søndag den 29. november 2009

Husk nu at komme i klubben nu på tirsdag d. 1 december hvor....

....Eigil kommer og fortæller om "Den Lange".

Det bliver helt sikkert en rigtigt spændende og underholdende aften!!
Så kom og mød op. Der er fri adgang for alle!!

Overbevisende sejr over Evans/Vejle 3, update m. Peter´s parti

Hele seks gevinster kunne horsensianerne rejse hjem fra Bredballe med og efter min mening stod Peter Berg for den bedste gevinst i søndags.

Hvid: Peter Berg, Horsens.
Sort: Anders Andersen, Evans/Vejle.
1.d2-d4 Sg8-f6
2.c2-c4 e7-e6
3.Sb1–c3 c7-c5
4.d4-d5 e6xd5
5.c4xd5 d7-d6
6.e2-e4 g7-g6
Åbningen her hedder Benoni, og direkte oversat til dansk betyder det "Sorgens søn". Åbningen lever fuldt op til sit triste navn, sådan som den her spilles af Anders Andersen.
7.f2-f4 Lf8-g7
8.Lf1–b5+ Lc8-d7?!
Nogle eksperter er endda tilbøjelige til at udstyre trækket med et rent spørgsmålstegn. Tidligere var hovedvarianten 8...Sbd7 9.e5,Sh5 10.e6,Dh4+ 11.g3,Sxg3 12.hxg3,Dxh1 13.Le3,Lxc3+ 14.bxc3,a6 15.exd7+,Lxd7 16.Lxd7+,Kxd7 17.Db3 fulgt af en lang hvid rokade. Varianten gav sort masser af sorger, og derfor spiller man nu om dage 8...Sfd7! som er sorts bedste chance for at få modspil. Sådan noget skal man naturligvis vide, når man spiller Benoni. Berg slår øjeblikkeligt hårdt ned på vejlenserens upræcise åbningsspil.



















9.e4-e5!
Konsekvent spillet. Både 9.Sf3 og 9.Lxd7+ giver sort tid til at reagere. Nu får han derimod to stærke centrumsbønder tromlende hen over sig.
9. Dd8-e7
10.Dd1–e2 d6xe5
11.f4xe5 Sf6-g8

Sort er godt pakket ned allerede. De hvide centrumsbønder forhindrer ham totalt i at få sine brikker i spil. Sort kunne ikke spille 11...Sh5, fordi 12.g4 koster springeren livet.
12.Sg1–f3 a7-a6
13.d5-d6 De7-f8
14.Lb5xd7+ Ke8xd7
Lidt svært at gennemskue, hvad vejlenseren havde tænkt sig med det? 14...Sxd7 ser mere naturligt ud. Efter f.eks. 15.Sd5,Tc8 16.Sc7+,Kd8 17.Lg5+ ser det nu alligevel fuldstændig håbløst ud for sort.
15.Sc3-d5 Df8-d8
16.Sd5-c7 Ta8-a7
17.Lc1–f4

Springeren på c7 og truslen mod tårnet på a8 var faktisk en mindre detalje. Bergs største trussel er i virkeligheden skakken med bonden på e6. Nu, hvor løberen står på f4, så truer han med at give den skak.
17. - , Kd7-c8
18.De2-c4!
En smart dobbelttrussel mod bønderne på f7 og c5! En anden mulighed var 18. Sf3-g8!?, Sf8-h6 19. e5-e6, f7xe6, 20. Sg5xe6, Dd8-h4+ 21. g2-g3, Dh4-g4 22. Se6xg7, Dg4xe2+ 23. Ke1xe2, Sh6-f7 med stor hvid fordel
18. Sb8-d7
19.Dc4xf7 Dd8-f8
20.Df7xf8+ Lg7xf8

Med dronningerne af brættet bliver sort ikke sat mat, men sorgerne er stadig store. Resten er også spil til ét mål!
21.e5-e6 Sd7-f6
22.Sf3-g5 Sg8-h6
23.0–0 Lf8-g7
24.Lf4-e5 Sf6-h5
25.Le5xg7 Sh5xg7
26.Sc7-d5 Sh6-f5
27.d6-d7+ Kc8-b8
28.e6-e7 Sf5xe7
29.Sd5xe7 b7-b6?, Opgivet 1-0.
Andersen opgav øjeblikkeligt, da han så, at han lige havde sat yderligere en kvalitet i slag.

Af Eigil Straarup

søndag den 22. november 2009

Overbevisende sejr over Evans/Vejle 3

I eftermiddags vandt Horsens Skakforening med hele 6½-1½ over Evans/Vejle 3 på Hældagerskolen i Bredballe. Sejren var fuldt fortjent og ikke det mindste for stor – snarere tværtimod! Vi stod til at få mange points allerede tidligt på eftermiddagen, men vi skulle helt frem til 14.50, inden det første point kom i hus. Men inden vi kommer til den kronologiske gennemgang af partierne kaster vi lige et blik på rundekortet;

1.Zijad Campara-Kurt Schlott 2
2.Maxim Konstantinov-Morten Jensby 2
3.Anders Andersen-Peter Berg 2
4.Arne Dahl-Anders Munch 2
5.Karsten Olsen-Eigil Straarup 2
6.Erik Pontoppidan-Ole Ryevad 1
7.Jens Ove Vedel-Erik Pedersen X
8.Ebbe Christensen-Niels Møller Andersen 2

Dagens mand Peter Berg gjorde jobbet færdigt med en meget stilren sejr over Anders Andersen, der trådte forkert i åbningen. Når jeg kalder ham for ”Dagens mand”, så er det fordi at han meget stilrent og klinisk udnyttede Anders Andersens fejlslagne åbningsspil. Anders Andersen stillede sig strategisk set helt forkert op, og derfor fik Peter Berg et imponerende bondecentrum, som fuldstændig kvaste vejlenserens kongestilling. Bønderne tromlede fremad, naturligvis godt hjulpet af officererne. Til sidst kostede det en officer at undgå en forvandling til dronning, og da Anders Andersen umiddelbart efter det tab satte en kvalitet i slag var det hele forbi. 1-0 til Horsens!

Fra ”Dagens mand” bevæger vi os helt over i den anden grøft, hvor vi finder Ole Ryevad på bunden af et dybt hul. Ryevad vandt bestemt ikke nogen priser for flot spil i dag! Han kom ellers fint fra start i en Kongeindisk med de sorte klodser, og han fik stablet et fint fremstød i f-linien på benene. Senere udviklede det fremstød sig til at være et decideret angreb, og det så ganske lovende ud. Desværre virkede det som om, at Ryevad stirrede sig blind på, at han kunne vinde en kvalitet. Det kunne han bare ikke! Tværtimod overså han en banal skak, som vandt en officer for Pontoppidan og strippede Ryevads kongestilling fuldstændig. En desillusioneret Ryevad forlod dermed brættet og gik ud i kantinen for at drukne sin sorg. Uafgjort 1-1!

Kort efter kl. 15 bragte Morten Jensby atter Horsens i front. Jensby spillede som så ofte før Grünfeldindisk. Maxim valgte at ofre bonden på a2 i hovedvarianten, og det er næppe noget, der er værd at prøve igen. Der er en variant i Grünfeld, hvor hvid kan ofre a-bonden, men det er ikke i denne variant! Jensby havde problemer med at få sine brikker i spil, men han fik da langsomt og sikkert brikkerne væk fra baglinien. Han fik også skubbet sin a-bonde fremad. Imens prøvede Maxim at sætte fut i løjerne, og hans angreb så da også umiddelbart spændende og lovende ud. Desværre for ham var angrebet kun en sæbeboble. Maxim enten mistede eller ofrede to officerer på angrebets alter, men det var alt sammen forgæves, fordi sæbeboblen punkterede. 2-1 til os!

Omkring 15.30 blev Erik Pedersen også færdig med sit parti mod Jens Ove Vedel. I en sicilianer fik Pedersen fint fat i begivenhederne, og Vedel fik aldrig rokeret. Derfor stod hans konge udsat, og der er nok ingen tvivl om, at Erik burde have vundet partiet. Desværre satte Pedersen efter eget udsagn et tårn i slag, og så var han nødt til at tage remis ved evigskak. Ærgerligt, for jeg lagde da mærke til undervejs, at han havde chancen for at fange Vedels majestæt i noget, der mindede uhyre meget om et matnet, men sådan skulle det altså ikke gå. Til gengæld skulle det vise sig at være vores sidste pointtab i dag! 2½-1½ til os!

Få minutter senere krydsede Niels Møller Andersen målstregen i sit parti mod Ebbe Christensen. Bogstaveligt talt! Allerede i åbningen satte Niels sig tungt på begivenhederne, og i midtspillet overså vejlenseren et løbertræk, som kostede en kvalitet. Derfra gik det støt ned ad bakke for ham. Stillingen udviklede sig til at blive et positionelt lokum for vejlenseren, som valgte at spille partiet helt til den bitre ende og opgav først, da Niels førte med en ren dronning og skulle i gang med at sætte ham mat. 3½-1½ til os!

Jeg fik aldrig fat i Kurt Schlotts noteringsark, så her er beretningen lidt på gyngende grund. Kurt kom vist lidt famlende fra start, men senere var han godt tilfreds med stillingen og var ved at skyde et kongeangreb i gang. Siden hen blev hans stilling ifølge nogle af de andre dårligere, og han stod vist ikke specielt godt, da vejlensernes notoriske tidnødsnarkoman Zijad Campara igen i dag tabte på tid. Vi har oplevet det mange gange før, og man undrer sig hver gang over, at det skete endnu engang! 4½-1½ til os!

Kort før de fire timers spil vandt Anders Munch over Arne Dahl. Anders udlignede hurtigt med sort, og i midtspillet fik han et godt tryk på Dahls svage og isolerede d-bonde. Senere ofrede Arne Dahl tilsyneladende helt umotiveret en kvalitet i en stilling, hvor det var lidt svært at se, hvad ideen bag ofret var. Ofret satte tværtimod gang i et angreb for Anders, og selv om tiden var knap til sidst, så var han vist i 100 % kontrol, da han satte de dræbende træk ind. 5½-1½ til os!

Endelig sad undertegnede Eigil Straarup tilbage som sidste mand med partiet mod Karsten Olsen. Lidt grotesk, når man tænker på, hvor fantastisk Eigil stod meget tidligt på eftermiddagen, men sådan går det jo ofte i holdskak. Allerede i åbningen fik Eigil skovlen under Karsten Olsen, som fik en helt uhyggelig dårlig trippelbonde i c-linien. I midtspillet svævede Olsens konge i stor fare, men Eigil fandt ikke noget dræbende. Til gengæld blev det hele afviklet til et tårnslutspil, hvor Eigil efter at have famlet sig lidt frem fandt en vindende plan, og allerede 16.10 var matchen dermed færdig. Slutfacit blev altså 6½-1½ til os!

Et godt resultat for os, hvilket Laursens ratingkontor bekræfter, fordi vores samlede forventede score var 5,66 points. Kun Ryevad må have røde ører, og Erik tog selvfølgelig også hjem med en lidt blandet smag i munden, men som hold kan vi være tilfredse med den overbevisende sejr.

Sejren konsoliderer også vores foreløbige position som duks i Mesterrækken. Vi øgede afstanden til Centrum/Esbjerg med ét matchpoint, da de samtidig hjemme slog Fredericia, men spændingen er naturligvis stadig stor, og det ser helt åbent ud. Om to uger sæsondebuterer vi på hjemmebane, og forhåbentlig kommer det til at betyde, at vi i trygge rammer kan give os selv en god juleferie, når Springeren fra Kolding kommer på besøg.

Eigil Straarup

lørdag den 21. november 2009

Horsens kom godt fra start, update m. Ole´s parti

Mange af partierne i matchen blev spillet med håndbremsen trukket. Én af de få undtagelser stod Ole Ryevad for. Eller rettere sagt Jon Lykke Davidsen! For det var ham, der satte fut i løjerne i deres parti med et tvivlsomt offer.

Hvid: Jon Lykke Davidsen, Fredericia, 1771.
Sort: Ole Ryevad, Horsens, 1825.
1.Sg1–f3 Sg8-f6
2.b2-b3 g7-g6
3.Lc1–b2 Lf8-g7
4.e2-e4 0–0

Reti's åbning, som er en af de roligste, hvid kan vælge, fordi sort ofte får lov til i ro og mag at vælge en opstilling og udvikle brikker.
5.d2-d3 d7-d6
6.Lf1–e2 Sb8-c6
7.0–0 e7-e5
8.Sb1–c3 Sf6-h5
9.g2-g3 f7-f5

Ryevad har fået en fin stilling og har allerede udlignet. Begge hvids løbere står malplaceret, og bondestrukturen er heller ikke køn.
10.e4xf5 Lc8xf5
11.Sf3-h4 Sh5-f4
12.Le2-g4

Hvid kunne også have valgt den ret forcerede variant 12.Sxf5,Sxe2+ 13.Dxe2,Txf5, hvorefter stillingen er meget lige.
12. Sf4-h3+
13.Kg1–g2 Lf5xg4
14.Dd1xg4 Sh3-g5
15.Dg4-c4+

Nu kunne hvid måske endda have fået en mikroskopisk fordel efter 15.Sd5,Se7 16.Sxe7+,Dxe7, men der er ikke så meget at sætte tænderne i.
15. Kg8-h8
16.Sc3-d5 Dd8-d7
17.f2-f4

Hvid truer springeren, men samtidig åbner han også op ind til sin konge.
17. Dd7-h3+
Ryevad er ved at gribe initiativet.
18.Kg2-g1 Sg5-e6
19.Ta1–e1 Sc6-d4

Ryevads springere tvinger hvid til at sige farvel til den sortfeltede løber, og dermed går brodden af de trusler, som hvid kunne håbe på i diagonalen ned mod kongen.
20.Lb2xd4 Se6xd4
21.Sd5-e7

Partitrækket ser forkert ud, men alternativerne ser ikke meget bedre ud, f.eks. A) 21.c3,Se6 22.Sxc7,Sxc7 23.Dxc7,exf4 24.Dxd6,Lxc3 25.Tc1,Tad8 26.Dc7,Ld4+ 27.Kh1,fxg3 og hvid bliver sat mat, enten på h2 eller hvor det hele nedsmelter på f1 og g1. En anden mulighed var B) 21.Sg2, hvor Ryevad sad parat med 21…b5! Intet duer for hvid nu, f.eks. 22.Dxc7 (eller 22.Dc3,exf4!, og sort truer med den ondeste afdækkerskak på dronningen. Endelig taber 22.Db4,Sxc2 bare en kvalitet.) 22...Tac8 23.Dxd6,Txc2, og hvids stilling kollapser i anden række. 21. e5xf4
Nu er Ryevads fordel tydelig, og det får Davidsen til at gå totalt offer-amok.
22.Se7xg6+?
Alt for voldsomt, men omvendt forståeligt, fordi han er ved at blive kørt ud af brættet.
22. h7xg6
23.Sh4xg6+ Kh8-h7
24.Sg6xf4

Naturligvis er 24.Sxf8+ en oplagt mulighed, men mon ikke, Davidsen havde set, at det ikke duer? Efter 24...Txf8 25.Dd5,f3! 26.De4+,Kg8 27.Dd5+,Kh8! har hvid ikke flere gode skakker. Dermed vælter korthuset, fordi matten på g2 ikke kan dækkes. 28.Tf2,Se2+ 29.Texe2,fxe2 30.Txf8+,Lxf8 31.Dd4+,Lg7 32.Df2,Df1+ er spild af tid.
24. Dh3-g4
25.Te1–e7 Sd4-f3+

Ryevad pønsede også på 25...Txf4!? 26.Txf4,Se2+, men det er ikke bedre end det, han nu valgte i partiet.
26.Tf1xf3
Alternativet 26.Kg2,Sd2 koster også en kvalitet, og dermed er hvid nede med et helt tårn. Det kan stillingen ikke bære, og derfor er resten af partiet ren kørsel for Ryevad.
26. Dg4xf3
27.Dc4xc7 Df3-g4
28.Dc7xd6 Ta8-e8
29.Dd6-e5 Te8xe7
30.De5xe7 Tf8xf4
31.Opgivet, 0–1.

Noter af Eigil Straarup

onsdag den 11. november 2009

Husk Tema aften d. 1. dec. om "Den Lange" v/Eigil Straarup!!

Husk Tema aften tirsdag den 1. december om turneringen Horsens Lang Weekend EMT.

Hør blandt andet om;

*Hvor, hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til at starte turneringen?
*Turneringens historie i store træk.
*Turneringsvinderne gennem årene.
*Nogle af de bedste partier, der er blevet spillet i turneringen.
*Nogle af de skæveste anekdoter på og ikke mindst uden for skakbrættet :-)

Temaaftenen ledes af Eigil Straarup og starter kl. 19.15, og publikum er naturligvis velkomne til at byde ind med spørgsmål, tilføjelser, kommentarer og andet godt! Længden af temaaftenen afhænger fuldstændig af, hvad der er stemning for, men det kan blive alt mellem 30 minutter og 3 timer.

Så husk at møde op!...Alle er velkomne, medlemmer som ikke medlemmer!
Vi kender jo alle Eigil og hans fortæller evner, så det kan ikke blive andet end spændende og sjovt!!

mandag den 9. november 2009

Horsens kom godt fra start

Af Eigil Straarup.

I søndags kom Horsens Skakforening godt af sted fra perronen, da det blev til en kneben sejr på 4½-3½ i sæsonpremieren i Mesterrækken over Fredericia Skakklub.
Inden vi kaster blikket på de enkelte partier, så lad os lige se det hele i overblik;

1.Søren Rix-Kurt Schlott Hansen X
2.Jens Christian Hansen-Peter Berg X
3.Claus Marcussen-Anders Munch 2
4.Jon Lykke Davidsen-Ole Ryevad 2
5.John Erling Nielsen-Erik Pedersen X
6.Hans Jørgen Nielsen-Søren Grymer-Hansen X
7.Jørgen Rasmussen-Tim Bjerre X
8.Lennart Vig-Vagn Skov Andersen 1

At skrive et referat fra en holdkamp, jeg ikke selv har været med i, er noget af en opgave. Så referatet her bygger udelukkende på de oplysninger, jeg har fået fra især Tim Bjerre.

Fra starten af matchen spillede langt de fleste af aktørerne med håndbremsen trukket, og der gik næsten to timer, inden der skete noget nævneværdigt i nogle af partierne. På det tidspunkt satte Claus Marcussen en bonde i slag, som Anders Munch pænt takkede for. Marcussen blev åbenbart så rystet over bondetabet, at han efterfølgende flyttede en springer, som dækkede en springergaffel. Gaffelen kostede yderligere en kvalitet, og så havde Marcussen fået nok. 0-1.

En lille times tid senere tog Søren Grymer-Hansen og Hans Jørgen Nielsen remis. Hvad der skete i partiet står noget hen i det uvisse, men åbningen var i hvert fald Hollandsk, og der var vist også meget spil tilbage i den stilling, hvor de tog remis. ½-1½.

På samme måde kan man også sige, at Erik Pedersen tog remis med John Erling Nielsen. Stillingen var meget lige, måske med et mikroskopisk plus til Erik, men ikke nok til, at det var værd at sætte det hele i bål og brand for at jagte sejren. 1-2.

I partiet mellem Tim Bjerre og Jørgen Rasmussen fik Tim et meget godt pres på Jørgens stilling. Han fik gang i et godt kongeangreb, men han fik desværre ikke dækket sin egen stilling helt af, inden han gik videre med sit angreb. Efter en forkert afvikling af nogle brikker var der ikke det store at gøre, og derfor var han mere eller mindre tvunget til at tage remis. 1½-2½.

I partiet på topbrættet mellem Søren Rix og Kurt Schlott Hansen var det stille og roligt i starten, nøjagtigt som i alle de andre partier. Derefter kom der gang i den, og trængslerne mundede ud i, at Kurt fik en fribonde i a-linien. Til gengæld havde Rix nogle andre trusler, og på den baggrund var det vist meget fair med remis i det parti. 2-3.

Til gengæld var der en hel del mere smæk for skillingen i partiet mellem Ole Ryevad og Jon Lykke Davidsen. Efter noget af en koldstart med Retis åbning tilbød Davidsen remis efter ganske få træk. Ryevad var vist lidt lun på tanken, men holdleder Tim Bjerre fik ham talt fra det, og det skulle vise sig at være godt for Horsens. Senere i partiet fik Ryevad stablet et fint angreb på benene, og det lå slet ikke i kortene, at Davidsen skulle gå amok og ofre først en officer og derefter en kvalitet. Foran med et helt tårn fik Ryevad pakket tropperne sammen og afværget stumperne af det hvide angreb. 2-4.

I partiet mellem Peter Berg og Jens Christian Hansen skete der vist ikke det helt store. Som Tim så det ud ad øjenkrogen, så var det et ret lige og udramatisk parti hele vejen igennem, som endte remis. 2½-4½.

Endelig fik Vagn Skov Andersen vist en optisk set fin stilling, blandt andet med to stærke centrumsbønder, fordi Lennart Vig derimod fik en lidt aparte dobbeltbonde på f2 og f5. Pludselig overså Vagn en skak, der kostede en kvalitet, og derfra var det op ad bakke. Til sidst landede Vagn i en træktvang, hvor hans konge blev nødt til at forlade dækningen af de sidste bønder. Dermed endte sæsonpremieren i Fredericia med en smal sejr på 4½-3½ til Horsens.

Vi kan vel være meget godt tilfredse med det resultat. I næste runde går turen så til Hældagerskolen i Bredballe, hvor vi skal møde Evans’ tredjehold om to uger. En på papiret overkommelig opgave, men så nemt går det jo heller ikke. Forhåbentlig bliver referatet også lidt bedre og om ikke andet detaljeret, når undertegnede selv er til stede.

Vi kom på tavlen i sæsonpremieren, og nu ser vi fremad!