Siden jeg i 2008 besøgte SKAK-OL i Dresden i blot nogle få dage, har jeg haft en voldsom lyst til at tilbringe mange flere dage ved et OL, end jeg dengang havde mulighed for at gøre.
Derfor har jeg længe vidst, at jeg så absolut måtte til Tromsø, når nu lejligheden bød sig i ens relative nærområde, navnlig med tanke på at OL 2016 afholdes i Baku (Azerbaijan) samt at OL i 2018 skal afholdes i Batumi i Georgien. Begge steder slipper man med næsten 100 % sikkerhed for mit selskab.
Heldigvis ved jeg, at der er
gode folk i Australien, der arbejder på at undersøge mulighederne for at kunne
byde ind på at arrangere SKAK-OL i 2020. Jeg krydser virkelig fingre for dem,
da Australien jo dybest set (også) er mit ”nærområde”.
Resten af artiklen bliver nu
en gang spredt fægtning af stærkt varieret lødighed.
Transporten til Tromsø
Jeg havde købt flybilletten til Tromsø omtrent 12 måneder, inden arrangementet skulle løbe af stablen. På det tidspunkt fandtes der andre bagageregler i forbindelse med indrejsen til Norge end de, der gælder i dag, så de tilstræbte 40 minutters flyskifte i Oslos lufthavn med nu bagage udlevering og genindtjekning var på dagen aldeles urealistiske. Jeg havde dårligt fået min kuffert, før flyet til Tromsø var afgået planmæssigt… Og ganske rigtigt, jeg nåede ikke mit fly. I stedet for frekventerede jeg i ventetiden en salatbar, hvor jeg fyldte en ”salatskål” op med 650 rejer og højst tre agurkeskiver.
Da jeg, i god tid inden
afgang, gik til gate, blev jeg ganske oplivet ved gensynet med to gode
bekendte, nemlig Kerry Stead (AUS), der skulle være turneringsleder og Helen
Milligan, der skulle spille førstebræt for New Zealands kvinder. Lidt senere
kom den fallerede skakpolitiker Garri Kasparov. Måden jeg sprang op på for at
sikre mig hans autograf, blev knap så flatterende beskrevet på en
facebookopdatering af Kerry…
Senere i flyet viste det sig,
at jeg skulle sidde lige bag Alexander Grischuk, der var Ruslands 2. bræt…
[De, der HADER namedropping,
kan nok med fordel skynde sig at logge af her]
Omstændighederne taget i
betragtning var jeg, ved ankomsten til Tromsø, ganske spændt på, om min kuffert
overhovedet ville dukke op, men helt mirakuløst var den omtrent den første, der
kom ud på bagagebåndet.
I lufthavnen var der noget, der
med lidt god vilje kunne kaldes et skakmodtagelseskontor. Grundet min absurd og
surrealistisk hurtige bagagemodtagelse nåede jeg således kun at snuppe en
enkelt vand…
Nu nåede jeg jo som sagt pga.
bagagekaos i Oslo ikke mit rettidige fly, men måtte snuppe en senere afgang.
Det altså sammen med bl.a. Kasparov, hvilket jeg så ”underholdt” Kerry med,
måtte betyde en væsentligt forhøjet sikkerhedsrisiko med tanke på, hvor løst
Putins missiler sad i disse dage(!)
Havde jeg nået det rigtige
fly, ville jeg i øvrigt være fløjet sammen med bl.a. Magnus Carlsen…
Tromsø 2014 vs. Dresden 2008
For lægmand var der mange
forskelle på Tromsø og Dresden. Byernes størrelse bare for at nævne en enkelt
ting. Der bor ca. 70.000 mennesker i Tromsø-området – altså størrelsesmæssigt
lidt i retning af Esbjerg – og absolut alt i byen emmede af skak.
Se bare nedenstående skilt foran Erotikkhuset… Der måske er en ide for folk, som ofte taber med 1.e4,e6…
Der var tre spisesteder til
affodring af alle turneringsledere og spillere. De danske spillere og de danske
turneringsledere var så uheldige at skulle spise på to forskellige steder. Hvis
det ellers er nogen trøst, så kan jeg forsikre om, at maden var lige god begge
steder.
Det er ikke gratis at gå til
skak, men mens jeg overhovedet ikke husker entrepriserne i Dresden, vil jeg nok
sent glemme de tilsvarende priser i Tromsø! En dagsbillet kostede 300 NKR!
Hverken mere eller mindre! Dog var det muligt at købe en billet til bare 150 kr.,
men så kunne man ikke komme tilbage til spilleområdet, hvis man havde været på
toilettet eller ude for at ryge. Der var absolut ingen toiletter til tilskuerne
inde omkring selve spillestedet. Og spillerne var såmænd heller ikke tilfredse
med deres relativt få toiletter, der ellers var af den standard, man bedst
kender fra Roskilde og andre festivaler. Never mind, de færreste spillere tog
vel trods alt til Tromsø for at gå på toilettet…
For de 300 kr. fik man så lov
til at gå rundt i nogle specielle hjørner af spillehallen. På den måde var det
ikke markant ringere, end det var i Dresden. Hvor Tromsø dumpede BIG TIME i
sammenligningen med Dresden, var i forbindelse med skakområdet udenfor
spillesalen. I Dresden var der et hav af skakudstillinger, stande med
skakbutikker og meget, meget mere, al sammen fantastisk spændende.
I Tromsø var der TEAM
Kasparov stand. Overfor den, var der FIDE’s stand. Endvidere havde Chessbase en
blandet kommentator og interviewstand. Der var en mindre butik, der solgte dyre
skaksæt og skakure. Endvidere var der stande for Baku-OL, Batumi-OL, Tromsø
Universitet (spild af penge...), merchandise (hvor jeg købte nogle Magnus
Carlsen førstedagskuverter) samt en lille kiosk, hvor man kunne købe kaffe og
sodavand.
Calle Erlandsson (svensk
skakekspert fra Lund) fortalte mig en aften, at der faktisk var en nordmand,
nemlig Øystein Brekke, der ville have haft en stand, der solgte skakbøger med
mere, men at han havde droppet tanken igen, da huslejen ville have været
urimeligt høj.
Min første eftermiddag/aften i Tromsø
Tromsø duftede som tidligere
nævnt rigtig meget af skak. Rigtig mange steder stod der borde med skaksæt på.
På nogle af de større pladser var der store plastikbrikker på fine
plastunderlag. På en af disse pladser mødte jeg det i OL-regi debuterende hold
fra Guam, der hyggede sig med noget spændende brætgymnastik på et af de mange
store brætter. Jeg sludrede især med deres fjerdebræt Jonathan Molod, der i
øvrigt dagen efter vandt sit førsterunde parti mod en spiller fra ICCD (et
internationalt hold for hørehandicappede, hvis mest prominente navn var førstebrættet
GM Yehuda Grunfeld) og således reducerede Guams forventelige debutnederlag til
1-3. Senere i turneringen vandt de flere matcher, så det blev en absolut
godkendt debut for hele holdet.
[Skak er hårdt spil. Natten
eller aftenen efter sidste runde døde ICCD’s 3.bræt Alisher Anarkulov på sit
hotel. Jeg kendte ham ikke, men han så i hvert fald meget ældre ud end sine
bare 45 år.]
Senere på aftenen viste det
sig, at jeg boede på samme hotel som Guams mandskab. På det hotel boede også de
sydkoreanske ”damer”, hvoraf deres sidste bræt var en meget lille tiårig pige
ved navn Kim Yubin, som ganske vist ikke scorede ret mange points, men viste
den - for hendes alder - rette attitude med en god brug af betænkningstiden og
en vedholdenhed i forbindelse med lange partier. Fx i partiet i første runde
mod Norge 1, som hun dog tabte. På hotellet boede også begge de thailandske
hold og de skotske damer. De thailandske damer tippede jeg til at være meget
unge, fordi de var så kåde og alt andet end stille og rolige i spisesalene, men
formentlig havde Esmat Guindy ret, da hun forklarede mig, at de sandsynligvis
var ældre, end de så ud (og opførte sig) til at være. Anyway, jeg valgte hver
morgen konsekvent den mest stille af salene, så…
De skotske damer boede ved
siden af mit værelse og de besejrede såmænd Danmark i en match i begyndelsen af
turneringen. Havde jeg i tide været informeret om den parring, skulle jeg da
nok i nationens tjeneste have holdt dem vågne hele natten…
Efter at have taget afsked
med Jonathan Molod på torvet mødte jeg en lind strøm gamle venner, bekendte og
tidligere verdensmestre. FM Manuel Weeks, der var holdleder for de australske
herrer, foreslog, at vi fik en øl. Han var en særdeles velkommen gæst, da jeg
forrige sommer i Avedøre Stationsby fejrede min 50 års fødselsdag. I selskabet
var også de unge australske spillere Moulthun Ly og Junta Ikeda.
Mens vi sad udenfor, udbrød
Junta pludselig: ”Der er Kramnik. Det er første gang, jeg nogensinde ser ham!”
Det var det også, men sådan var det hele tiden i Tromsø. Konstant så man
skaklige ånder af forskellig størrelse i disse 14 dage.
Manuel nævnte på et
tidspunkt, at mænd på 50 år, som ikke var blevet gift, endte som sådan nogle
gnavne, forbitrede fyre(!) Da jeg blev mere og mere tom i øjnene, skyndte han
sig at rette det til, at det var engelske mænd, der var sådan… Umiddelbart
efter OL skulle Manuel i øvrigt selv giftes, så han klarede lige nøjagtig
cuttet.
Skakspalter i norske aviser
Skakinteressen er ganske
anderledes hos de store norske dagblade, end vi efterhånden kender den i
Danmark. Tre store aviser har en daglig skakspalte af høj kvalitet. Bedst er
nok Einar Gausel i Dagbladet, men Rune Djurhuus i Aftenposten og Simen
Agdestein i VG ligger ikke langt efter.
Kramnik vs. Topalov…
Partiet mellem disse to
skakkrigere påkalder sig altid en særlig interesse, da der efter deres
skandaløse VM-match – helt og aldeles ødelagt af Veselin Topalovs manager
Silvio Danailov – i Elista 2006 er opstået et så iskoldt forhold mellem dem, at
de ikke længere giver hinanden hånden.
Ganske heldigt, at de skulle
mødes på en af de tre dage, hvor jeg var i spillesalen. Og endnu mere heldigt
var det, at deres bræt var placeret næsten ideelt i forhold til tilskuerne.
Jeg så således både, at de
ikke gav hånd, da partiet skulle begynde, men også at Topalov næsten konstant
sad ved brættet, mens Kramnik stort set kun sad der, når han var i trækket.
I diagramstillingen har hvid
netop spillet 49.Lh3-g2.
Sort trækker ikke…
Nej, han gav op. Og jeg var
så omtrent den eneste, der så, hvad der så skete. Topalov gav et lille, men
tydeligt anerkendende nik til Kramnik, der besvarede det med et næsten umærkeligt
nik tilbage.
Efter partiet kiggede Kramnik
kort på de to resterende partier i matchen og skyndte sig så ellers bort.
Topalov derimod blev ved sine holdkammerater, mens han flere gange slog ud med
armene i en klassisk ”Hvad skulle jeg have gjort” attitude.
Anatolij Karpov
Karpov var til stede under
runderne de første tre dage – næsten konstant ”mandsopdækket” af formanden for
det russiske skakforbund Andrey Filatov, sådan så man nærmest troede, at
Filatov var hans bodyguard – og man skal endelig ikke lade sig snyde af Karpovs
runde figur. Han bevæger fortsat ganske hurtigt og forbløffende adræt omkring.
Både i gaderne, men sandelig også når han skulle ind bag indhegningerne, hvor
han formelt set ikke havde noget at gøre. Et eller andet sted var det et fedt
syn at se ham mase sig forbi en yngre og langt større security-person med den
der ”Der gælder andre regler for mig” attitude.
Bermuda-festen
En af de fineste traditioner ved
SKAK-OL er den af Bermuda arrangerede fest for alle spillere, ledere, dommere
etc. Man kan jo så undre sig over, at jeg fik adgang til festen, men der er nu
ikke så mærkeligt endda. Vagterne sendte mig over til skakpræsidenten for
Bermuda Nigel Freeman, der med et stort grin ”godkendte” mig med bemærkningen
om, at jeg bare skulle købe ti genstande til ham i løbet af aftenen. Andre
danske tilskuere havde ikke det samme held, eller også manglede de bare min
naturlige charme og mit evigt vindende væsen…
Generelt mener jeg, at hvad
der skete ved Bermuda-festen, det forbliver også ved Bermuda-festen. Så hvem,
der dansede med hvem - og der blev skam danset - må man opspore andetsteds. Det
samme gælder i øvrigt slagsmålene.
Dog synes jeg, at det er ret
ynkeligt at se svært overvægtige – nærmest dellede – mænd går ud på dansegulvet
og spjætter løs ved siden af unge caribiske piger/damer i et forsøg på at få
det til at se ud, som om de danser med hinanden. Heldigvis kendte jeg ingen af
disse fyre og desværre heller ikke de unge damer.
Var skakkens verdensstjerner
så med til festen? Ja da. Også Magnus? Ja, han kom såmænd efter midnat og blev
heldigvis ”skærmet af” af de unge nordmænd, så han også kunne få lov til at
feste i fred som alle andre.
Min egen Bermuda-fest gik
med, at jeg først sad og nød nogle af de relativt billige bajere og noget god
techno-musik. Pludselig så jeg billedskønne Nora Thorp Bjørnstad (NRK 1) gå op
ad trappen og så mindede jeg måske lidt mere om de fede svedige mænd på
dansegulvet, end jeg egentlig bryder mig om… Hun leverede nogle fantastiske
liveinterviews og det følte jeg pludselig en helt afsindig trang til at
fortælle hende. Hun tog det nu pænt og fortalte mig i øvrigt, at hun slet ikke
selv spillede skak.
Senere på aftenen stødte jeg
ind i en større gruppe af danske turneringsledere, der havde fundet et centralt
placeret bord. Jeg slog mig ned hos dem, selvom de hårdnakket påstod, der ikke
var plads… Vi hyggede os, indtil de skulle med den sidste bus hjem… Som altså
ikke gik specielt sent…
Jeg trillede videre og mødte
en af mine gode venner fra den anden side af jordkloden, som var i gang med at hyggesludre
med 40 % af det luxembourgske damehold. Jeg blev inddraget i samtalen og talte
derefter så længe og interessant med deres 3. bræt, at hun undervejs afviste en
dans med en anden af mine venner, der normalt befinder sig ti tidszoner væk fra
København. Rart at vide, at man stadig har det i sig…
På et tidspunkt, noget efter
midnat, mødte jeg så en større gruppe danske spillere, der tydeligt og
nysgerrigt undrede sig over, at jeg var kommet ind, når fx to andre danske
skaktilskuere var blevet afvist ved døren og således IKKE kunne komme ind. Jeg
opdigtede et svar med, at jeg havde sagt, at jeg hed NN [spørgeren…] og at jeg havde
tabt en hulens bunke partier… Herefter blev mit svar afbrudt af en ”lammer” fra
spørgeren…
Aftenen sluttede af med, at
jeg udendørs i den lyse nat sludrede med en 2-3 stykker fra den danske
delegation, mens de nød en lækkert udseende rensdyrburger.
Beskidt valgkamp…
Der var næppe mange i
Tromsø-området, der kunne undgå at bemærke, at der skulle være præsidentvalg i
FIDE. FIDE-præsident Kirsan Ilyumzhinov og hans TEAM blev udfordret af Garri
Kasparov, hvis cv bl.a. indeholder en tabt VM-titel, ødelæggelse af diverse
spillerorganisationer samt en velkendt mangel på demokratisk sans. Sidstnævnte
er nu heller ikke noget tydeligt kendetegn hos Kirsan…
På forhånd var der ikke mange
– i det mindste udenfor Danmark… - der gav Kasparov
mange chancer. Inden OL-start havde jeg af folk med fingeren på pulsen fået
opsnuset, at TEAM Kasparov vel stod til at få omkring 70, allerhøjst 75
stemmer.
[Martin Noer skrev fx d. 9. august på Nordkalottens udmærkede nyhedsside: ” Set heroppe fra virker det som om Kirsan er lidt desperat og en af Kasparovs folk har da også betroet os, at de regner med at sidde på 2/3 af stemmerne. Hvad der er rigtigt og forkert er svært at sige - rygterne svirrer...”. Han må vist se at få opdateret sine skaklige kilder…]
Medvirkende til
Kasparovs relative fiasko – et nederlag, frit efter hukommelsen, på 110 vs. 61
– var naturligvis hans manglende troværdighed, men sandelig også hans kiksede valg
af partnere. Ignatius Leong var skiftet fra FIDE-lejren og over til Kasparovs
hold udelukkende FOR PENGENES skyld. Derudover virkede teamets afrikanske
kandidat Afrika Msimang (RSA) helt umådelig dum, da hun blev interviewet på
norsk tv. Hendes held var dog, at næppe ret mange så det…
Kasparov var vist
også godt klar over, at han ville tabe, for efterhånden som valgdagen nærmede
sig, blev han mere og mere sur og tvær.
Her følger tre billeder, der på udmærket vis dokumenterer, at TEAM Kasparov var overalt.
Undervejs stoppede Nigel
Short mere og mere som aktiv spiller for det engelske hold og blev mere og mere
en Kasparovsk skakpolitiker. Der er tydeligvis sket meget på 21 år, hvad man let
kan se af nedenstående citat.
Citatet er fra bogen THE
INNER GAME fra 1993 af Dominic Lawson:
”Under the Spassky influence, Nigel even began
to refer to a ”Jewish” style of playing chess. This, I gathered, was an
indirect, modernist style of almost wilful complexity – as practised by the
likes of Garri Kasparov and Jonathan Speelman, and not at all like the
classically direct play of Boris Spassky and Nigel Short. Fortunately, with the
dropping of Boris Spassky, Nigel also dropped his racial theories of chess.”
[Pagina 28]
Er Kirsan så en ren engel?? Naturligvis
er han ikke det! Flere af hans folk er dybt korrupte og har mere en blot et par
enkelte sugerør dybt nede i FIDE’s kasse. Og jeg er nok ikke den eneste, der er
tæ’sketræt af hans røverhistorie om, at han har fløjet med rumvæsner.
Kirsan gav mig i øvrigt en
FIDE-taske, som ellers primært var forbeholdt spillere og holdledere. Mod
slutningen af valgkampen udgav FIDE-folkene nogle smædeplakater mod TEAM
Kasparov. Jeg tog gladelig imod plakaterne, men en af de unge russiske damer,
der delte dem ud, brokkede sig over, at jeg bare kom dem i min taske.
”Helt ærligt, har du ikke
opdaget, at det øsregner??”…
Nedenstående er et billede af
en sikkert lønnet, Kirsan-medarbejder, der deler sit skræmmemateriale ud. Og en
lille indrømmelse, jeg har endnu ikke fået læst siderne til ende…
Bøger og boghandlere i Tromsø
Septentria-Antikvariatet i
Tromsø er angiveligt Europas nordligst beliggende antikvariat og det er helt
bestemt et besøg værd. Desværre havde de på dagen ikke, de bøger jeg ledte
allermest efter. Undervejs fik jeg nu både købt ÅTTENDERADEN af Arne Danielsen,
BEATLES af Lars Saabye Christensen og MENNESKEFLUENE af Hans Olav Lahlum.
Sidstnævnte fik jeg på rørende vis signeret af forfatteren, mens han gik inde
på den fashionable side af spillerindhegningen. En for mig ukendt
turneringsleder gjorde ham opmærksom på, at der gik en fyr søgende rundt med
hans bog i hånden på den anden side af indhegningen. TAK! Jeg fik således den
fineste signering af Lahlum.
”Du taler da ret godt dansk, næsten helt
fejlfrit…”
Sådan bemærkede jeg første
gang Odd Nilsen, da han den ene aften henvendte sig til mig på hotellet. Han
havde tidligere på dagen overhørt en længere, hyggelig samtale mellem damernes
landstræner Thomas Schou-Moldt – som jeg havde inviteret på gratis
kvalitetskaffe på mit hotel – og mig. Formentlig var han blevet ”forstyrret” af
min australiergule overtrækstrøje.
Og hvem var så Odd Nilsen??
Han var oprindelig tiltænkt en rolle som chauffør, men han kom vist ikke til at
køre bare en enkelt meter. I stedet for gik han flere timer inden hver runde
startede rundt med en hvid computerledning og sørgede for, at alle bønder og
officerer stod helt lige(!) Endvidere havde han en tommelstok med, så han også
kunne måle sig frem til skakurets og de to ekstra dronningers mest præcise
placering i forhold til brættet.
Hvis nogen overvejer dette
job til mig, så kan jeg ikke den dag…
I øvrigt var Odd en aldeles
hyggelig fyr at sludre med. Han har børn, der spiller skak, men han gør det
ikke selv.
Odd Nilsen, her
affotograferet fra Nordlys torsdag d. 7. august 2014. Desværre er hans hvide
computerledning forsvundet ud af billedet.
Lynskak-turneringer
Der blev hver dag under OL
afholdt nogle stærkt besatte lynskak-turneringer med store præmier forskellige
steder i Tromsø-området. Jeg overvejede nu ikke et sekund at deltage i en af
dem… Blandt de mange deltagende stormestre var der også forskellige kendisser
med som fx den tidligere professionelle fodboldspiller Sigurd Rushfeldt. Det
gav en pæn presseomtale.
Her er et uddrag af en
forside fra en lokalavis…
Har vi nogen kællinger, der kan spille
skak??
Sådan stod der nu næppe på
Malawis skakforbunds hjemmeside, men… I hvert fald cirkulerede der under OL en
historie om, at netop Malawi på deres hjemmeside havde efterlyst kvinder, der
kunne spille skak og som havde lyst til at tage til OL i Tromsø.
Efterfølgende har jeg ved
googling IKKE kunne få bekræftet historien, men måske er der andre, der kan.
Under OL kunne man godt have
fået den tanke, at Togo havde gjort det samme og så alligevel sendt et hold af
sted, selvom de ikke havde haft tilstrækkeligt med skakkyndige kvinder.
Her er et parti fra
Damerækkens fjerde runde. Et parti, der blev et af de mest omdiskuterede
partier overhovedet ved dette OL.
Hvid: Rhoda Masiyazi (Zimbabwe
– 1920)
Sort: Akua Kosife Esse (Togo
– 0, men med en præstationsrating på 1398 udregnet efter turneringen)
1.e4,g5?! 2.d4,f6?? 3.Dh5#
Muligvis det ultimative bevis
på, at absolut ”alle” kan være med ved Skak-OL. Og hvad var så historien bag
dette parti?? Jo, Togos hold bestod kun af fire spillere – altså ingen reserver
– og de var i forvejen kommet til Tromsø så sent, at de ikke nåede frem til
afviklingen af første runde. På dagen led Esse af voldsomme svimmelanfald og en
galopperende hovedpine og da de jo ikke havde nogen reserver at gøre godt med,
så… Resten er historie.
Akua Kosife Esse endte i
øvrigt med at score 5½ af 10, efter hun havde tabt sine fire første partier.
Dermed blev hun Togos damers topscorer!!
Dødsfald
Sidste runde vil desværre
blive husket for, at Kurt Meier (Seychellerne) afgik ved døden under sit parti
mod Alain Patience Niyibizi (Rwanda) under, må man sige, noget, der udviklede
sig til stærkt kaotiske omstændigheder. Kurt havde hele partiet stået klart
bedst med en officer i overvægt, men spillede, efterhånden som partiet skred
frem, svagere og svagere og stillingen lignede sluttelig en remis. En
holdkammerat, der havde bemærket, at der var noget helt galt med Meier skyndte
sig hen til samaritterrummet. Inden han nåede frem, var den døende Meier
imidlertid faldet ind over brættet og dermed fået væltet de få resterende
brikker. Samaritterne var hurtigt fremme og genoplivningsforsøget blev skærmet
af med store lagner. Dermed vidste hovedparten af de øvrige spillere og
turneringsledere(?) i spilleområdet ikke, hvad der foregik.
Faldet over brættet havde
fået folk til at tro, at der kunne være tale om et slagsmål og da
hjertestarteren senere gik i gang, troede flere spillere, at der var tale om skyderi!
Kerry Stead beskriver på sin blog, hvordan han så den engelske stormester
Michael Adams kom løbende forbi ham som løbende i forbindelse med løb i vild
flugt.
De danske spillere Sandra de
Blecourt Dalsberg og Miriam Olsen spillede fortsat på det tidspunkt og Sandra
har efterfølgende fortalt mig, hvorledes hende, Miriam og deres mexicanske
modstandere stod og trøstede hinanden i den makabert kaotiske situation.
Runden blev stoppet, men – åbenbart,
the show must go on… - sat i gang igen allerede efter en 15 – 20 minutters
forvirrende pause og det samtidig med, at man fortsat – i mere end en halv time
– og med højlydte bip biplyde fra hjertestarteren forsøgte at genoplive den
stakkels Kurt Meier. Det lyder selvsagt surrealistisk på den lede måde og jeg
er sikker på, at mange af de efterfølgende resultater kan have haft
tilfældighedens præg over sig.
Hvid: Kurt Meier
Sort: Alain Patience Niyibizi
Stillingen er nok remis, men
i respekt for Kurt Meier opgav Niyibizi partiet.
Var al det umiddelbart
ovenstående ikke i sig selv dystert nok, så skal det desværre tilføjes, at ved
siden af Kurt Meier sad hans søn Peter fortsat og spillede. Han var Seychellernes
førstebræt og han stod tykt til gevinst. Han kørte med sin far på hospitalet.
Hans modstander opgav heldigvis i respekt for de tragiske omstændigheder sit
aldeles tabte parti.
0-0-0
Et lille efterskrift.
For få år siden døde min
klubkammerat Preben Nielsen på en klubaften i Helsingør, mens han spillede et
turneringsparti mod Leo Nielsen. Jeg var ikke til stede, men jeg ved, at det
var en chokerende oplevelse for mine klubkammerater, som var der.
Preben spillede kun yderst
sjældent udenfor kommunegrænsen, så direkte landskendt var han ikke. I årene
1983 – 2006 dystede vi syv gange.
Her skal følge vores første
parti fra en første runde i 2. klasse i Espergærde. Det er d. 5. oktober 1983.
Hvid: HM
Sort: Preben Nielsen
(Helsingør – 1687)
1.e4,e5 2.Lc4,Sf6 3.d4,Sc6! 4.Sf3,exd4 5.0-0,d6
6.Sxd4,Sxd4?! 7.Dxd4,Le6 8.Lg5,Lxc4 9.Dxc4,Le7 10.Sc3,c6 11.Ta1-d1,Dc7
12.Lxf6,gxf6 13.Sb5,Dd7 14.Sxd6? (GM
Jacob Aagaard har en gang skrevet om, at han i perioder har ”overset”, at
modstanderen i visse varianter har kunnet rokere. Det er sikkert noget med
drikkevandet i Frederiksværk… Jeg har også ved andre lejligheder end dette
parti overset modstanderens ret til rokade.) Lxd6 15.Dd4,0-0-0! (Ups…) 16.Dxf6,De7
17.Txd6??,Dxd6 18.opgivet. 0-1.
I de efterfølgende seks
dyster vandt jeg de tre og de resterende partier endte remis.
Hvor jeg er evigt højtråbende,
var Preben langt mere stille og afdæmpet. Derfor kom vi nu alligevel godt ud af
det med hinanden. ALLE kom godt ud af det med Preben.
Lars Nilsson skrev noget i
retning af, at Nordsjællandsk skak ville være fattigere uden Preben. Det har
han så inderligt ret i!
TAK FOR KAMPEN – HVIL I FRED.
Henrik Mortensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar