mandag den 25. april 2016

Bededagstunering hos Nordre

Anders, Alex, Søren og undertegende drog til Aarhus på Storbededag for at deltage i Nordres traditionsrige 7-rundes hurtigskaktunering på Brobjergskolen. Det er en relativ stor tunering som i år bestod af 76 tilmeldte fordelt på 18 firemandshold, enkelte hold havde en reserve med.

Det stod hurtigt klart at vi med et ratingsnit på blot 1681 ikke var storfavoritter. Ja der var hold med snit på op til 2326 og otte af holdene havde over 2000 i snit, så vi måtte med gru konstatere at vi var det tredie svageste hold!

Der blev spillet efter schweitzersystemet med tidskontrollen 25 + 0 / G og trepointssystemet.
Vi valgte at stille op efter DSUs ratingliste, så Anders med 1894 var naturligvis førstebræt. Alex og jeg lå meget tæt men jeg havde 3 point mere så Alex tog 3. brættet og Søren tog 4.

1.      Runde 1 – Remikongerne (2049)

Vi mødte 4 stærke spillere, alle fire var mellem 2000 og 2100 i rating. Vi vidste det blev op ad bakke men håbede på måske især Anders kunne overraske.

Anders spillede en spændende sicilianer og kæmpede til det sidste men kunne ikke hive point hjem.

Jeg røg ind i en overraskende farlig siciliansk Smith-Morra gambit som jeg glædeligt tog imod, for derefter at blive totalt udspillet og sat mat i 11 træk! Min modstander fortalte mig i efteranalysen at det var ukorrekt at spille Sf6 i 5. træk, jeg skulle have spillet e6 for at have en chance! Min modstander, Aage Olsen (2035), diskede op med et par skarpe angrebstemaer og en længere teorivariant som ifølge ham ville være eneste korrekte forsvar for sort.

Alex var rundens overraskelse. Han spillede London systemet imod en konge indisk. Det blev et ret lukket parti hvor modstanderen rullede bønderne frem og fik lidt terræn og en dominerende springer på 3. række. Alex stod solidt, han havde løberparet og god kontrol over de to tårnlinjer. Modstanderen havde ganske vist en svækket kongeside efter at have spillet både f5 og g6 samt afbyttet sin sortfeltede løbet. Hvis Alex skulle have forsøgt at angribe skulle der have været brugt en del træk på at rykke rundt om den irriterende springer. Sort ville i mellemtiden kunne få hapset noget bønder på dronningesiden og få farligt modspil med sin b-c bønder. De blev enige om en remis da ingen rigtigt kunne forbedre deres stilling uden at tage meget store chancer.

Søren var presset og måtte kæmpe til sidste sekund. Det endte med vingen desværre faldt.

2.       Runde 2 – AROS forever (1603)

Et hold der var til at tale med. På papiret var vi 100 point stærkere på 1. og 3. brættet mens det var mere lige på 2. og 4.

Anders fik lagt pres på en isoleret bonde hos sin modstander. Modstanderen fik vundet i en kvalitet men Anders vandt den tilbage i en længere variant. Presset på tid og stilling kom modstanderen til at løfte en af Anderses brikker hvorefter han fortrød og satte den ned. Reglerne siger den skal tages men den var dækket og den kunne kun tages med dronningen, det kostede matriel. Modstanderen opgav få træk efter i en håbløs stilling.

Jeg røg som hvid ind i en Nimzo-indisk hvor min modstander spillede meget aggressivt. Jeg var tvunget til at slå springeren på f6 og gav derved sort en dobbeltbonde med åben g-linje. Sort prøver dog ikke at udnytte g-linjen men spiller i stedet sine tårne i d-linjen. Vi overser heromkring begge en ”computervariant” hvor hvid kan slå på b7 med fordel, computeren siger +3½. Herefter er spillet lige indtil sort lader sit tårn fange på d2 og må give en kvalitet for en bonde. Derfra bytter jeg af, centraliserer kongen og vinder uden større problemer slutspillet med tårn mod springer.

Alex fik spillet en slags Hollænder med dobbelt fianchetto. Modstanderen rokerer langt men farligt bliver det aldrig. Officerne bliver byttet af hvorefter modstanderen laver et par upræcise træk der koster en bonde i et ellers meget remislignende tårnslutspil. Derfra kører Alex pointet sikkert hjem.

Søren fik en tilspillet sig en merbonde og formentlig et vundet slutspil, men var bagud på tid. Da modstanderen tilbød remis tog Søren imod.
En yderst tilfredsstillende runde. Nu er vi i gang for alvor!

3.       Runde 3 – Matzen Bjerghold (1968)

Nu et af de stærkere hold, det er jo takken når man vinder i et schweitzersystem.

Anders havde fornøjelsen af Flemming Hundebøll på 2147. Anders kom godt fra åbningen og fik en god løber med tryk i lang tid. Anders ofrede en officer for to farlige fribønder og fik pointet hjem.

Jeg spillede en ret lukket stilling mod Torben Bødskov på 1993. Torben bondestormede kongesiden med alle sine lette officierer bagved. Det så umiddelbart farligt ud men rendte ud i sandet da jeg fik låst bondekæden. Torben skifter side og nu slås vi på dronningfløjen. Jeg tilbyder remis i en ret lige stilling, men Torben enten hører det ikke eller vil spille videre. Med få minutter på uret til os begge åbnes stillingen op. Torbens stilling kollapser efter tabet af en officier og et par bønder. Det ender med at min modstander udfører et ulovligt træk, dermed er jeg berettiget til 2 min mere og han må strække hånd.

Alex spiller en god åbning, igen sit bundsolide Londonsystem fulgt op med e3 og c3. Hvid ender dog med at blive ret presset grundet for passivt spil samtidig med at sort lader en bondekæde rulle fremad godt understøttet af officererne. Sort ender med en tyk gevinststilling med både mattrusler og matriel fordel  men taber på tid! Alex gør det igen, lidt heldig denne gang, men stadig ubesejret.

Søren er oppe imod en gut på 1741, på papiret altså underrated med 300 point. Søren formår dog at hive en remis hjem.

En kanon runde for os. Underratet på alle brædder og ender alligevel 3½ af 4! Vi var nærmest euforiske og følte at allerede nu var tuneringen reddet.

4.       Runde 4 – Aalborg skakforening (1898)

En solid gruppe ratet fra 1790 til 2029 så vi var undertippet men ikke uden chancer.

Som hvid mødte jeg Peter Lysbjerg på 1971. Et vildt parti hvor jeg satsede på kongeangreb og han fik total kontrol over dronningfløjen. Jeg var tvunget til at efterlade en officer udækket men Peter tog den ikke. Alex mente bagefter angrebet kunne være gået igennem med et tårnoffer, men jeg satsede i stedet på et f5-bondebrud. Det virkede som om jeg lige netop var et tempo bagud og min modstander hele tiden kunne finde distraherende træk. I tidsnøden fik sort byttet mit angreb af og jeg endte bagud på matriel og et fuldkommen tabt slutspil. 

Alex mødte Kurt Pedersen på 1851 som spillede en mystisk b4-tempotabende åbning: 1.b4 Sf6 2.Lb2 e6 3.b5? e6! 4. a4?. Alex fik hentet pointet.

5.       Runde 5 – Amatørnisserne (2278)

Helt amatøragtige var de nu ikke. De var det næststærkeste hold og deres rating lå fra 2204 til 2434 og bestod af en IM og to FM’er. Anders fik førnøjelsen af IM Igor Teplyi. Jeg rendte ind i FM Johnni Veng, Søren fik FM Carsten Bank Friis og Alex mødte Kim Henrik Skaaning-Pedersen.

Udfaldet var næsten givet, vi måtte alle ned. Alex som stadig var i strålende humør sagde trøstende: ”hey it was a free round”. Det havde han helt ret i, vi kunne kun have overrasket positivt. Jeg må nu også tilføje det er en ære at få lov at møde så stærk modstand, det er ikke hver dag man får en lektion på det niveau.

6.       Runde 6 – Varylerne (1499)

Holdet bestod af en gruppe juniorer. På papiret var vi favoritter og gik ind til kampen med klar forventning om en sejr. Med kun to hold lavere ratet end os var det naturligvis her der skulle hentes point.

Anders fik godt fat i sin unge modstander, en frisk knægt på respektable 1805 og formentlig underratet som mange af de unge jo er. Anders som sort fik en solid stilling med kontrol over f-linjen og en springer i centrum. Anders forcerede ikke men tog stille og roligt kontrol over de afgørende felter. Det blev til sidst taktisk afgørende. Modstanderens officerer var simpelthen fejlplaceret på den forkerte banehalvdel og dermed afskåret fra at forsvare sig imod diverse mattrusler.

Min modstander blitzede trækkene ud og jeg kom hurtigt langt bagud på uret. Kvaliteten af hans træk var der dog ikke noget i vejen med, så stillingen var lige da jeg besluttede mig for at forsøge at fuske. Først et usundt bondeoffer og derefter et endnu mere usundt springeroffer. Min modstander fandt de korrekte forsvarstræk og jeg måtte kapitulere.

Alex var flyvende endnu en gang, denne gang i en Pirc. Alex spillede en dobbelt fianchetto og fik løberparet mod de to springere. Alex havde styr på det hele vejen i en meget solid stilling hvor modstanderen aldrig rigtigt fandt en plan. Først hentede Alex en bonde og dernæst en officer. Alex satte mat med tårn og dronning.

Søren spillede et rodet parti mod en lavere rated spiller. Balancen skiftede flere gange både positionelt og matrielt. Søren tabte slutspillet med tårn og konge mod løber og en del bønder.

7.       Runde 7 – De rutinerede (1783)

Sidste runde så folk var ved at være lidt trætte. Vi var undertippede men ikke uden chancer.

Anders spillede en fianchetto i et stille og roligt parti. Anders fik en tårnlinje og fik kørt partiet hjem.

Jeg kom ind i en presset stilling, hvor hvid hele tiden havde forskellige trusler om at ofre på h6 eller f6 og rive min kongestilling op. Det rigtige offer syntes ikke rigtigt at være der, ingen af os kunne i alt fald se det. Min modstander brugte dog så meget tid på at lede det korrekte offer, at da der endelig blev byttet af til et slutspil havde han ikke mere tid tilbage. I et remisagtigt slutspil taber han på tid.  

Alex spillede en ”boring opening”. De lette officerer blev byttet af og Alex infiltrerede med de tunge officierer og hentede pointet.

Søren stod godt. Brugte lang tid på at lægge pres på en svag bonde som modstanderen havde fået. Det lykkedes dog modstanderen at få byttet en del officierer af hvorefter presset på bonden var minimalt. Det resulterede i et helt lige slutspil med en uundgåelig remis.

Således endte vi med en samlet score på 40 point og fik præmie for bedst under 1850, dermed slog vi faktik hele tre hold med højere rating. Vores topscorer Alex fik 5½ af 7 med en performance rating på 2016. Ikke dårligt over 7 runder når man officielt er 1695.

Links

-Af Sune Fischer

tirsdag den 12. april 2016

Hold DM for skoleskakspillere i Vridsted


Fredag den 8. - søndag den 10. april blev der afholdt hold DM for skoleskakspillere i Vridsted. Horsens Skakforening var repræsenteret ved to spillere i B-gruppen (0-6. klasse), Asger Haargaard og Ricardt Riis. Med sig havde de to andre spillere fra Stensballeskolen i Horsens, Anders Bach Lauridsen og Simon Gram Jensen. Med en 7. plads ud af ti var resultatet godkendt; topscorer på holdet blev Ricardt Riis med 6/9 på andet-brættet.
Nedenfor et parti af Asger på førstebrættet, hvor modstanderen bliver sat mat efter 18 træk.
Hvid: Asger Haargaard
Sort: William Aagaard
Hold-DM 2016, 1.bræt, runde 5 den 9/4-2016
1.e4 d6 2.d4 Nf6 3.Nc3 g6 4.Bf4 Bg7 5.Nf3 O-O 6.Qd2 Qe8?
svært at få øje på sorts plan med dette træk
7.Bh6 Bxh6?
Nu får hvid tryk mod den sorte kongestilling
8.Qxh6 Ng4 9.Qh4
forærer hvid en bonde efter
9...Qc6? 10.Ng5 ( 10.Qxe7)
10...h5 11.h3 Nf6 12.e5
meget aggressivt spillet af Asger.
12...dxe5 13.dxe5 Ne8
passivt, Sd5 må være bedre
14.g4
Hvid frister med et tårn, der er farligt at tage
14...Qxh1 15.gxh5 f6 16.hxg6! Rf7 17.gxf7+ Kf8 18.Qh8#
1 - 0
 
 
 
 
 
 
 
Holdet klar til kamp, fra venstre: Simon, Anders, Ricardt og Asger.
 
 
 
 
 
 
Der analyseres imellem runderne.
For yderligere information om eventet, se: http://holddm.dk
/Peter Riis

mandag den 25. januar 2016

Referat fra matchen Ribe - Horsens 5 - 3


Hermed et lille referat fra holdkampen mellem Ribe og Horsens fra Henrik Mortensen hånd.

1) Lars Wilton Pedersen - Morten Basse Jensby  ½ - ½ 
2) Peter Martin Leimand - Henrik Mortensen  1 - 0
3) Knud Jespersen - Peter Riis  1 - 0  
4) Jan Rosenberg - Anders J. Munch  ½ - ½
5) Karsten Jacobsen - Peter Berg  ½ - ½
6) Simon Degnbol Ladefoged - Søren Sørensen  ½ - ½
7) Hans Erik Leimand - Mihai Alexandru Scutaru  ½ - ½
8) Peder Pharsen - Sune Fischer  ½ - ½

Vi stillede voldsomt afbudsramt op til kampen i Ribe, men retfærdigvis skal vi vel også lige nævne, at Ribe også var et pænt stykke fra deres stærkeste opstilling. Deres lokaler var på spillestedet – undskyld mit bramfri sprog – skidehamrende kolde. Det er simpelthen ikke godt nok. Rygerne lod typisk døren stå åben ud til gården, når de skulle ud for at ryge. De mente åbenbart også, at der var varmere udenfor, end der var indendørs(!) Fx var det absurd at se Peter Berg sidde som sidste Horsens-mand iført et komplet sæt vintertøj og spille på gevinst. Havde jeg haft en halv flaske vodka med, havde jeg sat den ved Peters bræt og efterfølgende forsøgt at sælge en fotoserie om, at den sibiriske holdturnering var i fuld gang… Efter dette mopsede udfald er det vigtigt at understrege, at folkene fra Ribe er nogle flinke fyre og at den spillende kampleder Karsten Jacobsen havde en fuldkommen uproblematisk dag, hvor kun en korrekt udfyldelse af holdkortet kunne give ham problemer. 


På 1. bræt spillede Morten Jensby og Lars Wilton Pedersen så klart matchens bedste og mest interessante parti. Og der er jo også en grund til, at netop de to spillere sidder på førstebræt, så… Morten havde i ugen op til kampen ligget i sengen med influenza og led tydeligt i de iskolde lokaler, så også på den måde var remis et udmærket resultat. Wilton fandt desværre de præcise forsvarstræk, da stillingen krævede det. Der findes ”to Lars Wilton’er” og jeg har gennem årene været vidne til dem begge to. Dagens Lars Wilton var den gennemført sympatiske spiller, der gav masser af gode råd i efteranalyserne af de øvrige partier. Wilton er – som måske bekendt – en fremragende analytiker og han taler sjældent ned til folk. Der er masser af såkaldte svagere spillere, der gennem årene kan takke Wilton for et godt råd eller to. Andre spillere af den type er fx Ole Larsen (Helsingør) og Per Andreasen (Nørre Sundby). ½-½.

På 2. bræt sad Henrik Mortensen så op ad lokalets eneste varmeapparat. Temmelig uheldigt, da jeg sandsynligvis er en af holdets mindst kuldskære spillere… Normalt spiller jeg kun i T-shirt, men på dagen havde jeg nu det meste af tiden min overtrækstrøje på, men det er desværre næppe nok til, at nogen vil acceptere nogen form for kuldeundskyldning fra min side.. Så vidt jeg husker, havde min modstander revanche til gode, men det lod han sig nu ikke forstyrre af. I hvert fald spurgte han efter partiet om, hvad jeg hed. Min åbning var udmærket, mens mit midtspil blev for beskedent. Afslutningen blev flashy og den vil man sandsynligvis kunne se i avisen på lørdag. 0-1.

På 3. bræt debuterede Peter Riis med godt åbningsspil. Desværre forsømte han nok at få udviklet sin dronningefløj og de brikker manglede så på resten af  brættet. Når Peter får banket den værste rust af, er der masser af points i ham. 0-1.

På 4. bræt var Anders Munch oppe mod en ”god ven” af Horsens Skakforening, nemlig Jan Rosenberg. Stillingen forblev, trods mange træk, lukket, da Anders ikke på fornuftig vis kunne åbne stillingen. ½-½.

På 5. bræt var vi vidner til matchen længst varende parti. Det stod hurtigt klart, at der kun blev spillet om to udfald – Peter afslog da også flere remistilbud – nemlig gevinst eller remis. Hvid havde flere gode muligheder undervejs, men det blev altså remis. ½-½.

På 6. bræt spillede Søren Sørensen med sort en forholdsvis hurtig og korrekt remis. ½-½.

På 7. bræt spillede Alex og Leimand-senior så afgjort matchens mest dramatiske parti. Efter en del træk stod Alex’ ur fortsat på 1:30, men han manglede en officer uden nogen tydelig kompensation. Lidt senere manglede han så et helt tårn(!) Selvom mine tanker på det tidspunkt ikke som sådan er hemmelige, er de bestemt heller ikke egnet til at komme på tryk. Leimand-senior mente åbenbart, at han havde ydet nok for den dag, så han sendte sin konge ud til Alex’ få tilbageværende officerer. Alex var vaks ved havelågen og tvang sort til at give en masse materiale tilbage. Sort spillede desværre præcist i slutfasen og klarede remis. En gevinst havde måske også været for meget af det gode. Det er skak, når det er bedst og det var holdskak, når det er allerværst! ½-½.

På 8. bræt sad vores anden debutant Sune Fischer og han blev også forholdsvis hurtigt færdig. Han fik en god stilling med sort, men modstanderen nåede at bakke i tide. ½-½.

Jeg er hverken holdleder eller noget andet, men efter mine begreber leverede HOLDET en indsats, der er lidt mere end bare godkendt.

Af Henrik Mortensen

 

mandag den 4. januar 2016

Invitation til Horsens Bymesterskab 2016

Horsens Skakforening inviterer hermed til Horsens Bymesterskab 2016

Spillested: Horsens Skakforenings lokaler i ”ASV”, Nørrebrogade 38A , 8700 Horsens.

Turneringsform: 8 mands grupper, nederste evt. Monrad

Tidspunkt: Følgende syv tirsdage i 2016 med start kl. 18:30; 19/1 – 26/1 – 2/2

- 9/2 – 1/3 - 8/3 – 29/3.

Betænkningstid: 90 min. til de første 40 træk og derefter 30 min. til resten af partiet
+ tillægstid 30 sek. pr. træk fra træk 1.

Der spilles efter FIDE’s regler. Det er tilladt at komme op til 30 minutter for sent
til partiet ift. rundens officielle starttidspunkt.

Indskud: Kr. 130,- for alle deltagere.

Præmier: Ved f. eks. 12 deltager vil være følgende præmier;
1.præmie Kr. 600,-.
2.præmie Kr. 400,-.
3.præmie Kr. 200.- Som vil tilfalde den spiller som får den største rating fremgang
Ved ligestilling deles pengepræmier, der kan kun vindes en præmie

Forplejning: Kaffe, sodavand og øl kan købes.

Rygning: Der må IKKE ryges i bygningen eller på matriklen!

Tilmelding: Tilmelding via Dansk Skak Unions turneringssystem på http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Invitation?tourid=23258&curtab=tour-inv
hvor klub og navn skal indtastes, hvorefter systemet selv indhenter dine data.

Information og eventuelle spørgsmål kan rettes til:
Turneringsleder Søren Grymer-Hansen, tlf.  23692633 efter kl. 18:00
Tim Bjerre (tim@tjec.dk, tlf. 75656549) efter kl. 18:00
Sidste frist for tilmelding er lørdag den 16. januar 2016.

Online dækning: Følg turneringen på Horsens Skakforenings hjemmeside www.horsensskakforening.dk.

Vel mødt i Horsens!

torsdag den 17. december 2015

4. runde af Divisionsturneringen Kjellerup – Horsens 4½ - 3½

Under fine spilleforhold og i en problemløst afviklet match måtte vi lægge ryg til et knebent nederlag.
Morten Jensby vandt et meget flot og ganske kort parti på første bræt mod stærke Søren Ladegaard.
Morten Beuchert holdt en vanskelig stilling remis. Modstanderen kunne endda godt have presset videre. Godt kæmpet.
Per Rasmussen spillede en hurtig og udramatisk remis.
Henrik Mortensen tabte sit første holdkampsparti nogensinde i Horsens-trøjen og vist nok også det første holdkampsparti i mere end 10 år. Ikke at jeg har spillet afsindigt mange holdmatcher de seneste 13-14 år… Beklageligvis rendte jeg ind i en grim knock out og blev talt ud af kamplederen… Jeg kom tidligt i problemer, da jeg sammenlagt brugte mere end 25 minutter på at spille 10.-,Lc8-d7? og bagefter ”indrømme” fejlen ved at spille 11.-,Ld7-c8! Som Jensby påpegede bagefter, skulle jeg senere i partiet have ofret kvaliteten. Det havde jeg selvsagt også gjort, hvis jeg ellers havde vidst, hvad der var på vej…
Anders Munch kæmpede ihærdigt og var sidste mand færdig. Desværre med et nederlag til følge.
Topscorer Peter Berg fik hurtigt en god stilling, men modstanderen bakkede desværre i tide og holdt således remis.
Søren Sørensen tabte desværre tråden i en ellers fin stilling og så smuldrede partiet ellers mellem fingrene på ham.
Mikai Alexandru Scutaru vandt en fint angrebsparti.
Det kan godt være, at vi rykker ned, men det var i hvert fald ikke i denne kamp, det gik galt. Grundlæggende leverede vi alle sammen og stemningen på holdet kan der ikke rokkes ved. Det lover godt for de kommende kampe.
Glædelig jul og godt nytår
Henrik Mortensen
PS: Der kan læses meget om matchen på lørdag i Folkebladet.

onsdag den 18. november 2015

Fredericia Hurtigskak 2015, Sydjysk Grand Prix - SGP 3

4 af vores nye medlemmer deltog i Fredericia og her er et lille referat skrevet af Peter Riis (Red.)

Lørdag den 14/11 var vi fire spillere fra Horsens, der drog til Fredericia i anledning af en hurtigskakturnering i Sydjysk Grand Prix serien. Der vil blive afholdt yderligere fire Grand Prix turneringer i løbet af sæsonen, den næste finder sted i Vojens imellem jul og nytår. Tre skoleskakspillere, Anders Bach Lauridsen, Asger Haargaard og Ricardt Riis, der alle deltog i skoleskakklassen samt undertegnede, der deltog i mesterklassen.
Mesterklassen var ganske stærkt besat med en international mester og tre fide mestre og et rating gennemsnit på 2155. Som ventet blev klassen vundet af IM Jens Ove Fries Nielsen med 6/7 medens andenpladsen gik til hans bror, FM Niels Jørgen Fries Nielsen med 5½ points. Bedste spiller under 2100 blev Lars Jeppesen med 2½ points. Selv opnåede jeg i denne gruppe 2 points, hvad jeg er ganske godt tilfreds med.

I tredje runde kom min første gevinst.
Hvid: Peter Riis, Horsens Skakforening
Sort: Niels Nybo Jakobsen, Fredericia Skakforening


















 
Der fulgte:
1. Tg2-c2, Tc5xd5?
Sort mener omsider at kunne omsætte sin gode stilling til et materiale forspring.
2. Tc2-c8+, Lf6-d8
og nyd så lige dette træk!

3. Dd3xb5!

og sort opgav!

Skoleskakklassen blev vundet af Janosh Easan med 8/10, på andenpladsen ligeledes med 8 points kom Christian Abild medens Ricardt Riis tog tredjepladsen med 7½ points. Anders Bach Lauridsen og Asger Haargaard fik også rimelige resultater i denne klasse med henholdsvis 5½ og 5 points.
Af Peter Riis

lørdag den 24. oktober 2015

Flittig turneringsaktivitet…

Da jeg for ti år siden sidst var arbejdsløs, benyttede jeg lejligheden til at spille nogle turneringer på hverdagsaftener.

Den gang spillede jeg om tirsdagen med i Rødovre-Mesterskabet, som jeg slet og ret vandt med 5½ af 7 foran et kobbel af spillere, der endte på 4½ points og i Mester 2 i Allerød om torsdagen, som jeg vandt med 4 af 5 points.
Siden den gang har jeg ikke spillet en eneste turnering afviklet på en torsdag, hvilket er ret ærgerligt, da fx Brønshøj Skakforening afholder masser af (spændende) turneringer på torsdage og hvor klubbens hjemmebane er beliggende mindre end 3 km fra min bopæl.

Jeg havde i 2015-ombæringen tilmeldt mig Gladsaxes Høst Emt med kampafvikling om tirsdagen, hvor vi var otte personer, der skulle spille en seks runders turnering(!) og om torsdagen i Allerøds fem runders turnering, hvor jeg (atter) skulle spille i Mester 2.
Første uge:

90 minutter før kampstart opdagede jeg, at jeg havde modtaget en mail om, at min modstander havde meldt afbud. Altså ingen skak i denne uge…
Anden uge:

I 2. runde i Gladsaxe skulle jeg have sort mod Poul Erik Harders (GSF – 1783/1554). Ham har jeg tidligere slået et par gange, men da vi senest spillede, måtte jeg meget mod min vilje pådrage mig en forfærdelig stilling, før jeg fik vendt kajakken. Denne gang kom jeg stærkt fra åbningen og fastholdt den behagelige stilling langt ind i midtspillet, men efter sit 35. træk satsede han hat, kat og regnfrakke med en bondestorm mod min kongestilling. Han var imidlertid nede på ”tillægstiden” og så endte det med, at jeg plukkede hans bønder og sluttelig sagde farvel og tak med en springergaffel, der nappede hans tårn. Havde han valgt den rigtige trækfølge omkring trækkene 38 - 40, kunne jeg muligvis skullet have kæmpe hårdere for gevinsten. 1-0 efter 47 træk.
Jeg skulle have sort i 1. runde i Allerød mod Per Settergren Sørensen (ASK 2087/2004). Han var også i 2005 med i Mester 2, men havde den gang væsentligt mindre i rating, end han har nu. Vi spillede da remis, fordi jeg accepterede remis’en, kort før hans vinge ellers ville faldet i en klar remisstilling. Jeg havde alligevel ikke gjort noget, som mindede om fremskridt de seneste mange minutter op mod midnat.

I det aktuelle parti havnede jeg i en vanskelig Caro-Kann-version og vi ser stillingen efter hans 19.Tf1-e1.
Hvid: Per Settergren Sørensen
Sort: HM


(Jeg erkender i tide min dårlige stilling og tilbyder en bonde, for så samtidig at kunne puste liv i min mere end blot mildt engagerede løber.) 19.-,0-0!? 20.Dxf5 (Efter 10 minutters tænkepause tager han imod udfordringen.) Lg6 21.Dg4,Db4! (Modangrebet sættes ind og hvid ignorerer samtidig samtlige faresignaler.) 22.h4,h5! 23.Df4,Dxb2 (Testamentebonden, men da jeg alligevel næppe er stillet nogen større arv i udsigt, så…) 24.Ta1-c1?!,Ta8-c8! 25.Df6,Txc2 26.Tb1,Dxa2 (Med lidt simpel lommetyveskak er den hvide dronningfløj blevet ribbet for bønder.) 27.Ta1,Db2 28.Te1-b1,Dc3 29.Txa7,Txf2! 30.Dxf2,Lxb1 31.Txb7,Le4 32.De3,Dxe3 33.Sxe3,Tc8 og sort vandt i sikker stil efter yderligere 30 træk.
Efterfølgende læste jeg på Christopher Pedersens skakblog, at Christopher betragtede sig selv og Per Settergren Sørensen som favoritter til at vinde gruppen. Jeg så nu mig selv som favorit, men regnede dog med, at Christopher kunne være en mulig, farlig outsider. Resultatet af det ovenstående parti bekræftede foreløbig min vurdering.
Tredje uge:

I Gladsaxe spillede jeg det udsatte parti mod det 12årige juniortalent Nikolaj Brødsgaard (GSF – 1172), som jeg naturligvis ikke havde spillet mod tidligere. Det blev fransk og han blev udsat for veritabel gang tæppebankerskak fra Bochum-skolen. Vi ser slutstillingen, der indeholder en pudsig tårnfangst midt på brættet. Hvid har lige spillet 21.g3-g4!
Hvid: HM
Sort: Nikolaj Brødsgaard

Sort opgav naturligvis.
I Allerød havde min modstander i god tid meldt afbud.
Fjerde uge:

I Gladsaxe skulle jeg spille topopgør med de sorte brikker mod Jan Flemming Jensen (GSF – 1981/1834), som jeg aldrig tidligere havde spillet imod. Han spillede en slap Dronninggambit og jeg fik sat ham under pres. Desværre forsvarede han sig godt og så blev det bare remis.
I Allerød skulle jeg have sort mod John Einer Keiwe (ASK – 1932/1922). Selvom vi er jævnaldrende, har vi kun spillet en enkelt gang tidligere mod hinanden, nemlig ved DM i Skoleskak på Skanseskolen i Hillerød d. 3. november 1979. John spillede dengang 1.b3 og vandt. I det aktuelle parti spillede jeg en al for passiv dronninginder og kom til at stå derefter. Jeg ofrede en bonde for at få noget modspil, men han valgte at holde snitterne for sig selv. Partiet udviklede sig til først at være en kamp om feltet c4 og senere var det feltet e5, vi kæmpede om. Efter 31 træk tilbød hvid remis og jeg havde reelt ikke noget valg, da jeg sandsynligvis fortsat stod en lille smule under.
Femte uge:

I Gladsaxe skulle jeg have hvid mod Alex Madsen (GSF – 1520/1374). Jeg har tidligere besejret Alex, hvilket vist nok kun er en enkelt gang, men det kan faktisk også godt være to gange… Han skal roses for at holde turneringen i gang. Han var ene mand både TL, brikopstiller og kaffebrygger. Jeg fik trods en ”fingerfejl” i åbningen hurtigt stor fordel mod hans Sicilianer. Jeg burde nok have ofret en officer i det tidlige midtspil, men nølede. Pludselig var stillingen vildt kompliceret, men det var heldigvis Alex, som først for vild. 1-0 efter 30 træk. Dagen efter modtog jeg en venlig mail fra ham indeholdende et spørgsmål om en bestemt variant. Hans foreslåede variant var nu ikke særlig god, men jeg skrev tilbage, at der havde været en helt anden variant, som jeg under partiet havde frygtet langt mere. Den havde han så til gengæld slet ikke set! Og jeg sad ellers i næsten 20 minutter ved brættet og kogte over den…
I Allerød var det skæbnetime. Jeg skulle have mit tredje sorte parti i streg, nemlig mod Christopher Pedersen (Hillerød - 2068/1993), som jeg pudsigt nok aldrig havde spillet imod tidligere. Han havde 3 af 3, mens jeg stod på 1½ af 2. Jeg forsøgte at stramme mit åbningsspil ganske dramatisk op ved at spille Aljechins Forsvar, men jeg kom atter tydeligt dårligst fra åbningen. Vi kommer ind i partiet, hvor jeg troede, at jeg havde fået spil for min mistede bonde med trækket 20.-,Le7-f6…

Hvid: Christopher Pedersen
Sort: HM



(Christopher spillede iskoldt) 21.d5! (21.Td1?!,c5!) Lxb2 22.Ta2!! (En meget flot manøvre og samtidig et træk man normalt finder på et niveau, som er noget højere end niveauet i ”Mester 2”. Vi har allerede set rigeligt fra partiet, men sort måtte altså ned efter 46 træk.) 1-0.
Efter tre af runderne fik jeg kørelejlighed på hjemturen med Christopher som chauffør. Det var hyggeligt og vi vendte flere forskellige problemstillinger. En ting var vi rørende enige om, nemlig at en bestemt ”ungjunior” virkelig trængte til at få en træner, hvis han skulle til at gøre nogle nævneværdige fremskridt.

Sjette uge:
I Gladsaxe skulle jeg have sort mod den (al for) hurtigtrækkende Allan Hansen (GSF – 1835/1713), som jeg aldrig tidligere havde spillet imod. Det blev igen en Dronninggambit, som det havde været 14 dage tidligere, men for en sikkerheds skyld indskød jeg et h7-h6, samt udviklede min springer på b8 til d7 i stedet for til c6. Man aner jo aldrig, om folk har forberedt sig… Vi kommer ind i partiet, hvor sort netop har spillet 25.-,Th5-g5.

Hvid: Allan Hansen
Sort: HM

26.Sg3?,Lxg4! 27.Kf2 (27.fxg4,Dxg4 med den meget direkte trussel 28.-,Dxg3 og den mere indirekte trussel 28.-,Dxg2#.) Lf5 28.Sxf5,Txf5 og sort vandt efter 45 træk. Jeg afslog remis efter hvids både 21. og 34. træk. Sidstnævnte forslag var nok også lige kækt nok. 0-1.
I Allerød skulle jeg spille det fra 2. runde udsatte parti mod Morten Kühn (Hillerød – 1856/1853). Ham havde jeg tidligere vundet ret let over i en Kronborg-turnering. Jeg kunne ikke finde noteringslisten fra den gang og forsøgte vist også mentalt at gå på vandet. Bedre blev det ikke af, at jeg forsøgte at ofre en bonde i åbningen. Dette tilbud blev afslået og jeg fik ”gratis” en fin angrebsstilling. Alle de, som hævder, at jeg ikke kan angribe – mig selv inklusive… - fik desværre atter en gang ret. Efter sorts 15. træk havde jeg TRE interessante muligheder for at ofre en officer, men valgte efter 12 minutters betænkningstid bare at rykke baglæns. Herefter blev jeg hurtigt smadret i et angreb. Vi har allerede set rigeligt til det parti… 

Syvende uge:
Der var plads til udsatte partier i Gladsaxe. Jan Flemming Jensen måtte med scoren 3½ af 4 trække sig fra turneringen grundet uventet stort arbejdspres. Det var ”godt nyt” for mig, da han havde en langt bedre korrektion, end jeg nogensinde ville kunne få.

Vi ser partiet fra sidste runde i Allerød, hvor jeg spillede for ANDENPRÆMIE…
Hvid: Henrik Mortensen
Sort: Ejgild Nielsen (ASK – 1905/1892)

1.Sf3,Sf6 2.c4,c5 3.d4!? (I 2005 spillede jeg i denne stilling imod samme modstander 3.Sc3. Selvom min modstander er noget ældre, end jeg er, så har han i dag mere i rating, end han havde dengang.) cxd4 4.Sxd4,Sc6 5.Sc3,d6 6.e4 (Så nærmer vi os lige så stille Maroczy-land… For ti år ordnede jeg samme modstander i netop en Maroczy-massakre.) Db6 7.Sd4-b5,a6 8.Sa3,e6 9.Le2,Le7 10.0-0,0-0 11.Kh1,Dc7 (Dronningen stod skidt på b6 og det var derfor, at hvid ikke gjorde mine til at true den hen til eventuelle bedre felter.) 12.Le3,Tb8 13.Tc1! (Tårn og fjendtlig dronning på samme linje…) Sd7 14.Dd2,Te8 15.Tf1-d1,b6?! (Så beder han også selv om det…)

16.Sd5! (Et klassisk skinoffer, der udnytter, at det hvide tårn og den sorte dronning befinder sig i den samme linje.) exd5 17.cxd5,Sc5 18.dxc6,Sxe4 19.Dc2,Sf6 20.Lf3,b5 21.Dd2,Lf5 22.Dd4,d5


23.Df4 (En trist nødvendighed. Det planlagte 23.Lf4?!,Ld6 24.Lxd6,Dxd6 25.Lxd5?,Sxd5 26.Dxd5 strander på Te1+…) Dxf4 24.Lxf4,Tb8-c8 25.c7,Le4 26.h3! (Undgår overraskelser på baglinjen i tidnøden. Bytter sort på f3, forsvinder der en masse gode springerfelter i centrum.) Lb4 27.Sc2,La5 (27.-,Lxc2 var nødvendigt, selvom det utvivlsomt gør rigtig ondt at skulle spille sådan et træk.) 28.Sd4! (Derfor… Springeren har øjnene rettet mod både c6 og f5.) Sd7 29.Lxe4,Txe4 30.Lg3,Lb6 31.Sf5!,Lxf2? (Total opløsning i tidnød…) 32.Lxf2,Tf4? 33.Se7+,opgivet. 1-0.
Hermed sikrede jeg mig en delt andenplads med Morten Kühn, som overraskede alt og alle, undtagen min pengepung, positivt ved at spille remis mod sin ellers så suveræne klubkammerat Christopher Pedersen. Aftalt spil?? Naturligvis ikke. Christopher havde ved en gevinst sikret sig et kandidatresultat…

Ottende uge:
Sidste runde i Gladsaxe. Ved et nederlag ville jeg komme på andenpladsen. Ved alle andre udfald ville jeg vinde turneringen. Selvom jeg jo stadigvæk ikke havde al for stort besvær med at huske mit nederlag til Morten Kühn to uger tidligere, troede jeg altså ikke et sekund på, at jeg skulle tabe dette parti.

Hvid: HM
Sort: Carl Aage Pedersen (GSF – 1778/1735)

1.e4,c5 2.Sf3,d6 3.d4,cxd4 4.Sxd4,Sf6 5.f3!?,g6 6.c4! (Maroczy-Massaker… Castropher Strasse, hier kommen wir…) Lg7 7.Sc3,0-0 8.Le3,Sc6 9.Sc2!? (Ingen lettende afbytninger…) a6 10.Dd2,Dc7 11.Tc1 (Den opmærksomme læser husker måske noget med fjendtlige tårne og dronninger på samme linje…) Se5 12.b3,Ld7 13.Le2,e6? (Dette træk giver kun mening, hvis sort umiddelbart efter er parat til at gennemføre fremstødet d6-d5.) 14.0-0,Se8 15.a4,Tc8 16.Tf1-d1,b6


17.f4! (Energisk spil fra en, der ellers kan ”nøjes med remis”… Sandheden er, at sort har tydelige pladsproblemer.) Sc6 18.e5,Sa5! (Formentlig sorts bedste forsøg. Udover sine stillingsmæssige problemer begynder han nu også at få problemer med tiden.) 19.exd6,Db8 20.Tb1,Sf6 21.Sb4,Da7 22.Sd3,Sb7 23.Se5 (GM Jacob Aagaard har skrevet både artikler og bøger om, hvorledes man skal spotte sin dårligste brik og så ellers forsøge at forbedre dens placering. I al beskedenhed stod denne springer på c2 for tre træk siden.) Tf8-d8 24.b4,Lc6! (Sort vil både have sin bonde tilbage og diskutere feltet e4.) 25.a5!,Txd6 26.Dc2 (e4?? No way, vi har ikke startet nogen diskussionsklub…) Txd1 27.Txd1,Da8 28.Lxb6 (Fordelenes forvandlingsevne… Sort har mistet den meningsfyldte adgang til d8. Hvid har stor fordel og kan utvivlsomt vinde på flere måder.) Lf8 (Truer 29.-,Lxb4.) 29.Db1 (Truer med at gennemføre 30.b5.) Sd6 30.Sxc6 (Sidste store tænkepause, men så var jeg også ”helt sikker”.) Dxc6 31.c5!,Sd6-e4 32.Sxe4,Sxe4 33.Lf3,f5 34.Dd3! (Truer både 35.Dxa6 og 35.Dd7. Eller for den sags skyld fortsat 35.Lxe4… I denne trøstesløse stilling valgte sort at lade tiden gå, så…) 1-0.

Dermed blev jeg med 1½ points forspring ned til den nærmeste forfølger en klar turneringsvinder. 
Af Henrik Mortensen