Jeg havde ikke spillet et turneringsparti siden sommeren 2010, hvor jeg ved turneringen i Horsens havde spillet dårligt og ved Copenhagen Open i Helsingør havde spillet endog meget dårligt…
I mellemtiden havde jeg meldt afbud til en enkelt holdkamp, samt vundet nogle løse partier mod Rein på fire år. De sidste 5-6 uger, inden afrejsen, spillede jeg forholdsvis mange mesterpartier igennem – primært fra CHESS TODAY – samt løste eller forsøgte at løse forskellige af Bent Kølvigs kombinationsøvelser fra gamle numre af Skakbladet.
Jeg mødte frem til Australian Open uden (åbnings)bøger eller en brugbar computer, så taktikken var som så ofte før, nemlig at spille noget som jeg aldrig tidligere havde spillet, i det glade håb at undgå at havne i mine modstanderes hjemmeforberedelser og dermed slippe for at “tabe det samme parti to gange…” Uden de ovennævnte arbejdsredskaber er det selvsagt et temmelig risikabelt forehavende… Tag bare partiet fra 3. runde som et skrækeksempel…
Turneringen blev afviklet i en slags klub kaldet “Norths”, der sjovt nok ligger i det nordlige Sydney, nærmere betegnet bydelen Cammeray. Klubben er tilknyttet sportsklubben North Sydney Leagues Club Ltd. Vi kender ikke til den slags klubber i Danmark. Normalt har kun medlemmer adgang til klubben, så vi skakspillere skulle hver dag udfylde en formular, der gav os adgang til spillestedet og dermed gjorde os til “medlemmer for en dag”. Lovgivningsmæssigt giver flere medlemmer klubben ret til at opstille (endnu) flere spillemaskiner/enarmede tyveknægte. Om endagsmedlemmerne så tæller med i den forbindelse, ved jeg ikke. Klubben indeholdt i øvrigt flere barer, et kaffe kage sted, en dyr, men ret ordinær restaurant, nogle konferencelokaler, et gigantisk område med alskens spillemaskiner samt en mindre koncertsal, der var vores spillested.
Lidt skuffende for mig – og sikkert også for arrangørerne – var der kun 86 spillere klar til start i hovedturneringen Australian Open. Der var vel omtrent det samme antal spillere i de to undergrupper tilsammen.
Betænkningstiden i turneringen var 90 minutter til de første 40 træk samt et tillæg på 30 sekunder pr. udført træk, startende fra træk et. Efter træk 40 fik man tildelt yderligere 30 minutter.
Her følger mit parti fra 1. runde.
Hvid: Chris Kevork (1793)
Sort: Henrik Mortensen
1.Sf3,c5 2.e4(!),Sc6 3.d4,cxd4 4.Sxd4,Sf6 5.Sc3,e5 (Sveshnikov, som jeg “altid” spiller mod formodede dårligere spillere.) 6.Sd4-b5,h6!? (Men denne variant har jeg godt nok aldrig spillet tidligere! I 1999 havde Helsingør Skakklub jubilæum og fejrede i den forbindelse sig selv med en flot turnering. Jeg sad i Bulletinredaktionen med fine folk som Aage Petersen og Henrik Holmsgaard og i sidste runde, mens de knoklede med alt muligt andet, kunne jeg følge partiet Jonny Hector – Ulf Andersson, der blev remis efter ca. 100 træk. Jeg er nu ret sikker på, at Hector spillede 7.Sd6 i det parti. Faktisk kiggede jeg for nogle år siden på varianten, men kom aldrig til at spille den. Og hvad jeg havde tænkt mig at spille på teksttrækket, har jeg i hvert fald glemt alt om! I øvrigt spillede jeg også 6.-,h6, fordi min modstander hidtil havde trukket a tempo, hvilket undrede mig, når han nu var begyndt partiet med 1.Sf3.) 7.Le3,d6 8.Sa3?! (Mere logisk virker 8.Sd5,Sxd5 9.exd5,Sb8.) Le7 9.f3,Le6 10.Lc4,0-0 11.Dd2 (Og der var åbenbart tydelig enighed om, at dobbeltbønderne i centrum ville gavne sort mest…) a6 (Et træk, jeg ellers havde håbet, jeg havde kunnet spare væk, nu da han af sig selv spillede 8.Sa3…) 12.Sd5,b5 13.Lb3,Tc8 14.Lb6,Dd7 15.Sxe7?!,Sxe7 16.Lxe6?!,Dxe6 (Og efter disse to lettere tåbelige afbytninger fra hvids side, står sort bedst.)
17.0-0-0 (Han trak her a tempo og simulerede i det samme, at han havde lavet et fejltræk og kiggede demonstrativt ned mod a2. Jeg ville imidlertid ikke have småkager. Jeg ville have hele bageriet og spillede det stærke) d5! 18.Da5,dxe4 19.Sb1 Se7-d5 20.Lf2,e3 21.Lh4,Tc4 22.Lxf6,gxf6 23.Txd5 (Desperation.) Dxd5 24.Dxa6,Dd3 25.Sc3,Txc3! (Tydeligvis det hurtigste…) 26.bxc3,Dd2 27. 0-1. Han gav hånd, underskrev IKKE noteringslisten og var ude af salen i et tempo, der ville have gjort IM Svend Hamann grøn af misundelse… I øvrigt et underligt tidspunkt at opgive på. Jeg mangler vel lige at udføre en 3-4 præcise træk.
I 2. runde skulle jeg have hvid mod Michael McGuirk (1723). Jeg kom for sent til partiet, da jeg ikke kunne finde nogle relevante busser fra North Melbourne stationen, der kørte i den rigtige retning og tog så i stedet for en taxa ført af en af de på de kanter så berygtede asiater, der hverken kan engelsk eller køre bil… Da jeg omsider nåede frem, åbnede jeg med 1.Sf3 + 2.c4 + 3.b3 + 4.Lb2 + 5.g3 + 6.Lg2 og kom hurtigt til at stå passivt. Han rokerede modsat – endda med tempo – og fik tydelig fordel. Med sit 15. træk tabte han imidlertid tråden – sikkert overmod – og så spillede jeg ellers dejligt konsekvent. Efter 24 træk vandt jeg en vigtig bonde og efter 31. træk vandt jeg partiet.
Med 2/2 skulle jeg jo så op, hvor det kunne blive rigtigt sjovt.
Jeg fik sort mod FM Moulthun Ly (2321) på bord 5. Der var livedækning på de fire øverste brætter… Jeg brokkede mig over ikke at være kommet på LIVE, men her bagefter – og når man ser partiet – kan jeg da godt se, at det nærmest må betragtes som værende en vennetjeneste, at jeg ikke kom på…
Hvid: FM Moulthun Ly
Sort: Henrik Mortensen
1.e4,e5 2.Sf3,Sc6 3.Lb5,Sg8-e7 (Husker jeg ret, har både Bent Larsen og Jens Kristiansen spillet sådan. De havde dog nok kigget betydeligt mere på det, inden de spillede det, end jeg gjorde…) 4.0-0,g6 5.d4,exd4 6.Lg5!?,Lg7 7.c3!?,a6 (Jeg undlod at slå på c3, da jeg hverken kunne finde noget organiseret forsvar mod det hvide initiativ, eller havde lyst til at tabe hurtigt(!)) 8.La4,0-0 9.cxd4,d6 10.Dd2,b5? (Jager løberen ind på en meget bedre diagonal… Indtil nu havde jeg brugt masser af tid og derfor fik jeg trukket 10.-,b5? alt, alt for hurtigt. Resten er dødskamp.) 11.Lb3,De8 12.d5,Se5 13.Sxe5!,Lxe5?! 14.Lh6 Lg7 15.Lxg7,Kxg7 16.Dc3,Kg8 17.Dxc7 1-0
Moulthun Ly endte i øvrigt på en tredelt førsteplads i turneringen.
I fjerde runde skulle jeg møde Fritz van der Wal (1906), som plejer at spille Australian Open “hver gang”, men som jeg aldrig har spillet mod tidligere. Jeg mente at huske, at han spillede klassisk 1.e4,e5 og 1.d4,d5. Stor var min overraskelse så, da han besvarede 1.e4 med Caro-Kann. Vidste han mon, at jeg spiller helt hjælpeløst mod 4.-,Lf5-varianten?? Måske ikke, for han spillede også Caro-Kann senere i turneringen. Anyway, jeg spillede imidlertid afbytningsvarianten og den kendte han åbenbart ikke noget til. Stor fordel fra åbningen blev overført til et kæmpeangreb, som jeg – desværre i vanlig stil – formøblede. 20.axb3? burde have været erstattet med 20.Da4xb3…
Jeg trak her det stærkt utålmodige 36.Txd5? (I stedet for det rolige 36.Kf1!, der fratager sort al modspil. Jeg fik et mindre chok, da sort spillede det smarte) Dxd5! 37.Dxd5,Te1 38.Txe1,Txd5 39.Te8,Kc7 40.Ta8,Txb5 (Sort, som havde været i tidnød, klarede dermed kontrollen ved træk 40. Jeg sad nu og surmulede over, at jeg havde brændt en tårnhøj “gevinststilling” til et slutspil, der formentlig var remis ved korrekt spil. Jeg fortsatte halvhjertet med) 41.Txa7,Kxc6 42.Th7,Txb4 43.Txh6,Kd7 44.Tg6,Kd7 45.Kh2,Ke7 46.Kg3,Kf7 47.Tc6,Tb4 (Nu tænkte jeg længe og fandt ud af, at stillingen måske fortsat kunne vindes.) 48.Kf3!,b5 49.g4,Tb3 50.Ke4,Txh3 (Nu bliver det i hvert fald svært for ham, men alternativerne er vist ikke tydelige.) 51.Tc5,b4 52.Txg5,b3 53.Tb5,Tc3 54.f4,Tg3 55.Kf5,Te3 56.g5,Tc3 57.g6,Kg7 58.Tb7,Kg8 59.Kf6,Tc6 60.Kg5,Tc5 61.f5,Kf8 62.Txb3 (Her kunne han roligt have opgivet…) Tc1 63.f6,Tg1 64.Kf5,Tf1 65.Ke5,Te1 66.Kd4,Td1 67.Kc3,Tc1 68.Kd2,Tc8 69.Tb7,Kg8 70.Th7,Tc6 71.f7,Kf8 72.Th8 1-0.
I 5. runde skulle jeg have sort mod IM Vladimir Feldman (2262). Han havde ikke nogen videre god turnering her, men få uger efter blev han nr. 3 i zoneturneringen i New Zealand, så… Jeg spillede Moderne Benoni, men denne gang med et tidligt Sa6 fulgt af Sc7. Det har jeg aldrig spillet før og efter 14.-,Dd7? var det one way traffic. 1-0 efter 46 træk.
I 6. runde fik jeg hvid mod den hurtigttrækkende juniorspiller Benjamin Encel (1898) og det blev min største skuffelse i turneringen. Her små to måneder efter kan jeg nu godt indrømme, at han spillede rigtig godt. Han mødte velforberedt frem på min akavede Sicilianer og jeg fik mindre end intet ud af åbningen. Siden spillede jeg mig op og måske endda til fordel. Jeg overså hans 33.-,De5, der truede med evig skak – en evig skak, han på ingen måde var tvunget til at tage – og reagerede panisk med 34.Dxe5?, der gav mig et vanskeligt slutspil. Jeg burde have satset hat, kat og regnfrakke med 34.Dc7 fulgt af 35.Dxb6 såfremt han altså ikke tog remis’en. Partiet endte med, at jeg tabte efter 76 træk.
Herefter var der fridag og jeg blev nødt til at tage en BYE [en slags administrativt halvt point/remis] for at kunne tage ud og besøge Sydney Tramway Museum ved Loftus, der ligger temmelig langt syd på i Sydney og dermed ikke gav mig nogen som helst chance for at nå rettidigt tilbage til runden. Museet har stort set kun åbent på søndage og er i øvrigt value for the money.
I 8. runde fik jeg sort mod den spillende hovedarrangør Paul Glissan (1887). Han spillede skarpest muligt mod min Caro-Kann og mit 7. træk kan nok ikke imponere ret mange. Siden fik jeg dronningafbytning og fordel, da han stod til at tabe en bonde. Han startede imidlertid et ihærdigt offershow, der tvang mig til at spille adskillige præcise træk. Da det så var gjort, opgav han. 0-1 efter 38 træk. I øvrigt var det meget heldigt for mig med et relativt nemt parti, da jeg undervejs fik en værre og værre tandpine.
I 9. runde fik jeg hvid mod juniortalentet Ari Dale (12 år og 1848). Han er den type, der konstant løber rundt og forventer, at alle andre flytter sig for ham. Derfor har jeg nok været lidt af et kulturchok for ham… I hvert fald får de, der gætter på, at jeg hver gang høfligt flyttede mig, et gæt mere…
I selve partiet spillede jeg åbningen som om, der stod 1917 på min dåbsattest og kom efter 10.e3?! i problemer. Senere fik jeg mig langsomt befriet gående mod en mindre fordel. Det fulgte jeg op med spil af en sjælden idiotisk grad og havnede i vanskeligt slutspil. Vi kommer ind, hvor han (måske) træder forkert…
Sort trak nu 39.-,Kh6?! (39.-,Kf8 49.Tc7,a5 må være en bedre plan for sort.) 40.Tc7,a5 41.Txf7, a4 (Med remistilbud.) 42.Ta7 (Her tænkte jeg længe uden dog at finde hans 43. træk… Jeg overvejede 42.f3 med planen 43.g4 og snarlig mat. Disse trusler afviser sort dog enkelt med fx 42.-,Tb2. Jeg overvejede også 42.Te6!?, som jeg nok i bagklogskabens ulideligt klare lys burde have spillet.) c3 43.Kd3,Tc4! (Ups. 44.Kxc4??,c2 og sort vinder.) 44.Kc2,Txd4 45.Kxc3,Te4 (Med remistilbud.) 46.f4,Te3 47.Kd4,Txg3 48.Txa4, Tg4 49.Kc5,Txh4 50.Kd6,g5 51.fxg5 Kxg5 52.Ta8,Te4 53.Kxe6,Kf4 54.Tf8,Kg3 55.Kd5,Te1 56.e6 h4 57.Tg8,Kh2 58.Kd6,h3 59.e7,Kh1 60.e8(D),Txe8 61.Txe8,h2 (Med remistilbud.) 62.Tg8 PAT
Efter partiet kom der en ældre skakentusiast hen og sagde, at det var den helt rigtige måde at slutte partiet af på. Han fortalte også, at han plejede at udvælge sig en 3-4 partier at følge og at han havde haft stor fornøjelse af at følge mine partier. Desværre blev jeg aldrig klar over, hvad han hed.
I 10. runde vandt jeg nok mit nemmeste parti med sort mod Herman Rachmadi (1836). Åbningen var 1.d4,Sf6 2.c4,c5 3.e3 cxd4 4.exd4,d5 5.b3?!,Sc6 6.Sf3,Lg4 7.Le3 og så fulgte ellers mit mest energiske træk i mange år, nemlig e5(!). Partiet varede 53. træk, da han fortsatte et tårnslutspil med tre bønder under i temmelig lang tid. Han virkede skuffet over, at jeg ikke bagefter ville analysere med ham, men her deler jeg fuldt ud Tom Juul Andersens synspunkt om, at hvis folk ikke kan finde ud af at opgive i tide, går det fra den tid, man kunne have brugt til efteranalyser.
Med 6 af 10 kunne jeg med lidt held spille med i kampen om en ratingpræmie. Som det fremgår af det nedenstående havde jeg ikke ligefrem lodtrækningsheld… Partiet er langt fra fejlfrit. Meget langt endda… Men omvendt heller ikke ganske uspændende.
Hvid: Henrik Mortensen
Sort: IM Irena Berezina-Feldman (2238)
1.e4,c6 2.d4,g6 3.g3,Lg7 4.Lg2,d6 5.Sc3,Sd7 6.Sg1-e2,Dc7 7.a4,a5 8.Le3,e6 9.Dd2,Sb8 10.d5!,Se7 11.dxc6,bxc6 12.Td1 d5 13.Lf4,Dd7 14.0-0,0-0 15.Lh6,Da7 16.Lxg7,Kxg7 17.h4,f6 18.h5,Sa6 19.hxg6,hxg6 20.Lf3,Dd7 21.Lg4,Lb7 22.Sf4,f5 23.Dd4,Kf7 24.exf5,exf5 25.Lf3,Sg8 26.Td1-e1 Sc7 27.Dh8,Sf6 28.Dh6,Tg8 29.Te5,Ta8-e8 30.Tf1-e1,Txe5 31.Txe5,Dd6 32.Te1,Tg7 (=) Remis.
Isoleret set et rigtigt godt enkeltresultat, men remis gav altså ikke præmie. Det havde en gevinst nu heller ikke gjort, så… Jeg sluttede på “plus 2”, hvilket også var målet inden turneringen begyndte.
Vindere af turneringen blev FM Moulthun Ly, IM George Xie samt GM Zong Yuan Zhao med 8½ points af 11. Jeg endte som nr. 25 med 6½ points.
Et link til turneringen:
https://sites.google.com/site/2011ozopenchess/
Herefter skulle jeg spille en svagt besøgt turnering, nemlig Melbourne Chess Club Australia Day Weekender. Kun 13 spillere stillede til start og der var en udpræget brug af BYE’er.
Betænkningstiden var 90 minutter til hele partiet med et tillæg på 30 sekunder efter hvert træk. Om lørdagen skulle vi spille tre partier, søndag og onsdag (Nationaldagen) to partier.
I 1. runde fik jeg hvid mod Damien Feaine, der spillede sit første turneringsparti. Under hele turneringen undlod han at notere sine træk ned. Mit 9. træk var Sxh8, så… Han blev sat mat efter 39 træk. Mest ophidsende – for mig i det mindste… - var, da han, mens han var i trækket, forlod brættet i 22 minutter for at sidde udenfor og ryge.
I 2. runde skulle jeg have sort mod Domagoj Dragicevic (2196). I det nyeste nummer af “Australasian CHESS” havde han flere partier med, hvor han åbnede med 1.c4, så stor var min overraskelse, da han begyndte med 1.e4. Det blev en skandinav, hvor jeg for afvigelsens skyld spillede 6.-,Lg4 i stedet for mit normale 6.-,Lf5. Jeg var presset gennem det meste af partiet, da følgende skete.
(Hvid spillede) 40.a4? (og fik et chok, da han så mit svar) Se7! (Udnytter på dramatisk vis, at tårnet på d1 er udækket.) 41.b4,Sd5 42.Dd4,bxc5 43.Dxc5 (43.bxc5 ser rigtigere ud.) Td8 44.b5,Dxd6 45.bxc6,Dxc6 46.Lxd5,Txd5 47.Txd5,Dxd5 (Efter partiet angav Dragicevic 47.-,exd5 som stærkere.) 48.De7 Kb6 49.Dxf7,Dd1 Remis. Min oprindelige plan 49.-,Df5 50.Dxf5 exf5 ser ud til at vinde ret smertefrit. Jeg regnede og regnede, men opnåede kun at blande varianterne sammen i en uendelighed… Da jeg havde mindre end fire minutter tilbage til resten af partiet, valgte jeg det sikre.
Ved det 3. parti denne lørdag havde jeg hvid mod Frank Lekkas. Jeg var der nærmest ikke – træthed… - og da min modstander også var træt, blev det en skuffende kort remis på 21. træk i Maroczy-Sicilianer.
I 4. runde skulle jeg have sort mod den store positive overraskelse Elliot Renzies (1664). Han er kendt for at lave en masse spændende interviews med forskellige skakspillere. Jeg har fx med stor fornøjelse læst det interview, han nåede at lave med nyligt afdøde IM Greg Hjorth, der – ganske tankevækkende – kun blev 47 år ung. Morale: Spis kød.
Selve partiet vandt jeg sådan set ret hurtigt i 33 træk, hvoraf han de sidste otte spillede videre i et slutspil med et tårn under, men undervejs må jeg nok indrømme, at en stærkere spiller havde smadret mig og mit stærkt risikable åbningsspil. Mod en ”stærkere” spiller havde jeg (forhåbentlig) spillet anderledes…
I 5. runde tog jeg en BYE. Det var sådan set ikke planen på forhånd, men da Melbourne Skakklubs formand Grant Szuveges forærede mig en tennisbillet til Rod Laver Arena denne aften, ville jeg altså ikke risikere at komme for sent og dermed gå glip af at se Maria Sharapova og tøsedrengen Andy Roddick blive slået ud.
I 6. runde skulle jeg have sort mod FM Michael Baron (2324), der er et produkt af den russiske skakskole. Han spiller en masse små turneringer og vinder en masse småpræmier, men omvendt tør han næsten aldrig stille op mod de stærkeste. Miraklers tid er ikke forbi og jeg holdt en hårdt kæmpet remis i 72 træk.
I sidste runde var der absolut ikke mere strøm på batteriet. En gevinst ville have givet mig andenpræmien alene eller delt. Nu spillede jeg med hvid en yderst kort remis – 9 træk – med John Dowling (USA – 2038). Fra turneringens begyndelse var han ellers den spiller, jeg helst ville have mødt…
I øvrigt endte det for mit vedkommende med en mangedelt andenpræmie, der slet ikke nåede op i nærheden af mit indskud.
FM Baron vandt med 6½ af 7. På andenpladsen kom Dragicevic, Sylvester Urban, Jesse Jager og HM med 4½ points.
På min sidste lørdag i Melbourne spillede jeg med i Allegro-hurtigturneringen. I 1. runde slog jeg med hvid en lille, tilsyneladende ikke videre talentfuld dreng. I 2. runde fik jeg og min Skandinav ørerne i maskinen mod Jesse Jager. Jeg vandt nemt i 3. runde mod en lavtratet ”NN”. I 4. runde fik jeg ”revanche” mod Frank Lekkas og vandt selvom min Skandinav ellers gav mig problemer undervejs. I 5. runde fik jeg ”revanche” mod 12 årige Ari Dale, der viste sig at være fuldstændig hjælpeløs uden sine computerforberedelser… I 6. runde spillede jeg remis med FM Michael Baron, efter jeg havde mistet en bonde i midtspillet. Herefter kastede jeg alt og alle ind i et desperadoangreb på at smadre hans kongestilling og vandt hurtigt en kvalitet. I slutspillet gav jeg kvaliteten tilbage mod, at jeg fik et ”vundet” tårnslutspil med to bønder over. I tidnøden fik jeg desværre fumlet det til remis. Under præmieoverrækkelsen TUDEDE Baron over, at jeg spillede meget bedre mod ham, end jeg gjorde mod alle de andre spillere(!)… I sidste runde tabte jeg til en stærkere spiller. Alligevel vandt jeg en ratingpræmie. FM Baron vandt turneringen 6½ af 7. Man bemærker, at IM James Morris var med i turneringen UDEN at få præmie…
En lille trist skyggeside ved turneringen var, at to tyskere – far Michael Stock (+2200) og datter WGM Lara Stock, som dog ”på dagen” hed Sophie Müller… – forlod turneringen efter to runder, fordi de ikke kunne få lov til at stå som uratede og dermed sandsynligvis vinde en ratingpræmie(!) Farmand holdt en dybt pinlig protesttale under 3. runde og blev derefter smidt ud af lokalet. Ude på gaden råbte han til TL Grant Szuveges, at han ville slås med ham, men da Grant så endelig kom ud, flygtede den tåbelige tysker ned af Leicester Street… Herefter så vi ikke mere til ham.
LATEST NEWS: Familien har nu turneret rundt i både Australien og New Zealand – internettet skulle – HÆHÆ – åbenbart ikke være opfundet på de kanter… – de seneste måneder og SNYDT sig til adskillige, typisk mindre, præmier. Hver gang under forskellige navne… Faktisk har de brugt så mange forskellige navne undervejs, at nogle skakfolk fra både Australien og New Zealand har troet, at der var to tyske far/datter familier, der hustlede rundt!!
Datteren har bl.a. fået en førstepræmie i en U-17 turnering, selvom hun er noget ældre!!
Links for evt. interesserede:
http://hamiltonchess.wordpress.com/
http://www.chessbase.com/newsdetail.asp?newsid=4103
http://stevegiddins.blogspot.com/2011/03/tournament-raider.html
http://www.chessvibes.com/reports/father-and-daughter-play-and-win-rookies-tournament-under-false-names/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar