søndag den 7. november 2010

Skuffende pointdeling i premiere

I eftermiddags åbnede Horsens Skakforening Mesterrækken 2010/11 med en uafgjort kamp mod Springeren fra Kolding.

I de seneste mange år har Mesterrækken her i området bestået af otte hold fra de tidligere Vejle og Ribe amter. Fra og med i denne sæson fusioneres der med Mesterrækken i Sønderjylland. Dermed bliver der fremover to mere sportsligt jævnbyrdige mesterrækker i hele det område, der tidligere var kendt som Vejle, Ribe og Sønderjyllands Amter. Horsens Skakforening har kvalificeret sig til at deltage i den bedste af de to Mesterrækker, mens Stouby Skakklub tørner ud i Mester 2. Horsens kommer til at møde gamle kendinge som Evans fra Vejle, Springeren fra Kolding, Centrum fra Esbjerg og Kolding Skakklub. De ”nye” hold i ligaen er Haderslev, Ribe og Gråsten.
Dagens enkeltresultater;

1.Kurt Schlott-Poul Erik Jørgensen X
2.Peter Berg-Richardt Ebbesen 2
3.Anders Munch-Joachim Knudsen 1
4.Eigil Straarup-Bent Samuelsen 2
5.Erik Pedersen-Svetlana Demidova 1
6.Ole Ryevad-Hans Paulsen 2
7.Tim Bjerre-Niels Lauritsen 1
8.Søren Würtz Jørgensen-Lars Peter Hansen X

Allerede lidt efter kl. 13 blev der taget remis på 8.bræt. Søren Würtz Jørgensen forsøgte ellers at fremtrylle en fordel, og det var også et livligt midtspil, så længe det varede.

Mere end et par timer senere sluttede flyveturen for Ole Ryevad., der i øvrigt regner med at sætte en stopper for sin glorværdige skakkarriere til nytår. Hans spil i dag mindede meget om et lynparti på nettet, det gik bare lidt langsommere. Et fuldstændigt vildt og kaotisk midtspil blev til et slutspil, hvor Ryevad havde en løber for to meget farlige fremskudte fribønder, og så havde de også et tårn hver. Ryevad fik aflivet de to bønder med løberen. Desværre for ham førte det til et tabt tårnslutspil, og så var der ikke mere at komme efter.

Meget bedre gik det ikke for Peter Berg, der lettere hovedrystende forlod spillestedet kl. 15.30, da han havde tabt til Richardt Ebbesen. Hvad der skete, ved jeg ikke. Men normalt tror jeg ikke, at Peter ville tabe til Richardt, så det resultat kan vi vist godt tillade os at være lidt skuffede over.

Derimod er det koldingenserne, der kan være skuffede over, at Niels Lauritsen satte en officer i slag i træk 16 mod Tim Bjerre, som derfra sikkert spillede sig til sejren.

På 1.bræt havde Kurt Schlott en lovende stilling, og han gav da også selv udtryk for, at han stod godt. Desværre formåede Kurt aldrig at omsætte det til en konkret fordel, og derfor endte det med, at fredspiben blev tændt lige før tidskontrollen.

Undertegnede Eigil Straarup var også én af dem, der skuffede for os i dag. Eigil fik en fin fordel med ud af åbningen, men formåede heller aldrig at omsætte det til en konkret fordel i midtspillet. I træk 18 tilbød Samuelsen remis med et træk der sendte dronningen til en afbytning, der ville føre til, at Samuelsen fik to dobbeltbønder, hvoraf den ene var isoleret. Eigil var tæt på at tage imod remisen, hvilket han set i bakspejlet skulle have gjort, især fordi han ikke havde nogen plan, men dobbeltbønderne fristede Eigil for meget. Nogle træk senere tilbød Eigil remis, da den manglende plan ikke førte nogle vegne. Det tilbud blev afvist blankt. Eigil forstod det ikke umiddelbart, men det gik snart op for ham, at han stærkt havde undervurderet ressourcerne i koldingenserens stilling. Og man må tage hatten af for, at Samuelsen sikkert omsatte den pludseligt fine sorte stilling til gevinst.

Tilbage var Anders Munch og Erik Pedersen, der reddede kastanjerne ud af ilden for os i dag.

Anders fik tidligt på dagen noget, der lignede en klar positionel fordel i form af spil mod Joachims isolerede d-bonde. Langsomt men sikkert omsatte Anders fordelen til et bondeslutspil, hvor Joachim endte i en skæbnesvanger træktvang.

Hvordan Erik Pedersen vandt over Svetlana Demidova så jeg heller ikke, så det vil jeg derfor vælge ikke at komme ind på.

Til gengæld overdriver jeg nok ikke ved at sige, at vi ikke kan være særligt tilfredse med denne start på sæsonen. Både Peter og jeg skylder til regnskabet, og sådan én som Kurt havde nok også vundet i dag, hvis han havde været i topform. Men det må vi jo forsøge at rette op på i næste runde, når vi skal til Esbjerg om 2 uger.

Ingen kommentarer: