mandag den 25. januar 2016

Referat fra matchen Ribe - Horsens 5 - 3


Hermed et lille referat fra holdkampen mellem Ribe og Horsens fra Henrik Mortensen hånd.

1) Lars Wilton Pedersen - Morten Basse Jensby  ½ - ½ 
2) Peter Martin Leimand - Henrik Mortensen  1 - 0
3) Knud Jespersen - Peter Riis  1 - 0  
4) Jan Rosenberg - Anders J. Munch  ½ - ½
5) Karsten Jacobsen - Peter Berg  ½ - ½
6) Simon Degnbol Ladefoged - Søren Sørensen  ½ - ½
7) Hans Erik Leimand - Mihai Alexandru Scutaru  ½ - ½
8) Peder Pharsen - Sune Fischer  ½ - ½

Vi stillede voldsomt afbudsramt op til kampen i Ribe, men retfærdigvis skal vi vel også lige nævne, at Ribe også var et pænt stykke fra deres stærkeste opstilling. Deres lokaler var på spillestedet – undskyld mit bramfri sprog – skidehamrende kolde. Det er simpelthen ikke godt nok. Rygerne lod typisk døren stå åben ud til gården, når de skulle ud for at ryge. De mente åbenbart også, at der var varmere udenfor, end der var indendørs(!) Fx var det absurd at se Peter Berg sidde som sidste Horsens-mand iført et komplet sæt vintertøj og spille på gevinst. Havde jeg haft en halv flaske vodka med, havde jeg sat den ved Peters bræt og efterfølgende forsøgt at sælge en fotoserie om, at den sibiriske holdturnering var i fuld gang… Efter dette mopsede udfald er det vigtigt at understrege, at folkene fra Ribe er nogle flinke fyre og at den spillende kampleder Karsten Jacobsen havde en fuldkommen uproblematisk dag, hvor kun en korrekt udfyldelse af holdkortet kunne give ham problemer. 


På 1. bræt spillede Morten Jensby og Lars Wilton Pedersen så klart matchens bedste og mest interessante parti. Og der er jo også en grund til, at netop de to spillere sidder på førstebræt, så… Morten havde i ugen op til kampen ligget i sengen med influenza og led tydeligt i de iskolde lokaler, så også på den måde var remis et udmærket resultat. Wilton fandt desværre de præcise forsvarstræk, da stillingen krævede det. Der findes ”to Lars Wilton’er” og jeg har gennem årene været vidne til dem begge to. Dagens Lars Wilton var den gennemført sympatiske spiller, der gav masser af gode råd i efteranalyserne af de øvrige partier. Wilton er – som måske bekendt – en fremragende analytiker og han taler sjældent ned til folk. Der er masser af såkaldte svagere spillere, der gennem årene kan takke Wilton for et godt råd eller to. Andre spillere af den type er fx Ole Larsen (Helsingør) og Per Andreasen (Nørre Sundby). ½-½.

På 2. bræt sad Henrik Mortensen så op ad lokalets eneste varmeapparat. Temmelig uheldigt, da jeg sandsynligvis er en af holdets mindst kuldskære spillere… Normalt spiller jeg kun i T-shirt, men på dagen havde jeg nu det meste af tiden min overtrækstrøje på, men det er desværre næppe nok til, at nogen vil acceptere nogen form for kuldeundskyldning fra min side.. Så vidt jeg husker, havde min modstander revanche til gode, men det lod han sig nu ikke forstyrre af. I hvert fald spurgte han efter partiet om, hvad jeg hed. Min åbning var udmærket, mens mit midtspil blev for beskedent. Afslutningen blev flashy og den vil man sandsynligvis kunne se i avisen på lørdag. 0-1.

På 3. bræt debuterede Peter Riis med godt åbningsspil. Desværre forsømte han nok at få udviklet sin dronningefløj og de brikker manglede så på resten af  brættet. Når Peter får banket den værste rust af, er der masser af points i ham. 0-1.

På 4. bræt var Anders Munch oppe mod en ”god ven” af Horsens Skakforening, nemlig Jan Rosenberg. Stillingen forblev, trods mange træk, lukket, da Anders ikke på fornuftig vis kunne åbne stillingen. ½-½.

På 5. bræt var vi vidner til matchen længst varende parti. Det stod hurtigt klart, at der kun blev spillet om to udfald – Peter afslog da også flere remistilbud – nemlig gevinst eller remis. Hvid havde flere gode muligheder undervejs, men det blev altså remis. ½-½.

På 6. bræt spillede Søren Sørensen med sort en forholdsvis hurtig og korrekt remis. ½-½.

På 7. bræt spillede Alex og Leimand-senior så afgjort matchens mest dramatiske parti. Efter en del træk stod Alex’ ur fortsat på 1:30, men han manglede en officer uden nogen tydelig kompensation. Lidt senere manglede han så et helt tårn(!) Selvom mine tanker på det tidspunkt ikke som sådan er hemmelige, er de bestemt heller ikke egnet til at komme på tryk. Leimand-senior mente åbenbart, at han havde ydet nok for den dag, så han sendte sin konge ud til Alex’ få tilbageværende officerer. Alex var vaks ved havelågen og tvang sort til at give en masse materiale tilbage. Sort spillede desværre præcist i slutfasen og klarede remis. En gevinst havde måske også været for meget af det gode. Det er skak, når det er bedst og det var holdskak, når det er allerværst! ½-½.

På 8. bræt sad vores anden debutant Sune Fischer og han blev også forholdsvis hurtigt færdig. Han fik en god stilling med sort, men modstanderen nåede at bakke i tide. ½-½.

Jeg er hverken holdleder eller noget andet, men efter mine begreber leverede HOLDET en indsats, der er lidt mere end bare godkendt.

Af Henrik Mortensen

 

1 kommentar:

Lars Wilton sagde ...

Til Horsens Skf.
Allerførst kan jeg kun give Henrik Mortensen ret i de katastrofale temperaturforhold vi bød på , som kendt og som en formildende omstændighed , har vi i Ribe måttet lide under storkommunens besparelser og som følge deraf haft store problemer med overhovedet at få lov at være nogle steder - faktisk værre end asylområdet ...men trods dette - ingen tvivl - udtrykket " sibirisk holdkamp " var rammende i det meget fyldestgørende og flotte indlæg af H.M !
Som jeg ser kampen kunne den godt være endt 4 - 4 .. og jeg er ikke i tvivl ; såfremt Horsens kunne stille i stærkeste og os ditto , ja så ville det nok også være de små marginaler som kunne afgøre til et af holdene !
Lige nu ser det skidt ud for Horsens, men skulle nedrykningen blive en kendsgerning , så er jeg sikker på de hurtigt vender tilbage til divisionen !
Tak for en spændende match og held og lykke fremover !
MVH
Lars Wilton