onsdag den 29. december 2010

Godt Nytår!

Horsens Skakforening ønsker alle et Godt Nytår i 2011!

Vi har haft et godt år i 2010 og ser frem til et endnu bedre år i 2011, hvor der helt sikkert kommer til at ske mange spændende ting, ikke mindst ser vi frem til Horsens Lang Weekend 21-24.juli.

Glem heller ikke tilmelding til Horsens Bymesterskab 2011. Sidste tilmeldingsfrist er søndag den 9.januar til undertegnede Eigil Straarup på tlf 20 98 62 82 eller på eigilstraarup@sol.dk

tirsdag den 21. december 2010

Foreløbige tilmeldinger til Bymesterskabet 2011

Vi har på nuværende tidspunkt modtaget tilmelding fra:

Kim Nielsen, Stouby, 2055.
Morten Jensby, Horsens, 1974.
Anders Munch, Horsens, 1924.
Eigil Straarup, Horsens, 1870.
Erik Pedersen, Horsens, 1796.
Niels Møller Andersen, Horsens, 1746.
Mogens Buch, Horsens, 1600.
Uffe Mikkelsen, Horsens, 1368.

Vi har plads til mange flere og Eigil sidder parat til at modtage din tilmelding.
Du kan kontakte Eigil på enten:
e-mail: eigilstraarup@sol.dk eller på tlf. tlf. 20 98 62 82

mandag den 20. december 2010

Invitation til Horsens Bymesterskab 2011

Horsens Skakforening inviterer hermed til Horsens Bymesterskab 2011

Spillested: Horsens Skakforenings lokaler i ”Kilden”,
Kildegade 8-10, 8700 Horsens.

Turneringsform: 8 mands grupper, nederste evt. Monrad

Tidspunkt: Følgende syv tirsdage med start kl. 19:00; 11/1, 25/1 - 8/2 - 1/3 - 15/3 - 22/3 - 5/4.
I henhold til DSU-Skakreglementets §6.6a er det kun tilladt at komme op til 15 minutter for sent til rundens start, men i Horsens Bymesterskab 2011 må man komme op til 1 time for sent.

Betænkningstid: 2 timer til de første 40 træk, derefter ½ time + opsparet tid til resten af partiet.

Indskud: Kr. 120,- for alle deltagere. I prisen indgår et program,
som udleveres før 1. runde. I programmet vil alle detaljer omkring
grupperne og spilledatoerne fremgå.

Præmier: I 8-mands grupper bliver der en 1.præmie på kr. 500,-
og 2.præmie kr. 300,-. I en eventuel monrad gruppe vil der altid være tre præmier. Den ekstra præmie er enten en 3.præmie eller en rating præmie til monrad gruppens nederste halvdel afhængigt af ratingforskelle. Ved ligestilling i 8-mands grupper anvendes Sonneborn-Berger korrektion til fordeling af titlen som Bymester, mens pengepræmier deles. Ved ligestilling i en eventuel monrad-gruppe anvendes Sonneborn-Berger korrektion til fordeling af titel og præmier.

Forplejning: Kaffe, sodavand og øl kan købes.

Rygning: Der må IKKE ryges i bygningen.

Tilmelding: Enten per mail til Eigil Straarupeigilstraarup@sol.dk eller på tlf. 20 98 62 82. Sidste frist for tilmelding er søndag den 9. januar 2011. Oplys navn, klub, rating og fødselsdato. Efter tilmeldingsfristen indhenter vi de eksakte ratingtal.

Online dækning af Horsens Bymesterskab 2011! På Horsens Skakforenings hjemmeside www.horsensskakforening.dk bliver der løbende opdatering af resultatformidling og rundelægning fra turneringen. Efter hver runde vil Eigil Straarup om aftenen lægge resultaterne ind på klubbens hjemmeside. Her bliver der også senest mandag den 10. januar 2011 udsendt en detaljeret oversigt over gruppens sammensætning.


Vel mødt i Horsens!

tirsdag den 14. december 2010

Juleafslutning 2010

Husk at næste tirsdag d. 21/12 er der juleafslutning i klubben. Husk at tilmelde jer til Tim!

lørdag den 11. december 2010

Tilbageblik på Haderslev kampen.

I søndags vandt vi kneben sejr på 4½-3½ over rækkens hidtidige tophold fra Haderslev.
Inden opgøret lå vi nummer to i Mesterrækken, men trods sejren dropper vi ned som nummer fire i tabellen efter runden i søndags.

Det skyldes nogle ret overraskende og opsigtsvækkende resultater i rundens øvrige opgør som tidligere skrevet

For Anders Munch og undertegnede var det en helt særlig oplevelse at møde Haderslev i søndags; Vi har nemlig begge en fortid hos sønderjyderne, og det var selvfølgelig lidt specielt at møde sine tidligere holdkammerater. Hverken Anders eller jeg leverede varen for klubben. Derimod var det Erik Pedersen, der stod for én af de flotteste horsensianske gevinster.

Hvid: Børge Schröder, Haderslev.
Sort: Erik Pedersen, Horsens.
1.c2-c4, e7-e5
2.g2-g3, Sg8-f6
3.Sb1–c3, c7-c6
4.Lf1–g2, d7-d5

Engelsk. Erik spiller en variant, som han har spillet mange gange i årenes løb, men ikke i det seneste lange stykke tid.
5.c4xd5, c6xd5
6.d2-d4, e5xd4
7.Dd1xd4, Sb8-c6
8.Dd4-a4, Lf8-e7?!

Et passivt træk, som i fortsættelsen giver sønderjyden mulighed for at trykke den isolerede d-bonde. Erik mente under partiet, at han her skulle spille det mere aktive 8...d4!, men han turde ikke. Efter f.eks. 9.Lxc6+?,bxc6 får Sort masser af initiativ.
9.e2-e3, 0–0
Når man påtager sig en isoleret d-bonde i en stilling som her, så er det fordi man satser på aktivt officersspil. I fortsættelsen får Erik ikke umiddelbart aktivt officersspil, især fordi han ikke spillede det aktive 8...d4!
10.Sg1–e2, Lc8-e6
11.0–0, a7-a6
12.Se2-d4, Sc6xd4
13.Da4xd4, Dd8-a5
14.Lc1–d2, Da5-c5
15.Sc3-e2, Dc5-d6
16.Ld2-c3, Tf8-d8
17.Tf1–d1, Ta8-c8
18.Se2-f4, -

Måske var 18.De5, eventuelt fulgt af 19.Sd4 bedre for Hvid? Dronningen er for stærk til blot at blokere en bonde. Springeren er den fødte blokør, og i dette tilfælde peger den også på løberen på e6 fra d4.
18. - , b7-b5
19.a2-a3, Tc8-c4
20.Dd4-d3, Dd6-d7
21.Lc3xf6, Le7xf6

Så røg løberparret også. Det virker som om, at sønderjyden har svært ved at finde en plan. Nu mister han totalt grebet om stillingen.
22.Lg2xd5?, -
Partiets afgørende fejl, der giver Erik mulighed for at slå kontra med en taktisk finesse. Sådan nogle ser Erik ofte! Efter f.eks. 22.Sxd5,Lxd5 23.Lxd5,Tc7 24.Tb1 havde Hvid vundet en bonde, men med de uligefarvede løbere er det ikke lige til at se, hvordan man skal komme ud af remis-zonen. Nu griber Erik ud efter gevinsten!

22. - , Tc4xf4!
Trækket her giver Erik løberparret for et tårn, hvilket reelt afgør partiet.
23.g3xf4, Dd7xd5
24.Dd3-c2, -

Eller 24.Dxd5,Txd5 25.Txd5,Lxd5 26.Tb1,Le4, hvorefter de to hvide bønder på dronningefløjen falder.
24. - , Dd5-a8
25.f4-f5, Td8-c8
26.Dc2-d3, Le6-c4
27.Dd3-d7, Lf6xb2
28.Ta1–b1, Lb2-f6
29.Td1–d6, Tc8-d8
30.Dd7-c7, Td8xd6
31.Dc7xd6, h7-h6!

Et vitalt mellemtræk, som giver kongen et lufthul på h7, så dronningen kan komme ud og arbejde på brættet. Løberparret er dræbende, og det stakkels hvide tårn kan ikke dæmme op for de sorte trusler på de svage hvide felter rundt omkring kongen.
32.Tb1–d1, Da8-f3
33.Dd6-d7, Df3-g4+
34.Kg1–h1, Lc4-e2
35.Opgivet, 0–1.

Hvid bliver hurtigt sat mat, f.eks. 35.Tg1,Lf3+ 36.Tg2,Dxg2#.

Af Eigil Straarup

søndag den 5. december 2010

Kneben sejr over topholdet fra Haderslev

I eftermiddags vandt Horsens Skakforenings hold i Mesterrækken en kneben sejr på 4½-3½ på VUC i Haderslev over sønderjydernes andethold.

Lad os som altid starte med et blik på scoretavlen;

1.Claus Mogensen-Morten Jensby X
2.Allan Hye-Kurt Schlott 2
3.John Sørensen-Peter Berg 1
4.Ole Trøst Poulsen-Anders Munch 1
5.Gert Jöhnk-Eigil Straarup X
6.Børge Schröder-Erik Pedersen 2
7.Lars Jørgensen-Niels Andersen 2
8.David Hedegaard-Tim Bjerre X

Så er kampen startet!

Først færdig var nøjagtigt som i sidste runde i Esbjerg undertegnede Eigil Straarup. Igen i dag blev det til en kort og ret begivenhedsløs remis. Eigil mødte sin tidligere klubkammerat gennem fire år Gert Jöhnk, der med sin anti-franske opstilling mod Caro Kann hurtigt fik lukket stillingen til, så det var svært for nogle af parterne at komme videre. Der er ikke så meget mere at sige om det, måske bortset fra, at nogle af holdkammeraterne havde set den komme. I bilen på vej til Haderslev spurgte Peter Berg eksempelvis; ”Eigil, har du et stående remistilbud fra dem alle sammen dernede?”. Det havde Eigil nu ikke, men cirka 160 kilometers kørsel divideret med 13 træk giver lidt over 12 kilometer per træk, og det er selvfølgelig for meget af det gode!

En god times tid senere, nærmere bestemt kl. 14.55, fik Erik Pedersen et resignerende håndtryk af Børge Schröder. Med de sorte brikker i en engelsk Keres-variant påtog Erik sig en isoleret d-bonde, som han dog ikke turde spille frem til d4 i ottende træk, selv om han var ret sikker på under partiet, at det havde været det rette. Herefter satte Børge pres på d-bonden, og han havde mindst lige spil og burde nøgternt set have holdt remis. Måske havde han endda små gevinstchancer? I stedet for spillede han forkert i midtspillet, hvilket Erik prompte udnyttede til at få et slutspil med dronning og to løbere mod Børges dronning og tårn. I det slutspil var løberparret uhyggeligt, og i løbet af bare cirka ti træk, stod Børge over for at blive sat mat eller aflevere tårnet for den ene løber. Børge smed forståeligt nok håndklædet i ringen, og vi førte nu 1½-½. Et fint parti af Erik, der kommer i skakspalten i Horsens Folkeblad på fredag, og få dage senere også her på hjemmesiden.

Cirka ½ time senere, kl. 15.20, blev Niels Andersen noteret for vores anden gevinst i dag. Med de hvide brikker fik han hurtigt en behagelig stilling med initiativ og terrænfordel. Allerede i det tidlige midtspil trådte sønderjyden forkert, og derfor blev han nødt til at ofre en officer for at undgå at blive sat mat. Da Niels først havde spist springeren satte han autopiloten på. De sidste 25 træk var reelt overflødige, men selvfølgelig spiller man chancen og leder efter modspil. Dermed førte vi 2½-½, og her omkring lugtede det af en storsejr på cirka 5½-2½.

Dårligere blev det ikke, da holdets nykårede gudfar fem minutter senere fik et tilbud, han ikke kunne afslå. Morten Jensby slap ellers bedst ud af åbningen, og han havde efter eget udsagn en lille fordel i det tidlige midtspil. Fordelen forsvandt ud i den blå luft, efterhånden som Claus Mogensen fik skubbet sine centrumsbønder frem og befriet stillingen. Sønderjyden fik givetvis også fordel, og det så ikke for godt ud for Morten. Men så kom tilbuddet altså, og man kan roligt sige, at Morten tog imod i en fart! Dermed førte vi 3-1 og lå i den grad til at komme ud af det sønderjyske med en storsejr på kontoen.

Sådan kunne det også være gået, hvis Anders Munch havde slået Ole Trøst Poulsen! Tidligt i et helt vildt midtspil fik Anders et par bønder meget langt frem på brættet. Det så virkelig ud som om, at Ole var pakket sammen, og det var han måske også blevet, hvis Anders havde byttet dronningerne og fortsat trykket med de fremskudte fribønder. I stedet for skete der det, at Ole fik nogle dræbende mattrusler stablet på benene på kongefløjen. Anders ofrede/mistede en officer i håbet om at parere truslerne, men det var helt forgæves. I stedet for fik Ole helt styr på de fremskudte bønder, mens hans mattrusler også gik rent ind på kæben. Dermed 3-2, og nu begyndte storsejren på 5½-2½ at fortone sig i det sønderjyske vintermørke.

Igen i dag leverede Kurt Schlott varen på 2.bræt! Med de sorte i en englænder fik han godt fat i Allan Hye i midtspillet. Begge kom i lettere tidnød i et slutspil, hvor Kurts tårne var gået ombord i anden række. Allan Hye så ud til at være fuldstændig kvast, men i første omgang slap han tilsyneladende ud af sine problemer. Om han kunne være sluppet ud af det med en remis, skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald skete der det, at Allan Hye spillede forkert i slutningen af tidnøden, hvorefter Kurt kunne sætte de afgørende træk. Dermed 4-2 til os.

Få minutter senere sluttede matchens næstsidste parti kl. 15.57, da Tim Bjerre måtte tage til takke med remis mod David Hedegaard. Tim fik ellers allerede i åbningen eller det tidlige midtspil en fordel, som han transporterede med hele vejen gennem partiet. Jeg så kun partiet ud ad øjenkrogen, men jeg føler mig alligevel overbevist om, at Tim skulle have fundet en vej til gevinst undervejs. Det gjorde han desværre ikke. I stedet for kom han i lettere tidnød, og da han kom ud på den anden side, havde han et slutspil med uligefarvede løbere og én merbonde, fem mod fire. Det var tykt remis, som den slags uligefarvede løberslutspil ofte er, når der ikke er andre officerer på brættet. Dermed 4½-2½ til os.

Tidligere på eftermiddagen så det ud til, at Peter Berg havde en behagelig stilling, som mindst var remis og måske endda også vundet. Desværre udviklede partiet sig således, at der opstod et slutspil, hvor begge parter havde løberparret, og så havde Peter en merbonde. Den fik han ingen glæde af. Vigtigere var det, at John Sørensen havde to fremskudte bønder i centrum, mens Peter havde to fribønder, som stod langt tilbage på kongefløjen. Peter forsøgte at skubbe fribønderne fremad for at skabe modspil, men det gav ingenting. Sønderjyden flyttede konsekvent sine fribønder fremad, hvorefter Peter ikke havde andet valg end at ofre sin ene løber på de to fribønder. Herefter var stillingen tabt, og Peter gav håndtrykket kl. 16.30. Dermed vandt vi altså 4½-3½.

Umiddelbart lidt skuffende ”kun” at vinde 4½-3½ over Haderslev, når vi ifølge ratingkontoret i Rask Mølle var favorit til at score 5,29 points i de otte partier. Her skal man dog huske, at de flinke mennesker i Haderslev ikke har et ratingtal, der afspejler deres virkelige styrke. Noget sludder, vil nogle måske sige – men jeg vil vove den påstand, at de er stærkere, end deres ratingtal afspejler!

Trods sejren over topholdet i dag, dropper vi fra andenpladsen ned til en fjerdeplads i tabellen. Det skyldes to overraskende og ét grotesk resultat i de andre kampe i Mesterrækken i dag. Evans spillede overraskende 4-4 med Ribe, mens Kolding lammetævede Gråsten 7½-½ i det sydligste Danmark. Hatten af for det, og på den baggrund avancerer Kolding til tredjepladsen. Det er fair nok. Derimod er Springerens storsejr på 6-2 over Centrum fra Esbjerg helt grotesk. Vestjyderne kom til Kolding med kun fem mand – og af dem var der INGEN af dem, der sad på de fem øverste brætter for to uger siden mod os. Man kan ikke bebrejde Springeren fra Kolding, at de udnyttede situationen, men det er bare grotesk, at de på den baggrund avancerer til førstepladsen, som de nu kan holde jul og nytår på.

Rækken er dog stadig meget tæt, så alt kan ske, når der igen skal rykkes brikker i Mesterrækken i det nye år.

Af Eigil Straarup

lørdag den 4. december 2010

Odenseanere på togt i Horsens

Under sommerens Horsens Lang Weekend var der fire deltagere fra Skakklubben Frem i Odense med i feltet.

Frem er en klub med mange unge sultne spillere, som om sommeren har for vane at rejse rundt i Danmark og spille med i forskellige skakturneringer. Kristoffer Dyrgaard, Mads Hansen, Stefan Wiecker og lettiske Ritvars Reimanis var med i Horsens, og efter syv runder på fire dage rejste de til Helsingør og fortsatte togtet med ni runder i Politiken Cup i løbet af bare 10 dage!

Vi skal se én af Stefan Wieckers gevinster. Han har været noget nær fast inventar i ”Den Lange”.

Hvid: Lars Andersen, SK1968/Århus, 2178.
Sort: Stefan Wiecker, Frem/Odense, 2188.
1.c2-c4, g7-g6
2.Sb1–c3, Lf8-g7
3.d2-d4, Sg8-f6
4.e2-e4, d7-d6

Kongeindisk. Én af skakkens ældste og mest traditionsrige åbninger, hvor Hvid oftest søger lykken på dronningefløjen, mens Sort satser på at skabe noget på kongefløjen.
5.Lf1–e2, 0–0
6.Sg1–f3, Sb8-a6
7.0–0, e7-e5
8.Tf1–e1, -

Tidligere spillede Hvid som regel 8.Le3. Efter 8...Sg4 9.Lg5,De8 10.h3,f6 11.Ld2,Sh6 12.Dc1,Sf7 13.c5,dxc5 14.dxc5,Sxc5 15.Sd5,Se6 16.Sxc7,Sxc7 17.Dxc7,Sd8! anså man stillingen for at være lige. Nu om dage vælger Hvid andre veje.
8. - , Lc8-g4
Hovedvarianten er 8...c6. Idéen bag Wieckers 8..Lg4 kommer gennem inspiration fra den amerikanske stormester Perelshteyns partier.
9.Lc1–e3, -
Wiecker var forberedt på 9.d5,Sc5 10.Dc2 (eller 10.Sd2?!,Sd3! 11.Lxg4,Sxg4 12.Tf1,Dd7, og Sort har udlignet.) 10...a5 11.h3,Ld7! 12.b3,Sh5, hvor Sort også har udlignet. En meget behagelig stilling for Sort, blandt andet fordi Hvid skal bruge lang tid på at gennemføre a2-a3 og b3-b4, fordi et for tidligt a2-a3 besvares med a5-a4!
9. - , Lg4xf3?!
10.Le2xf3, e5xd4
11.Le3xd4, Sa6-b4

Fidusen bag 8...Lg4. Selv om det virker unaturligt at åbne stillingen for det hvide løberpar, så får Sort hurtigt kontrol over feltet d4.
12.e4-e5!
Ikke 12.a3?,Sc6 13.Le3,Sd7 14.Dd2,Sc5 15.Tad1,Se6, som giver Sort mikroskopisk fordel.
12. - , Sf6-d7
13.Lf3xb7, -

Her var det nok en bedre chance for Hvid at satse på 13.e6. Efter f.eks. 13...fxe6 14.Lxg7,Kxg7 15.Txe6,Se5 16.Lxb7,Tab8 17.Le4,Kf7 18.Txe5!?,dxe5 19.De2,Df6 ser stillingen højst uklar ud.
13. - , Ta8-b8
14.Lb7-e4, c7-c5
15.Ld4-e3, Sd7xe5

Sort har udlignet. Herfra var det Wieckers plan at plante en springer på d4. Derefter får han mulighed for at spille på de sorte felter, og i den sammenhæng står Hvids løbere fejlplaceret i centrum.
16.Dd1–e2, -
Eller 16.a3,Sc6 17.f4,Sxc4 18.Lxc6,Sxe3 19.Txe3,Ld4 20.Df3,Txb2 21.Tad1,Da5, som også giver Sort mikroskopisk fordel.
16. - , f7-f5
17.Le4-d5+, Kg8-h8

Her står kongen sikkert!
18.De2-d2, Sb4xd5
19.Dd2xd5, -


19. - , f5-f4!
Meget bedre end 19...Tb8xb2?!, fordi Sort nu griber initiativet.
20.Le3-c1, Dd8-h4
21.h2-h3, Tf8-f5

I begyndende tidnød overså Wiecker desværre, at 21...f3! er endnu stærkere.
22.Dd5-e4, Tb8-b4?
Her var 22...Sf7! stærkere, fordi det med tempo transporterer springeren til g5, hvorfra den deltager aktivt i Sorts angreb.
23.Lc1–d2?, -
En grov fejl, men Lars havde kun ét minut tilbage op til træk 40. Derfor kommer der adskillige fejl fra hans hånd i partiets slutfase. Efter 23.b3!,Tbb8 24.Lb2,Sf7 25.De8+!,Txe8 26.Txe8+,Lf8 27.Txf8+,Kg7 28.Te8 havde stillingen pludselig været meget uklar.
23. - , Tb4xc4
24.De4-a8+, Tf5-f8
25.Da8-b7, Tc4-d4
26.Ta1–d1, f4-f3!

Så kom den endelig, og den gør også ondt på Hvid her!
27.Te1–e4, Dh4-h5
28.Ld2-e3, Td4xd1+
29.Sc3xd1, f3xg2
30.Tabt på tid, 0–1
.
Hvids stilling var også håbløs nu, f.eks. 30.Sc3,Dxh3, og Sort sætter mat i næste træk med enten 31...Sf3# eller 31...Dh1#.

Af Eigil Straarup