torsdag den 25. juli 2013

DEN LANGE 2013 som jeg oplevede den..

Her følger min (Henrik Mortensen) personlige oplevelse af dette års turnering. Før jeg går over til de uundgåelige, flæbende, ”derfor ikke” forklaringer og sørgelige undskyldninger, skal der lyde den allerstørste TAK til alle, der har haft noget at gøre med enten at arrangere eller i praksis at udføre denne aldeles fremragende turnering.

I år var der en væsentlig forbedring i forhold til tidligere, nemlig et rigtig flot kampprogram. De bliver sjældnere og sjældnere, men jeg er i hvert fald en af de, der fortsat sætter pris på den slags. Never mind, jeg er også typen, der er mere til bøger, vhs og klippekort end til handy, digital og gps…
Søndag aften, da jeg, godt træt, sad i toget på vej hjem, slog det mig, at man groft sagt kunne kategorisere deltagerne i turneringen op i to grupper, nemlig:

Den ene halvdel, der spillede med sidste år

 og

den anden halvdel, der spiller med til næste år…

I første runde skulle jeg have hvid imod den unge Nicolai Brondt (BMS 2180/2152). Ifølge rygter en ung spiller, der er ved at gå i stå. En lynforberedelse viste mig, at det måske kunne være en rigtig god ide at spille Colle imod ham. Det er det da sikkert også, men jeg var altså på dagen ikke stærk nok til at komme med noget, der kunne minde om troværdige beviser. Jeg overvurderede min stilling og var således hjælpeløs, da hans kongeangreb rullede frem startende med 25.-,f4! Det blev 0-1 efter 34 træk.
Summa summarum: Hvis han er ved at gå i stå, så skjuler han det foreløbig ret godt.

I anden runde skulle jeg have sort mod juniortalent et Tor Joensen (Viborg 1751/1708). Han spillede en vildt ringe åbning(!) og mistede hurtigt en kvalitet. Desværre fulgte så kombinationen af godt Viborg-spil og sløvt, elendigt Bochum-spil. Vi kommer ind i partiet, hvor hvid netop har spillet 35.Dd2-b2.


(Ingen af os er i tidnød, men jeg benytter alligevel lejligheden til at vise, at jeg sagtens kan tabe tråden nærmest ud af ingenting…) Te1? (Det hvide tårn udretter absolut ingenting, så hvorfor bytte det af?? Det er – indrømmet – en gammel svaghed hos mig (og sikkert også hos flere andre), der her popper op. Min ”hemmelige” træner i Melbourne har på det bestemteste påpeget det og sandelig også kritiseret mig for det. ”Du vil jo ikke regne varianter igennem…” John-Paul Wallace har skrevet om det i Australasian CHESS og endda på en så begavet facon, at det som citat sikkert dukker op i enten en kommende bog eller også i Skakbladet. I diagramstillingen er der en kaskade af bedre trækmuligheder. I dag vil jeg nok spille 35.-,h4.) 36.Txe1,Txe1+ 37.Kf2,Te8 38.Db5! (Det træk havde jeg helt sikkert ikke set, da jeg spillede 35.-,Te1?... Nu er det på med arbejdstøjet.) Tb8 39.Dxc4+,Kd8 40.Le2,h4! 41.Kf3,g5 42.Dc5,g4+ 43.Kf2,hxg3+ 44.hxg3,Dh6! 45.Da5+,Tb6 46.c4 (Det truer c5 og erobring af det sorte tårn. Imidlertid betyder denne erobring kun, at hvid dør mæt. Han bliver simpelthen sat mat!) Dh2+ 47.Kf1,f4! 48.gxf4? (48.Lxg4?,fxg3 med mat på f2 eller en lynsnar forvandling til en ny dronning. Den ”principielle” variant er 48.c5?,fxg3 49.cxb6,Df2#. Eneste chance for hvid var her 48.d6!, der således skal spilles under alle omstændigheder. Jeg ville have spillet 48.-,Dh3+! og 49.-,Dxg3+ med fortsat gode gevinstchancer. Nu er det bare forbi.) g3 49.Ke1,g2 50.Dc5,g1(D)+ 51.Kd2,Dxf4+ 52.opgivet. 0-1.
Desværre et parti, hvor jeg fik gjort det unødigt svært for mig selv.

Efter partiet kunne jeg godt have tænkt mig, at det i kantinen – på det tidspunkt, efter 5½ timers spil – havde været muligt at købe pølser og brød. Det har jeg naturligvis også skrevet på det fine evalueringsskema, som vi har muligheden for at udfylde om søndagen.
Efter en nat, hvor jeg havde sovet dårligt, var jeg alligevel klar til at spille mod en voksen mand. Partiet slipper I ikke for…

Hvid: Henrik Mortensen
Sort: Per Madsen (Evans 1717/1629)

1.e4,c5 2.Se2,g6 3.d4,cxd4 4.Sxd4,Sc6 5.c4! (Maroczy-varianten. Inderkredsen ved, at jeg har spillet den åbning tidligere.) Lg7 6.Le3,Sf6 7.Sc3,0-0 8.Sc2!? (Jeg plejer ikke at spille sådan, men i disse computertider er det nogle gange fornuftigt at styre udenom folks eventuelle hjemmeforberedelser. Han taber hurtigt tråden, så... Dagen efter spurgte GM Peter Heine Nielsen mig så, om jeg havde trækket fra en åbningsantologi, hvor han havde skrevet kapitlet om lige præcis denne åbningsvariant. Jeg svarede: ”Anbefalede du ikke først trækket i træk 10??” Anyway, jeg HAR set dette kapitel, men primært ved at bladre i bogen, som jeg altså hverken ejer eller har til salg(!)) 9.Le2,Ld7 10.f3,Tc8 11.Dd2,b6? (En fuldstændigt unødvendig svækkelse af den sorte dronningfløj. Planen er åbenbart 12.-,Sa5, der ”tvinger” hvid til at udføre et træk (b2-b3), som han under alle omstændigheder gerne vil spille.) 12.0-0,Sa5 13.b3,Tc7   14.Ta1-b1,Dc8?! 15.Sb4,Te8 16.Tf1-c1,Db7?! (17.-,Da8 med det samme.) 17.a4,Sc6  18.Sb4-d5,Tc7-c8 (18.-,Sxd5!? 19.Sxd5 med et vist hvidt plus. Generelt bør sort nok alligevel tilstræbe afbytninger, da han i partiet får større og større pladsproblemer.) 19.b4!,Da8 (Hvordan kommer hvid nu videre?)



20.a5! (Ved at spille bønderne frem. Meget dårligt var derimod 20.Lxb6?,axb6 21.Sxb6, hvor Da7! så afgjort fjerner hvids smørrede grin.) bxa5 21.b5,Se5 (21.-,Sb4 22.Sxb4,axb4 23.Txb4 med hvid fordel, da bonden på a7 vil komme under større og større pres.) 22.Sxf6,Lxf6 23.Sd5,Lg7 24.Dxa5,Db7 25.Dxa7 (Med tårnhøj hvid fordel.) Tb8! 26.Da3!?,Ta8 27.Db3,Ta8-b8 28.h3 (Et ventetræk og skulle sort lave et eller andet utålmodigt, så...) Le6! 29.c5!,dxc5 30.Txc5,Tb8-d8 31.Tb1-c1,Kf8 32.b6,Tc8 33.Tc7!,Db8 34.Db4 (Nu med et tungt pres på e7.) Lxd5 35.exd5,Tc8-d8 36.Lb5,Lf6 (Efter det næste træk er jeg i let tidnød.) 37.Da3 (For at undgå en ubehagelig overraskelse med fx Sd3…) Txd5 38.Lxe8,Td3 39.Da7,Dxe8 40.Tc8,Td8 41.b7,Sd7 42.Txd8,opgivet (42.-,Dxd8 43.Tc8). 1-0. 

Herefter stod der endnu en juniorspiller på menuen, nemlig sympatiske Rasmus Thøgersen (Skive 2043/2070). Ham havde jeg slået forholdsvist ubesværet i 2. runde i DEN LANGE version 2011. Siden det parti har han tjent 160 ekstra ratingpoints, mens jeg selv i samme periode har mistet 90 af slagsen. For at gøre en lang historie kort, så fik Rasmus sat et godt tryk fra start af og det valgte han desværre aldrig for alvor at slippe, så 1-0 til Skive efter 44 træk. I øvrigt var Rasmus den eneste af mine modstandere i denne turnering, som jeg havde spillet imod tidligere.

Efter runden valgte jeg så at købe en kasse fødselsdagsbajere – jeg fyldte 50 år søndagen inden turneringen begyndte – til først og fremmest de mange folk, som knokler for at holde turneringen kørende. Kassen blev således tømt i et passende tempo og jeg fik endelig en god nattesøvn og burde således have været fuldstændigt klar til 5. runde.

I 5. runde skulle jeg med hvid møde endnu et juniortalent, nemlig Christian Matico Jepsen (Evans 1726/1716). Udsovet eller ej, så satte jeg temmelig dumt en bonde lige i slag efter bare otte træk. Efter energisk modspil snuppede jeg så to bønder, men samtidig havnede vi i en stilling med gensidige angreb på modsatrettede kongestillinger. Med 10 minutter tilbage til 10 træk i en kompliceret stilling gjorde jeg det sikkert klogt i at tilbyde remis, hvilket blev modtaget aldeles omgående. Min modstander vandt efterfølgende sin ratinggruppe.

I 6. runde vandt jeg så mit sjoveste parti længe, så det slipper I ikke for!

Lidt imod min vilje var jeg røget op på livebrætterne. Modstanden skyldtes nu primært, at jeg plejer tabe, når jeg er på live…

Hvid: Johnny Jensen (Aros 1856/1768)
Sort: Henrik Mortensen

1.e4,Sf6 2.d3,e5 3.Sf3?! (3.f4 må være det rigtige. Efter fx 1.e4,e5 2.Sf3,Sf6 tror jeg kun, de færreste ville overveje at spille 3.d3?!.) Sc6 4.c3,d5! (Jeg ved, at jeg i 80’erne ville have tænkt, at vi nu havde ”skiftet farve” og at jeg nu skulle gribe initiativet, som havde jeg haft de hvide brikker fra start af.) 5.exd5,Dxd5 (Foreløbig står dronningen sikkert og centralt her.) 6.Le2,Lf5 7.Sh4,Le6 8.Lf3 (8.Sf3,h6!) Dd7 9.Da4,Sd5 10.0-0,Le7 11.g3,0-0 12.Sg2,f5!? (Så snart jeg havde trukket 12.-,f5, opdagede jeg, at jeg også havde kunnet (og måske burde) have spillet 12.-,Sd4! 13.Dd1 (13.Dxd7?,Sxf3+ fulgt af 14.-,Lxd7.) Sxf3+ 14.Dxf3 med stor sort fordel.) 13.c4,Sd5-b4 14.Lxc6,Sxc6 15.Td1 (Sort har et stort udviklingsforspring, men hvordan kommer jeg videre?)


f4! 16.Sc3 (I hvert fald ikke 16.gxf4,Lh3! 17.fxe5,Dg4…) Lh3! 17.Se1,Lc5!? (Her brugte jeg meget tid på at vælge mellem teksttrækket, 17.-,fxg3 og 17.-,Df5. Teksttrækket har den fordel, at det ikke tillader fx 18.c5 fulgt af Dc4+.) 18.Se4,fxg3 19.hxg3,Df5 (Fordelen ved at være på live – selvom jeg nu ikke bilder mig ind, at bare én eneste fulgte med i mit parti – er, at alle og enhver nu kunne se, at jeg blot havde 19 minutter tilbage til at spille 21 træk.) 20.Le3,Lxe3 21.fxe3,Df1+ 22.Kh2,Lg4 (Der var ingen mat, så i stedet for bjerger jeg nu noget materiale.) 23.Sg2 (23.Dc2? strander på Dh3+ 24.Kg1,Tf1#) Lxd1 24.Txd1,De2 25.Td2,Dh5+ 26.Kg1,Tf7 27.Db5,Ta8-f8 28.Sf2? (Nu brager jeg gennem de hvide parader!)


Txf2!! (Godt set i svær tidnød.) 29.Dd5+ (29.Txf2,Dd1+ 30.Kh2,Txf2 31.Dd5+,Tf7 er ikke bedre. Resten er gensidig tidnød.) Tf2-f7 30.Tf2,Dg6 31.Sh4,Dxg3+ 32.Kf1,Dxf2#. 0-1.
Nu kunne jeg så drømme om muligheden for at føre de hvide brikker og en ”overkommelig” modstander i sidste runde, så jeg for alvor kunne spille for præmie i sidste runde.

Jeg fik de hvide brikker, men unge, sympatiske Martin Haubro (BMS 2201/2204) er ikke lige præcis definitionen på en overkommelig modstander. Snarere var tanken om at kunne besejre ham lidt i retning af at skulle puste en utæt hoppeborg op med munden. Jeg gjorde nu, hvad jeg kunne, men måtte ned efter 33 træk.
Således sluttede min deltagelse i DEN LANGE. En del fortsætter nu skaksommeren med deltagelse i Copenhagen. Selv prøver jeg lykken i Kiel og endnu andre skal slet og ret møde på deres job.

Vi ses i 2014!

Henrik Mortensen

 

Ingen kommentarer: