søndag den 30. januar 2011

Sensationelt kollaps mod Evans/Vejle 3!

I eftermiddags tabte Horsens Skakforenings hold i Mesterrækken sensationelt med hele 6½-1½ til Evans/Vejle 3. Med al respekt for vores naboer, så er det et sensationelt stort nederlag, hvilket en samlet forventet score til os på 3,77 også understreger. Lad os som altid starte med at kaste et blik på de enkelte resultater;

Horsens-Evans/Vejle 1½-6½


1.Peter Berg-Zijad Campara, remis.
2.Anders Munch-Ernst Bindzus, 0-1.
3.Eigil Straarup-Max Erik Hansen, remis.
4.Erik Pedersen-Anders Andersen, remis.
5.Niels Møller Andersen-Jens Ove Vedel, 0-1.
6.Søren Grymer-Hansen-Christian Iversen, 0-1.
7.Søren Würtz Jørgensen-Erik Pontoppidan, 0-1.
8.Mihai-Alexandru Scutaru-Helge Nielsen, 0-1.

Allerede lidt efter kl. 13 måtte vores rumænske ven Mihai-Alexandru Scutaru kaste håndklædet i ringen. Hans ofte ret så fidusprægede spillestil har kastet pænt med succes af sig hidtil i turneringen, men i dag ramte han muren. Erfarne Helge Nielsen trevlede med sikker hånd fiduserne op, og derfor så rumæneren næppe, hvad der ramte ham, før det var for sent. Jeg fandt aldrig ud af, om han mistede eller ofrede officeren. Det var vist noget med, at han pønsede på at ofre den, men så mistede den i stedet for!

Meget bedre var det ikke, da Søren Grymer-Hansen kl. ca. 13.25 også strakte våben efter bare 16 træk. Med de hvide brikker ofrede han en officer i 9. træk på angrebets alter, men desværre stod det hurtigt klart, at der ikke rigtigt var noget angreb! Vejlensernes talentfulde unge Christian Iversen ryddede med hård hånd op i Grymers taktiske tricks, og han sluttede elegant partiet af med en fiks tematisk kombination, som vandt endnu en officer. Han kan vist blive rigtig god, og det er mit bud, at han er en fremtidens mand på Evans' andethold og måske også førsteholdet.

Altså 2-0 nede allerede 13.30 efter to hvide nederlag. Det er ikke noget, der ligefrem tanker moral og gejst til resten af holdet. Det gjorde det bestemt heller ikke, da det pludselig sagde ring-ring! i Anders Munchs forlomme! En mobiltelefon, der giver lyd fra sig, er lig med tabt parti. Og så kan vi jo skrive en bog om, at Anders Munch på det tidspunkt havde en gunstig stilling mod Ernst Bindzus.

Derefter tog undertegnede Eigil Straarup imod et remistilbud fra Max Erik Hansen. Efter åbningen stod Eigil ellers fint, og på et tidspunkt gik Max i koma i 30 minutter. Eigils fordel var nu nok ikke så stor -hvis den overhovedet var der? Max fandt en fin aktiv fortsættelse, hvorefter Eigil følte sig tvunget til at bytte dronningerne af og påtage sig en grim dobbeltbonde i h-linjen. Max afslog et horsensiansk remistilbud, fordi han måske kunne udnytte Eigils manglende udvikling. Det kunne han nu ikke, og derfor tog Eigil kort efter imod remistilbuddet i en stilling, hvor der ikke var det mindste at spille videre på.

Omkring kl. 15 tabte Niels Møller Andersen til Jens Ove Vedel. Niels fik en meget tragisk stilling allerede efter åbningen. Han stod passivt og trykket gennem hele midtspillet og til sidst gik det altså galt. Jeg så ikke, hvordan det gik til, men det så altså skidt ud helt fra starten.

Tyve minutter senere tabte Søren Würtz Jørgensen til Erik Pontoppidan. Efter åbningen så det nu ret lige ud, men desværre mistede Søren en kvalitet undervejs i midtspillet. Jeg så heller ikke, hvordan det gik til, eller hvordan slutningen af partiet formede sig. Men på bundlinjen står vi altså tilbage med endnu et nederlag.

På førstebræt spillede Zijad Campara og Peter Berg meget langsomt fra partiets første træk. Ikke nogen stor overraskelse, at vejlensernes notoriske tidnødsnarkoman Zijad Campara sad på den ene side af brættet! I et kompliceret midtspil, tilbød Campara remis. Peter afslog, men der var vist aldrig det store på færde, og derfor fandt de hinanden til remis, da Peter tilbød kort efter kl. 15.30.

Her kunne matchen være sluttet, for samtidig tilbød Anders Andersen remis. Erik Pedersen afslog dog med hård hånd og spillede videre på gevinst i et slutspil, hvor han havde én merbonde og springer mod løber. Desværre var merbonden en dobbeltbonde, så i praksis var merbonden ikke en merbonde. Erik forsøgte at lokke Anders Andersen til at dumme sig, men det fik han ikke held med. En lille times tid senere erkendte han, at der ikke kunne vrides mere end remis ud af stillingen.


Således gik det altså til, at vi tabte 1½-6½ til tredjeholdet fra Evans/Vejle i dag. Det er faktisk grænseoverskridende ringe, at vi på den måde kollektivt bryder sammen og underperformer med mere end to points. Det mest skræmmende er næsten, at vi ikke engang kan indvende ret meget mod resultatet! Jo, Anders' telefon gav selvfølgelig et dyk, men ellers kan vi ikke rigtigt pege på noget!

Som jeg har forstået reglerne, så er det holdene i Top 5, der kvalificerer sig til næste sæsons Mester 1. Hvis vi skal i Top 5 og dermed kvalificere os til næste sæsons Mester 1, så skal vi virkelig have spændt hjelmen til de sidste par kampe mod Gråsten og Ribe. Vi er fem brætpoints efter Ribe, og det er sandsynligvis dem, vi skal forsøge at "snyde", hvis vi skal op på femtepladsen. Hvis der overhovedet skal være en chance for, at vi får en direkte finale mod dem på Hældagerskolen i Vejle søndag den 6.marts, så kræver det, at vi slår Gråsten kæmpestort i næste runde. Det er ikke umuligt, at vi gør det, men det er virkelig op ad bakke for os nu!

onsdag den 26. januar 2011

2. runde i Horsens Bymesterskab

I aftes løb 2. runde i Horsens Bymesterskab 2011 af stablen med to afbud på kontoen. Aftenens resultater ser derfor således ud;

Niels Møller Andersen-Bjørn Laursen, remis.
Anders Munch-Søren Würtz Jørgensen, 1-0.

Næste runde spilles den 8. februar.

søndag den 16. januar 2011

Klart nederlag i Kolding

I eftermiddags tabte Horsens Skakforenings hold i Mesterrækken ganske klart med 6-2 til Kolding. Matchen blev afviklet i Kolding Skakklubs lokaler, KFUM i Dalbygade. Enkeltresultaterne så således ud;

1.Lars Pedersen-Anders Munch, 1-0.
2.Michael Andersen-Eigil Straarup, 1-0.
3.Gerriet Toet-Niels Møller Andersen, remis.
4.Ole Grimstrup-Søren Grymer-Hansen, 1-0.
5.Carl Birger Møller-Vagn Skov Andersen, remis.
6.Jørgen Stald-Søren Würtz Jørgensen, 1-0.
7.Jørgen Svendsen-Mikai-Alexandru Scutari, 0-1.
8.John Erthmann-Mr. X, 1-0.

Som det fremgår blev vi desværre vistnok for første gang nogensinde nødt til kun at stille med syv mand. Ikke noget stort øjeblik i foreningens historie, men i dag blev vi ramt af en byge af afbud, hvilket jeg vender tilbage til i slutningen af referatet. Først et hurtigt view på de syv partier;

Først færdig var Niels Møller Andersen. Han spillede remis med Gerriet Toet i et parti, som jeg ikke nåede at se ret meget af. Åbningen var i hvert fald Spansk, men der var vist aldrig det store på færde i det parti, som sluttede allerede kl. 14.00.

Blot tyve minutter senere vandt rumænske Mikai-Alexandru Scutaru det parti, der senere skulle vise sig desværre at blive vores eneste gevinst i dag. Allerede i åbningen begik Jørgen Svendsen en grov fejl, som kostede en officer, og derfor var de sidste cirka tyve træk vist ret overflødige.

Efter cirka tre timer strakte Anders Munch våben mod Koldings stærke førstebræt Lars Pedersen. Han er en hård negl, og han har gjort ondt på os mange gange gennem årene. Således også i dag, hvor Anders ikke kunne stille meget op. I en Fransk åbning mistede Anders hurtigt bonden på d4, og derfra viste Lars ingen nåde. Stille og roligt skilte han den hvide stilling ad, og Anders gav op, da en fri d-bonde var på vej i mål.

Vagn Skov Andersen sæsondebuterede som vikar i dag, og det slap han ganske fint fra. Relativt hurtigt kom de ud i et slutspil med tårnene og en løber til hver. Jeg så kun det slutspil ud ad øjenkrogen, og derfra så det meget lige ud hele vejen. Men jeg skal da ikke kunne udelukke, at én af de to havde (mindre?) gevinstchancer i det slutspil;-)

Efter cirka fire timers spil måtte Søren Würtz Jørgensen desværre kaste håndklædet i ringen. Han havde ellers undervejs en meget lovende stilling, men modet manglede, da koldingenserens skæbne skulle besejles. Beklageligvis kollapsede Sørens stilling fuldstændig, og jeg har hørt, at det viste sig under analyserne, at Søren skulle have vundet.

I lang tid så det også ud til, at Søren Grymer-Hansen mindst ville rejse hjem med en remis. Stillingen så ret lige ud, men jeg har ladet mig fortælle, at hans stilling pludselig kollapsede, og han blev sat mat. Ærgerligt for os, for inden de to gange Søren blev færdige så det en overgang ud til, at vi var på vej mod 3½-4 points.

Sådan skulle det altså langt fra gå! Sidste mand færdig i dag var undertegnede Eigil Straarup. Så har jeg også prøvet det! Efter 58 træk og næsten seks timers fight måtte Eigil kapitulere. Allerede i åbningen valgte Eigil en forkert plan, som førte til en passiv stilling. Michael Andersen pressede vedvarende på, og til sidst lykkedes det ham at slå døren op til den sorte majestæt, selv om det en overgang lugtede lidt af, at han havde valgt en forkert plan og måtte nøjes med remis.

Alt i alt en hård dag på kontoret for os. Én mand under, og mange der spillede så højt oppe, som de aldrig har prøvet før. Det skal næsten gå galt, og det gjorde det så også! Både holdleder Tim Bjerre, Kurt Schlott og Morten Jensby udlever rejsedrømme på fjerne kontinenter, og desuden mistede vi også Erik Pedersen i sidste øjeblik. Han faldt på i sit indkørsel i fredags, da han var ude for at tømme postkassen, og det resulterede desværre i et åbent lårbensbrud. Herfra ønskes Erik god bedring af alle på holdet -vi tænker på dig, og vi håber snart at se dig tilbage ved de 64 felter, Erik!
Selv om vi var hårdt ramt i dag, så tyder alt heldigvis på, at det ikke gentager sig. Vi regner med at komme med otte mand i resten af kampene, og mon det så ikke rækker til at sikre en ny sæson i Mester 1?
Men med resultatet i dag er det vist definitivt slået fast, at vi ikke bejler til oprykning.

tirsdag den 11. januar 2011

Favoritternes 1. runde i Bymesterskabet

Her til aften blev hovedparten af 1. runde i Horsens Bymesterskab afviklet i "Kilden", og det mundede ud i følgende resultater;

Kim Nielsen-Anders Munch, 1-0.
Erik Pedersen-Niels Møller Andersen, remis.
Bjørn Laursen-Eigil Straarup, udsat.
Morten Jensby-Søren Würtz Jørgensen, 1-0.

Dermed må man sige, at 1. runde blev favoritternes aften, da de to ratingfavoritter Kim Nielsen og Morten Jensby lagde fra land med en sejr.

I næste uge tirsdag 18/1 er der frirunde. Her er der lagt op til, at det udsatte parti fra 1. runde mellem Bjørn og Eigil skal afvikles. Desuden bliver partiet Kim Nielsen-Erik Pedersen fra 2. runde også spillet forud, så der bliver også lidt at kigge på i "Kilden" i næste uge.

mandag den 10. januar 2011

Endeligt felt og lodtrækning til Horsens Bymesterskab 2011

Ved midnat udløb tilmeldingsfristen til Horsens Bymesterskab anno 2011. Dermed er tiden kommet til at få et overblik over feltet og lodtrækningen til årets bymesterskab.

Da alle brikkerne faldt på plads viste det sig, at årets bymesterskab får otte deltagere. Ikke prangende, men til gengæld indebærer det den fordel, at turneringen afvikles i én 8-mands gruppe, hvor alle møder alle.

Lodtrækningen magede sig således, at deltagerne får følgende placering i et standard lodtrækningsskema til 8-mands grupper. Først nævnt er altså spillerens lodtrækningsnummer, derefter klub og ratingtal. I parentes nævnes den enkelte spillers forventede score;

1.Kim Nielsen, Stouby, 2099 (5,75).
2.Erik Pedersen, Horsens, 1831 (3,25).
3.Bjørn Laursen, Evans/Vejle, 1810 (3,15).
4.Morten Jensby, Horsens, 1964 (4,65).
5.Søren Würtz Jørgensen, Horsens, 1506 (0,70).
6.Eigil Straarup, Horsens, 1870 (3,70).
7.Niels Møller Andersen, Horsens, 1748 (2,55).
8.Anders Munch, Horsens, 1924 (4,25).

Dermed ser 1. runde tirsdag 11/1 kl. 19 således ud med Hvid nævnt først;

Kim Nielsen-Anders Munch
Erik Pedersen-Niels Møller Andersen
Bjørn Laursen-Eigil Straarup
Morten Jensby-Søren Würtz Jørgensen


Inden 1. runde udleveres et program med turneringsskema og alle øvrige informationer om turneringen.

søndag den 9. januar 2011

Stouby kom tilbage på ret kurs

I de seneste mange år har Mesterrækken her i området bestået af otte hold fra de tidligere Vejle og Ribe amter.

Fra og med i denne sæson har man fusioneret med Mesterrækken i Sønderjylland. Derfor er der nu to mere sportsligt jævnbyrdige mesterrækker, som dækker hele området, der tidligere var kendt som Vejle, Ribe og Sønderjyllands Amter. Horsens Skakforening spiller i Mester 1, mens Stouby Skakklub tørner ud i Mester 2.

Stouby Skakklub fik en svær start på livet i Mester 2. Skuffende resultater i de to første runder efterlod overraskende Stouby i bunden af tabellen julen over. Men i mandags vandt de deres udsatte kamp mod fjerdeholdet fra Evans/Vejle med hele 7-1. Derfor er Stouby tilbage på ret kurs og ligger nu lunt til midt i tabellen efter tre af sæsonens syv runder.

Vi skal se to af de otte partier fra matchen i mandags. I det første spiller begge parter usædvanligt meget på temaet mat i bunden!

Hvid: Finn Kristensen, Stouby.
Sort: Thomas Hansen, Evans/Vejle.
1.e2-e4, c7-c6
2.d2-d4, d7-d5
3.e4-e5, Lc8-f5

4.Lf1–d3, Lf5xd3
5.Dd1xd3, e7-e6
6.Sg1–e2, c6-c5
7.0–0, Sb8-c6
8.f2-f4, c5xd4

9.Se2xd4, Dd8-b6

Stillingen her er typisk Caro Kann, fordi Sort lægger et tungt pres på feltet d4.
10.c2-c3, Lf8-c5
11.Tf1–d1, Sg8-e7

12.Kg1–h1, Lc5xd4

13.c3xd4, Se7-f5
14.Sb1–c3, 0–0?
Det er svært at se, hvorfor vejlenseren ikke bare kan slå bonden på d4 og skumme fløden af sit pres på d4? Efter f.eks. 14...Dxd4 15.Sb5,Dxd3 16.Txd3,0–0 får Sort klar fordel. Nu vender Finn derimod op og ned på begivenhederne med en fiks taktisk finesse.

15.Sc3xd5!, e6xd5
16.Dd3xf5, Sc6xd4

17.Df5-d3, Sd4-c6

18.Dd3xd5, Tf8-d8

19.Dd5-f3, Td8xd1+

20.Df3xd1, Ta8-d8
21.Dd1–e2, Db6-b5!?
Godt tænkt af Hansen, som prøver at udnytte Finns manglende udvikling til at sætte ham under nyt pres via en mattrussel i bunden.
22.De2-e1, Sc6-b4
23.Lc1–e3!, Sb4-c2

24.Ta1–d1!, -

Vejlenseren får lov til at smage på sin egen medicin! Hansen kan jo ikke slå dronningen, fordi han så selv bliver sat mat i bunden.
24. - , Td8-d3
25.Td1–c1!, Db5-d7

26.De1–e2, Sc2xe3?

Så kom den afgørende fejl! Efter 26...Txe3 27.Dxc2,g6 kunne vejlenseren kæmpe videre, f.eks. 28.h3,b6 29.Dc8+,Dxc8 30.Txc8+,Kg7 31.Tc2, og Finn var kommet på hårdt arbejde. Nu vinder han derimod med sit næste træk!
27.De2xd3! Opgivet, 1–0.
Vejlenseren var igen blevet sat mat i bunden efter 27...Dxd3 28.Tc8+. Slutspillet med en kvalitet i undervægt er en ørkenvandring.

På falderebet skal vi se et opsigtsvækkende kort parti. Bare ni træk – og så er der mat i én! En minature hedder det i skakkens verden!

Hvid: Peter Rasmussen, Stouby.
Sort: Arne Dahl, Evans/Vejle.
1.e2-e4, e7-e5
2.Lf1–c4, -
Åbningen hedder Løberspil. Noget giftigt stads for Sort, hvis man ikke kan sin teori. Det kan Dahl ikke!
2. - , Sg8-f6
3.d2-d4, e5xd4

4.Sg1–f3, Sf6xe4

Grådigt spillet af Dahl, fordi det viser sig allerede i næste træk, at han er på bar bund. Efter f.eks. 4...d6 5.Dxd4,Le7 6.Sc3,0–0 havde Dahl været nogenlunde med i partiet.
5.Dd1xd4, Se4-d6??
Her var 5...Sf6 et must for Sort! Springeren står totalt fejlplaceret på d6, fordi den forhindrer udviklingen af de øvrige officerer. Efter 5...Sf6 havde Sort fået kongen i sikkerhed, men Hvid har masser af initiativ og angreb for den ofrede bonde. Nu er det slut for Dahl, men han napper lige tre træk mere!
6.0–0, Sd6xc4
Duer ikke, men det er der intet, der gør, efter det katastrofale 5...Sd6?? Tårnskakken på e1, slag på g7 og mat på f8 kommer uanset hvad.
7.Tf1–e1+, Lf8-e7
8.Dd4xg7, Th8-f8
9.Lc1–h6, Opgivet, 1–0.
Nået hertil synes jeg, at Arne Dahl godt kunne have udvist den gestus at lade sig sætte mat i tiende træk, f.eks. 9...Sc6 10.Dxf8#. Jeg kan ikke mindes, at der nogensinde er blevet sat mat så hurtigt i en holdkamp i Mesterrækken!

Af Eigil Straarup

onsdag den 5. januar 2011

Så er der 10 med i Horsens Bymesterskab!

I dag kom så tilmelding nummer ti til Horsens Bymesterskab 2011, som starter på tirsdag 11/1 kl. 19.

Nu ser det samlede felt således ud;

Kim Nielsen, Stouby, 2055.
Morten Jensby, Horsens, 1974.
Anders Munch, Horsens, 1924.
Eigil Straarup, Horsens, 1870.
Erik Pedersen, Horsens, 1796.
Niels Møller Andersen, Horsens, 1746.
Mogens Buch, Horsens, 1600.
Søren Würtz Jørgensen, Horsens, 1506.
Jesper Thomsen, Nr. Snede, 1388.
Uffe Mikkelsen, Horsens, 1368.


Som nævnt i bloggen 5.januar, så har vi stadig to "løse tilsagn", og vi har også nogle stykker, der "sidder på hænderne".

Derfor håber og tror jeg stadigvæk på, at vi kan nå op på 16 mand og få to 8-mands grupper i Horsens Bymesterskab 2011!

Tilmeldinger modtages fortsat på mail eigilstraarup@sol.dk eller tlf. 20 98 62 82 frem til på søndag 9/1.

tirsdag den 4. januar 2011

Stadig 8 tilmeldinger til Horsens Bymesterskab 2011

Vi har stadig otte tilmeldinger, men der er kommet et par "løse" tilsagn i dag, og der er stadig en del, der sidder på hænderne.
Kom endelig ud af busken hurtigst muligt, så vi kan få et godt Bymesterskab! Sidste tilmelding er til mig på mail eigilstraarup@sol.dk eller på tlf. 20 98 62 82.