fredag den 11. september 2009

Foredrag v/IM Klaus Berg tirsdag d. 15. sept. kl. 19:15

Den nye sæson er nu gået i gang og i lighed med sidste år kommer
IM Klaus Berg og fortæller. Sidste år trak IM Klaus Berg fulde huse
og alle var meget begejstret for hans måde at formidle svært stof på
en enkelt og let forståeligt måde

Emnet for aftenens foredrag er ”principper i Caro-kann” åbningen.

IM Klaus Berg deltog i årets ”Horsens Lang Weekend 2009” hvor han prægede turneringen og viste flot kampskak på højt niveau.







Fra Horsens Lang Weekend 2009 (foto: Horsens Skakforening)
Han vil gennemgå åbningsvarianten caro-kann og vil fortælle hvilke principper der gælder for denne åbning og som man bør vide. Det vil derfor nok være en god ide at tage blyant og papir med, for at få skrevet de guldkorn ned vi som almindelige spiller nok kan gøre brug af.

IM Klaus Berg er en kendt og respekteret spiller som har deltaget på internationalt topplan i mange år. Han er kendt som en inspirerende og underholdende foredragsholder som kan sit stof.
Alle er velkomne og der er fri entre for alle. Dette gælder både medlemmer, samt ikke-medlemmer som er meget velkomne til at møde op til denne spændende aften.

Vi håber at rigtige mange vil benytte lejligheden til at kigge ind og høre IM Klaus Berg fortælle.

Vel mødt i Horsens Skakforening, Kilden 8 – 10, Horsens
tirsdag d. 15. september kl. 19:15!

Husk: Skak skal spilles i en klub, ikke foran en computerskærm!

søndag den 30. august 2009

Så starter vi på den nye sæson 2009/2010!

På tirsdag d. 1. september 2009 skydes den nye sæsom 2009/2010 med en rask lille lynturnering til at få banket rusten af!

Vel mødt!

fredag den 31. juli 2009

Stærkeste Horsens Lang Weekend nogensinde i gang!

Af Eigil Straarup
Torsdag kl. 10 lød startskuddet til Horsens Lang Weekend anno 2009. Turneringen var den tolvte i rækken, og Horsens Skakforening kan dermed ikke bare glæde sig over et fuldt dusin. Glæden går også på, at årets udgave af turneringen er en af de stærkest besatte turneringer, der indtil videre er afviklet på dansk grund i år. Dermed er ”Den Lange” anno 2009 naturligvis også den klart stærkeste siden turneringens fødsel i starten af 90'erne. Feltet indeholder tre IM'ere, tre FM'ere og yderligere 14 mesterspillere blandt de i alt 43 deltagere.

1.runde var en grusom massakre, som 1.runde ofte er i Schweizer-turneringer. De øverste seedede udraderede den nederste halvdel med 21-1. I mange af partierne var der forventede scorer tæt på 1,0, så det var ikke overraskende. Eneste undtagelse var Lasse Holst fra Holbæk, der højst overraskende slog Ole Bønnelykke fra Esbjerg Skakforening. Sjællænderen kommer fra en dugfrisk triumf i Helsingør, hvor han nappede cirka 100 ratingpoints i Politiken Cup.

Noget kunne tyde på, at Lasse Holst er på vej mod endnu et stort resultat, for i 2.runde leverede han endnu en gedigen overraskelse med sejren over Sixten Maximillian Thestrup fra Skakforeningen Øbro. Lasse Holst har en forventet score på næsten ingenting med sit ratingtal på 1512. Han er dermed den helt store overraskelse, og det skal blive spændende at følge hans videre færd i turneringen. Overraskelser var der heller ikke mange af i 2.runde, men det var iøjnefaldende, at horsensianske Søren Jørgensen (1472) fik skovlen under Allan Westenberg (1728).
Ellers bød 2.runde på endnu en stribe af sejre til feltets tunge drenge, og dermed har den første alvorlige udskilning fundet sted. De ti højstratede i feltet indfriede forventningerne i dag og står med 2/2 efter de to første runder, og de følges altså trop af dagens sensation fra Holbæk. IM Klaus Berg måtte kæmpe helt frem til det sidste minut, før han vandt et langt og udmarvende slutspil over Peter Berg fra Horsens, og han var klart den af de tunge drenge, der måtte arbejde mest for sejren i aften.

I morgen går det løs med 3.runde kl. 10, og følgende fem udvalgte partier kan følges LIVE på Horsens Skakforenings hjemmeside:

FM John Rendboe-FM Jakob Aabling Thomsen
Knud Lysdal-John Rewitz
IM Klaus Berg-Morten Topholm
IM Nicolai Vesterbæk Pedersen-Niels Kristian Kragh
Søren Würtz-Jens Rasmussen

mandag den 1. juni 2009

Horsens Lang Weekend 2009

Så er tilmeldingen åbnet til den 12. Horsens Lang Weekend EMT.

Se indbydelsen her.

Vi glæder os til at se jer alle sammen.

torsdag den 21. maj 2009

Syd grandprix

Karsten Jacobsen fra Esbjerg skakforening har sendt os dette:



I samarbejde med 4 hovedkreds laver Syd grandprix en række hurtigskak-turneringer der kører over 7 afdelinger

26.09.2009: Tønder Skakklub
24.10.2009: Skakklubben Springeren
14.11.2009: Ribe Skakklub
28.12.2009: Vojens Skakklub
23.01.2010: Esbjerg Skakforening
27.02.2010: Evans
24.04.2010: Gråsten/Alssund

Der er ikke flere detaljer endnu, kun steder og datoer. Men mon ikke det kommer på www.4hk.dk når tiden nærmer sig?

mandag den 4. maj 2009

Kom til en munter aften i klubben tirsdag d. 12, maj 2009!

Så har klubben igen gjort et scoop!!! Tirsdag d. 12. maj kl 19:00 kommer Henrik Mortensen, vores unge medlem på 45 og causerer over skak med bl.a. ikke så kendte partier og opgaver.

Henrik er vidt berejst og samtidigt en stærk spiller, hvilket bl.a. kom til udtryk ved at han blev nr. 20 ved Australien Open i år, samt ved at vinde Mester 1 ved DM i silkeborg i år.

Henrik er en flittig fortæller & skribent og han har sin faste klumme ”Skakspillerne sagde” i skakbladet. Der foruden har han udgivet 3 bøger ”Skak er sjovt”, ”Mere sjov i skak” og senest for en måned siden ”Skakbølgen”. Der vil være mulighed for at købe disse bøger i klubben denne dag.

Alle er meget velkommen og man behøver ikke at være medlem af klubben for at deltage i en underholdende aften i et godt selskab. Bare kom, ingen entré!

Der vil være mulighed for at købe kaffe/øl/vand.