 29.Le8+,Kc7 30.La4 etc. og vi
tog remis efter 38 træk i en stilling, hvor han stod noget bedre.)
Havde
jeg i stedet for spillet 27.Ld5!, ville jeg have haft gode gevinstchancer.
Ingen
tvivl om, at mit resultat i denne turnering – 5 af 11 – på papiret er meget
skidt og samtidig mit dårligste resultat nogensinde i Australien, men… Jeg sidder
alligevel med fornemmelsen af, at der vil gå nogle år, før man for alvor kan
vurdere kvaliteten af mit resultat.
Patrick
vandt både præmie og 129 ELO-points i denne turnering. Og 14 dage efter denne
turnering sluttede, blev han såmænd australsk U-16 mester…
Under og efter 3. runde var der to cry babyer i aktion.
Min mentale træner fik igen sat TL Gary Bekker på hårdt arbejde. Han kom op til TL-bordet og fortalte, at han gerne ville have remis. Han fik at vide, at så måtte han jo tilbyde remis.
”Jamen,
hun afslår hele tiden…”
”Så
er der jo ikke andet end at for, end at du må spille videre”
”Jamen
hun tager alle mine brikker…”
Imidlertid
blev den lille pige – mentaltrænerens modstander – så forvirret af al det
postyr omkring hende, at hun tabte partiet. Dermed fik min coach sin eneste
reelle gevinst i turneringen.
Resultatet
af oprøret mellem FM Greg Canfell og den meget unge IM (næsten GM) Anton
Smirnov endte også med RIGTIGE tårer. Unge Anton er et kæmpetalent, der bliver
presset MEGET hårdt af sin far og da han efter partiet blev hentet af ham – der
nemt kunne være blevet forvekslet med en tordensky... – gik han grædende bag
ham. Jeg formoder, at unge Anton havde svært ved at klare hypen og forventningerne
til ham og hans forventede gode turneringsresultat.
4. runde
4. januar
Som
den eneste i TEAM NORTHBRIDGE havde jeg ikke adgang til nogen computer og anede
typisk intet om, hvem jeg skulle møde, hvad de havde i rating og hvad de ellers
havde scoret i turneringen. Således havde jeg ingen anelse om, at min
modstander Tom Maguire i 2013 havde vundet det australske mesterskab for U-14
spillere.
Min
manglende forberedthed vs. det modsatte ses tydeligt af nedenstående stilling,
hvor min Moderne Benoni er blevet fuldstændig strippet. Jeg har vist mere end
en gang sagt og skrevet, at jeg aldrig spiller den åbning mere… Eller er det om
Stonewall?? Eller om 1.d4,Sc6??...
Hvid:
Tom Maguire (1866 – 15 år)
Sort:
HM
Hvid
trækker (og vinder…)
(Her
sad jeg og blev godt og grundigt klam – næppe noget kønt syn… - da jeg opdagede,
at hvid her kunne spille 13.Se4!,Sxe4 14.Lxg7,Tg8 etc. Ikke fordi, at mit
foregående træk var nogen speciel fejl… Stillingen var bare allerede vildt
ringe. Tænk at rejse om på den anden side af jorden, blot for at få sådan en
rædselsfuld stilling ud af det… Og det efter bare 12 træk…) 13.Ld6!? (En
behagelig overraskelse ser normalt anderledes ud… Men alligevel.) Lf5!? (Det
undgår i hvert fald en YDMYGENDE trækgentagelse med 13.-,Lf8 14.Le5,Lg7
15.Se4!...) 14.Dd1? (Hvad skal den der?? Hvid har masser af fornuftigere
muligheder.) Kd7! (Indledningen til en meget kunstfærdig rokade.) 15.Lf4,Te8+
16.Se5+,Ke7 17.Db3 (Havde den ikke lige været der??) Kf8 18.Le2
(Sort
er nu helt og aldeles lukket ind i kampen igen. Desværre tabte jeg her både
sut, nøgler og overblik. Under partiet vaklede jeg mellem at spille enten
18.-,Sb8-d7 og teksttrækket (Sf6-d7). Pointen med sidstnævnte skulle altså være,
at løberen på g7 skulle sætte feltet e5 under yderligere pres. Jeg overvejede
kun kort at spille 18.-,b5!? og efter partiet troede jeg faktisk, at det
nærmest var tvungent. Min hemmelige træner bebrejdede mig efter turneringen i
stærke vendinger, at jeg end ikke havde overvejet at spille det ”logiske”
18.-,Sh5!. Som man nemt kan se – hvis man ellers gider… - er det et rigtig godt
træk.) Sf6-d7? 19.Sc4!! (Good bye blue sky, som jeg altid sagde til Karl Erik,
når jeg endnu en gang havde fusket ham i lyn… Jeg fortsatte med…) Ld3 20.Sd6,c4
21.Sxc8,cxb3 22.Ld6+ og 1-0 efter 28 træk.
Tom
Maguire fik præmie og vandt 120 ELO-points – heraf de 26,4 mod mig… - i
turneringen.
Dagens
cry baby blev igen stakkels lille Anton Smirnov, der afslog remis ved
trækgentagelse mod min israelsk-australske ven Barack Atzmon-Simon. Det var
ikke noget kønt syn at se ham gå snøftende efter sin mere end blot mildt
skuffede fader.
TEAM
NORTHBRIDGE ventede den dag rigtig længe på de sidste partiers afslutning.
Vores chauffør Gary Bekker var jo både TL og Youtube-producer, så… På
spillestedet – i ventetiden – gav den supersympatiske IM James ”Little Jimmy”
Morris sig til at spille lyn med Karl Erik og han udbrød på et tidspunkt begejstret:
” Han er kun ni år og han spiller allerede som en på 1600…”
Om
James Morris kan det tilføjes, at han en gang overspillede en god stilling i en
sidste runde af en Australian Open mod Lars Nilsson og derved gav ham en præmie
og formentlig den bedste danske placering ved en Australian Open. I det mindste
i nyere tid…
For
to år siden svævede Little Jimmy mellem liv og død efter en trafikulykke på vej
hjem fra skak, hvor seks spillere kørte sammen i en slags minibus. Ulykken
skete, da et af forhjulene eksploderede. Min ven (siden Mount Buller 2005) Andrew
Saint døde med det samme. Hannibal Schwarz døde, inden hjælpen nåede frem og
Little Jimmy måtte tilbringe mange uger på hospitalet. De første døgn svævende
mellem liv og død. Da jeg senest så ham i Melbourne Chess Club – få dage før
jeg rejste hjem – gik han rundt med den ene arm i slynge, efter han havde
brækket den.
Min
sene lynmatch mod Karl Erik endte 4½ - 4½. De seks sidste partier spillede jeg
dog uden dronning… Og efterhånden som han lærte at bytte brikkerne af, var det
ikke så sjovt længere…
5. og
6. runde 5. januar
Skakligt
set blev denne dag en af mine absolut allerbedste dage nogensinde. Jeg vinder
to partier, som jeg er overordentligt godt tilfreds med, så dem slipper I ikke
for… Først partiet fra 5. runde.
Hvid:
HM
Sort:
Dillon Hathiramini (1645 og 13 år)
1.e4
(Hovsa… Jeg havde egentlig planlagt at spille 1.Sf3, men da jeg ankom noget efter,
at runden var startet, var der åbenbart ingen forbindelse mellem hjernen og min
venstre hånd…) c5 2.Se2,e6 3.c4,Dc7!? 4.Sb1-c3,a6 5.d4,cxd4 6.Sxd4,Sc6
7.Le3,Sf6 8.Ld3,Le7 9.Tc1,0-0 10.0-0,Td8 11.f4,d6
12.Sd5!?
(Et skinoffer, der forsøger at udnytte den sorte dronnings uheldige placering.)
exd5 13.cxd5,Sg4! (En iskold parade, som jeg havde overset.) 14.Dd2,Sxe3
15.Dxe3,Ld7 16.dxc6,bxc6 17.e5! (Energisk og godt.) Db6 18.Kh1,c5 19.De4,g6
20.e6,f5?/??
21.Sxf5!,opgivet.
1-0. (Der kunne være fulgt 21.-,gxf5 22.Dxf5,Lxe6 (22.-,Le8 23.Dxh7+,Kf8
24.Dh8#) 23.Dxe6+,Kf8 24.Dh6+,Ke8 25.Dxh7 med hvid gevinststilling.) Eigil
Straarup angav dog i Folkebladet (14. februar 2015) varianten 24.f5!,Td8-b8
25.f6,Ld8 26.Lxh7 med truslen 27.Dg8#. Det ser også overbevisende ud.
Dillon
fik præmie og vandt imponerende 146 ELO-points i turneringen.
Fra turneringens hjemmeside dengang den stadig eksisterede. Jeg har hvid mod unge Dillon. (Fotograf vist nok Cathy Rogers)
Senere
på dagen skete følgende.
Hvid:
Stuart Holt (1637)
Sort:
HM1.e4,c5 2.Sf3,Sc6 3.Lb5,g6 4.Lxc6,bxc6 5.0-0,Lg7 6.h3,e5 (Sort har efterhånden ingen problemer.) 7.d3,Se7 8.Le3,d6 9.Dd2,0-0 10.Sc3 (Jeg husker, at jeg var mere bekymret for 10.Lh6!? direkte.) f5 (Bochum-skolen er ved at gøre sig varm.) 11.Lh6,f4 12.Lxg7,Kxg7 13.Kh2,Sg8 (Springeren skal stå rigtigt, før det giver mening at starte angrebet.) 14.Se2,g5 15.g4,h6 16.c3,Sf6 17.Tg1 (Man kunne godt få på fornemmelsen, at det først er heromkring, det går op for ham, at han ikke kan gennemføre 17.d3-d4 (pga. Sxe4!).) De8 18.Tg2
Sxg4!?+
19.hxg4 (En anden mulighed var 19.Txg4,Lxg4 20.hxg4, men efter fx Kf6 er det
svært at forestille sig, at sort ikke hurtigt kan få åbnet h-linien.) Lxg4
20.Txg4,Dh5+ 21.Th4,gxh4 22.Tg1+,Kh7 23.Se1,f3 24.Sc1?! Tg8 25.Txg8,Txg8 26.De3
h3!
(Formentlig det sværeste træk at finde i partiet.) 27.Dxf3,Tg2+ 28.Kh1,Dxf3
29.Sxf3,Txf2 30.Sg1,Kg6! (Den sorte konge bevæger sig på afgørende vis ind på
den store scene. 31.Sxh3?,Tf1+ og 32.-,Txc1.) 31.Sg1-e2,Kg5 32.Kg1,Tg2+
33.Kf1,Kg4 34.d4,Kf3 35.Sg1+,Ke3 36.Sxh3,Txb2 37.Sb3,exd4 38.cxd4,c4 39.Sa5
(Truer en springergaffel på c4, men den hvide stilling er så elendig, at den
ikke har nogen betydning.) c3! 40.Sc4,Kxd4 41.Sxd6,Tb1 42.Ke2,c2 43.Sf5+,Kc5
44.Sf4,Te1+! (Efter 44.-,c1(D) 45.Sd3+ og 46.Sxc1 kan vi spille lidt endnu.) 45.Kf2,Tf1+!
46.opgivet. 0-1.
Efter
to så fine gevinster havde jeg selvsagt ikke brug for fridag.
Efter
partierne hørte mit held desværre op. Jeg skulle efter 6. runde til Parramatta
for at se fodboldkampen mellem de lokale helte Western Sydney Wanderers og så
mine favoritter Melbourne Victory. Jeg gav mig lidt for god tid til at komme ud
af røret og kom således al for sent frem. Selvom de lokale helte på det
tidspunkt kun havde spillet fire kampe uafgjort og så ellers tabt resten – vist
nok otte kampe – var der alligevel udsolgt til kampen(!) Sur røv. Og beviset
på, at uheld ofte komme i flokke, viste sig på hjemturen. Netop som toget
forlader Wynyard stationen og er på vej over Sydney Harbour Bridge, hører jeg
en velkendt stemme... Jepper, min mentale træner er kommet om bord og
diskuterer nu heftigt med sine forældre, hvor han vil sidde. Hver gang de
accepterer hans forslag, vil han så alligevel sidde et andet sted… Selvom der
kun var to stop til min destination North Sydney, føltes det som meget lang
tid…
Min
skakven Leonid Sandler har taget dette billede – hvor jeg spiller mod Stuart
Holt og bragt det på en spændende russisk skakside. Teksten til billedet lød
(med lidt hjælp fra google translate) og Jørgen Poulsen: ”Dansker i Australien.
Skak kender ingen grænser” Det er i øvrigt taget, umiddelbart inde jeg spiller 45.-,Tf1+!,
som fik ham til at opgive partiet.
Stuart
Holt fik præmie og vandt samtidig 148 ELO-points i løbet af turneringen.
Jeg
vandt 11 – 8 i aftenens lynmatch mod Karl Erik.
Karl
Erik vandt i 6. runde sit parti i undergruppen via følgende bemærkelsesværdige
afslutning. I ser det her for første gang, da jeg har min stærke og berettigede
tvivl om, hvorvidt arrangørerne har evnet at gennemskue Karl Eriks
noteringsliste, da Team Northbridge i aftenanalyserne kun yderst sjældent
kunne!
Afslutningen
fejler imidlertid ingenting.
Hvid:
Sriram Ramesh
Sort:
Karl Erik Olde
Hvid
trækker…
1.Ke5,f6+
2.Kxf4??,g5# (En fantastisk lækker mat og husk lige, han er kun 9 år!)
6. runde
7. januar.
På
spillestedet blev jeg mødt af en glædestrålende Karl Erik, der hilste på mig
med et ”Are you okay, MATE?”. Man bemærker de store fremskridt udi det aussie-engelske.
Der
var opstået et uvelkomment farveskifte og jeg skulle så igen have sort, nemlig
mod Nicholas Deen-Cowell (1899). Han var åbenbart godt forberedt på min
Stonewall, for efter hans 9.g4!? var jeg ude i et voldsomt stormvejr. Han
brugte meget tid på sit 15. træk og det var sandsynligvis en fejl, der lukkede
mig ind i kampen – og hurtigt ud af den igen – nemlig ved en evigskak… Som jeg
omgående (mod)tog… ½-½.
Dagen
før havde der været lynmesterskab og det fik så en ny cry baby til at springe
ud af skabet.
Jeg
mødte rigtig tidligt frem på spillestedet – temmelig heldigt – for senere på
dagen var der et større trafikkaos i gang i Sydney…
Tidligt
nok til at høre Marc Vlietstra STORTUDE over afgørelsen af et lynparti dagen
før. Afgørelsen var gået ham imod og han var så udvandret fra turneringen i
protest. Og nu kunne han ikke forstå, at det var mere end almindeligt sent at
tage diskussionen op (igen). Til sidst afbrød jeg demonstrativt TL for at
spørge om noget ligegyldigt, som jeg sikkert kendte svaret på i forvejen, bare
for at han kunne få fred. I øvrigt naivt, Vlietstra snakkede aldrig om andet
resten af turneringen…
Aftenen
blev sluttet af med, at vi fejrede Margit Brokkos ”29 års” fødselsdag nede i
kvarteret omkring Luna Parc. Formentlig dette århundredes dyreste byge fra mine
lommer. Champagnepriser er ikke normalt at finde i min baghave…
8.
runde 8. januar
Jeg indleder med et lille absurd skakligt paradoks. I mine tre første hvide partier i turneringen havde jeg som førstetræk spillet 1.e4 og scoret 2½ af 3. I resten af turneringen åbnede jeg med 1.Sf3 og tabte hver gang(!)
Inden
dagens parti fik jeg i hyggeligt selskab en kop kaffe med min hollandske ven
Johan Visser og bagefter gik jeg ned på biblioteket for at surfe lidt rundt på
internettet, hvor jeg pludselig modtog en rar mail fra min hemmelige træner,
der gav mig nogle værdifulde fif om dagens modstander, nemlig at han er vild
med at angribe samt at han hurtigt kommer ned på en 2 – 3 minutter tilbage,
UDEN at han af den grund begynder at spille dårligt eller at gå i panik.
Hvid:
HM
Sort:
IM Andrew Brown (2276)
Sort
trækker
18.-,Sb6?!
(Formentlig ikke ret godt. Nu bliver jeg ”grebet af stemningen” og glemmer så
to meget væsentlige ting, nemlig 1) Min modstander er titelholder og 2) Jeg er
en håbløst ringe angrebsspiller.) 19.exf5,Txf5 20.g4!? (20.f4,h5!? irriterede
mig.) Tf8 21.f4,Db4 22.Tf3,cxb3 23.cxb3,Tf8-c8 24.f5 (Mindre stærke spillere
var sikkert blevet skræmt over det hvide angreb. Og stærkere angrebsspillere,
end jeg, havde sikkert fået noget ud af det hvide angreb…) Tc1! (Truer 25.-,Dxd4+)
25.Tf3-f1,Txd1 26.Dxd1,Sd7 27.fxe6!? (27.f6! med en stor og varig fordel.) Sf8
28.e7?! (For første gang i turneringen var jeg i tidnød…) Dxe7 29.Lxa7,Dxe5
30.Dd4 (Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde spillet 30.Ld4!?, der
måske havde givet nogle angrebschancer. Igen ignorerer jeg, at jeg overhovedet
ikke kan finde ud af at angribe…) Dxd4 31.Lxd4,Se6
32.Le5?
(32.Td1!,Sxd4 33.Txd4 og hvid står noget bedre.) d4! 33.Td1,Tc5 34.Lg3,Kf7
35.Kf2,Tc2+ 36.Kf3,Tc3+ 37.Ke4,Txb3 38.Le5,Tb4 39.Tf1+,Ke7 40.Kd5 (Truslen
41.Ld6+ var nok for tydelig…) Tb6 41.Td1,Ta6 42.Tb1,b6 43.Tb4?! (43.Tb3!) d3
44.Lc3,b5! 45.axb5 (45.Txb5?,Sc7+) Td6+ 46.Kc4,d2 47.Lxd2,Txd2 48.b6,Td4+
49.Kc3,Txb4 50.Kxb4,Kd6 51.Kc4,Sc5 52.Kd4,g5 53.Kc4,Sd7 54.b7,Ke5 55.h3? (Det
er s’gu ærgerligt. Man kan da i det mindste kæmpe (og det plejer jeg ellers at
være god til). Efter 55.Kb5 ser jeg ikke noget bedre for sort end Kd6, da han
tilsyneladende ikke tillade, at jeg spiller 56.Kc6.) h6 56.Kd3,Sc5 57.Ke3,Sxb7
58.Kf3,Sd6 59.hxg5,hxg5 60.opgivet. 0-1.
Min
kloge ven Lars Nilsson siger, at jeg altid ”lægger mig ned” mod de stærke
spillere. Intet tyder på, at han pludselig skulle begynde at få uret.
9.
runde 9. januar
Nu
er jeg nok ikke den person, I forbinder mest med selvhad, så… Men efter dette
parti jeg hadede virkelig mig selv og mit latterligt ringe skakspil. Jeg
nægtede således at vise partiet til min hemmelige træner og jeg er i dette
tilfælde ret glad for, at turneringens hjemmeside ikke længere eksisterer!! Jeg
får spillet mig frem til en for mig kendt stilling med et ekstra tempo og
tænker så i 12 minutter, hvorefter jeg hiver stillingens omtrent mest tåbelige
træk frem… I får slutstillingen og nix weiter.
Hvid:
HM
Sort:
Jason Hu (2138)
Hvid
opgav!
Mit
22. træk kom aldrig…
Omstændighederne
gjorde, at Gary Bekker ikke længere skulle bo i villaen i Northbridge. Og
Margit og Karl Erik kendte ikke vejen hjem med offentlige transportmidler… Og
de ville netop den dag tidligt hjem… Så meget mod min vilje fik jeg ikke lov
til at se så meget skak den dag. Altså i betydningen andre spilleres partier…
Om
aftenen tabte jeg 10½ - 9½ i lyn til Karl Erik. Langt hovedparten af partierne
var dog 30 sekunder (mig…) mod 60 sekunder.
10.
runde 10. januar
Umiddelbart
inden dagens parti, fortalte min modstander mig, at han ikke synes, at man
skulle gøre nar af folks religion og han tænkte sikkert på begivenhederne i
Frankrig. Et af ofrene var en af min ungdoms tegneserie idoler Georges Wolinski
og mit svar var næppe et, der kunne have givet mig nogle former for
diplomatipriser. Da han ville svare, rejste jeg mig bare og gik. Det samme
skete i øvrigt, da vi var færdige med partiet…
Vi
spillede en ”lang” Skandinavisk 3.-,Da5-variant og jeg fik nogen fordel i
slutspillet. Den formøblede jeg – og lidt til – med mit sædvanlige ubegavede
spil. Min modstander kunne nu forcere remis, men han kunne så sandelig også
vælge at svinge taktstokken. Han valgte det sidste. Vi nærmede os nok alligevel
remis, da han lavede følgende pudsige selvmål…
Hvid: Christopher Ball (1869)
Sort: HM
Hvid
trækker.
36.axb5?,a5! (Tårnet er på komisk vis fanget mellem
venner og fjender.) 37.b6,axb4 38.Kc5,bxc3 39.bxc3,Ld3 40.opgivet. 0-1.
Efter
partiet sludrede jeg med søskendeparret Lee Jones og Nancy Lane, der besøgte
turneringen. Nancy havde jeg jo allerede mødt inden turneringen i forbindelse
med et hyggeligt frokostarrangement i Richmond, så jeg brugte en del tid på at
hyggesludre med Lee. Han har desværre (for tiden) droppet skakken helt til
fordel for et spændende job.
I
dag var det så mig, der ville hurtigt hjem, men… Mens jeg ventede på Margit og
Karl Erik i foyeren, kom IDOLET Darryl Johansen over og spurgte mig, om jeg
ville have et lift med ind til det centrale Sydney. Det ville jeg jo hellere
end gerne, men…
Aftenen
sluttede med, at jeg i lynmatchen besejrede Karl Erik med 10 – 9. Efter at have
ført med både 4 – 0 og 6 – 4, kom jeg bagud med 6 – 9. I det sidste parti vandt
jeg ved, at han lavede et ulovligt træk kort før, jeg ellers ville have tabt på
tid.
11.
runde 11. januar
Sidste
runde startede to timer tidligere, end de nærmest foregående runder havde
gjort, så der var ingen tid til at tjekke Facebook eller lignende. Godt det
samme, for jeg havde formentlig lavet et Facebook-opslag om, at jeg ikke ville
kunne forestille mig, at jeg skulle tabe dagens parti…
Jeg
skulle have hvid mod Karel P. Hursky (2059), som jeg havde spillet remis imod
to år tidligere. I mellemtiden havde han så mistet mere end 100 ELO-points…
Inden
partiet var jeg aldeles uvidende om, at jeg faktisk spillede for præmie(!). Det
er vist heller ikke så tit, man gør det med den beskedne score 50 %... Jeg
tilbød således remis efter 11 træk, men min modstander afslog. Jeg forbedrede
dog gradvist min stilling, indtil jeg blev for ivrig og rendte ind i en brutal
knock out.
Hvid:
HM
Sort:
Karel P. Hursky (2059)
Hvid
trækker.
25.Sd6?
(Uha… Sejrssikkert og nærmest a tempo… Vildt urutineret, for nu at sige det
mildt.) Lxf3! 26.Sxc8,Dg5! (Det træk havde jeg overset. Festen er slut.)
27.g3,Txc8 28.Te1,Df5 29.Dh4,g5 30.e4,gxh4 31.exf5,Sd4 32.Kf1,h3! 33.bxc5,Lg2+
34.Kg1,Sf3#. En nydelig mat. 0-1.
Guderne
straffer imidlertid hårdt og brutalt. Hursky var nemlig ikke til stede under
præmieoverrækkelsen og det er derfor højst tvivlsomt, om han overhovedet har
fået den siden. 200 $ som altså ikke var så langt fra at blive mine…
Præmieoverrækkelsen
er samtidig uddelingen af hæderstegn til folk, der har gjort fortjent til det,
hvad enten det drejer sig om gode skakresultater eller (langvarigt) godt
skakorganisatorisk arbejde.
Jeg
sad til bords med en fyr ved navn Rod Plant, der er enorm høj og så ellers
ligner en rockstjerne fra 70’erne. Han er altid interessant at tale med. Jeg
fortalte ham, at jeg havde været i Woy Woy, hvortil han svarede, at det var
der, hvor Spike Milligan havde boet(!). Spike Milligan?? OK, ham kendte jeg
s’gu ikke og han er sandsynligvis heller ikke ret kendt i Danmark, så… Nogle
uger senere mødte jeg et ældre ægtepar i en sporvogn i Melbourne og det viste
sig, at de var fra Woy Woy. ”Jamen, det er da der, hvor Spike Milligan boede”,
kom det omgående fra mig.
Afslutningsceremoniens
sidste højdepunkt var den sene optræden fra min mentale træner. Hans mor havde
fået præmie og nu, da det hele var ved at slutte, begav han sig op mod
præmiepodiet, fordi, som han højrøstet sagde, ”han ville også have en præmie,
når nu mor havde fået en…” Hans far ilede hen og fjernede ham, lige inden han
nåede trapperne.
Customer
Relations
Jeg
troede først – men det viste sig heldigvis at være en joke – at jeg skulle lave
morgenmad til mine bofæller, men det var de heldigvis helst fri for(!) Mit
primære ansvar blev så at tømme postkassen samt at fodre familiens vidunderlige
hunkat. Simon Dale fortalte mig senere, at katten da sandelig ikke havde
sultet, mens jeg boede der…
En
anden del af jobbet var at ledsage nogle af skakspillerne til en
aftenforestilling på Rod Laver Arena. Der så vi Nadal, der med stort besvær
vandt i fem sæt – og det med en varighed på fire timer og tolv minutter – mod
en useedet modstander.
2015
MCC Australian Day Weekender
På
forhånd havde jeg store forventninger til min deltagelse i denne turnering.
Melbourne Chess Club er en af verdens bedste skakklubber at komme i og så
plejer jeg i øvrigt altid at spille rigtig godt i lokalerne på Leicester
Street.
Jeg
var 8. seedet blandt de 54 deltagere.
1.
runde 23. januar
Her
havde jeg sort mod Simon Dale (1412). Simon er far til Ari Dale, der samtidig
med at denne turnering blev afviklet, deltog i en meget stærk turnering i
Holland. Før Ari blev IM, nåede jeg at sikre mig en 1½ af 2 score imod ham.
Simon
gør et stort stykke arbejde for MCC og til denne turnering var han således
kassemester. Da jeg jo samtidig havde boet i hans og familiens hus i 8 dage,
gav det derfor sig selv, at jeg undlod at starte hans ur, før han var klar.
Hvilket var efter 15-20 minutter.
Selve
partiet var ikke specielt interessant. Jeg stod allerede tydeligt bedre med
sort, da han efter 23 træk fyrede et tyndbenet officersoffer af. Dansk sejr
efter 45 træk.
2.
og 3. runde 24. januar – MIN VÆRSTE SKAKDAG I MANGE, MANGE, MANGE, MANGE, MANGE
ÅR.
Hvid:
HM
Sort:
Vishal Bhat (1669 – 12 år) 
Hvid
trækker og rammer ved siden af…
(Efter
en dårlig åbning fra min side er bordet fuldstændig vendt om og jeg presser for
gevinst. Jeg havde set 31.Lb4,c5 (Truer især løberen på a6) 32.Lxc5,Txa6
33.Txf8+,Kh7 34.Txf7, men åbenbart ikke fundet det tilstrækkeligt
overbevisende… Så i stedet for ville jeg ”fange springeren”… Et af mit skaklivs
største selvmål…) 31.Le2??,Tg1#.
Jeg
skyndte mig hjem til St. Kilda for at få skiftet tøj samt lidt at spise.
Herefter var der sporvognskaos og jeg blev forsinket og troede så, at jeg kom
10 minutter for sent til partiet i 3. runde.
Det
var meget værre!! Jeg havde læst forkert i indbydelsen og runden var begyndt en
time tidligere, end jeg havde troet. Partiet var dermed TABT UDEN KAMP…
Arrangørerne talte det heldigvis som et afbud og dagen efter fandt jeg ud af,
at min modstander Chris Barlow (1427) var, lidt ligesom jeg selv er, typen, som
bare tager pointet.
4.
og 5. runde 25. januar
I
4. runde skulle jeg have sort mod Lillian Lu (1457 11 år) og hende slog jeg
meget nemt. Hun fortsatte til matten i træk 56. Udenfor brættet opførte hun sig
som en dybt irriterende ”kinesisk prinsesse”, men omvendt havde hun kort inden
turneringen holdt remis – det var der fire andre, der også gjorde – mod
vinderen af Australian Open Ni Hua.
I
5. runde spillede jeg med hvid remis mod Tristan Krstevski (1857 14 år). Jeg
forsømte at gå til angreb i tide og endte med at være under et massivt pres,
før jeg holdt remis. Vi spillede 40 træk.
6. og
7. runde 26. januar
I
6. runde kommer vi ind i partiet, netop som jeg ofrer en bonde for at få noget
initiativ. Min modstander har tidligere turneringen besejret nogle forholdsvist
stærke folk og så ser han i øvrigt snarere ud som en niårig end en 13årig.
Hvid:
Hamish Jones (1620 13 år)
Sort:
HM
Sort
trækker
16.-,b5!?
(The Bochum-school rocks… Jeg ofrer en bonde for at få lidt initiativ på
dronningfløjen og i centrum.) 17.cxb5,cxb5 18.Sxb5,Da5+ 19.Sc3,Ta8-c8
20.Kd2?!,Tc6 21.h4?! (Han er nok lidt for ligeglad med mit forholdsvis milde
angreb.) Tf8-c8 22.Ta1-c1,Sb4 23.a3,Sd3 24.Sxd3,exd3 25.Kxd3? (25.b4,Da6 er
sandsynligvis godt for hvid. Nu kommer han i store problemer.) Lxb3
26.h5?!,Lc4+ 27.Kd2,Db6 28.Tb1,La2 29.Sxa2,Tc2+ 30.Kd1,Db3 31.Ke1,Dxa2
32.Td1,Dxb2 33.Df3,Tc1 34.opgivet. (Der er mat eller dronningtab.) 0-1.
Partiet
fra sidste runde kommer her.
Hvid:
HM
Shumsheer
Ghumman (1766)
1.e4,c5
2.Se2,Sc6 3.d4,cxd4 4.Sxd4,Sf6 5.f3,e5 (5.-,d5!) 6.Sb5
Sxe4!?
(Spændende, det havde jeg ikke overvejet et sekund.) 7.fxe4,Dh4+ 8.Ke2,Dxe4+
(Jeg frygtede mere 8.-,Dg4+, men jeg ved ikke, om det er noget for sort eller
ej.) 9.Le3,Lc5 10.Dd3!,Dg4+ 11.Kd2,Sb4 12.Dc4,Lxe3+ 13.Kxe3,Dg5+ 14.Ke2,Sc6
15.Sc7+ (Det er nok ikke strengt nødvendigt at bjerge mere materiale…
Udviklingstræk kunne bestemt være blevet overvejet seriøst.) Kd8 16.Sxa8,b5!
17.Dd3,Sd4+ 18.Kd1,d5 19.Dd2,Lg4+ 20.Kc1,Df6 21.c3,Se6 22.Lxb5,Ke7 23.Tf1,Dg6
24.h3,Lf5 25.Df2,Lxb1 26.Dxa7, opgivet. (Hvis jeg havde været sort, havde jeg
nok ventet med at opgive til hvid havde elimineret mattruslen på c2.)
Efter
partiet spurgte min venlige modstander mig, om jeg nogensinde havde mødt Bent
Larsen. Og senere om jeg kendte Jacob Aagaard… Han fortalte mig, at han var
vild med Aagaards bøger.
Jeg
afslutter denne al for lange artikel med et lettere respektløst billede af min
unge australske skakven(inde) Zhi Lin Guo og så en fyr, de fleste nok kender
lidt bedre. Billedet er fra Canberra 2014.
Af Henrik Mortensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar