Min første Kronborg turnering var i
1982, hvor jeg vandt Basis 4 med 6½ po. Ved lejlighed kommer der nok en artikel
om den turnering. I det mindste er den da påbegyndt …
I 1984 fik jeg 4 po. i Basis 2. Jeg
tabte i sidste runde til Peter Wegmann
(remember him?).
I 1985 vandt jeg Basis 1 med 5½ po.
Undervejs havde jeg en bizar oplevelse i forbindelse med et hængeparti - min
modstander (lad os bare kalde ham Karl
Johan …) og jeg var de eneste udover TL den søndag morgen - nemlig at min
modstander simpelthen snød og stillede på uret. Vi spillede nede i en kælder,
hvor TL så mest opholdt sig ovenpå og sandsynligvis gjorde klar til det store
rykind senere på dagen. Jeg havde en bonde mindre i hængestillingen, men
omvendt havde jeg tydeligvis analyseret meget bedre på stillingen, så min
modstander brugte oceaner med tid samtidig med, at hans fordel blev mindre og
mindre. Jeg forlod lokalet, hvor min modstander havde 5-6 minutter tilbage frem
til næste tidskontrol - allerede den gang noterede jeg betænkningstiden ned på
min noteringsliste - men da jeg kom tilbage til brættet, havde han ”pludselig”
12 minutter tilbage(!) Jeg kiggede meget demonstrativt på uret og på min
noteringsliste, alt i mens min modstander blev mere og mere rød hovedet. Jeg
nidstirrede uret, rystede på hovedet og udbrød så: ”Det ligner vist remis, det
her.” Han tog omgående imod … Efterfølgende måtte jeg så lægge en dæmper på
nogle af mine vrede klubkammerater fra Frederiksværk Skakklub, der var
oprigtigt forargede over hans opførsel.
I 1986 lavede jeg 4½ po. i Basis 1.
Det rakte til en 4. plads. På en delt 2.-3. plads i gruppen kom Sune Berg Hansen og Maj Theander. Undervejs spillede jeg min (hidtil) eneste remis mod
Sune. Ellers har jeg siden tabt rub og stub imod ham incl. et hav af nederlag i
forskellige simultaner. Eneste simultangevinst mod ham var ved en
juleafslutning, hvor jeg ikke gad notere partiet ned … Og derfor også har
glemt, at jeg nok var heldig undervejs …
I 1992 var Mester 2 en 12-mandsgruppe.
Jeg scorede 4½ po. og endte på en delt 3. - 5. plads, men med den bedste
korrektion.
I 1993 blev jeg nr. 3 i Mester 2 med
4½ po.
I 1995 rakte 4 po. i Mester 2 til en
delt 2. plads.
I 1998 var niveauet i dansk skak
blevet så lavt, at jeg kunne debutere i Mester 1. Jeg endte næstsidst med 1½
po.
I 1999 var jeg tilbage i Mester 2 og
præsterede 3½ po. Det rakte til en 4. - 6. plads.
I samme gruppe, men med en ny
besætning i 2000 blev det til 4½ po og en 3. plads.
I 2001 hed det atter Mester 2 og jeg
præsterede 3½ po. Det rakte til en 4. - 6. plads.
I 2002 hed det Basis 1, men var vel
strengt taget en Mester 2. Med 5 po. delte jeg andenpladsen.
I 2003 var der tale om en
styrkemæssigt meget uensartet Mester 1. Jeg scorede ½ af 2 mod de to
førsteklassespillere i gruppen, men … Mod de to IM’ere lavede lavede jeg til
gengæld 1½ af 2. Jeg spillede remis imod Jacob
Aagaard, hvilket stort set er den eneste gang, jeg har gjort det. Efter ca.
tre timers spil ringede hans telefon - der var ingen regler for den slags den
gang - og det var vores fælles ven Søren
Haahr Dalsberg, der ville vide, hvorfor vi ikke havde ringet til ham (endnu)
omkring vores fælles aftenaftale … I selve partiet leverede jeg et usædvanligt
godt stykke forsvarsarbejde. Mere bemærkelsesværdig var gevinsten mod den
baltiske skaksnyder Kestutis Kaunas.
Man skal kende de danske noteringslister, hvor venstre spalte deler ved træk
15, for at forstå problemstillingen. Da jeg havde udført mit 15. træk, havde
jeg mindre end 20 minutter tilbage til at nå træk 40. Min modstander sprang så
på sin noteringsliste direkte fra træk 14 og over til træk 16 i den næste
spalte(!) Jeg nåede via en masse afbytninger relativt nemt frem til træk 40.
Min modstander var trukket med op i tid og havde nu glemt alt om sit lille
nummer og lod tiden gå. Da hans vinge faldt, spurgte TL Erik Hedegaard på engelsk, om vi var enige om, at træk 40 var nået.
Jeg svarede på dansk, at jeg havde nået de 40, ”men han har ikke”. Vi skulle så
rekonstruere partiet - nemt, min noteringsliste var stort set komplet - og da
vi i rekonstruktion var nået til omkring træk 35, fik Kaunas pludselig travlt
med at tilbyde remis, da det åbenbart gik op for ham, at han ikke havde nået de
40 træk. Da jeg jo ikke skyldte ham noget som helst, ignorerede jeg
”tilbuddet”. Og stillingen?? Såfremt miraklernes tid ikke var fuldstændig
forbi, stod jeg nok til tab … Men børnene i Bochum fik lov til at være længe
oppe den aften …
Kaunas … Den, der graver en grav for
andre …
I 2004 fik jeg i Mester 1 2 po. og
sluttede på en delt sidsteplads.
I 2006 var jeg tilbage i Mester 2 med
3½ po. Det gav en delt 3.-6. plads.
I 2007 spillede jeg i Mester 2 og
scorede 4 po., hvilket betød en 4. plads.
I 2009 endte jeg på en delt
sidsteplads i Mester 1 sammen med Ole
Larsen. Vi scorede begge 1½ po. Jeg må jo have haft den bedste korrektion,
da jeg jo tabte det indbyrdes parti …
I 2010 var det skidt og jeg lavede
bare 2 po. i Mester 2.
I 2011 blev det endnu værre. I was a very bad last
med 1½ po. Dog i Mester 1 …
2012 blev det i Mester 1 min resultatmæssig
bedste Kronborg turnering i mange år. Med 4½ po. kom jeg på en delt 3.-4.
plads.
Ole Larsen er klar til at
besejre Kaj Gylling Nielsen i
Kronborg-turneringens 6. runde årgang 2012.
I 2013 fik jeg i Mester 1 2½ po. Det
rakte til en 5.-7. plads.
I 2015 fik jeg i Mester 1 2½ po. Det
rakte til en 5.-6. plads.
Fra
Kronborg-turneringen maj 2015. Det er fra 2. runde og jeg taber til Thore Nyboe Jensen (Nørrebro Skakklub).
Billedet er taget af Verner Christensen
fra Solrød.
I 2016 scorede jeg 4 po. i Mester 2.
Til dette års turnering var der sket
mange fine fremskridt og et enkelt større tilbageskridt.
Spillestedet Borupgårdsskolen blev
erstattet med det eksklusive Marienlyst Strandhotel, hvilket gjorde det til det
bedste, mest lækre, spillested jeg nogensinde har spillet på i Danmark. Lige udenfor
var der en fin udsigt til Kronborg, men … Jeg kan nu lige forestille mig min
træner sige: ”Hvis du har tid til at stå og glo på Kronborg, arbejder du ikke
hårdt nok ved brættet …”
Helsingør Skakklubs bestyrelse er
blevet både forynget og forstærket med to så dygtige folk som Per Lykke og René Weichel.
De fine forhold og fornyelsen i
organisationen slipper nu ikke for nogle få kritikpunkter herfra. På dagene med
dobbeltrunderne er pausen mellem spilletiden kl. 10.00 – 15.00 og spilletiden
kl. 15.00 – 20.00 for kort. Jeg foreslår, at det sene spilletidspunkt ændres
til kl. 15.30 – 20.30. Måske lidt bagatelagtigt efter nogens mening. En anden
bagatel er, at et kampprogram åbenbart er blevet en mere og mere umoderne ting.
Desværre har dette ”fremskridt” nu også ramt Kronborg turneringen … Langt værre
er det, at præmierne afgøres på korrektion I STEDET FOR at blive delt mellem
præmietagerne. Det kan man da bare ikke gøre i 8-mandsgrupper!! Et kvart
korrektionspoint betyder måske en forskel på 1.000 kr. Det kan man altså ikke!!
Så gå omgående tilbage til deling af præmierne ved pointligestilling, TAK.
En gang i 90’erne spillede jeg med i min
absolut eneste weekend-turnering nogensinde i Hvidovre Skakklubs regi. Jeg kom
på en delt førsteplads i Mester 1 med 4 af 5. En spiller var udeblevet fra
gruppen og så fik jeg kun et hvidt parti i turneringen. Efterfølgende havde jeg
så dårligst korrektion af vinderne og skulle således kun have andenpræmien. Det
var i sig selv slemt nok, men desuden var der i alle grupper udsat en særlig
sponsorpræmie fra en lortebank på 1.000 kr, således så jeg MED RETTE kunne føle
mig snydt for 600 kr. For at glæde sponsoren skulle der endvidere tages et
billede af præmietagerne fra hver gruppe. Folk, der kender mig, ved, at der
skal meget til, før at jeg nægter at blive fotograferet, men det der var altså
et nummer for stærkt for mig. Jeg nægtede naturligvis og skred så ellers med
min kuvert i hånden. En, sikkert velmenende, ældre herre forsøgte på
sprællemandsagtig vis at spærre døren for mig med bemærkningen ”Du skal
fotograferes …” og det grænsede til uskønne korporligheder, da jeg på
tordenskyagtig vis nærmest trampede lige igennem ham.
Tilbage til nutiden.
I år var der 50 deltagere med i Kronborg
turneringen, heraf flere spændende udenlandske spillere fra Indien, Holland,
Norge og Sverige.
Mester 1 blev vundet af FM Tobias Valentin Rostgaard (BMS) med
7 af 7!! Han dementerede dermed, at han altid er en langsom starter …
At turneringsvindere er gode til at
opsøge ”heldet” ses af det følgende.
Hvid: Tobias Valentin Rostgaard (BMS)
Sort: Ole Larsen (Helsingør)
Sort trækker ...
45.-,Lc6?? (Meget
uheldigt ...) 46.Df7+,Opgivet. Der
ville utvivlsomt være fulgt 46.-,Kd8 47.e7+,Kc8 48.e8(D)+,Lxe8 49.Dxd5.
Skak kan være brutalt, men Ole var
selv skyld i problemet, da han i hvert fald siden træk 29 havde været i ”evig
tidnød”. Og da han selv gennem årene med sin dejlige dynamiske spillestil har
spillet sig frem til en masse ”ekstra” hele og halve points, tilflyder der ham
ikke nogen speciel medlidenhed herfra.
Off topic: Jeg har gennem årene selv
opbygget en ekstrem negativ score imod Ole, men kan alligevel dårligt nok
påberåbe mig, at jeg skulle have været specielt uheldig i mine opgør imod ham.
Et kig i mine noteringshefter viser,
at vores første møde (et klubturneringsparti) i marts 1997 endte med en sejr
til Ole. I december samme år spillede vi remis, hvor jeg fuskede mig til et
halvt point i den yderste (gensidige) tidnød. Gennem årene har jeg tabt ni
gange til Ole, senest i januar 2006. Jeg har ellers altid troet, at jeg har
tabt mange flere partier til ham, men omvendt tror jeg nu ikke, at jeg har
udeladt nogen. Folk må gerne skrive ti, hvis de synes, at mit nederlag i Oles
Danmarksrekords blindsimultan skal tælle med. Vi har spillet otte remis’er
heraf vores seks seneste opgør, mens jeg vandt to klubturnerings partier
omkring årtusindeskifter.
Tilbage til den aktuelle Kronborg turnering.
Efter den suveræne turneringsvinder i
Mester 1 fulgte i ærbødig afstand med 4 po. FM Rao S.V. Srinath (Indien) og Rune Andersen (Bornholm). Sidstnævnte er et befriende eksempel på,
at man sagtens kan stige markant i spillestyrke efter, at man har passeret de
48 år. Vi andre bliver bare dårligere og dårligere.
Nr. 4-6. blev juniortalentet Nicolai Kistrup (BMS), veteranen Ole Larsen (Helsingør) og Henrik Extracon Mølvig (Roskilde) med
3½ po. Den hollandske turist Jacob
Perrenet scorede 1½ po., mens Jesper
Vej (ØBRO) måtte nøjes med et enkelt point.
Jeg spillede med i Mester 2 og
begyndte med de sorte brikker imod Mikael
Ramkilde (Hillerød Kaffepause Skakklub 1968/1935). Ham har jeg slået to
gange tidligere, senest i tyve træk for et halvt år siden ved en turnering i
Allerød, hvor han da var forsvarende klubmester i den arrangerende klub. Der
går en vandrehistorie om, at han skiftede klub, fordi hans daværende klub var
for længe om, at annoncere hans klubmesterskab på klubbens hjemmeside(!) Ifølge
Ramkilde er det slet ikke hele sandheden, men … Folk, der kender mig, ved, at
jeg utvivlsomt også var blevet sur over noget af det samme … Han spillede også et
langt bedre DM - endda i samme gruppe - end jeg gjorde, men … Derfor behøvede
han jo ikke at udnytte SÅ eftertrykkeligt, at jeg hurtigt tabte tråden i det
tidligere midtspil. Der var ingen tvivl om udfaldet. Strømafbrydelse i Bochum
og 0-1 efter 38 træk.
I 2. runde forsømte jeg med hvid at
vinde en bonde i åbningen i en Kongeinder imod Filip Jonsson (S 1916). I stedet for havnede jeg i et lidt
dårligere slutspil og kunne dårligt andet end tage imod, da han (lidt hurtigt)
tilbød remis efter 24 træk.
I 3. runde skulle jeg have sort imod Lars Eckhardt (N-2050). Han spiller,
som jeg selv, alle mulige åbninger. Derfor var hans 1.e4 en behagelig
overraskelse. Efter Hvids 21. træk var vi nået frem til følgende stilling.
Hvid: Lars Eckhardt (N-2050)
Sort: HM
Med 21.-,Lxd5 gav jeg ham to muligheder, nemlig 22.cxd5 og 22.exd5 og
tilføjede desuden en mulighed mere, nemlig et remistilbud. Det kan jo altid
give noget tid på klokken, men omvendt har Bent
Larsen ofte sagt, at der er jo altid faren for, at de tager imod tilbuddet!
Efter seks minutters betænkning tog min modstander imod. Remis.
Fjerde runde blev en tam forestilling.
Jeg har tidligere en gang spillet remis imod Kristian Bjørneboe (Helsingør) og det var et udfald, jeg havde al
mulig grund til at være skuffet over. I det aktuelle parti snød vi nok begge to
hinanden lidt i åbningen og det blev en kort remis efter 19 træk.
I 5. runde skulle jeg have sort imod Casper Yukun Liu (6.B på
Tranegårdsskolen og ellers BMS 1952/1925). Han har tidligere været en af Helge Neesgaards elever, så med skiftet
til det frodige skakmiljø hos BMS må man nok forvente nogle gevaldige
styrkemæssige fremskridt fra hans side. Jeg har for et par år siden besejret
ham ret ubesværet, bare ved at gætte (rigtigt) på, at han ville spille nogle af
Helge Neesgaards elendige fidusåbninger …
I denne turnering tilbød han
forholdsvis hurtigt remis mod de fleste af gruppens deltagere, med mig som en
notabel undtagelse … Jeg stod nu også ret hurtigt dårligt imod ham, så …
Vi kommer ind i partiet efter Sorts
28. træk, hvor jeg har smidt hat, kat og regnfrakke overbord for at redde
skuden.
Hvid: Casper Yukun Liu
Sort: HM
29.f5!,Lc6 30.Sf4,Th6 31.fxg6+,hxg6
32.Sxg6,Te8 33.Tf4+,Ke6 34.Tg5,Kd7 35.Se5+,Kc7 36.Tg7+,Kb6 37.Sxc6,bxc6!? (Dette dobbelte tårnslutspil vil IKKE blive
afgjort på, hvem der har den pæneste bondestilling … Med den fremkomne
bondeformation får kongen bedre beskyttelse, når/hvis den skal aktiveres.) 38.Kc2,Te8-h8 39.Tf4-f7 (Dette træk
blev nærmest banket ned i brættet, som om det var meningen, at jeg skulle
forstå, at han var ved at give mig en ”lektion” …) c4 40.e5,Txh4 41.Txa7,Th2+ 42.Kc3,Th2-h3+ 43.Kb4!,c5+ 44.Kxc4,Th3-h4
45.Kd5,Td4+! 46.Ke6,Th6 47.Kf5 (Efter hans opgivende ansigtsudtryk at
dømme, opdagede han først nu, at hvis han rykker kongen ned på 7. række,
straffer Sort ham hårdt og nådesløst med Kxa7!) Th5+
48.Ke6,Th6+ 49.Kf5,Th5+ 50.Kg6,Txe5 51.Tf7-b7+,Kc6 52.a4,Td6+ 53.Kf7,Tf5+
54.Kg7=. Remis.
I 6. runde skulle jeg have Hvid imod Thore Nyboe Jensen (Nørrebro 2065/2029).
Ham tabte jeg til, forrige gang jeg spillede Kronborg og ellers kender jeg ham
fra nogle skoleskakstævner, hvor vi begge to har været turneringsledere. Han
førte gruppen og da han samtidig kom lidt skidt fra åbningen, tilbød han remis
efter 14 træk. Jeg fulgte ikke alt for overbevisende op på mit afslag, så det
blev alligevel remis, nemlig efter 30 træk.
I sidste runde skulle jeg have Sort
imod Julius Mølvig (Roskilde 1984/2002).
Denne unge mand har jeg tidligere besejret ved et DM-Stævne i Svendborg.
Hvid: Julius Mølvig
Sort: HM
1.d4,Sf6 2.c4,e5!? (Budapester Gambit, som jeg, så vidt jeg
husker, aldrig tidligere har spillet. Albins Modgambit har jeg derimod tabt med
nogle gange, men det er jo en ganske anden historie …) 3.dxe5,Sg4 4.Sf3,Lc5 5.e3,Sc6 6.Sc3,Sg4xe5 7.Le2,0-0 8.0-0 (Her
eller i et af de næstfølgende træk, burde Hvid have haft indskudt et
X.Sxe5,Sxe5.) a5 9.b3,d6 10.Lb2,Lf5!? 11.a3,Te8
12.Dd2?! (Jeg var her fristet af at spille 12.-,Sg4!? (med truslen
13.-,Sxg3 14.fxe3,Lxe3+), men kunne efter 13.h3,Sxe3 14.Tf1-c1 ikke se, hvordan
den sorte springer skulle kunne komme hjem igen.) Te6? (Et meget ufrivilligt officersoffer. Jeg regnede simpelthen
ikke godt nok, da jeg sad ved brættet og åbenbart bare overså, at Hvid i træk
15 truede med både 15.dxe5 og 15.d5 ...)
13.Sd4!,Lxd4 14.exd4,Th6 15.dxe5,Dh4
16.f4? (Bedre
er nok 16.h3,Lxh3 17.g3,Tg6 og Hvid har vist flere fornuftige redningsmuliger.) Dxh2+ 17.Kf2,Dh4+ 18.g3,Dh2+ 19.Kf3?,Lg4+! (Herefter må Julius
sidde med fornemmelsen af, at han lige er blevet krammet af en lommetyv …) 20.Ke3 (20.Kxg4??,Dh5#) Dxg3+ 21.Lf3,dxe5! 22.fxe5,Lxf3
23.Txf3,Dg5+! 24.Tf4,Th3+ 25.Ke2,Th2+ 26.Opgivet. 0-1. Et meget
tilfredsstillende parti.
Endelig drejer Kronborg-turneringen
sig også om for mig at få hilst på nogle venner, det være sig Erik Hansen,
Dennis Madsen, Leo Nielsen, Mællefar, Ole Larsen, Erik Hedegaard, Førby, Åge P og
mange, mange flere.
Vi ses igen til næste år.
SKAKMANDEN
fra Bochum
1 kommentar:
Ups ...
I diagram 3 skal det sorte tårn på h8 flyttes op på h5 ...
Send en kommentar