mandag den 26. juli 2010

Teplyi strøg til tops i Horsens!

Afslutningen på årets Horsens Lang Weekend blev lige præcis så spændende, nervepirrende og intens, som der var lagt op til med den tætte stilling i toppen efter 6.runde.

Inden runden lå de tre FM’ere Jakob Aabling-Thomsen, Igor Teplyi og Jacob Carstensen alene i front med 5/6.
Det stod dog hurtigt klart, at Jakob Aabling-Thomsen næppe ville vinde ”Den Lange” anno 2010. Han fik med sort problemer mod IM Karsten Rasmussen, som fik en isoleret d-bonde meget langt frem på brættet. Rasmussen erobrede en bonde, og han erobrede mere terræn. Det kunne Aabling-Thomsen ikke stå imod, og derfor kapitulerede han umiddelbart efter tidskontrollen.
På det tidspunkt havde Igor Teplyi fået fat i den lange ende i sit parti mod Jacob Carstensen, der ellers tilbød remis allerede efter 10 træk. Teplyi ville mere, og han høstede frugten af sit arbejde i den femte time, hvor han fik et slutspil med først én og siden to merbønder krydret med en god løber mod en dårlig springer. Da Carstensen opgav var det således en kendsgerning, at Igor Teplyi vinder 13. Horsens Lang Weekend anno 2010!
Forinden havde IM Klaus Berg besejret Lars René Andersen, og det rakte til en tredjeplads. Endelig fulgte Jackie Andersen op på sit fine spil i Chesshouse i sidste uge. I 7.runde vandt han et flot parti over Stefan Wiecker, hvilket rakte til en samlet fjerdeplads.

Rent sportsligt blev der altså spillet skak på ret højt niveau i Horsens i weekenden. Uden for de 64 felter hyggede spillerne sig, og der var masser af gensyn med gamle og nyere bekendtskaber under turneringen. Os arrangører fra Horsens Skakforening er meget tilfredse med afviklingen af årets turnering, og vi glæder os allerede så småt til næste års Horsens Lang Weekend i sommeren, 2011.
Vi er meget begejstrede over, at alt bare gik, som det skulle under turneringen! Såvel sportsligt som organisatorisk klappede alt perfekt, og vi har fået masser af positive tilbagemeldinger fra turneringens deltagere. Vi er også ovenud tilfredse med, at turneringen lokkede hele 86 deltagere til Horsens. Det er en fordobling i forhold til sidste års turnering, og turneringen er dermed den tredjestørste i Danmark. Vi er meget stolte af, at turneringen er blevet så stor, og forhåbentlig fortsætter den positive udvikling.
Det vil være fantastisk, hvis Horsens Lang Weekend bliver endnu større og endnu stærkere næste år!



















Turneringsvinder Igor Teplyi (tv) med præmiechecken på hele 5000 kr. og et håndklæde til minde om turneringssejren i Horsens. Han ønskes her tillykke med sejren af Horsens Skakforenings formand Tim Bjerre (th).













Et vue ud over salen, hvor man kan se nogle af turneringsdeltagerne inden sidste runde blev sat i gang i går formiddags kl. 10. Man kan godt fornemme, at trætheden har sat sit præg på nogle af deltagerne efter seks hårde skakpartier i løbet af de foregående tre dage.

lørdag den 24. juli 2010

Tre mand tilbage i Horsens

I Horsens Lang Weekend er der nu tre mand tilbage på toppen efter femte og sjette runde er spillet færdigt.

I 5. runde vandt FM Jacob Carstensen overraskende over turneringens hidtil bedst spillende IM’er Karsten Rasmussen. Stefan Wiecker lukkede FM Igor Teplyi ned til en remis, mens FM Jakob Aabling-Thomsen gav én af turneringens overraskelser Ritvars Reimanis en lektion. Dermed bragte FM’erne Jacob Carstensen og Jakob Aabling-Thomsen sig alene i front med 4½/5, og dermed stod de på det tidspunkt med gode kort på hånden i jagten på den samlede turneringssejr. Endelig skal det lige med, at IM’erne Nicolaj V. Pedersen og Steffen Pedersen spillede remis mod henholdsvis Nicolai Löwenstein og norske Anders Hobber.

I 6. runde var der så topopgør mellem FM’erne Jakob Aabling-Thomsen og Jacob Carstensen. Begge havde dermed chancen for med en sejr at rykke sig afgørende fri af toppen. Men hvis man havde ventet et dramatisk topopgør, hvor begge parter jagtede sejren, så blev man skuffet. I løbet af få minutter blev de enige om en fredelig remis, og derfor ligger de selvfølgelig begge to godt til i den samlede stilling inden finalen i 7.runde. Igor Teplyi benyttede sig af kollegernes remis til at komme på omgangshøjde igen ved at slå Nicolai Löwenstein. IM Nicolai V. Pedersen spillede remis mod norske Anders Hobber, mens IM Karsten Rasmussen vandt en pligtsejr over Thomas Schou-Moldt.

Inden finalen i syvende runde er situationen den, at tre mand har skilt sig ud i toppen. De tre FM’ere Jakob Aabling-Thomsen, Igor Teplyi og Jacob Carstensen har med 5/6 chancen for at ”snyde” IM’erne for vinderchecken i Horsens. De tre vil i 7. runde blive jagtet af IM Klaus Berg, IM Karsten Rasmussen, IM Steffen Pedersen, Stefan Wiecker, Jackie Andersen, Poul Rewitz og Ritvars Reimanis, der alle har 4½/5, så der bliver kamp om titlen i morgen, hvor topopgørene på live-brætterne er følgende partier, der starter kl. 10.00;

FM Jacob Carstensen-FM Igor Teplyi
IM Karsten Rasmussen-FM Jakob Aabling-Thomsen
Peter Olsen-IM Steffen Pedersen
IM Klaus Berg-Lars René Andersen
Jackie Andersen-Stefan Wiecker
Henrik Mortensen-IM Nicolai V. Pedersen

Syv mand har lagt sig i front

I Horsens Lang Weekend fortsatte kapløbet i går med turneringens tredje og fjerde runde.

I 3.runde vandt IM Karsten Rasmussen et langt og udmarvende parti over Mads Hansen fra Frem/Odense, der gav IM’eren kamp til stregen. Flot kæmpet af fynboen, der endda burde have holdt tårnslutspillet remis ifølge GM Peter Heine Nielsen! IM Klaus Berg er tilsyneladende ikke på toppen under ”Den Lange” i år. I 3. runde spillede han forholdsvis hurtigt remis med WIM Nina Høiberg. Hun fik derfor god tid til at give et interview til Horsens Folkeblad, der i går var forbi for at lave en reportage fra turneringen. Rundens hvis ikke dagens flotteste moment stod FM Jakob Aabling-Thomsen for i denne stilling mod Rune Andersen fra Bornholm;













26…Txb2+! 27. Opgivet. Både A) 27.Kxb2,Db4+ 28.Kc1 (eller 28.Ka1,Sc2#) 28…Da3+ 29.Kb1,Tb8+ 30.Ka1,Sc2# og B) 27.Ka1,Txd2! (Bedre end 27…Sc2+, som godt nok vinder dronningen) 28.Txd2,Sb3+ 29.Kb2,Txd2+ 30.Kxb3,Db4# og C) 27.Kc1,Tc2+ 28.Kb1,Db4+ 29.Ka1,Db2# ender med mat. Flot spillet af Aabling-Thomsen, der med partiet her har bragt sig i position til at vinde skønhedspræmien, lige som han gjorde sidste år i Horsens!


Set med lokale briller har årets turnering ikke været den store resultatmæssige succes indtil videre. Peter Berg spillede Larsen-varianten i Caro-Kann for første gang i 15 år i et forsøg på at tage Stefan Wiecker på sengen. Det mislykkedes i den grad, og Berg blev nærmest massakreret i midtspillet. Erik Pedersen tabte til IM Nicolai V. Pedersen efter en dramatisk tidnød. Henrik Mortensen spillede remis med Thomas Bauder med få sekunder tilbage på uret. For Søren Jørgensen og Vagn Skov Andersen har det også hidtil været en turnering på det jævne.

I 4.runde blev der for alvor tændt op i fredspiben på de øverste brætter. I løbet af kort tid blev der taget remis i FM Igor Teplyi-IM Karsten Rasmussen, Jackie Andersen-IM Klaus Berg og IM Steffen Pedersen-Kristoffer Dyrgaard. Da de var gået fortsatte Rune Egede Andersen ubønhørligt sin kamp for at nå til tops i den samlede stilling. Han fik et meget fordelagtigt slutspil med uligefarvede løbere, dronninger og fire bønder mod to i partiet mod Jakob Aabling-Thomsen. Partiet blev spillet helt til den bitre ende, men desværre for Rune missede han en gevinst og måtte nøjes med remis. Endelig er det værd at hæfte sig ved, at IM Nicolai V. Pedersen var i store problemer mod Lars Hansen, men han overlevede tidnøden og fik forvandlet stillingen til et stærkt fordelagtigt tårnslutspil, som han konverterede til gevinst.

Efter 4.runde er status dermed, at syv mand har skilt sig ud i front med 3½/4. Det er FM Igor Teplyi, FM Jakob Aabling-Thomsen, Ritvars Reimanis, IM Karsten Rasmussen, FM Jacob Carstensen, Nicolai Löwenstein og Stefan Wiecker. Bag dem har der samlet sig et større felt med hele 15 mand, der har ¾. Blandt dem finder man de tre IM’ere Nicolai V. Pedersen, Klaus Berg og Steffen Pedersen, der kæmper for at komme tilbage i kampen om den samlede sejr. Det skal blive spændende at se i dag, om det lykkes dem, eller om én af de syv i front går i udbrud!















Mellem partierne blev der tid til lidt fodbold i den skønne have, der omkranser ASV i Horsens. Her ses fra venstre Jan Oehmichen, Jan Rosenberg, Kristoffer Dyrgaard og Mads Hansen i kamp om bolden.

fredag den 23. juli 2010

Fårene er skilt fra bukkene i Horsens!

I går åbnede 13. Horsens Lang Weekend med de to første runder af årets turnering.

I 1. runde var der lagt i kakkelovnen til en ren massakre! De 86 deltagere åbnede turneringen med 43 ”David mod Goliat”-opgør, hvor ingen af de 43 favoritter havde en forventet score på under 0,96. Det burde jo rent statistisk føre til, at de 43 favoritter scorede mindst 42 points, men sådan gik det slet ikke. Mange af outsiderne måtte selvfølgelig lade livet. Mange af dem fik også en meget hårdhændet behandling, som det jo altid er tilfældet i 1. runde i en Open. Men hele fem af outsiderne overraskede. Fire remiser blev det til, mens Micha Pudlo stod for dagens første store overraskelse, da han slog Peter Olsen i 1. runde.















I 1. runde var der 43 ”David mod Goliat”-opgør. Ét af dem var Jackie Andersen mod Jesper Søndergaard Thybo. Dagens fødselar Jackie vandt partiet i sikker stil. Her er de to fotograferet i kantinen under deres analyser af partiet.

Starten af 2. runde blev præget af gårsdagens dramatiske etape i Tour de France! I kantinen har vi en storskærm, hvor rundens live-brætter er på. Her sidder spillerne og hygger sig mellem partierne. Men i går måtte live-brætterne vige for den spændende opstigning til Tourmalet, og derfor var der halvtomt i spillesalen indtil 17.20, da Andy Schleck og Alberto Contador kørte i mål hånd i hånd. Selv om udskilningen slet ikke er nær så langt fremme i Horsens, som den nu er i Tour de France, så var der også nogle bemærkelsesværdige overraskelser i 2. runde. IM Steffen Pedersen spillede højst overraskende kun remis mod Martin Lee Lauritsen, mens IM Nicolai V. Pedersen endnu mere overraskende tabte til Rune Egede Andersen. Dermed er det kun de 14 følgende, der har 2/2, og i dag fortsætter udskilningen i Horsens;

IM Karsten Rasmussen, IM Klaus Berg, FM Jakob Aabling-Thomsen, FM Jacob Karstensen, FM Igor Teplyi, WIM Nina Høiberg, Jackie Andersen, Lars René Andersen, Levi Andre Tallaksen, Mads Hansen, Rune Andersen, Ritvars Reimanis, Nicolai Löwenstein og Rune Egede Andersen.

After chessing!

onsdag den 21. juli 2010

Så er vi klar!

Så er alt blevet gjort klar til dette års udgave af Horsens Lang Weekend 2010!

Her er et billede af spillestedet..









De første spillere er allerede ankommet og nød det gode vejr..











mandag den 19. juli 2010

Horsens Lang Weekend 2010

Så er der lukket for den officielle tilmelding.
Der er evt. mulighed for eftertilmelding og I bedes kontakte Tim Bjerre enten på tim@tjec.dk eller på tlf. 20 23 02 29 vedrørende dette.

lørdag den 10. juli 2010

Sveins Mindeturnering i Oslo

Sveins 3. Mindeturnering i Oslo blev vundet af norske Jon Ludvig Hammer og engelske Marc Hebden med 7/9. Set med lokale briller er det mere interessant, at 15-årige Mads Andersen fra Skanderborg scorede 6½/9.

Desværre rakte det ikke til hans sidste IM-norm, men Mads spillede godt i den norske hovedstad. Her måske hans bedste gevinst.

Hvid: FM Mads Andersen, Skanderborg/DK.
Sort: Andreas Arnold Schmitz, Tyskland.
1.e2-e4, e7-e6
2.d2-d4, d7-d5
3.Sb1–c3, Lf8-b4
4.e4-e5, c7-c5
5.a2-a3, Lb4xc3+
6.b2xc3, Dd8-c7
7.Dd1–g4, f7-f5
8.Dg4-g3, c5xd4
9.c3xd4, Dc7xc2

I forberedelserne til partiet fandt Mads ud af, at tyskeren konsekvent spiller denne variant. Varianten er ikke særlig god for Sort, og derfor tøvede Mads ikke med at gå ind i den.
10.Lc1–d2, Dc2-e4+
11.Sg1–e2, De4-g4
12.Dg3-c3, Sb8-c6
13.Se2-f4, Dg4-h4
14.Lf1–b5, Dh4-d8

Efter 14...Ld7 15.Lxc6, bxc6 16.Sxe6 vinder Hvid bonden tilbage og får stor fordel.
15.Lb5xc6+, b7xc6
16.0–0!, -

Sort har godt nok en bonde mere end Hvid, men hans brikker står elendigt.
16. - , Sg8-e7
17.Tf1–b1, 0–0
18.Sf4-d3, -

Idéen med at flytte f-tårnet til b1 er nu til at få øje på. Hvis Mads havde flyttet tårnet fra a1, så kunne tyskeren få byttet sin meget dårlige hvidfeltede løber ved hjælp af 18...La6.
18. - , h7-h6
19.f2-f4, Lc8-d7
20.Sd3-c5, Se7-c8
21.Tb1–b7, Tf8-f7

Endelig ikke 21...Sb6? Efter 22.Sxd7,Sxd7 23.Dxc6 kollapser den sorte stilling.
22.Dc3-b3!, -
Eneste træk, der bevarer en fornuftig fordel. Hvid skal handle for at beholde initiativet!
22. - , Sc8-b6
23.Ld2-a5, Ld7-e8
24.Sc5xe6?!, -
Efter partiet vidste Mads ikke helt præcist, hvorfor han fravalgte 24.Txa7 fulgt af 25.Lxb6. Slutspillet ser håbløst ud for Sort.
24. - , Dd8-c8
25.Tb7xf7, Le8xf7
26.Se6-c5, Sb6-c4
27.La5-c3, Ta8-b8
28.Db3-a2, -

Hvids plan er at spille a4 fulgt af Tb1 og få kontrol over b-linjen. Måske var det derfor tyskeren følte sig tvunget til at handle aktivt? Det blev hans stilling kun værre af!
28. - , g7-g5?
Dårligt, fordi det svækkede kongestillingen.
29.a3-a4, g5xf4
30.Da2-f2!, -

Her ændrede Mads sine planer, fordi han ville spille på at udnytte Sorts svage kongefløj.
30. - , Dc8-d8
31.e5-e6, -

31.Dxf4?,Dg5 havde gjort tingene meget sværere for Mads, selv om han stadig står fint.
31. - , Lf7-g6
32.Df2xf4, Kg8-g7

Nu strandede 32...Dg5 jo på 33.Dxb8+.
33.Ta1–e1, Dd8-d6
34.Df4-h4, f5-f4
35.Sc5-d7, Tb8-e8
36.Dh4-f6+, Kg7-h7
37.e6-e7!, Dd6xd7

Eller 37...Dxf6 38.Sxf6+, som vandt tårnet på e8. Her spillede Mads med musklerne!



















38.Te1–e6!, -
Sorts brikker har svært ved at forsvare kongen, og derfor vinder Mads nu det ofrede materiale tilbage med høje renter oveni.
38. - , Te8-g8
39.e7-e8(D)!, Dd7xe8

Eneste træk, fordi der er mat efter 39...Lxe8 40.Dxh6# og efter 39...Txe8 40.Dxg6+,Kh8 41.Dxh6+,Kg8 42.Tg6+,Kf7 43.Dg7#.
40.Te6xe8, Lg6xe8
41.Df6xf4, Le8-g6

Hvis Sort ikke får modspil, så vinder Hvid relativt enkelt. I praksis er det ofte svært at spille med tårn og officer mod en dronning.
42.Lc3-b4, Lg6-e4
43.g2-g3, Tg8-g7
44.a4-a5!, Tg7-b7

Forhindrer 45.a6, hvorefter Sorts modspil havde været ikke-eksisterende.
45.a5-a6!, Tb7-b6
Tyskeren kan ikke slå løberen! Efter 45...Txb4? 46.Df7+,Kh8 47.Df8+,Kh7 48.Dxb4 ryger tårnet helt forceret.
46.Df4-f7+, Kh7-h8
47.Df7xa7, Tb6xb4
48.Da7-a8+, Opgivet, 1-0.

Tyskeren opgav på grund af 48.Da8+,Kh7 49.Db7+!,Txb7 50.axb7 og Mads får endnu en dronning - hans tredje i partiet!

af Eigil Straarup