torsdag den 17. december 2015

4. runde af Divisionsturneringen Kjellerup – Horsens 4½ - 3½

Under fine spilleforhold og i en problemløst afviklet match måtte vi lægge ryg til et knebent nederlag.
Morten Jensby vandt et meget flot og ganske kort parti på første bræt mod stærke Søren Ladegaard.
Morten Beuchert holdt en vanskelig stilling remis. Modstanderen kunne endda godt have presset videre. Godt kæmpet.
Per Rasmussen spillede en hurtig og udramatisk remis.
Henrik Mortensen tabte sit første holdkampsparti nogensinde i Horsens-trøjen og vist nok også det første holdkampsparti i mere end 10 år. Ikke at jeg har spillet afsindigt mange holdmatcher de seneste 13-14 år… Beklageligvis rendte jeg ind i en grim knock out og blev talt ud af kamplederen… Jeg kom tidligt i problemer, da jeg sammenlagt brugte mere end 25 minutter på at spille 10.-,Lc8-d7? og bagefter ”indrømme” fejlen ved at spille 11.-,Ld7-c8! Som Jensby påpegede bagefter, skulle jeg senere i partiet have ofret kvaliteten. Det havde jeg selvsagt også gjort, hvis jeg ellers havde vidst, hvad der var på vej…
Anders Munch kæmpede ihærdigt og var sidste mand færdig. Desværre med et nederlag til følge.
Topscorer Peter Berg fik hurtigt en god stilling, men modstanderen bakkede desværre i tide og holdt således remis.
Søren Sørensen tabte desværre tråden i en ellers fin stilling og så smuldrede partiet ellers mellem fingrene på ham.
Mikai Alexandru Scutaru vandt en fint angrebsparti.
Det kan godt være, at vi rykker ned, men det var i hvert fald ikke i denne kamp, det gik galt. Grundlæggende leverede vi alle sammen og stemningen på holdet kan der ikke rokkes ved. Det lover godt for de kommende kampe.
Glædelig jul og godt nytår
Henrik Mortensen
PS: Der kan læses meget om matchen på lørdag i Folkebladet.

onsdag den 18. november 2015

Fredericia Hurtigskak 2015, Sydjysk Grand Prix - SGP 3

4 af vores nye medlemmer deltog i Fredericia og her er et lille referat skrevet af Peter Riis (Red.)

Lørdag den 14/11 var vi fire spillere fra Horsens, der drog til Fredericia i anledning af en hurtigskakturnering i Sydjysk Grand Prix serien. Der vil blive afholdt yderligere fire Grand Prix turneringer i løbet af sæsonen, den næste finder sted i Vojens imellem jul og nytår. Tre skoleskakspillere, Anders Bach Lauridsen, Asger Haargaard og Ricardt Riis, der alle deltog i skoleskakklassen samt undertegnede, der deltog i mesterklassen.
Mesterklassen var ganske stærkt besat med en international mester og tre fide mestre og et rating gennemsnit på 2155. Som ventet blev klassen vundet af IM Jens Ove Fries Nielsen med 6/7 medens andenpladsen gik til hans bror, FM Niels Jørgen Fries Nielsen med 5½ points. Bedste spiller under 2100 blev Lars Jeppesen med 2½ points. Selv opnåede jeg i denne gruppe 2 points, hvad jeg er ganske godt tilfreds med.

I tredje runde kom min første gevinst.
Hvid: Peter Riis, Horsens Skakforening
Sort: Niels Nybo Jakobsen, Fredericia Skakforening


















 
Der fulgte:
1. Tg2-c2, Tc5xd5?
Sort mener omsider at kunne omsætte sin gode stilling til et materiale forspring.
2. Tc2-c8+, Lf6-d8
og nyd så lige dette træk!

3. Dd3xb5!

og sort opgav!

Skoleskakklassen blev vundet af Janosh Easan med 8/10, på andenpladsen ligeledes med 8 points kom Christian Abild medens Ricardt Riis tog tredjepladsen med 7½ points. Anders Bach Lauridsen og Asger Haargaard fik også rimelige resultater i denne klasse med henholdsvis 5½ og 5 points.
Af Peter Riis

lørdag den 24. oktober 2015

Flittig turneringsaktivitet…

Da jeg for ti år siden sidst var arbejdsløs, benyttede jeg lejligheden til at spille nogle turneringer på hverdagsaftener.

Den gang spillede jeg om tirsdagen med i Rødovre-Mesterskabet, som jeg slet og ret vandt med 5½ af 7 foran et kobbel af spillere, der endte på 4½ points og i Mester 2 i Allerød om torsdagen, som jeg vandt med 4 af 5 points.
Siden den gang har jeg ikke spillet en eneste turnering afviklet på en torsdag, hvilket er ret ærgerligt, da fx Brønshøj Skakforening afholder masser af (spændende) turneringer på torsdage og hvor klubbens hjemmebane er beliggende mindre end 3 km fra min bopæl.

Jeg havde i 2015-ombæringen tilmeldt mig Gladsaxes Høst Emt med kampafvikling om tirsdagen, hvor vi var otte personer, der skulle spille en seks runders turnering(!) og om torsdagen i Allerøds fem runders turnering, hvor jeg (atter) skulle spille i Mester 2.
Første uge:

90 minutter før kampstart opdagede jeg, at jeg havde modtaget en mail om, at min modstander havde meldt afbud. Altså ingen skak i denne uge…
Anden uge:

I 2. runde i Gladsaxe skulle jeg have sort mod Poul Erik Harders (GSF – 1783/1554). Ham har jeg tidligere slået et par gange, men da vi senest spillede, måtte jeg meget mod min vilje pådrage mig en forfærdelig stilling, før jeg fik vendt kajakken. Denne gang kom jeg stærkt fra åbningen og fastholdt den behagelige stilling langt ind i midtspillet, men efter sit 35. træk satsede han hat, kat og regnfrakke med en bondestorm mod min kongestilling. Han var imidlertid nede på ”tillægstiden” og så endte det med, at jeg plukkede hans bønder og sluttelig sagde farvel og tak med en springergaffel, der nappede hans tårn. Havde han valgt den rigtige trækfølge omkring trækkene 38 - 40, kunne jeg muligvis skullet have kæmpe hårdere for gevinsten. 1-0 efter 47 træk.
Jeg skulle have sort i 1. runde i Allerød mod Per Settergren Sørensen (ASK 2087/2004). Han var også i 2005 med i Mester 2, men havde den gang væsentligt mindre i rating, end han har nu. Vi spillede da remis, fordi jeg accepterede remis’en, kort før hans vinge ellers ville faldet i en klar remisstilling. Jeg havde alligevel ikke gjort noget, som mindede om fremskridt de seneste mange minutter op mod midnat.

I det aktuelle parti havnede jeg i en vanskelig Caro-Kann-version og vi ser stillingen efter hans 19.Tf1-e1.
Hvid: Per Settergren Sørensen
Sort: HM


(Jeg erkender i tide min dårlige stilling og tilbyder en bonde, for så samtidig at kunne puste liv i min mere end blot mildt engagerede løber.) 19.-,0-0!? 20.Dxf5 (Efter 10 minutters tænkepause tager han imod udfordringen.) Lg6 21.Dg4,Db4! (Modangrebet sættes ind og hvid ignorerer samtidig samtlige faresignaler.) 22.h4,h5! 23.Df4,Dxb2 (Testamentebonden, men da jeg alligevel næppe er stillet nogen større arv i udsigt, så…) 24.Ta1-c1?!,Ta8-c8! 25.Df6,Txc2 26.Tb1,Dxa2 (Med lidt simpel lommetyveskak er den hvide dronningfløj blevet ribbet for bønder.) 27.Ta1,Db2 28.Te1-b1,Dc3 29.Txa7,Txf2! 30.Dxf2,Lxb1 31.Txb7,Le4 32.De3,Dxe3 33.Sxe3,Tc8 og sort vandt i sikker stil efter yderligere 30 træk.
Efterfølgende læste jeg på Christopher Pedersens skakblog, at Christopher betragtede sig selv og Per Settergren Sørensen som favoritter til at vinde gruppen. Jeg så nu mig selv som favorit, men regnede dog med, at Christopher kunne være en mulig, farlig outsider. Resultatet af det ovenstående parti bekræftede foreløbig min vurdering.
Tredje uge:

I Gladsaxe spillede jeg det udsatte parti mod det 12årige juniortalent Nikolaj Brødsgaard (GSF – 1172), som jeg naturligvis ikke havde spillet mod tidligere. Det blev fransk og han blev udsat for veritabel gang tæppebankerskak fra Bochum-skolen. Vi ser slutstillingen, der indeholder en pudsig tårnfangst midt på brættet. Hvid har lige spillet 21.g3-g4!
Hvid: HM
Sort: Nikolaj Brødsgaard

Sort opgav naturligvis.
I Allerød havde min modstander i god tid meldt afbud.
Fjerde uge:

I Gladsaxe skulle jeg spille topopgør med de sorte brikker mod Jan Flemming Jensen (GSF – 1981/1834), som jeg aldrig tidligere havde spillet imod. Han spillede en slap Dronninggambit og jeg fik sat ham under pres. Desværre forsvarede han sig godt og så blev det bare remis.
I Allerød skulle jeg have sort mod John Einer Keiwe (ASK – 1932/1922). Selvom vi er jævnaldrende, har vi kun spillet en enkelt gang tidligere mod hinanden, nemlig ved DM i Skoleskak på Skanseskolen i Hillerød d. 3. november 1979. John spillede dengang 1.b3 og vandt. I det aktuelle parti spillede jeg en al for passiv dronninginder og kom til at stå derefter. Jeg ofrede en bonde for at få noget modspil, men han valgte at holde snitterne for sig selv. Partiet udviklede sig til først at være en kamp om feltet c4 og senere var det feltet e5, vi kæmpede om. Efter 31 træk tilbød hvid remis og jeg havde reelt ikke noget valg, da jeg sandsynligvis fortsat stod en lille smule under.
Femte uge:

I Gladsaxe skulle jeg have hvid mod Alex Madsen (GSF – 1520/1374). Jeg har tidligere besejret Alex, hvilket vist nok kun er en enkelt gang, men det kan faktisk også godt være to gange… Han skal roses for at holde turneringen i gang. Han var ene mand både TL, brikopstiller og kaffebrygger. Jeg fik trods en ”fingerfejl” i åbningen hurtigt stor fordel mod hans Sicilianer. Jeg burde nok have ofret en officer i det tidlige midtspil, men nølede. Pludselig var stillingen vildt kompliceret, men det var heldigvis Alex, som først for vild. 1-0 efter 30 træk. Dagen efter modtog jeg en venlig mail fra ham indeholdende et spørgsmål om en bestemt variant. Hans foreslåede variant var nu ikke særlig god, men jeg skrev tilbage, at der havde været en helt anden variant, som jeg under partiet havde frygtet langt mere. Den havde han så til gengæld slet ikke set! Og jeg sad ellers i næsten 20 minutter ved brættet og kogte over den…
I Allerød var det skæbnetime. Jeg skulle have mit tredje sorte parti i streg, nemlig mod Christopher Pedersen (Hillerød - 2068/1993), som jeg pudsigt nok aldrig havde spillet imod tidligere. Han havde 3 af 3, mens jeg stod på 1½ af 2. Jeg forsøgte at stramme mit åbningsspil ganske dramatisk op ved at spille Aljechins Forsvar, men jeg kom atter tydeligt dårligst fra åbningen. Vi kommer ind i partiet, hvor jeg troede, at jeg havde fået spil for min mistede bonde med trækket 20.-,Le7-f6

Hvid: Christopher Pedersen
Sort: HM



(Christopher spillede iskoldt) 21.d5! (21.Td1?!,c5!) Lxb2 22.Ta2!! (En meget flot manøvre og samtidig et træk man normalt finder på et niveau, som er noget højere end niveauet i ”Mester 2”. Vi har allerede set rigeligt fra partiet, men sort måtte altså ned efter 46 træk.) 1-0.
Efter tre af runderne fik jeg kørelejlighed på hjemturen med Christopher som chauffør. Det var hyggeligt og vi vendte flere forskellige problemstillinger. En ting var vi rørende enige om, nemlig at en bestemt ”ungjunior” virkelig trængte til at få en træner, hvis han skulle til at gøre nogle nævneværdige fremskridt.

Sjette uge:
I Gladsaxe skulle jeg have sort mod den (al for) hurtigtrækkende Allan Hansen (GSF – 1835/1713), som jeg aldrig tidligere havde spillet imod. Det blev igen en Dronninggambit, som det havde været 14 dage tidligere, men for en sikkerheds skyld indskød jeg et h7-h6, samt udviklede min springer på b8 til d7 i stedet for til c6. Man aner jo aldrig, om folk har forberedt sig… Vi kommer ind i partiet, hvor sort netop har spillet 25.-,Th5-g5.

Hvid: Allan Hansen
Sort: HM

26.Sg3?,Lxg4! 27.Kf2 (27.fxg4,Dxg4 med den meget direkte trussel 28.-,Dxg3 og den mere indirekte trussel 28.-,Dxg2#.) Lf5 28.Sxf5,Txf5 og sort vandt efter 45 træk. Jeg afslog remis efter hvids både 21. og 34. træk. Sidstnævnte forslag var nok også lige kækt nok. 0-1.
I Allerød skulle jeg spille det fra 2. runde udsatte parti mod Morten Kühn (Hillerød – 1856/1853). Ham havde jeg tidligere vundet ret let over i en Kronborg-turnering. Jeg kunne ikke finde noteringslisten fra den gang og forsøgte vist også mentalt at gå på vandet. Bedre blev det ikke af, at jeg forsøgte at ofre en bonde i åbningen. Dette tilbud blev afslået og jeg fik ”gratis” en fin angrebsstilling. Alle de, som hævder, at jeg ikke kan angribe – mig selv inklusive… - fik desværre atter en gang ret. Efter sorts 15. træk havde jeg TRE interessante muligheder for at ofre en officer, men valgte efter 12 minutters betænkningstid bare at rykke baglæns. Herefter blev jeg hurtigt smadret i et angreb. Vi har allerede set rigeligt til det parti… 

Syvende uge:
Der var plads til udsatte partier i Gladsaxe. Jan Flemming Jensen måtte med scoren 3½ af 4 trække sig fra turneringen grundet uventet stort arbejdspres. Det var ”godt nyt” for mig, da han havde en langt bedre korrektion, end jeg nogensinde ville kunne få.

Vi ser partiet fra sidste runde i Allerød, hvor jeg spillede for ANDENPRÆMIE…
Hvid: Henrik Mortensen
Sort: Ejgild Nielsen (ASK – 1905/1892)

1.Sf3,Sf6 2.c4,c5 3.d4!? (I 2005 spillede jeg i denne stilling imod samme modstander 3.Sc3. Selvom min modstander er noget ældre, end jeg er, så har han i dag mere i rating, end han havde dengang.) cxd4 4.Sxd4,Sc6 5.Sc3,d6 6.e4 (Så nærmer vi os lige så stille Maroczy-land… For ti år ordnede jeg samme modstander i netop en Maroczy-massakre.) Db6 7.Sd4-b5,a6 8.Sa3,e6 9.Le2,Le7 10.0-0,0-0 11.Kh1,Dc7 (Dronningen stod skidt på b6 og det var derfor, at hvid ikke gjorde mine til at true den hen til eventuelle bedre felter.) 12.Le3,Tb8 13.Tc1! (Tårn og fjendtlig dronning på samme linje…) Sd7 14.Dd2,Te8 15.Tf1-d1,b6?! (Så beder han også selv om det…)

16.Sd5! (Et klassisk skinoffer, der udnytter, at det hvide tårn og den sorte dronning befinder sig i den samme linje.) exd5 17.cxd5,Sc5 18.dxc6,Sxe4 19.Dc2,Sf6 20.Lf3,b5 21.Dd2,Lf5 22.Dd4,d5


23.Df4 (En trist nødvendighed. Det planlagte 23.Lf4?!,Ld6 24.Lxd6,Dxd6 25.Lxd5?,Sxd5 26.Dxd5 strander på Te1+…) Dxf4 24.Lxf4,Tb8-c8 25.c7,Le4 26.h3! (Undgår overraskelser på baglinjen i tidnøden. Bytter sort på f3, forsvinder der en masse gode springerfelter i centrum.) Lb4 27.Sc2,La5 (27.-,Lxc2 var nødvendigt, selvom det utvivlsomt gør rigtig ondt at skulle spille sådan et træk.) 28.Sd4! (Derfor… Springeren har øjnene rettet mod både c6 og f5.) Sd7 29.Lxe4,Txe4 30.Lg3,Lb6 31.Sf5!,Lxf2? (Total opløsning i tidnød…) 32.Lxf2,Tf4? 33.Se7+,opgivet. 1-0.
Hermed sikrede jeg mig en delt andenplads med Morten Kühn, som overraskede alt og alle, undtagen min pengepung, positivt ved at spille remis mod sin ellers så suveræne klubkammerat Christopher Pedersen. Aftalt spil?? Naturligvis ikke. Christopher havde ved en gevinst sikret sig et kandidatresultat…

Ottende uge:
Sidste runde i Gladsaxe. Ved et nederlag ville jeg komme på andenpladsen. Ved alle andre udfald ville jeg vinde turneringen. Selvom jeg jo stadigvæk ikke havde al for stort besvær med at huske mit nederlag til Morten Kühn to uger tidligere, troede jeg altså ikke et sekund på, at jeg skulle tabe dette parti.

Hvid: HM
Sort: Carl Aage Pedersen (GSF – 1778/1735)

1.e4,c5 2.Sf3,d6 3.d4,cxd4 4.Sxd4,Sf6 5.f3!?,g6 6.c4! (Maroczy-Massaker… Castropher Strasse, hier kommen wir…) Lg7 7.Sc3,0-0 8.Le3,Sc6 9.Sc2!? (Ingen lettende afbytninger…) a6 10.Dd2,Dc7 11.Tc1 (Den opmærksomme læser husker måske noget med fjendtlige tårne og dronninger på samme linje…) Se5 12.b3,Ld7 13.Le2,e6? (Dette træk giver kun mening, hvis sort umiddelbart efter er parat til at gennemføre fremstødet d6-d5.) 14.0-0,Se8 15.a4,Tc8 16.Tf1-d1,b6


17.f4! (Energisk spil fra en, der ellers kan ”nøjes med remis”… Sandheden er, at sort har tydelige pladsproblemer.) Sc6 18.e5,Sa5! (Formentlig sorts bedste forsøg. Udover sine stillingsmæssige problemer begynder han nu også at få problemer med tiden.) 19.exd6,Db8 20.Tb1,Sf6 21.Sb4,Da7 22.Sd3,Sb7 23.Se5 (GM Jacob Aagaard har skrevet både artikler og bøger om, hvorledes man skal spotte sin dårligste brik og så ellers forsøge at forbedre dens placering. I al beskedenhed stod denne springer på c2 for tre træk siden.) Tf8-d8 24.b4,Lc6! (Sort vil både have sin bonde tilbage og diskutere feltet e4.) 25.a5!,Txd6 26.Dc2 (e4?? No way, vi har ikke startet nogen diskussionsklub…) Txd1 27.Txd1,Da8 28.Lxb6 (Fordelenes forvandlingsevne… Sort har mistet den meningsfyldte adgang til d8. Hvid har stor fordel og kan utvivlsomt vinde på flere måder.) Lf8 (Truer 29.-,Lxb4.) 29.Db1 (Truer med at gennemføre 30.b5.) Sd6 30.Sxc6 (Sidste store tænkepause, men så var jeg også ”helt sikker”.) Dxc6 31.c5!,Sd6-e4 32.Sxe4,Sxe4 33.Lf3,f5 34.Dd3! (Truer både 35.Dxa6 og 35.Dd7. Eller for den sags skyld fortsat 35.Lxe4… I denne trøstesløse stilling valgte sort at lade tiden gå, så…) 1-0.

Dermed blev jeg med 1½ points forspring ned til den nærmeste forfølger en klar turneringsvinder. 
Af Henrik Mortensen

fredag den 11. september 2015

I morgen lørdag er der skak på Stensballe skolen i samarbejde med Horsens Skakforening!

I morgen lørdag d. 12. september afholder Stensballe Skole og Horsens Skakforening den første Grand Prix turnering for skoleskakspillere i DSU regie..
Hvis du har tid så kig ind mellem 10 - 13 på Stensballe Skolen, Bygaden 59, 8700 Horsens

 Vi glæder os spændt til i morgen :-)

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=23065

søndag den 30. august 2015

På tirsdag d. 1. september kl. 18:30 starter den ny sæson

Kære klubkammerater,

Nu på tirsdag d. 1. september starter vi op sæsonen 2015/2016.

Vi har ikke fastlagt noget specielt andet end at vi får hilst på hinanden, talt om hvilket forventninger vi hver især til den nye sæson og så selvfølgelig spillet lidt skak J

Jeg håber, at såfremt du har tid, møder op så vi kan få en rigtig god start på den nye sæson

Vi ses!
Tim J

lørdag den 22. august 2015

Eigil Greve Straarup er ikke længere i blandt os.

Kære venner,

Det er med stor sorg, at jeg må meddele at vores klubkammerat Eigil Straarup den 18. august er afgået ved døden.

Med Eigils bortgang har vi mistet en rigtig god ven og en stor ildsjæl inden for skakken.

Udover skakken nød også AC Horsens godt af Eigils ildhu og han fulgte dem trofast på lægterne, samt skrev også mange artikler om/for dem.

Eigil startede med at spille skak i Randers i 1980 og var medlem af Horsens Skakforening fra 1989, kun afbrudt af et tre årigt studieophold i Haderslev samt et års udenlandseventyr i London.

Eigil har været hele vejen rundt som klubformand, turneringsarrangør, turneringsleder, holdleder, etc. og kun en 100% indsats var godt nok for ham.

Han var kendt som en yderst sublim skribent og udover at skrive for klubben havde han sin faste klumme i Horsens Folkeblad hver anden weekend. Eigil forstod om nogen, at drible rundt med ordene så man bare måtte overgive sig og læse.

Han var allestedsnærværende og tog gerne over, hvis han kunne se eén var overbebyrdet.

Eigil var en kanon hjælp og inspiration. Han gav altid gerne en hånd med i f.eks. arrangeringen af gågadeskak, og også som holdleder, hvor han havde den store glæde i sidste sæson at kunne fører holdet op i 2. division.

Eigil ledede Horsens Lang Weekend i årerne 2004 – 2006. Da tankerne faldt på at genoptage Horsens Lang Weekend i 2009 var han straks med på ideen og kom med gode input/råd så vi kunne komme godt fra start. Utallige er de gange hvor han sad ved midnatstide og skrev om dagens hændelser i HLW så alle kunne få det frisk fra fad. Ingen skulle skuffes.

Med hans bortgang har vi mistet eén der har gjort en forskel i og for Horsens Skakforening.

Et af Eigils yndlingscitater var ”Fortiden kan ikke ændres, men det kan fremtiden J

Bisættelsen finder sted fra Vestre Kirkegårds kapel i Horsens, fredag den 28. august kl. 13:45

Ære være hans minde.

Tim Bjerre

 

lørdag den 15. august 2015

Gågadeskak i dag er aflyst pga. vejret

Med torden & lyn, samt en mængden regn i baggrunden har vi besluttet at aflyse dagens gågadeskak arrangement :-(
Vi beklager meget, men vejret er vi ikke herre over. I ønskes alle en rigtig god weekend trods alt :-)

onsdag den 12. august 2015

Gågadeskak, lørdag d. 15/8 kl. 10 - 13 foran det gamle rådhus på Søndergade 26

Så står det årets mest alvorlige gågadeskak match her i Horsens!

Nu på lørdag d. 15. august mellem kl. 10 - 13 stiller Evans op og vil forsøge at vinde over os endnu en gang! Skal det lykkes for dem?!

Vi stiller med følgende hold som vil gøre alt for at det ikke skal lykkes!

Der vil også være opsat bord & stole så alle kan få et spil skak, så kig endelig forbi og støt os..vi får nok brug for det :-)

Holdet fra os består af:

1.       Kurt Schlott-Hansen, 2029

2.       Anders Munch, 1912

3.       Søren Sørensen, 1844

4.       Søren Grymer-Hansen, 1722

5.       Mihai Alexandru Scutaru, 1672

6.       Tim Bjerre, 1649

tirsdag den 11. august 2015

Indbydelse til Odensemesterskabet 2015

Vi har fra Frem Skakklub modtaget indbydelse til Odensemesterskabet som afholdes d. 9-11. oktober.

I kan læse indbydelsen her: http://www.frem-skakklub.dk/files/Odensemesterskabet%202015%20-%20indbydelse.pdf

onsdag den 5. august 2015

HORSENS DEN LANGE VERSION 2015

Det er tidlig søndag aften og jeg sidder godt svedig – og jeg ved godt, at et kønt syn ser noget anderledes ud… - i toget på vej hjem til Frederiksberg efter med held at have gennemført en fin skakturnering.

Jeg har kort tid inden givet mit bitte lille positive bidrag til turneringen, nemlig ved at blive bagefter og hjælpe arrangørteamet med bl.a. at tage borde ned, sætte stole på plads og rydde op.

Lad denne lille ouverture blive indledningen til at videreføre en STOR tak til ALLE de både små og store hjul i det fine maskineri, det skal til at få en sådan stor turnering til at fungere så godt og vellykket, som den rent faktisk gjorde.

TAK

Nu skal der følge lidt spredt fægtning, som jeg går i gang med egne private ”derfor ikke” og dårlige undskyldninger. Alle upopulære og populære synspunkter er helt og aldeles mine egne og de er i øvrigt konstruktivt ment.

  •  IM Mikkel Antonsen vandt turneringen. Et eller andet sted rart, at det trods alt var en titelholder, der gjorde det. Jeg mødte Mikkel en time før første runde, hvor han stod med ryggen til Langmarkskolen og spurgte mig, om jeg vidste, hvor den lå… Never mind, han havde nok fundet den uden min hjælp.

  • Dansk Skak Unions formand Poul Jacobsen besøgte turneringen to dage. GOD STIL.

  • I år var der ikke noget ”kampprogram”. Ret ærgerligt, da de seneste års programmer har haft et særdeles højt niveau. Her er der efter min mening plads til forbedring.

  • Kommentatordagen? Man kan godt gøre sig sine overvejelser, om den har overlevet sig selv eller ej. Jeg har vist ikke nogensinde benyttet mig af tilbuddet.

  • Undervejs i turneringen bemærkede jeg en spændende fornyelse, nemlig at man i de senere runder af turneringen satte folk fra "organisationsteamet" til at spille en form for et erstatningsparti mod nogle af de spillere, som ellers ville have vundet deres parti uden kamp. De fik naturligvis pointet, men blev så alligevel ikke snydt for oplevelsen af at spille et ordentligt parti, hvilket jeg tror, har betydet en del for dem. [Tommelfinger op]. Ikke alle er ligesom jeg, der gladelig snupper en ”skrivebordssejr”, hvis det er det, der skal til… Jeg har kendskab til, at man gør det samme ved den store spændende turnering i Gibraltar, der typisk afvikles i månederne januar/februar. Der bliver der typisk hevet nogle spillere op nede fra kælderen, hvor de ellers normalt sidder og taster partier ind, laver nødvendigt computerarbejde etc... Under disse omstændigheder oplevede jeg en gang at tabe til en helt bleg, engelsk FM'er. Som altså desværre ikke var spor bleg ved skakbrættet og som afklapsede mig fuldstændigt...

  • Den ultimative turneringsoplevelse får man utvivlsomt som deltager, der overnatter på spillestedet. Deres sammenhold og oplevelser overtrumfer uden tvivl alle vores andres oplevelser af turneringen. På grund af tandsmerter og træthed pakkede jeg hver dag bøgerne ned kort efter afslutningen af dagens andet parti og tog hjem på hotellet. Dog, på Hotel Opus, oplevede jeg om morgenen inden 5. runde, at se en af deltagerne i turneringen stå nede foyeren og skylle morgenmaden efter med en fadbamse…

  • Evalueringsskemaet var væk i år. Måske har virkeligheden også overhalet den slags. Der dukker fx masser af ris og ros op på turneringens Facebookside.

  • Omkring en 1/16 af deltagerne var af hunkøn. Endnu flere af deltagerne var enten juniores eller af seniorsegmentet. Endelig var der også nørder og topspillere med. Skak er en af de få sportsgrene, hvor man på smuk vis kan få den slags til at gå op i en højere enhed.

  • Med 126 unikke deltagere var der en lille slat op til deltagerloftet på 150. Det, kan man mene, er skuffende, men jeg synes, det er et flot tal. Skulle jeg komme med et ”forbedringsforslag”, ville det være noget i retning af, at man skulle forsøge at reklamere for turneringen på nogle svenske, norske og tyske skakhjemmesider. Så skal ventelisten nok også påregne at blive gravet op igen…

  • Min gode skakven fra Holstebro Kim Schmidt fortæller mig ofte, at han er rigtig glad for at læse mine skakcitater i Skakbladet. I år sagde han, at han var ked af, at de nu åbenbart var blevet færre og færre. Det er jeg naturligvis helt og aldeles enig med ham i. Imidlertid er det åbenbart kun de færreste, der er blevet klar over, at Skakbladets redaktør Thorbjørn Rosenlund nu har fået langt hårdere arbejdsvilkår i form af en langt strammere sidetals begrænsning, end han har haft tidligere.

  • Turneringens yngste deltager var, så vidt jeg kunne bedømme 6-årige John Christoffer Christensen fra Silkeborg. Han strutter af skakglæde og jeg bemærkede ham allerede ved Kronborg-turneringen i Helsingør i foråret og anbefalede der familien, at de måske skulle overveje deltagelse i DEN LANGE. Ved Kronborg var der nogle lidt ældre svenske piger med i turneringen, som var vældig søde til at spille med ham i pauserne mellem runderne. Det syntes han tydeligvis, var rigtig sjovt. Under DEN LANGE bemærkede jeg også, at turneringens spanske deltager havde overskud til at spille nogle løse partier med ham. RESPEKT! Den attitude har dansk skak brug for.

 Unge John Christensen (helt til højre, kraftigt beskåret) spiller et hyggeparti mod en rar svensk pige under Kronborg-turneringen.

 DEN LANGE er vel også efterhånden kendt som værende lidt af et skakbogs eldorado. Ich bin immer da… Jes Knudsen har været der… Claus Andersen var der… Trine er der. I år godt nok ved en komisk tilfældighed. Jakob Kjær – det rare menneske – havde lovet at tage en pose med nogle af mine bøger med for mig, men kom så ved en fejl til at tage en papkasse med Trines bøger med i stedet for(!). Og nu Trine alligevel var der, kunne hun jo lige så godt sælge dem… Det lykkedes til fulde. I år var Dansk Skaksalg atter i Horsens med den nye bestyrer Ole Knudsen på banen. Jeg håber, at han kom flyvende fra start. I hvert fald købte jeg selv PYTHON STRATEGY af Tigran Petrosian og POSITIONAL DECISION MAKING IN CHESS af Boris Gelfand og Jacob Aagaard og det ved jeg, at der også var andre, der gjorde. Jeg håber, at Dansk Skaksalg også er der igen til næste år. Med skam må jeg melde – så vidt jeg kunne se – at der var to fælles produkter mellem skaksalget og mig og at det i begge tilfælde var mig, der lå i den dyre ende!

 
Ovenstående billede er lånt fra skakbloggen ”Christopher Skakhjørne” af Christopher Pedersen, hvor der i øvrigt ligger flere interessante indlæg om turneringen.

Her er, hvad han skrev om mig. Andre må bedømme, om det nu også passer. Jeg er lidt stolt over at læse det og jeg er tilbøjelig til at mene, at han har ret.

For ude i lobbyen, der står Henrik Mortensen og sælger gamle ’næsten antikke’ skakbøger. Der er noget for enhver skaksjæl og man bliver en smule nostalgisk, når man holder en skrøbelig udgave af ”Kunsten at vinde i skak” i hånden. Det bliver ikke mindre interessant af, at hver bog kommer med en historie fra Henrik, der fortælles med det største fodboldsmil på læberne. Hans citater, anekdoter og alle historier der imellem, bliver fortalt med så stor en indlevelse, at man næsten føler man selv har været der. Hans passion for gamle skakbøger, kan bedst sammenlignes med ’barnet i slikbutikken’ og har man ikke været forbi hans stand endnu, så er man gået glip af noget 

Off topic: ”KUNSTEN AT VINDE I SKAK” er den bedste skakbog, der er udkommet på dansk og den er igen udsolgt på denne kanal.

Jeg har spillet omkring tyve turneringer i Horsens og den her vil jeg primært huske, fordi jeg konstant led under mine tandsmerter eller den medfølgende sløvhed forsøget på bedøvelse af smerterne medførte. I det lys betragter jeg min 4. præmie i rating gruppe 4 som værende en særdeles behagelig overraskelse. Navnlig i betragtning af, at jeg mistede 10 danske rating points.

Min stort set eneste forberedelse op til turneringen var Exercise 5 – 10 i en af Jacob Aagaards bestsellere EXCELLING AT CHESS. Jeg havde nr. 6 rigtig…

Søren Sørensen fik 3. præmie i præmiegruppe 5, mens Vagn Skov Andersen og især Erik Pedersen nok vil betragte det som en vennetjeneste, hvis jeg undlader at skrive mere om deres resultater fra turneringen.

I første runde skulle jeg have hvid mod 15-årige FM Jesper Thybo (Jetsmark 2255/2209). Han skulle angiveligt være ”rusten” efter en længere turneringspause. Altså sandsynligvis min sidste realistiske chance for nogensinde at få point imod ham(!?)

Hvid: HM
Sort: FM Jesper Thybo
1.e4,c5 2.Sf3!?,d6 3.d4,Sf6! 4.Sc3,cxd4 5.Sxd4,g6 6.f3,Lg7 7.Le3,Sc6 8.Dd2,0-0 9.0-0-0,d5 10.exd5,Sxd5 11.Sxc6,bxc6 12.Sxd5,cxd5 13.Lh6 (Et sjældent træk, som jeg dog har spillet tidligere – så meget tidligere, at de partier sandsynligvis ikke er registreret i diverse databaser. Lidt hjælp. Min score med varianten har aldrig været overvældende… Efter stort set at have trukket a tempo tænker Jesper nu i 28 minutter.) Lxh6 14.Dxh6,Dc7 (Mere kendt er 14.-,Da5!? 15.Kb1,e5! med godt spil for sort.) 15.Ld3,e5 16.h4,f6 (Efter partiet mente Jesper, at jeg burde have spillet 17.g4!?. Han har sikkert ret.)


 
17.Lxg6!? (Et offer med henblik på at gå ud i et interessant og spilleligt slutspil. Jeg tog desværre fejl...) hxg6 18.Dxg6+,Dg7 19.Dxg7+,Kxg7 20.Txd5,Le6 21.Td6?! (Senere i partiet kommer jeg til at ærgre jeg mig over, at jeg ikke spillede 21.Td2.) Kf7 22.b3,f5 23.c4,Tg8! 24.Td2,Kf6 25.Te1,f4! 26.Td2-e2,Lf5 27.Kb2,Ta8-d8 28.a4,Td3! (Festen er slut. Sort står til gevinst. Resten af trækkene kommer kun med for fuldstændighedens skyld.) 29.Tc1,Tg8-d8 30.b4,Td2+ 31.Txd2,Txd2+ 32.Kb3,Txg2 33.b5,Tg3 34.a5,Le4! 35.b6,axb6 36.axb6,Lxf3 37.Kb4,Kf5 38.c5,Lc6 39.Td1,f3 40.opgivet. 0-1.

Senere samme dag skulle jeg have sort mod Michael Christensen (Thy – 1654/1675). Han blandede på uheldig vis nogle planer sammen og jeg overtog hurtigt taktstokken. Og trods en bedøvende træthed holdt jeg fast og vandt nogenlunde sikkert efter 36 træk.

For at gøre en lang historie kort, så tabte jeg morgenrunden fredag med hvid i 3. runde til Alexander Torp Jørgensen (Næstved – 1842/1741) efter 38 træk og efter at have spillet som en ulykkelig mellemting mellem en paranoid papegøje og en defekt 70ér flippermaskine.

I 4. runde skulle jeg have sort mod min tidligere klubkammerat fra Helsingør Erik Hedegaard Hansen (1720/1616). Vi har tidligere spillet mod hinanden en 3-4 gange i både Esbjerg og Horsens. Samt naturligvis et hav af gange i det nordsjællandske…

Hvid: Erik Hedegaard
Sort: HM
(Jeg er så afgjort kommet bedst gennem åbningen og det tidlige midtspil og vi kommer ind i partiet lige efter, at jeg har slået en bonde med 23.-,exf4.)
 
(Sort har nu en håndtaske fyldt med trusler, fx 24.-,Lxb2, 24.-,Te5 etc. Erik reagerer konsekvent med) 24.Sg5!,Tf8 25.Sxf7!,Txf7 26.Te7,Se5! 27.d7 (Det hvide trumfkort smides på bordet.) Td8 28.Te8+,Lf8 29.Ta8,Txa8 30.Dxa8,Sxd7! (Og jeg kunne ånde lettet op. Festen er slut. Der fulgte) 31.Tc8,De3 32.h3,f3 33.opgivet. 0-1.

I 5. runde skulle jeg have hvid mod juniortalentet Samuel Heine May (ØBRO – 1774/1686). Via trækomstilling gik han frivilligt over i en Maroczy-opstilling, som han så efterfølgende fumlede lidt rundt i. Han tilbød ”på værste Erling Mortensen vis” remis efter 13 træk, i betydningen så (næsten) lydløst, at jeg faktisk måtte tjekke hans noteringsliste for at være sikker på, at han rent havde tilbudt. Visse skakkrigere har åbenbart svært ved at få det ord over deres læber… Og ifølge Bent Larsen – en gammel artikel fra Ekstra Bladet – forhindrede en talefejl Viktor Korchnoi i at blive skuespiller. Han skulle angiveligt ikke kunne udtale den russiske glose for ”remis”…

Hvid: HM
Sort: Samuel Heine May

(Jeg står utvivlsomt bedst, men har begyndende hovedpine og begynder at tænke rigtig længe her. Efter 27.Sxg7,Kxg7 28.Ld4+,Kg8 kan jeg ikke se, hvordan jeg kan komme HURTIGT videre. Med den valgte spillemåde overser/glemmer jeg, at sort truer Lc3. Hastværk har sjældent været et plusord i skak…) 27.Ld3!?,Sxe6?! (27.-,Lc3!?) 28.Lxf5,Db5 29.Lxe6,Lc3! 30.De2,Dxe2 (I må selv tjekke efter med jeres computere, men jeg fornemmede, at 30.-,Lxe1 31.Dg4+,Kh8 (31.-,Kf8? 32.Df5!) 32.Ld4+,Se5 33.fxe5 ville vinde for hvid, da sort så ikke længere havde nogle farlige skakker. Samuel må have tænkt det samme.) 31.Txe2,Tb8 32.Lb6! (For at få den sorte stilling til at ligne en fladkørt hundehvalp…) Kf8 33.Tc1,Lf6 34.Te2-c2,opgivet. 1-0.

I 6. runde fik jeg store TÆSK af 12-årige FM Filip Boe Olsen (Nordre – 2342/2210). Jeg var der ikke og havde det været boksekamp, havde jeg stået til mindst tre måneders karantæne.

Min gode ven gennem mange, mange år FM Mads Boe fortalte mig dagen efter, at 13.Ke2 var en mindre fejl og at Filip burde have spillet 13.0-0. Samt at mit 18.-,g6?? var så umådeligt ringe…

Udover at være sendt live har partiet foreløbig været bragt i Politiken, Jyllands-Posten og Nordvestnyt.

Scanningen af artiklen fra JP er for stor til dette format, men, hvor ondt det end gør, får I partiet alligevel.

Hvid: FM Filip Boe Olsen
Sort: HM
1.d4,d5 2.c4,e6 3.Sc3,f5 4.Sf3,Sf6 5.Lf4,c6 6.e3,Le7 7.h3,Se4 8.Ld3,Sd7 9.Dc2,Sxc3 10.bxc3,Sf6 11.Se5,Se4 12.cxd5,exd5 13.Ke2,0-0 14.f3,Sd6 15.g4,Le6 16.Ta1-g1,Kh8 17.Tg2,De8 18.Th1-g1,g6?? 19.gxf5,Lxf5 20.Lxf5,Sxf5 21.Sxg6! (Og al organiseret modstand ophører…) hxg6 22.Txg6,Tf6 23.Le5,opgivet. 1-0.

I sidste runde skulle jeg have hvid mod Lasse Nielsen (Fredericia – 1843/1783). Han har så flink at fortælle mig, at han godt kunne lide at læse mine artikler på klubbens hjemmeside. Måske han skifter mening efter dette parti…

Hvid: HM
Sort: Lasse Nielsen
1.Sf3,Sf6 2.c4,b6 3.g3,Lb7 4.Lg2,e6 5.0-0,Le7 6.d4,0-0 7.Sc3,c5!? (Mere almindeligt er nok enten 7.-,Se4 eller 7.-,d5.) 8.b3,d6 9.Lb2,Sb8-d7 10.Te1?! (Meget naivt.) Se4 11.Dc2,Sxc3 12.Lxc3,cxd4 13.Lxd4,e5!? (Sort vil slås, mens jeg helst vil hævde, at der er ved at gå betændelse i d6.) 14.Lb2,f5 (Sådan kan jeg egentlig også godt selv lide at spille som sort… Nu var spørgsmålet, om jeg nogensinde har lært noget af de talrige afklapsninger, jeg har været ude for…) 15.Ta1-d1,Dc7 16.Dd2,h6 17.Lh3!?,Sc5 (Lasse ærgrede sig bag efter over, at han ikke havde spillet 17.-,g5!?, bl.a. med truslen 18.-,g4.) 18.Dc2,f4 19.Sd2,Dc6 20.f3 (Truslen var tydelig nok…) fxg3 21.hxg3,Lg5 (Jeg forcerer nu spillet og følte mig under partiet overbevist om, at de forskellige sorte ofre på fx f3 ikke ville holde vand.)

22.b4!,Le3+ (22.-,Lxd4 23.Le6+,Kh8 24.Dxd2 fulgt 25.Ld5 er vist ret godt for hvid.) 23.Kh2,Sd7 24.Le6+,Kh8 25.Se4,Sf6 (25.-,d5 26.Lxd5) 26.Sxd6,Ta8-d8?? (En kæmpebuk i begyndende tidnød.) 27.Sf7+,Txf7 28.Txd8+,opgivet. 1-0.

En god turnering er slut. De hårdeste skakkrigere har for længst styret karavanen mod Helsingør og Politiken Cup. Disse linjers forfatter er bare glad, hvis der er nogle, der har holdt ud og læst med så længe.

Cheers
MachoMortensen

lørdag den 18. juli 2015

Livekommentering ved HLW2015!

I morgen lørdag fra ca. kl. 11 er der livekommentering ved Jackie Andersen.

Det bliver helt sikkert rigtig spændende at følge så husk at tune-in på www.horsensskakforening.dk i morgen!

lørdag den 11. juli 2015

Ændring af tilmeldingsfristen til HLW2015


Vi har ændret så der stadig er åben for tilmelding så der er stadig mulighed for at deltage! Det eneste du skal gøre er at skrive dig på!

Med 7 tilmeldte IM´er (det højeste antal nogensinde!!!) har vi desværre ikke flere værelser til rådighed for GM/IM´er...Beklager

fredag den 17. april 2015

Skakturnering for skoleskakspillere og andre nye!

Horsens Skakforening indbyder hermed alle skoleskakspillere og alle andre nye til at deltage i vores "STARTER" turnering.

Har du lyst til at prøve at deltage i en skakturnering er hermed muligheden!


Horsens Skakforening har hermed fornøjelsen, at indbyde skoleskakspillere og alle andre

interesserede til en 7-runders skakturnering!

 

Der er ikke krav til at man skal være medlem af en skoleskakklub eller skakklub.

Alle der har lyst til at prøve kræfter i en skakturnering er meget velkommen.

 
Spillested:
 
Nørrebrogade 38A, 8700 Horsens.
Bus kører fra stationen hertil, se www.midttrafik.dk.
Spilledage:
2. maj, lørdag fra 9 -16
Tilmeldingsfrist:
25. april.
 
Turneringsform:
Der opdeles i grupper efter alder/styrke
Betænkningstid:
20 minutter til hele partiet.
 
 
Præmier:
Fine præmier til vinderne og de bedst placeret
Tilmelding:
Til Per Kappel på kapsel69@hotmail.com /26702101 eller Tim Bjerre på tim@tjec.dk /20230229
Mere info:
på klubbens hjemmeside: www.horsensskakforening.dk